Spillet Tide of Iron (ToI) er udgivet af Fantasy Flight Games (FFG) i 2007, og er et krigsspil for 2-4 personer med en forventet spilletid på cirka 2-3 timer der simulerer slag fra 2. verdenskrig på taktisk niveau (se Oseali’s beskrivelse af krigsspil http://www.germangames.dk/2011/05/18/krigsspil-en-introduktion/). Grundspillet fokuserer på slag fra især Frankrig, men der findes flere udvidelser der dækker hhv. Nordafrika, Normandiet og senest Østfronten.
Tide of Iron er scenariebaseret: Man vælger et scenarie, typisk et slag, og opstiller spillebrættet efter instruktionerne i scenariebeskrivelsen – denne mekanik kaldes Modular Board (http://www.boardgamegeek.com/boardgamemechanic/2011/modular-board) og bruges ofte i scenariebaserede spil som f.eks. Conflict of Heroes, Descent og Hero Quest. Efter tærrenet er opstillet skal de to hære placeres, og allerede her begynder ToI at adskille sig fra mange andre krigsspil ved at spillerne selv konstruerer enhederne. En hær er nemlig opbygget af både køretøjer og infanteri, og sidstnævnte er grupperet i ’’squads’’ som man selv arrangerer – en meget stor del af spillet består I at vælge, hvordan det infanteri man har til rådighed skal grupperes. Vil man f.eks. have en enhed der udelukkende består af mortarer, får man en meget slagkraftig enhed, der dog er ret sårbar, så det afhænger meget af terrænet i scenariet om dette kan betale sig.
Kampene udføres ved at slå terninger – angrebsstyrke simuleres ved antal terninger som angriberen må slå, medens solide forsvarspositioner giver flere terninger til forsvareren. Afstanden fra angriber til forsvarer simuleres ved, hvad der regnes for en fuldtræffer. Står man f.eks. klods op af en modstander regnes 4, 5 og 6 som et hit, medens lang-distance kampe kræver en 6’er for at træffe. Forskellige enheder har forskellige rækkevidder, ligesom det antal felter de må rykke også er individuelt.
Tide of Iron har nogle mekanismer, der gør det til et spil der er mere kompliceret og mere detaljeret end klassiske light wargames som f.eks. Memoir 44. F.eks. kan enheder beordres i Opportunity Fire, hvilket betyder at enheden kan skyde når en modstander bevæger sig indenfor rækkevidde, hvilket kan være særdeles effektivt, når man er forskanset i f.eks. en bygning. Derudover kan nævnes muligheden for Suppresive Fire, der betyder at man kan immobilisere en fjende istedet for at skade dem, samt muligheden for at tildele enheder såkaldte specializations, der f.eks. gør dem i stand til at bygge fæstninger. Desuden har hver hær tildelt nogle kort, der kan få stor indflydelse på kampene, men som koster point at spille – point der opnås ved at holde specifikke positioner på brættet.
Spillet vindes ved at opfylde nogle scenarie-specifikke betingelser, som f.eks. at holde et antal bygninger i et fastlagt antal runder.
Fantasy Flight Games havde i Tide of Iron en potentiel guldgrube. Spillet er veludført, og er lige præcis komplekst nok til at appellere til folk, der vil have lidt mere dybde end de lette krigsspil, men samtidig vil undgå de helt store projekter som f.eks. Advanced Squad Leader. Figurerne er, som ved mange af FFGs spil, i høj kvalitet, og artwork på tærren m.v. er også udmærket uden dog at imponere. Spillet har desuden vundet en del priser, og har i det hele taget et ret godt ry indenfor wargame community’et, hvad der ellers kan være ret svært at opnå for de større, masseproducerede spil.
Imidlertid har Fantasy Flight Games ikke administreret spillet særlig godt – 5 udvidelser på 4 år lyder måske ikke så dårligt igen, men den ene udvidelse er en bog kun med scenarier, der i øvrigt har enormt mange fejl, og en anden udvidelse består af blot af redesignede terrænplader fra grundspillet; i forhold til at ToI er ret dyrt, er det ikke særligt betryggende at en sådan udvidelse er nødvendig kun 2 år efter grundspillets udgivelse. Læg dertil at den seneste udvidelse har været 2 år undervejs fra annoncering til produktion, og at understøttelsen til fan-made scenarios ikke har været særlig god, og man kan forstå hvorfor Tide of Irons fans ser misundeligt på f.eks. Days of Wonders understøttelse af Memoir 44.
Konklusion:
Kan man acceptere at det store potentiale i spillet måske ikke udnyttes helt optimalt, at priserne på grundspillet og dets udvidelser er ret høje, ligger der dog en stor oplevelse og venter i Tide of Iron, særligt for folk der har prøvet de lettere spil og nu vil have mere detaljerede regler og dybere taktiske muligheder. Det er derfor svært at give Tide of Iron en karakter.
Spillet er i sig selv rigtig godt, og giver anledning til interessante kampe, hvor taktisk snilde og god brug af terræn, enheder m.v. er mere afgørende end held. Reglerne er rimelig velformulerede og der er meget få undtagelser, så selvom det kan være lidt svært at huske især enhedsspecifikke bonusser, så kommer man relativt hurtigt ind i spillet og kan koncentrere sig om strategi istedet for regelspørgsmål, der i øvrigt kan afklares ret glidende ved brug af det glimrende index bagerst i regelsamlingen.
De praktiske ting der omgiver spillet er imidlertid ikke imponerende – udover de nævnte problemer med FFGs understøttelse af spillet, er opbevaringskasser fra hobbyforretninger fuldstændig nødvendige for at holde setup tiden under en time grundet det meget store antal figurer, chits og counters. Endelig er de officielle scenarier i grundspillet ret dårligt balancerede, idet de reflekterer historiske forhold omkring hver enkelt slag.
Alt i alt får spillet nok 9/10, men problemerne og den høje pris trækker et point ned.
Karakter: 8/10
