Cheeky Badger![]() Den Frække Grævling er et børnespil designet af Reiner Knizia. Der kan være fra 2 – 4 spillere med og spillet varer cirka 10 – 20 minutter at spille. Den Frække Grævling anbefales fra 3 – 4 år. Spillet er udgivet af Haba (Haba 4412). Ideen med spillet er at få pakket alt sit tøj ned i de små kufferter før de andre spillere. Den frække grævling er imidlertid på spil – indimellem hjælper grævlingen til, men indimellem får den tømt en hel kuffert! Spillet indeholder: 1 Fræk grævling af træ 1 terning (med billede af grævlingen og farver) 4 små kufferter af metal 28 brikker med tøj (4 forskellige slags: kasketter, T-shirts, strømper og bukser – 7 af hver) Før spillet: De 4 kufferter stilles på bordet, så alle spillerne kan nå dem. Kufferterne skal være lukkede, så man ikke kan se indholdet. Grævlingen placeres ved en af kufferterne. Brikkerne med tøj fordeles afhængigt af antallet af spillere. Ved 4 spillere får hver spiller 7 ens brikker med tøj. Ved to spillere får hver af spillerne 2*7 ens brikker med tøj. Ved 3 spillere tager de hver 7 ens stykker tøj + 2 stykker af den slags, der blev til overs. ![]() Spillerne har tur på skift og den spiller som sidst har været ude at rejse begynder spillet. Spilleren som har tur, slår med terningen. - Hvis spilleren slår en farve, så må spilleren lægge et stykke tøj i den kuffert, som farven viser. Hvis grævlingen står ved siden af, så hjælper den, og spilleren må lægge to stykker tøj i kufferten. - Hvis spilleren slår et billede af grævlingen, ja, så er grævlingen i fuld gang med at splitte kufferten ad, og spilleren tømmer den kuffert, som grævlingen står ved siden af. Dette tøj får spilleren hen foran sig, og har nu ekstra tøj af pakke. Spilleren flytter derefter grævlingen videre til den næste kuffert. Hvis en spiller har en af hver af de 4 slags tøj foran sig, så må dette lægges tilbage i spilleæsken. Det vil sige, at disse brikker tages ud af spillet. Det lyder umiddelbart, som om det er en dårlig ting, når man skal tømme en kuffert, men i virkeligheden kan det være en fordel, fordi det bliver lettere at lægge brikker helt ud af spillet. Spillet handler selvfølgelig om at lære farver, men der er også et element af strategi, ved at det ikke er lige meget, hvilke stykker tøj, som lægges i de forskellige kufferter, fordi man selvfølgelig ikke skal gøre det let for modspillerne at få samlet 4 ens stykker tøj. Man skal således holde øje med hvad tøj de andre har, og huske hvad der er lagt i kufferterne. Den spiller, som først kommer af med sit tøj har vundet. |