GermanGames Logo

Geistertreppe / Spooky Stairs / Spøgelsestrappen


Geistertreppe (158K) Geistertreppe er designet af Michelle Schanen og blev udvalgt til Årets børnespil i Tyskland i 2004. Grundspillet kan spillles af mellem 2 og 4 spillere fra 4 år og opefter. Der findes en udvidelse, således at spillet kan spilles med op til 6 spillere. Udvidelsen indeholder desuden en flaske, som også kan bruges i spil med mellem 2 og 4 spillere. Læs mere om udvidelsen via dette link.

Geistertreppe indeholder:
En spilleplade, som viser spøgelsestrappen
Fire hule spøgelser i træ
Fire "børn" (Brikker til at rykke med i træ)
Fire farvemarkører
En terning, som viser prikker fra 1 - 4 og desuden 2 spøgelser.

Hvordan spilles spillet?
Spillet går ud på at være den spiller, som først får sin brik op til de sidste trin på trappen og sige Bøhhh til det gamle spøgelse, som bor ved toppen af trappen.

Pladen lægges midt på bordet og de fire børn sættes ved foden af trappen. De fire spøgelser sættes ved siden af trappen. Hver af spillerne vælger et af de fire børn, som deres brik, og de tager en farvemarkør i samme farve. Herved kan spillerne altid huske, hvilken farve deres barn er.

Spillerne slår på skift med terningen. Hvis spillerne slår et antal øjne rykker de deres brik op ad trappen lige så mange trin, som de har slået øjne.

Geistertreppe01 (17K) Hvis spilleren slår et spøgelse, så tager spilleren et af de hvide spøgelser og sætter ned over et af børnene. Hvis ens barn er blevet til et spøgelse, når man har tur, og man slår øjne, så rykker man blot det spøgelse fremad, som man tror gemmer på ens eget barn. Når alle børnene er blevet til spøgelser, og man slår et spøgelse, så skal man bytte rundt på to spøgelser.

Det gælder således om at holde tungen lige i munden og holde styr på, hvilket spøgelser, der gemmer ens eget barn.

Når et spøgelse når toppen, så er det den spiller, som har rykket brikken derop, der må vende spøgelset om og se, hvilket barn der gemmer sig under spøgelset. Den spiller, som har barnet under spøgelset råber "Bøhhhh" til det gamle spøgelse og vinder spillet.

Hvis der er færre end 4 menneskespillere med, så lader man de ekstra børn blive til spøgelser før spillet går i gang. De bliver så en del af spillet, når spøgelserne begynder at blive byttet rundt.

Med større børn kan man gøre spillet endnu sværere, ved at lave den regel, at man enten kan bytte to spøgelser, når man slår spøgelset, eller man kan bytte to spilleres farvemarkør… Det vil sige, at spillerne bytter farve. Hvis man spiller med denne regel skal spillerne hele spillet igennem ikke blot holde øje med deres eget barn, men også hvor de andres børn befinder sig, så man ved hvilken brik man har også når der er blevet byttet farvemarkører. Slet ikke let.



Beskrivelsen er udfærdiget den 15. januar 2006
Copyright 2006 GermanGames.

Tilbage til forside (2K)