GermanGames Logo

Medici


Medici (40K) Medici er et handels- og auktionsspil af Reiner Knizia for 3 til 6 spillere.

Mål med spillet
Målet i Medici er at købe de mest værdifulde varer. Den der har de mest værdifulde varer i afslutningen af hver runde modtager den højeste gevinst. Der er særlige gevinster for handelsmonopoler. Efter tredje runde vinder den rigeste spiller.

Forberedelser
Hver spiller modtager seks brikker i sin egen farve. Spillebrættet placeres midt på bordet. På spillebrættet er der fem søjler, en for hver type vare, der indgår i spillet. Hver søjle består af otte felter og holder rede på monopoler indenfor de enkelte varetyper. På det nederste felt i hver søjle placerer hver spiler en af deres brikker. De to øverste positioner i hver søjle har en speciel bonus på henholdsvis 10 og 20.

Rundt om spillebrættet er der en skala, der løber fra 0 til 99. Denne skala viser hver spillers aktuelle pengebeholdning, der opgøres i floriner. Får nogle spillere over 100 floriner, fortsætter de blot rundt på skalaen og det mest betydende ciffer erindres. Hver spiller starter med sin markør på feltet mærket 40, hvis der er 3 eller 4 spillere og på feltet mærket 30, hvis der er 5 eller 6 spillere. Det er spillernes begyndelseskapital.

Der er 36 forskellige kort, der hver symboliserer en mængde varer af en af de fem typer af varer i Medici, der også er afmærket i de fem søjler. Kortene har en værdi fra 0 til 5. Der er endvidere et neutralt varekort, der har værdien 10. Varekortene blandes sammen.

Antallet af kort der anvendes afhænger af antallet af spillere. Der anvendes:

18 kort med 3 spillere
24 kort med 4 spillere
30 kort med 5 spillere
36 kort med 6 spillere

Kortene placeres med billedsiden nedad i en bunke ved siden af spillebrættet.

I første runde bliver man enige om en startspiller. I anden og tredje runde starter den spiller, der har den mindste kapital.

Medici 01 (52K) Den første runde
Den spiller der er i tur vender et kort fra bunken. Han kan vælge også at vende et andet og et tredje kort, der ligeledes vendes om, så de er synlige for alle.

Det eller de vendte kort sættes nu til salg ved en samlet auktion. Auktionsrunden starter med den spiller, der sidder til venstre for ham, der vendte kortene om. På skift får spillerne således en mulighed for at vælge at overbyde den sidste spiller eller at melde pas. Den sidste spiller, der kommer med et bud, er den spiller, der vendte kortene om.

Spilleren med det højeste bud modtager varekortene og placerer dem foran sig. Han betaler det budte beløb ved at justere positionen af hans markør på skalaen omkring spillebrættet. Man kan aldrig gå under 0 på skalaen og kan derfor heller ikke komme med et højere bud end det beløb ens markør er placeret på. Hvis alle spillere melder pas til de varekort, der er udbudt til salg, bliver kortene smidt bort.

Herefter får spilleren til venstre for ham der sidst valgte varekort til auktionen lov til at vælge varekortene til den kommende auktion.

Spillerne har en begrænset kapacitet i sine varelagre. Det er derfor ikke tilladt at købe mere end fem varekort i en enkelt runde. Varer der er købt, kan ikke returneres. En spiller må ikke på noget tidspunkt købe et antal varekort, der får ham til at overskride kapaciteten af hans varelager. Han må dog godt sætte flere varekort til salg, end han selv er i stand til at købe blot mindst en af de øvrige spillere har kapaciteten til at kunne købe dem. Når en spiller har fem kort i sit varelager, må han ikke længere vende kort.

Afslutning af en spillerunde
Når alle spillere med undtagelse af en enkelt har fyldt deres varelagre, må denne spille gratis fylde sit varelager ved at trække så mange kort, som der mangler i hans varelager. Herefter er runden afsluttet.

Runden slutter ligeledes, når bunken, der trækkes fra, er tømt.

Scoring efter den første runde
Alle spillere opgør den totale værdi af deres varekort ved at lægge tallene på kortene sammen. Spilleren med den højeste total får det højeste antal floriner mens spilleren med den mindste total ingen penge får. Antallet af spillere afgør hvor mange penge, man får for de forskellige placeringer. I de tilfælde hvor to eller flere spillere har lige mange point, deler de den samlede pengesum, de involverede placeringer ville give. Der rundes altid nedad.

Herefter skal det afgøres, hvem der har monopoler på de enkelte varer. Hver enkelt vare gøres op for sig. Spillerne rykker deres markører lige så mange placeringer frem, som de har varer af denne type. Her er det antallet af kort, der har betydning for hvor mange placeringer man rykker, og ikke det tal, der står på de enkelte kort! Guldkortet med tallet 10 på tæller ingenting i forhold til monopoler.

Spilleren med den bedste placering indenfor hvert monopol får 10 floriner. Spilleren med den næstbedste placering får 5 floriner. I tilfælde af at flere deler en placering deles pengene imellem dem. Der rundes nedad. Er der således tre, der deler førstepladsen, får de hver 3 floriner mens en spiller, der til gengæld er i anden position med en fjerdeplads får 5 floriner! Der er en særlig bonus på henholdsvis 10 og 5 floriner for at indtage de to bedste positioner indenfor hvert monopol. Denne bonus gives fuldt ud til alle spillere, der indtager positionen.

Anden og tredje runde
Samtlige 36 varekort blandes. Igen tages et antal kort fra afhængigt af antallet af spillere. Spilleren med færrest penge starter.

Monopolmarkørerne nulstilles ikke imellem turene.

Spillets afslutning
Spillet afsluttes, når den tredje runde er gennemspillet. Den rigeste spiller har vundet.

Sprogafhængighed
Spillet indeholder ingen tekst, så udover reglerne er spillet fuldkommen sproguafhængigt.

Versioner
Der er udgivet flere versioner af Medici. De lider desværre alle under at være designet på en sådan måde, at det er meget svært at bevare et overblik, når man spiller. Rio Grande Games kommer snart med en ny version, der forhåbentlig tager højde for disse forhold.


Links:

Engelske regler


Beskrivelsen er udfærdiget den 22. november 2006
Copyright 2006 GermanGames.

Tilbage til forside (2K)