RoboRally![]() Richard Garfields klassiker fra 1994 har i lang tid været svær at få fat på, men i 2005 blev den endeligt genudgivet og det har givet en masse nye spiller mulighed for at stifte bekendtskab med fantastiske RoboRally. Antal spillere: 2-8 Varighed: 1-2 timer Alder: 12+ Designer: Richard Garfield Sprog: Engelsk Spillets formål og forløb RoboRally handler om væddeløb mellem robotter. Hver spiller tager kontrollen over en robot og kæmper med de øvrige spiller om at være den første, der kommer rundt om en række flag. Første robot, der når det sidste flag, vinder. Løbet foregår på et eller flere af spillets spillebrætter, som kan sættes sammen, som man ønsker. Brættet er inddelt i firkantede felter og forestiller et fabriksgulv. Spillet er opdelt i en række runder, som hver består af to hoveddele. I første del programmeres spillerne deres robot i hemmelighed, i anden del flyttes robotterne i henhold til deres program. Programmering af robot Når robotterne skal programmeres, modtager hver spiller et tilfældigt sæt programkort (mellem nul og ni kort afhængigt af robottens tilstand). Robottens program skal bestå af fem programkort og hvert kort indeholder en instruktion. De mulige instruktioner er: - 1 felt frem - 2 felter frem - 3 felter frem - 1 felt tilbage - Roter til højre - Roter til venstre - Roter 180° De fem kort man vil bruge placeres med bagsiden op i valgte rækkefølge. Det kunne f.eks. være "1 felt frem", "1 felt frem", "roter til højre", "2 felter frem", "roter 180°". Når robotten efterfølgende skal flyttes, vil den da først flytte 2 felter frem (et felt ad gangen), dreje til høre, køre to felter frem og lave en u-vending. Da alle robotterne flytter samtidigt, kan der opstå situationer, hvor to robotter forsøger at køre ind i samme felt. Derfor indeholder programkortene også en prioritet, og den robot med højeste prioritet flytter først. Se i øvrigt denne online tutorial for at se hvordan det virker i praksis. Forhindringer og andre elementer Robotten programmeres til at flyttet rundt på fabriksgulvet, det lyder jo meget nemt. Men der er et problem, faktisk er der ikke ét men et helt fabriksgulv af problemer (for slet ikke at tale om de andre robotter!). Fabriksgulvet er nemlig spækket med alskens forhindringer. Der er vægge, transportbånd, huller, tandhjul, pushers, laserstråler og reparationsfelter. Væg ![]() Den mest basale forhindring på fabriksgulvet er vægge. Robotter kan ikke køre gennem vægge og lasere kan ikke skyde igennem dem. Forsøger man at køre igennem en væg, stopper man brat, når man når den. Men bare rolig robotterne er holdbare og tager ingen skade af denne lidt hårdhændede behandling. Transportbånd ![]() På kryds og tværs af fabriksgulvene løber transportbånd, disse kan være til gene men også til stor hjælp for spillerne. Når robotten kører op på et transportbånd, vil den blive flyttet et eller to felter langs båndet (røde transportbånd flytter et felt, blå flytter to). Man kan altså bruge transportbånd til at komme længere rundt på brættet end man eller ville have kunnet. På den anden side kan et øjebliks uopmærksomhed gøre, at man ved et uheld ender på et transportbånd og ender et helt andet sted end forventet. Og bliver man for længe på et bånd, har de en tendens til at sende ens robot ud af brættet eller i et hul! Transportbåndene er ofte nøglen til sejren, men lige så ofte årsagen til nederlag. Huller ![]() Rundt om på fabriksgulvet er der huller. Huller er meget simple, kører man i et, dør man. Som de andre forhindringer på fabriksgulvet kan huller også vendes til ens fordel, og der er få ting, der er sjovere end at give en modstander et lille nøk ud over afgrunden. Tandhjul ![]() Ingen fabrik er komplet uden enorme tandhjul, og de er da også tilstede på fabriksgulvene. De roterer ens robot med eller mod uret, præcis på samme måde som hvis det havde været et "roter højre" eller et "roter venstre" program kort. Pushers ![]() Fabriksgulvet kan også indeholde pushers, disse skubber en ud i et andet felt, hvis man skulle stoppe i et felt med en af disse. Laserstråler ![]() Ikke alle elementer på brætte er lige fredelige, og faktisk er laserstrålerne det stik modsatte. Stopper man op i et felt med en laserstråle, bliver man ramt og tager skade (mere om det i et nedenstående afsnit). De andre robotter ![]() Spillets force ligger i interaktionen mellem robotterne. To robotter kan ikke være i samme felt, så derfor vil man næsten uundgåeligt komme til at skubbe rundt på hinanden. Dette kan ske ved uheld og bevirker at ens program ikke bringer en derhen hvor man havde forventet. Det kan dog også ske med fuldt overlæg, at man giver modstanderen et lille nøk i en, for modstanderen, uheldig retning. Robotterne er også bevæbnet med en laser og denne har præcis samme effekt som den på brættet. Skade, ødelæggelse og opgraderinger At robotterne kommer til at tage skade er et uomtvisteligt faktum. Nu er robotterne heldigvist ret robuste, men det har dog konsekvenser at tage skade. En robot som er helt skadefri modtager ni kort, når den skal programmeres. For hver skade robotten tager, får den et kort mindre at vælge imellem. Så en robot der har taget skade fire gange får kun fem kort at vælge imellem. Når robotten har taget skade fem eller flere gange, begynder de store problemer, for så begynder programmerne at blive låst fast. Det betyder, at man når man f.eks. har taget skade fem gange ikke må fjerne det kort, som man har placeret i det femte register. Tiende gang man tager skade, ødelægges robotten, og man starter med en ny robot. Heldigvis er der også mulighed for at komme af med skade. Der er to muligheder: Powerdown og reparationsfelter. Powerdown betyder, at man springer en runde over, hvor ens robot står stille. Herefter må man fjerne alt den skade man har fået, men pas på! En robot, der står helt stille en hel runde, er et fristende mål for ondsindede modspillere. Den anden mulighed for at fjerne skade er reparationsfelterne. Ender man sin tur på et af disse, må man fjerne en skade. Ud over reparationsfelterne er der også opgraderingsfelter, disse virke på samme måde som reparationsfelter men har en ekstra gevinst. En robot, der ender sin tur på et af disse, får også lov til at trække et optionkort. Optionkort indeholder en opgradering til ens robot. Det kan typisk være et bedre våben, bedre beskyttelse eller forbedret manøvredygtighed. Variationer RoboRally giver mulighed for stor variation, spillets fire medfølgende plader (som har en bane på hver side) kan sammensættes som man lyster. Det giver mulighed ikke kun for variation men også for at justere spillængden. Skulle man nu blive træt af det normale væddeløb åbner RoboRally også op for en række varianter. I regelbogen foreslås fem varianter, som spænder fra Deathmatch og Capture the Flag, kendt fra pc spil, til hold-væddeløb. Og skulle det ikke være nok, er der masser af spillerskabte varianter at finde på Internettet. Læs mere om genudgivelsen på Avalon Hills hjemmeside: RoboRally, Part 1 RoboRally, Part 2 RoboRally, Part 3 RoboRally, Part 4 Beskrivelsen er udfærdiget den 21. december 2006 Copyright 2006 GermanGames. |