Tikal![]() Tikal er designet af Michael Kiesling og Wolfgang Kramer. Alle illustrationer er foretaget af Franz Vohwinkel og spillet har i brede kredse ry for at være et af de flotteste på markedet. Hver spiller står i spidsen for en ekspedition, der består af en leder og 18 yderligere medlemmer. Hver ekspedition har mulighed for at oprette to lejrpladser udover den lejrplads deres ekspedition oprindeligt tager udgangspunkt fra. Tikal kan spilles i to varianter enten med eller uden auktionsrunder. Varianten med auktionsrunder vil afslutningsvis blive beskrevet. Hvor den første variant er mest i overensstemmelse med spillets tema og den hurtigste er auktionsvarianten til gengæld mere taktisk. Mål Spillerne scorer point i fire scoringsrunder, hvor de får point for såvel de templer, de har kontrol med samt de skatte de har indsamlet. I en spillers tur udfører han følgende aktioner: 1) Trækker den øverste ladskabshexagon og placerer den på spillebrætet. 2) Anvender 10 aktionspoint til at udforske Tikal. Landskabstyper Der er fire forskellige typer af hexagoner, der opbygger det landskab, som ekspeditionerne kan bevæge sig i. Disse er: jungle, templer, hexagoner med skatte, hvor antallet af gyldne masker på hexagonen svarer til det antal skatte, der placeres på gravpladsen og vulkaner. Placering af landskabshexagoner Landskabshexagonerne har et antal sten placeret på én eller flere af dens sideflader. Disse sten udgør de veje, som en ekspedition kan bevæge sig ad fra hexagon til hexagon. Er der ikke sten på mindst en af de to sider, der støder op ad hinanden, er området ugennemtrængeligt for medlemmer af ekspeditionerne. Nye landskabshexagoner skal placeres således, at der er adgang til dem enten via en af de fortrykte landskabshexagoner eller et af dem, der er placeret i spillets løb. Den eneste undtagelse er vulkaner, som er ugennemtrængelige og der derfor ikke behøver at være nogle sten til. Når en vulkan trækkes sætter en scoringsrunde straks i gang (mere herom senere). Anvend 10 aktionspoint til at udforske Tikal En spiller behøver ikke anvende alle 10 point i sin tur, men pointene kan ikke overføres til senere runder. a) Placér et ekspeditionsmedlem enten på den fortrykte lejrplads eller på en af spillerens egne lejrpladser. En spiller kan også rykke et ekspeditionsmedlem mellem egne lejrpladser og / eller den fortrykte lejrplads. Omkostning: 1 aktionspoint. b) Ryk et ekspeditionsmedlem fra en landskabshexagon til en tilstødende. Det koster ligeså mange aktionspoint som antallet af sten, der passeres. Det samme ekspeditionsmedlem kan godt rykke gennem flere hexagoner, hvis spilleren anvender det nødvendige antal aktionspoint. c) Afdæk et tempelniveau. For hvert niveau der afdækkes, skal der være et ekspeditionsmedlem tilstedeværende ved templet og hvert enkelt tempel kan maksimalt få afdækket 2 niveau i en spillers tur. Templernes værdi starter på mellem 1 og 6 point og de kan maksimalt opnå en værdi af 10 point. Det samme ekspeditionsmedlem kan godt afdække et niveau af flere templer i løbet af en tur, hvis han anvender det nødvendige antal aktionspoint og bevæger sig fra det ene tempel til det andet. Omkostning: 2 aktionspoint. d) Find en skat. En spiller kan maksimalt finde to skatte i samme hexagon i løbet af sin tur og for hver skat, der findes, skal der være et ekspeditionsmedlem til stede i hexagonen. Det samme ekspeditionsmedlem kan godt finde skatte ved flere forskellige gravpladser i den samme tur. Værdien af skatte øges, jo flere man har af samme slags. Den første skat er 1 point værd, et sæt er 3 point værd og tre ens er 6 point værd. Omkostning: 3 aktionspoint. e) Udveksl én skat med en anden spiller. Par og sæt af 3 skatte må ikke adskilles. Omkostning: 3 aktionspoint. f) Opret en lejrplads. Dette kan kun ske i en jungle eller på et tomt hexagon, hvor der tidligere har været en skat. Det er ikke nødvendigt at have et ekspeditionsmedlem i det felt, hvor den nye lejr oprettes. Omkostning: 5 aktionspoint. g) Placér en vagt ved et tempel. For at placere en vagt ved et tempel må spilleren have majoritet ved det pågældende tempel: ledere tæller for tre point og almindelige ekspeditionsmedlemmer for et enkelt point. Hver spiller må maksimalt placere to vagter i løbet af spillet. Når der er placeret en vagt ved et tempel, har pågældende spiller kontrol over dette tempel resten af spillet. Yderligere niveauer af templet kan ikke afdækkes og alle spillerens ekspeditionsmedlemmer ved feltet (også en eventuelt leder) fjernes fra spillet for resten af spillet. Et af de fjernede ekspeditionsmedlemmer anvendes som vagt ovenpå templet. Omkostning: 5 aktionspoint. ![]() Scoringsrunder Når en vulkan bliver trukket indtræder en scoringsrunde umiddelbart. Scoringsrunder forløber således: 1) Spilleren der trak vulkanen lægger den til side og anvender 10 aktionspoint som i en normal runde. 2) Spilleren udregner sin score og lægger den til hans totale score. I scoringsrunderne fastlægges scoren ud fra hvilke templer spilleren har kontrol over samt hvilke skatte han er i besiddelse af. Scoren udregnes som summen af templer, der er kontrol over lagt sammen med værdien af alle spillerens skatte (en skat er et point værd, to ens skatte tre point og tre ens skatte er seks point værd). Spilleren får point for de templer, han har kontrol over, hvilket vil sige, at han har majoriteten af ekspeditionsmedlemmer ved templet (ledere tæller tre point) eller at han har placeret en vagt ved templet. Har to spillere lige meget kontrol over et tempel uddeles der ikke point. Efter at den første spiller har opgjort sin score gør de øvrige det samme på skift startende med spilleren til højre for ham, der trak vulkanen. De øvrige spillere starter ligeledes med at anvende op til 10 aktionspoint, hvorefter de opgør deres score. Når scoringsrunden er overstået placeres vulkanen af den spiller, der oprindelig trak den. Herefter anvender han 10 aktionspoint til at udforske Tikal præcis som han normalt ville have gjort i sin tur. Spillets afslutning Når den sidste brik bliver trukket placeres den og denne spiller afslutter sin tur ved at anvende 10 aktionspoint. Herefter sættes en afsluttende scoringsrunde i gang. Denne runde forløber som de øvrige scoringsrunder dog med den undtagelse, at den påbegyndes af spilleren efter den spiller, der trak den sidste brik. Spilleren, der trak den sidste brik, bliver således den sidste spiller, der får opgjort sin score. Vinderen er den spiller, der gennem spillet har opnået det højeste pointantal. Auktionsvarianten Reglerne i denne variant adskiller sig fra den anden udelukkende ved at hver spiller starter med 20 point, at hexagonerne auktioneres bort og ved en lidt anderledes afsluttende scoringsrunde. Hver spiller starter med 20 point. Der trækkes lige så mange hexagoner, som der er spillere med i spillet. En auktionsrunde afgør, hvem der vælger først blandt de afslørede hexagoner. Man byder med sine opnåede point og man kan i sin tur enten overgå det forrige bud eller vælge at melde pas. Har man meldt pas, kan man ikke genindtræde i den verserende budrunde. Den spiller, der vinder auktionen, trækker det antal point fra sin totale score, som han har budt, placerer hexagonen og anvender 10 aktionspoint som i det almindelige spil. De øvrige spiller byder nu i en auktion på muligheden for at være den, der får først lov til at vælge mellem de resterende hexagoner. Er der ingen spillere, der byder i en budrunde, får den spiller, der først meldte pas lov til at vælge uden at aflevere nogle point herfor. Når alle spillere således har placeret et hexagon og anvendt 10 aktionspoint trækkes der igen lige så mange hexagoner, som der er spillere med i spillet og en ny budrunde indledes. Så snart en spiller vælger en vulkan indtræder en scoringsrunde som beskrevet i standardspillet. I den afsluttende scoringsrunde starter den spiller, der har færrest point med at anvende 10 aktionspoint og herefter at opgøre sin score. Herefter følger den spiller, der har næstfærrest point og så videre. Spilleren med flest point har vundet. Sprog Spillet indeholder ingen tekst, så udover reglerne er spillet fuldkommen sproguafhængigt. Belønnet med Spiel des Jahres 1999. ![]() Vinder af Deutscher SpielePreis 1999 ![]() Links: Engelske regler Tikal Quick Setup Tikal Teaching Aid Tikal Teaching Script Beskrivelsen er udfærdiget den 5. juni 2006 Copyright 2006 GermanGames. |