|
|
|
Diplomacy Diplomacy er nok det spil, jeg har brugt mest tid på at tænke på. Der er tale om et relativt simpelt spil med rimeligt tilgængelige regler og få brikker. Alligevel er det utrolig komplekst at overskue situationen få træk frem, da alle syv spillere rykker simultant. Et godt spil Diplomacy forudsætter næsten, at man spiller med fuld besætning, hvilket vil sige syv spillere. Et enkelt spil kan let tage otte timer, men heldigvis er designet ideelt for spil via e-mail, hvilket gør det til en overkommelig opgave at gennemføre et spil. I Diplomacy er der to niveauer, man kan sætte ind på. Det skal ikke forstås sådan, at man kan vinde udelukkende ved at koncentrere sig om den ene del, men det ser ud som om folk har en tendens til at prioritere den ene del højere end den anden. Dels er der den tekniske side, hvor man kan analysere sig frem til hvad der kan henholdsvis ikke kan lade sig gøre og dels er den diplomatiske del, der sætter nogle spillere i stand til at opnå noget, man ikke umiddelbart skulle tro muligt ud fra deres position på brættet. På internettet findes der i hundredevis af artikler, der analyserer forskellige faser i spillet, de enkelte landes forcer og meget andet. Selv Diplomacys designer, Allan B. Calhamer, har skrevet en bog om Diplomacy, der tager udgangspunkt i historiske hændelser. Inspirerende læsning. Det kan på ovenstående godt lyde som om Diplomacy mere er en livsstil end et spil. I modsætning til andre spil som f.eks. skak, der naturligvis i et helt andet omfang er gennemanalyseret, indgår den menneskelige faktor i en helt anden grad i Diplomacy, da man er syv spillere, der alle konkurerer om at opnå herredømme over det samme kort. Diplomacy er dog et spil, man også skal regne med, der kan være en del frustrationer forbundet med. Spiller man det live, opstår der ofte den situation at en eller flere spillere allerede efter få træk i bedste fald er røget ud af spillet og i værste fald stadig er med, men i en helt umulig situation, hvor deres indflydelse på det resterende spil vil være marginal. Endnu et argument for at spillet egner sig så godt til at spilles via e-mail. Spiller man pr. e-mail er det til gengæld helt essentielt, at man indfører nogle klare regler om, hvornår træk skal være afgivet og om man bare spiller videre, hvis ikke alle har afgivet træk. 
|
|
Hammer of the Scots Hammer of the Scots er et niché-spil for mig, som jeg først for nylig blev klar over manglede i min samling. Ofte er det vanskeligt at samle en hel gruppe af spillere, så man kan spille et af de tungere strategi-spil. Mange af dagens to-spillers spil er af meget høj kvalitet, men oftest varer de maksimalt en halv time. Og i løbet af en halv time får man altså ikke den samme spil-oplevelse, som de længere spil kan give én. Hammer of the Scots er endvidere et spil, hvor ens spiloplevelse er meget forskellig afhøngig af hvilken side man spiller, hvilket for mig at se er en stor force. Som skotte føler man sig fra starten meget presset mens man som englænder kan syntes, det er meget vanskeligt at få ordenlig fat i de skotske provinser, når hovedparten af ens tropper trækkes tilbage hver vinter. Kombinationen af at være et block-game, der delvist er kortdrevet, men af en lille og meget simpel stak kort, der giver et relativt simpelt spil.
|