Når musikken brager ud af højtalerne på dine venners camp på Roskilde Festivallen, er det super fedt at være omringede af ligesindede, men hele situationen er knapt så knæhøj karse når din mor dukker op, med sit på én gang skuffede og dømmende blik, eller når din hippie-inspirede camp bliver invaderet af en flok metal-hoveder. Det er denne situation, som Camp Roskilde prøver at simulere.

Til en start vil jeg være hudløst ærlig og krybe til korset: Jeg kender personligt designerne på spillet, men har stadig forsøgt at være helt upartisk i min anmeldelse af dette spil.

Det dansk designede og producerede Camp Roskilde er ikke et dybt og tungt brætspil, men er derimod lavet for at være et humoristisk introduktionsspil, til en verden af brætspil der ikke er præget af vidensspil og de spil, vi alle kender fra barndommen; det, der populært sagt hedder et Gateway spil. Det træder frem både i temaet (Fest og Ballade) og i mekanikken der bliver brugt i spillet.

1.7 kilo solidt brætspil

En del af de spil, der ikke er udgivet af “de store” firmaer, er sjældent spil af god kvalitet. Ikke rent spilmæssigt, men ofte rent komponentmæssigt. Her tænker jeg både på andre danske spil (Opus Dei, jeg kigger på dig!) og en masse af de Polske og lignende spil der er kommet i nyere tid. Her overrasker Camp Roskilde klart positivt. Der er virkelig kælet for detaljerne, og de 60 brikker og de 8 spilleplader er af virkelig god kvalitet, med en lækker overflade der virker som om den kan holde til en del. Disse 68 komponenter har tilsammen en vægt på 1.7 kilo – det er virkelig solidt kram, vi taler om.

Da spillet er lavet med festivalgængere i mente, og festivalgængerne er glade for øl, er der også kælet lidt for detaljerne her. Hvis man derfor skulle blive træt af spillet er alle brikkerne lavet i en størrelse, der passer til bord-skånere til en øldåse. Ja, selv regelhæftet er trykt på noget papir der efter sigende skulle være “ølresistent”. Ikke at jeg har tænkt mig at prøve, men derfor er det stadig lækkert med god kvalitet.

Knæhøj karse eller finsk dødsmetal

Selve spillet handler om, at du skal lave den bedste lejr på Roskilde Festivallen. Hver spiller får i starten af spillet udleveret en plade med 9 felter på – dette er hvor din lejr vil tage sine spæde første skridt. I mellem de individuelle plader er et fællesområde, der symboliserer køen til at komme ind i lejr-området. Her bliver lagt 3 af spillets brikker ud, og så er man klar til at begynde.

På sin tur laver man to ting; først trækker du en brik ind i fællesområdet, så der nu er 4 brikker. Derefter placerer du en af de fire ledige brikker i en lejr. Du kan så enten placere brikkerne i din egen lejr, eller i dine modspilleres lejre.

Der findes 5 farver brikker, hver med nogle forskellige typer. De fire af farverne symboliserer en ‘vibe’ – eller på dansk vil jeg nok kalde det en stemning. Der er de sorte – folk der hører dødsmetal, gother og vampyr-fetichister (hvor glade de folk nu end kan være over, at blive sat i samme bås). Der er de blå – hipsterne med deres store hovedtelefoner, sweatere og vinylplader. Der er de grønne – hippierne, der elsker moder natur højere end hinanden og til sidst de røde – temanørderne, der går mere op i at klæde sig ud end at høre musik. Den sidste type brik er nogle grå brikker, der altså er ‘vibe’-løse, og i stedet bringer noget godt (bjerge af øl!) eller noget skidt (din mor) til din lejr.

En stor del af brikkerne har specielle evner, der tager effekt når de brikkerne bliver placeret i en lejr. Det kan være, at de tager en brik med, fra festivalområdet, eller at de fjerner en brik fra en anden spillers lejr over til din egen. Der er den spisfindighed, at når du stjæler en brik fra et andet sted, bliver dens evne også aktiveret – der så igen kan nuppe en brik, og aktivere en evne; og så er en kædereaktion ellers godt i gang.

På hver side af brikkerne, er der et lille ikon. Der er en flaske, der er en kys-mund og der er musik (der, på godt dansk, symboliserer øl, f…ed kærlighed og hornmusik). Når man placerer en brik, skal man sørge for at symbolerne matcher de brikker, der i forvejen er placerede.

Når en plade er fyldt helt op med alle 9 brikker, får man point. Der er to måder at få point på; hvis du har minimum éen brik af hver farve, og ikke to ens typer (altså, med samme navn) har du vundet ved at have en lejr, der er åben for alle.

Hvis det derimod ikke er lykkedes, tager du de point du har fra den farve, du har flest point i, og minuser de point fra den farve, du har næstflest point i – dette nye tal, er dine samlede point.

Simpelt, kaotisk – og dansk - humor

Camp Roskilde er et kaotisk spil, med masser af humor. Tegningerne er alle lavede med et glimt i øjet, og der er masser af god humor, i de små teksbobler, der er på næsten hver brik. Man kan mærke, at der virkelig er kælet for detaljerne i Camp Roskilde – både med hensyn til kunsten, men så sandelig også med kvaliteten af komponenterne. De mange papbrikker er virkelig af god kvalitet, og alting har en lækker finish.

Spillet i sig selv er simpelt og komplekst på samme tid; der er ikke mange valg hver tur, da der kun er fire brikker at vælge imellem, når man overvejer hvilke brikker der skal hen til ens lejr. Samtidig er det let at overskue, hvor man må placere de forskellige brikker, i henhold til symbolerne langs kanterne – ikke helt så let som i eksempelvis Carcassonne, da symbolerne er lidt små, men det er stadig lige til.

Komplektisteten kommer i de mange kædereaktioner, man kan sætte i gang, når man trækker en brik, og aktiverer en evne, der kan aktivere en evne, der kan aktivere en evne. Det kan virke forvirrende for folk, der ikke er vant til komplekse brætspil, samtidig med at selve træk-en-brik-og-placer-derefter-en-brik elementet kan virke for simpelt for dedikerede brætspillere.

Jeg synes dog at spillet har sin plads som en sjov filler – det tager ikke lang tid, og det er nemt lige at hive frem mens man venter på at andre i selskabet bliver færdige med et spil, så man kan ryste gruppen op. Det har også potentiale til at være et sjovt sen-aftens spil, man har fremme mens man drikker nogle øl og humøret er højt – der er et rimelig stort element af “Tag DEN!” i spillet, samtidig med at dem der er glade for at tælle alle folks point, kan sidde og strategere over det.

Jeg synes rigtig godt om Camp Roskilde, men det kan være svært at finde den helt rigtige situation, at finde spillet frem til, da spillet som sagt er komplekst og simpelt på samme tid. Jeg har dog hygget mig rigtig godt, i de situationer, hvor det har lykkedes mig at få det på bordet.

I mange spil bruger vi som spillere tiden på at redde, indtage eller styre verden. I Travel Blog er dit mål ikke noget, der har så stor betydning for verdens fremtid. I stedet skal du, som ansat i et nyopstartet magasin for backpackere, se så meget af verden som muligt, for så få penge som muligt.

Jeg er stor fan af Vlaada Chavatil, som er en meget versatil spildesigner – han har tidligere stået bag alt fra helt tunge spil i Mage Knight; The Board Game eller Dungeon Lords, og samtidig har han lavet helt lette fest-spil som Bunny Bunny Moose Moose. Denne gang har han kastet sig over et familiespil. Men er det også en genre han kan mestre?

At rejse er at leve

Den danske nationalskat H. C. Andersen er kendt for at have sagt de famøse ord: “At rejse er at leve”. Det er efter denne devise at du som spiller i Travel Blog har valgt din levevej som skribent for et nyopstartet rejsemagasin. Fordi magasinet er så nyt som det er, har det dog ikke råd til at give dig løn som sådan. Til gengæld kan du beholde de penge, du har til overs efter du har fået udbetalt dine rejsepenge.

Travel Blog bliver spillet over 7 runder. I hver anden runde kommer der nye regler til spillet, der starter simpelt, men langsomt altså bliver mere kompliceret, i en virkelig genial spilmekanik. Det bliver dog aldrig mere kompliceret end alle familiemedlemmerne kan finde ud af det. Faktisk er spillet så simpelt, at efter man har læst reglerne for de første to runder anbefaler reglerne en at gå i gang med spillet, og så tage de næste regler når man har spillet de første runder. I Travel Blog synes jeg endda at det kan betale sig, i modsætning til andre spil der beder os som spillere gøre netop dette.

Spillet kommer med to kort; et af USA og et af Europa. Man vælger det kort, hvor spillerne mener at de kender geografien bedst. Der er også 50 destinationskort til hvert landkort, 12 brikker (2 til hver spiller), et spilleplade til de mange destinationskort, et par glasperler til at udregne point, og en masse papir-euro.

Komponenterne har en udemærket kvalitet – de mange destinationskort virker som om de kan holde til mange spil og papbrikkerne i spiller er dejligt solide. Ikke nogle polske komponenter, der bliver nussede efter kun et par spil (Alcatraz: The Scapecoat, jeg kigger på dig!). De to kort over EU og USA kunne man godt ønske sig var lavet af noget bedre end glansfuldt papir, der er svært at lægge fladt, men det er et mindre problem.

Vi ‘på vejen igen…

Som sagt ændrer spiller sig langsomt efterhånden som det skrider frem. Du får udleveret 100 euro til at rejse for i starten af første runde, og det er din eneste indkomst indtil runde 3.

Der bliver trukket 9 tilfældige kort med lande på, der bliver lagt ud. Et kort bliver lagt i midten af spillepladen; dette ene kort er det land, du rejser fra. De andre 8 kort, der bliver lagt langs kanten af spillepladen, er de mulige destinationer, du kan rejse til. Det er nu, man skal vælge, hvor man vil rejse til. Hver spiller vælger et land at rejse til, og lægger sin brik ud for det land. Oversigtskortet over Europa er gemt væk, så derfor ved man ikke hvor landene er placeret i forhold til hinanden, andet end hvis man kan huske det. Man ender tit med at sidde og hive sig selv i gåret, mens man diskuterer med sig selv: “Ligger Moldavien og Sankt Marino tæt på hinanden?”

Spillepladen med forskellige destinationer

Når alle har lagt, regner man ud hvor meget rejsen koster. Hver landegrænse, du rejser over, koster dig 10 euro. Du har dog ikke lyst til at rejse til et land, der er direkte nabo til dit afrejseland ( for det er for kedelig en artikel at skrive – altså kræver bladet nogle af singe penge tilbage). Det koster 30 euro i bøde. Vælger en spiller samme destination som en anden spiller, koster det også 10 euro pr anden spiller der har lagt før den ham. Hvis man løber tør for penge er det ikke jordens undergang, for i runde tre og fem får man flere penge igen.

Efter man har fået penge i starten af runde 3, er det samtidig tid til at få indført nogle flere af spillets regler. Nu bruger man nu to af sine brikker til at rejse gennem to forskellige lande, i hver runde. Igen får man en bøde, hvis to af de lande du rejser til ligger ved siden af hinanden, ligesom man også får en bøde hvis er af landene er ved siden af ens afrejseland.

I runde fem får man endnu engang penge til at rejse for. Nu bliver der lagt endnu et kort ud i midten af spillepladen, så der nu er to lagt der. Nu bestemmet spillet både dit afrejseland og dit mål, og du skal så vælge to mellemlandinger.

Efter seks runder er du løbet tør for destinationskort. Man tager nu alle de brugte kort og blander, så alle nu burde have en nogenlunde idé om hvor alting ligger, inden man går ind i sidste runde.

I syvende runde får du ikke penge i starten. Til gengæld får du penge efter runden. Sidstenrunde fungererr således, at de penge man normalt betalte i alle de foregående runder, nu er den løn man får. Altså, 10 euro for hver grænse du krydser, 30 euros bonus for at lande i to naboområder (eller lande i et naboland til ens destination eller afrejseland). Det er en spøjs måde at slutte spillet på, at lige få vendt alting på hovedet.

Efter syvende runde er spillet slut, og vinderen er den, der harcflest penge til overs.

Og så hjem igen…

Travel Blog er et familiespil med stort F. Det er på grænsen til at være et triviaspil, da man har behov for noget almen viden for at kunne klare sig godt. Det betyder, som med så mange andre spil der kræver at folk har en specifik form for viden, at nogle spil ikke vil være lige sjove – hvis én spiller har meget godt styr på geografien, og de andre ikke har, vil den person med sikkerhed vinde, og efterlade de andre i støvet bag sig.

Er alle på lige fod, er der dog tale om et rigtig godt familiespil. Der er ikke meget kød på, til brætspillere der ønsker at bruge flere timer på at fordybe sig i det taktiske, men som et hurtigt spil efter familiemiddagen vil jeg 100 gange hellere spille Travel Blog end Trivial Pursuit, Matador eller et kortspil som 500. Familien var også meget begejstrede for at prøve det, og alle hyggede sig mig rundrejsen, efter middagen var spist.

De to øvrige finalister (Age of Steam og Carcassonne) vil, som det allerede tidligere er annonceret, være at finde blandt de ti spil, der vil blive nomineret til placeringen i Hall of Fame 2012.

Tak til alle der har deltaget i afstemninger og nomineringsprocessen!

Hall of Fame ser nu således ud:

2011 Diplomacy
2010 Puerto Rico
2009 Magic: the Gathering
2008 The Settlers of Catan

Når jorden bliver invaderet af zombier, og menneskeheden langsomt, men sikkert, falder i fuldstændigt fordærv, gælder det for de få overlevende om at samarbejde, hvis de skal overleve. I sidste ende er det dog vigtigere at du selv overlever, end resten af gruppen, så hvis du kan ofre din sidemand, så du selv kan stikke af for at overleve endnu en dag, skal du ikke have moralske skrupler over det. Velkommen til jordens ende. Velkommen til Eaten By Zombies.

Eaten By Zombies er af den type spil, der har fået navnet Deck Building, altså et spil, hvor du konstant bygger de kort, du trækker op i den hånd op for at få bedre og bedre kort – den type, der blev startet af nyklassikeren Dominion. I modsætning til andre spil af slagsen, hvor det gælder om at have så få kort, det kan fungere godt sammen, gælder det dog i Eaten By Zombies om at have så mange kort som muligt, da kortene også fungerer som dine livspoint

Jeg husker tydeligt den dag, i 1950′erne, da de døde begyndte at gå på gaderne

Spillets kunst er meget tydeligt inspireret af 1950′erne – alt fra folks tøj, til de ting, man kan finde, er tydeligt inspireret af 50′ernes æstetik. Der er 4 karakterer, man kan spille som, og hver karakter har sin egen starthånd. Et lille irritationsmoment jeg personligt oplever her, er, at intet sted fortæller spillet dig, hvem af de 4 personer der er hvem. Ikke at det har nogen betydning for spillet, men det kunne stadig være rart hvis man var sikker på at Otis var politibetjenten, for eksempel.

Kunsten er lidt tegneserieagtigt, hvilket fungerer godt til det grusomme tema – det gør det hele lidt mere spiseligt. De forskellige kort med udstyr på, har en lidt kinesisk inspireret baggrund med nogle pangfarver, der sprænger én lidt i øjnene. Nogle folk jeg har snakket med, synes virkelig ikke det passer ind i spillet, men personligt generer det mig nu ikke. Kortene er lavet af dejlig tykt pap med en rigtig lækker overflade, der virker meget holdbar, hvilket trods alt er vigtigt, i et spil som dette, hvor man ofte blander sine kort.

Et par kort fra spillet med den ‘sjove’ baggrund

Samtidig bliver jeg simpelthen nødt til at nævne æsken, som kortene er i. Æsken er meget mindre, end æsker til kortspil er normalt, men samtidig er der stadig plads til udvidelser i æsken – i hvert fald en enkelt. Æsken er så lille, at den kun lige fylder, hvad der er nødvendigt, og alle der har hylder bugnende med alt for store æsker, hvor indholdet kun fylder en 10ende del af pladsen (Lord Of The Rings: The Card Game – jeg kigger på dig!) vil finde dette forfriskende. Jeg håber at andre firmaer vil lave lige så smarte æsker.

Spillet har mange bunker af kort,mder skal ned i den lækre æske. Udover den store bunke af kort, medfølger der en hel stak større kort, der bruges til at dele bunkerne op i æsken. Disse kort har 2 funktioner – den første funktion er, at de deler kortene op, hvilket er rigtig lækkert. Den anden, og endnu mere lækre, funktion er, at de samtidig har regelforklaring for det enkelte kort, stående på disse opdelingskort. Det er en rigtig lækker funktion, specielt for de to-tre kort, der godt kan drille.

Som brætspillere, der har oplevet Dominion, Thunderstone og lignende spil, er vi nok ved at være en smule forkælede. I begge ovennævnte spil medfølger der en kopi af hvert kort fra spillet, i en særlig bunke man kan bruge til at tilfældiggøre, de kort man spiller med. Eaten by Zombies har ikke en sådan bunke, men reglerne anbefaler derimod, at man tager en kopi af hvert kort og sorterer fra deres egne bunker, for at danne hvert spil tilfældigt. Jeg savner min bunke af de såkaldte randomizer kort.

Regelbogen til dette spil, er uden tvivl den dårligst skrevne jeg har læst længe. For folk, der netop har erhvervet sig dette spil, der ikke kan få spillet forklaret at en, der allerede kender det, vil jeg anbefale folk at finde de nye regler, designeren har lagt på boardgamegeek, da dem der følger med simpelthen er elendigt skrevet.

Jeg De levende døde spiser di…ne kort.

Spillet bliver sat op ved, at hver person vælger hvilken af de 4 karakterer, de gerne vil spille, og tager bunken af kort, der hører til den givne person. Man tager så de kort, der er markeret som startkort, og er med i hvert spil. Derefter kan man vælge enten at trække to kort pr snude rent tilfældigt, eller tage kortene fra et af de fire prædefinerede startscenarier, der er med i spillet. Det vil altså sige, at man ikke bruger alle kort i et enkelt spil, hvilket giver en god mulighed for mange variationer i de kommende spilgange. Til sidst tager man bunken med zombie-kort frem, og lægger den til side et sted, hvor der er god plads.

Spillet kan slutte på tre måder: Bunken med zombiekort kan løbe tør for kort. Når man ikke kan trække en sombie, og det er nædvendigt, har menneskene vundet. Hvis én spiller ender med at have 6 zombier på sin hånd på een gang, har zombierne vundet. Hvis alle spillere pånær en er zombier, har den sidst overlevende spiller vundet spillet alene. Der er altså flere muligheder for at vinde eller tabe, og det er en ting jeg åersonligt altid er helt vild med.

Når man går i gane med spillet, oplever man at Eaten by Zombies langt hen af vejen følger den Deck Building mekanik, der stammer tilbage fra Dominion, med små twists, der gør at det pludselig bliver et helt andet spil. Man starter altså med at trække 6 kort op på hånden fra ens kortbunke.

Hver spillers tur starter med at man tager en zombie fra bunken af zombie kort, og lægger den frem på på bordet, så alle kan se dem. Disse zombier har to vigtige tal: øverst til højre ser man deres styrke – altså hvor meget man skal slå på dem, for at slå dem ihjel. Nedest til venstre ser man deres attrition-værdi, eller sagt med andre ord: hvor hurtigt man skal løbe, for at stikke af fra dem. Når den aktive spiller har trukket et zombie kort, får de andre spillere mulighed for at spille en zombie ned på bordet. Hvis man lægger en ekstra zombie gør man altså spillet sværere for den aktive spiller, men til gengæld er der dårligere chance for at få 6 zombier på hånden.

To af spillets zombier, blandt andet den meget ikoniske “We Can Do It” zombie

Den aktive spiller skal nu vælge om han vil slås mod zombierne, eller stikke af fra dem. Hvis man vil stikke af fra dem, skal man spille udstyr der giver plusser til at stikke af. De kort du spiller skal til sammen give en værdi, der er lig med eller højere end zombiernes samlede attrition-værdi. Når man stikker af løber man dog så hurtigt, at man mister nogle af sine kort; man mister et antal kort, der er lig med halvdelen af zombiernes attrition værdi – enten fra sin hånd (dog ikke zombiekort) eller den bunke kort, man trækker kort fra. Disse kort kommer ud ’til salg’ igen, så andre spillere kan købe dem senere hen.

Hvis man vælger at slås mod dem, slås man mod den zombie der er placeret yderligst, og derefter mod den næste og så fremdeles. Her spiller man udstyr, der giver dig bonuser til at kæmpe – her vil igen lige på eller over zombiens livspoint. Man besejrer så mange af zombierne, man kan, og resten får travlt med at spise af ens varme kød. Man mister så kort tilsvarende zombiens samlede attrition-værdi(hvilket man også gør, hvis det ikke har lykkedes spilleren at stikke af fra zombien). De zombier det lykkedes en at slå ihjel, får man lagt i ens bunke af kort, men har spillet, så man senere får dem på hånden.

Hvis det lykkedes en spiller enten at stikke af eller at slå alle zombierne ihjel, er det tid til at finde ting. Man tager ens samlede kamp- eller flygte-værdi, og lægger dem sammen – det er tallet, du kan finde ting for. Man kigger nu på de bunker af kort, der er med i ens spil. Hver kort har en værdi, og det er den der fortæller, hvad kortet koster. Disse kort lægger man på toppen af bunken med kort man trækker fra. På den måde ved man altid lidt af, hvad man får på sin hånd næste tur.

Samtidig skal man rydde op efter zombierne. Hvis man har stukket af fra zombierne, tager man den ‘ældste’ zombie i rækken, og ligger den under bunken af zombiekort, med billedsiden opad. Hvis man har valgt at kæmpe mod dem, forsvinder hele rækkennaf zombier – igen under bunken, med billedsiden opad. Når man er nået hele vejen igennem bunken af zombiekort, og rammer et kort der har billedsiden opad, er man nået en milepæl, og der begynder nu at komme flere zombier hver tur. Efter hver tur igennem bunken kommer der en ekstra zombie hver tur, og man bliver hurtigt overrendt af de udøde bæster.

Det sidste man gør i sin tur er, at man igen trækker op til 6 kort. Man smider ikke de uspillede kort på ens hånd væk, som der ellers er kotume i Deck Building-spil. Det er en meget lille ting, men det har fsktisk større betydning for spillet end man lige forventer. Det er her, du kan ende med at blive en zombie, hvis du ikke kan trække nok kort op på hånden.

Hvis en spiller bliver til en zombie, får han nye evner, og er ikke mere med i spillet som menneske. I stedet for at trække kort fra ens bunke med kort, trækker man i stedet fra bunken med zombie-kort. Man får sin egen lille plads på bordet, hvor man nu kan spille et zombie kort i hver tur. Hver type zombie, der er i spillet, har sin egen effekt på spillerne der stadig er i live.

Rent effektivt er denne del af spillet dog ikke særlig godt gennemført. Man får meget sjældent mulighed for at spille en tur som zombie, før spillet er slut, medmindre man decideret går direkte efter at blive zombie fra starten af. I løbet af et spil hvor alle prøver at overleve, vil man oftest nå et sted, hvor folk bliver zombier én efter en, og til sidst er der så kun en spiller tilbage, der så vinder.

Interaktion…men ikke så meget af det

De første indtryk man får, når man får fingrene i Eaten by Zombies er utroligt lækre: komponenterne er af virkelig god kvalitet, og spillet er sjovt, uden tvivl. Man kan tydeligt mærke, at der er tænkt meget over temaet i spillet, og at spillet er bygget op over temaet, og det fungerer et langt stykke hen af vejen.

Spillet har desværre et par irritationsmomenter, der trækker helhedsintrykket ned. Manglen på Randomizer-kort er trist, hvis man gerne vil danne tilfældige opsætninger. Reglerne er næsten ulæselige (der er dog opdaterede, og mere forståelige, regler på BoardGameGeek), og selve mekanikken med, hvordan spillet fungerer når du er blevet til en zombie, er desværre en kende trist.

Spillets element med, at mængden af kort du har til rådighed er lig med hvor stærk du er, fungerer rigtig, rigtig godt. Det er tydeligt, at der er tænkt meget over den del af spillet, for at få den til fungere både mekanisk og tematisk.

Samtidig er jeg totalt forelsket i den interaktion, der er i spillet, hvor man gør livet svært for hinanden, ved at kaste zombier efter hinanden. Det passer også rigtig godt ind i temaet, at der stadig også er mentaliteten af “hver mand

Eaten by Zombies er ikke helt så poleret som Dominion eksempelvis er det, men med alle de ekstra krøller på halen, kan det være svært at ramme samme glathed som Dominion har. Til gengæld er det betydeligt bedre end det andet store zombie-Deck Building spil, Resident Evil. Jeg er i hvert fald glad for at supplere de andre deckbuildere i min samling med Eaten by Zombies.

Space Dealer

Hver spiller har to timeglas og stort set alle aktioner i spillet kræver, at man anvender sit timeglas.

Hver spiller har en planet, der kan generere energi, der bruges til at drive forskellige enheder, der f.eks. kan være miner, depoter, konverterer m.m. Undervejs i spillet kan spilleren opgradere sin energikilde, så flere enheder kan holdes i drift. Fra spillets begyndelse har spillerne de samme enheder, de kan udvikle. De kan påbegynde konstruktionen, hvis de har den fornødne energikilde til rådighed til at kunne understøtte enheden. Konstruktionen påbegyndes ved at placere et timeglas ovenpå enheden, der kan være en ekstra generator, en mine, et depot eller lignende. Når timeglasset er løbet ud, er enheden funktionsdygtig.

Med et timeglas kan selve planeten opgraderes. Når planeten er opgraderet til niveau to må spilleren tage to kort fra den tilsvarende bunke, der indeholder bedre generatorer med mere. Spilleren må kun beholde det ene, som han på et senere tidspunkt kan vælge at konstruere igen ved at lade et timeglas rinde ud ovenpå kortet. Bliver planeten yderligere opgraderet får spilleren adgang til yderligere en bunke med endnu mere specialiserede enheder.

Undervejs kan spillerne også bygge miner, der tjener to formål. Dels sætter de spilleren i stand til at producere et eller flere råstoffer. Det sker endnu en gang ved at stille en timer ovenpå kortet og vente til sandet er rindet ud. Dels fremgår det af minen hvilke råstoffer der efterspørges på denne planet. De varer man får produceret laster man på sit rumskib, hvis det er på planeten. Er rumskibet ikke på planeten og har man ikke produceret et depot, går de tabt. Råstoffer på planeten kan må så flyve til andre spilleres planeter, hvor netop den kombination, man er i besiddelse af, efterspørges. Når man leverer efterspurgte varer på en planet, vil de ikke længere blive efterspurgt, hvilket man markerer ved at placere en markør i sin farve på den pågældende mine. Typisk vil såvel den spiller den afleverer varerne som den spiller der ejer planeten, der modtager dem få et antal point. Dog flest point til den, der leverer varerne.

Når man flyver mellem planeterne er flyveturen opdelt i mindre stykker (indikeret med planeter mellem spillernes planeter). Hvert stykker tilbagelægges i løbet af den tid, det tager et timeglas at rinde ud.

Med til spillet følger en CD med musik, der løber i 30 minutter. Musikken er inddelt i mindre enheder, så man undervejs får mellemtider og afslutningsvis foregår der en nedtælling til spillets afslutning. Når den overordnede timer på 30 minutter eller CD’en løber ud, har spillerne lov til at færdiggøre de handlinger, som deres timeglas er sat i gang med. Herefter ser man hvilken spiller, der har fået flest point.

I spillet indgår der en del enheder, der ikke er forklaret her. Endvidere findes der et sæt avancerede regler, hvor man bl.a. kan lægge hindringer i vejen for de øvrige spillere, opnå kontrollen over et tredje timeglas eller endnu et rumskib.

Bruno Faidutti kommer på sin hjemmeside med følgende eksempler på de nye kort:

A new corpse! (Event card)
Et lig findes under broen ved indgangen til klostret. Der rulles en terning og ud fra resultatet trækkes et kort med en mistænkt fra en af spillerne. Kortet placeres med forsiden nedad på broen. Hver gang en munk kommer ud af klostret i det resterende spil må spilleren kigge på kortet. Når alle spillerne har set kortet, vendes det om.

Escape Tentative (Event card)
Dette skrift indeholder den skyldiges flugtplaner om at stikke af med båd i ly af messen. Den skyldiges suspect card placeres på kirkegården ved krypten. Ved begyndelsen af den næste messe og ved alle efterfølgende messer rulles en terning. Er resultatet sort, slipper den skyldige bort. Hans identitet afsløres og spillet afsluttes.

Racy illuminations (Scriptorium book)
Kortet beholdes på hånden. Når spilleren med kortet møder en anden munk, som han ønsker at trække et tilfældigt suspect card fra, giver han dette kort i bytte. Spilleren der har modtaget kortet på denne vis, kan siden selv anvende det på samme måde.

Calumnious denunciation (Library book)
Du anvender bibliotekets afsondrethed til at forfalske et dokument, der inkriminerer en gammel fjende. Du skriver i hemmelighed navnet på en af de mistænkte. Hvis en anden spiller anklager den mistænkte, der er nedfældet på skrift, for at være den skyldige og den pågældende ikke er den skyldige, modtager du 4 points.

Yderligere varianter

For et forstærket tema:
Før spillet starter fjernes et suspect card fra spillet og placeres med forsiden opad for foden af klippen under klosteret, så den afdøde munk har et ansigt og et navn. Hvis man spiller på denne måde placeres man et færre kort i parlatorium end reglerne angiver.

For yderligere strategisk spil:
Ønsker man et mindre kaotisk spil, kan man modificere reglerne på følgende vis:
- Biblioteket holdes aflukket
- Alle event cards fjernes fra spillet
- En spiller med to bøger i hånden må ikke gå ind i Scriptorium.

For et hurtigere spil:- Anvend reglerne for hvordan man rykker og afholder ture med seks spillere.
- Fjern Matins Mass kortene og start med Laud kortene.

Spillet består af spilleplade, brikker til at rykke i klostret med, terninger, afkrydsningsark, klokke og kort. Kortene er fordelt på følgende slags:
- Mistænkte (24 kort)
- Biblioteksbøger (8 kort)
- Kryptkort (6 kort)
- Scriptoriumbøger (24 kort)
- Messekort (8 kort)
- Handlingskort (18 kort)

Spillets mål er enkelt: I Mystery of the Abbey skal spillerne finde Adelmos morder blandt de 24 munke i klostret. De 24 munke i klostret er fordelt på 3 tempelriddere, fransiskanere og benediktinere, deres rang er enten Fader, Broder eller Novice og derudover er de enten tyk/tynd, med eller uden skæg og med eller uden hætte. Det betyder, at ingen af munkene er ens. De 24 kort med mistænkte blandes og et kort lægges under pladen. Dette er morderen. Der tages et antal af disse kort fra (afhængigt af antallet af spillere) og resten deles ud blandt spillerne.

Spillerne har tur på skift. Turen starter med den spiller som styrer messeklokken. Hvert af messekortene har felterne 1-4 og i begyndelsen af hver tur flyttes messeklokken et felt frem. En spiller må i sin tur rykke sin munk et eller to felter frem. Hvis munken lander i et rum med en anden munk må spilleren stille denne munk et spørgsmål. Dernæst udføres de handlinger, som eventuelt kan udføres i det rum, som munken er landet i.

Når man stiller spørgsmål til andre spillere, så må spørgsmålet blot ikke kræve, at spilleren skal svare med navne eller karakteristika på mistænkte. Der kan således stilles spørgsmål til antal kort på hånden, hvor spilleren vil gå hen eller til hvilke deduktioner spilleren har gjort. Alle munkene har svoret at ville tale sandt under mordundersøgelserne, og alle spørgsmål skal derfor besvares korrekt. Munkene er imidlertid også bundet af deres individuelle tavshedsløfte, og derfor kan en munk (spiller), som ikke ønsker at svare på et spørgsmål henvise til et tavshedsløfte ved at lægge fingeren på læben, og derved nægte at besvare spørgsmålet. Hvis en munk besvarer spørgsmålet, må denne munk selv stille et spørgsmål til den munk, som stillede ham et spørgsmål.

Når klokken skal rykkes fra 4 kaldes til messe. Ved messe rykkes alle munkene ind i kapellet. Hver af spillerne giver det antal kort, som står på messekortet videre til spilleren til venstre. Dernæst trækkes et handlingskort og handlingen udføres. Handlingerne på handlingskortene kan eksempelvis være, at nogle munke sendes til deres celler, at spillerne kun må svare ja og nej på spørgsmål, at der må rykkes tre felter i stedet for 2 felter eller at spillerne skal svare på om de har bestemte kort eksempelvis novicekort. Når et handlingskort er trukket og læst højt lægges det brugte messekort nederst i bunken, og messekortene, og klokken gives videre til den næste spiller, som begynder turen indtil næste messe.

Klostret består af mange rum og flere af rummene har særlige funktioner, som kort gennemgås i det følgende:
- Kapellet (Ecclesia) er der, hvor munkene samles til messe, og det er derfor også der munkene bevæger sig ud fra.
- Hver munk har desuden sin egen celle (Cellula). Hvis andre spillere går ind i denne celle, må de trække et kort fra munken, som ejer cellen. Fanger munken en tyv i cellen gives kortet tilbage. Er dette kort givet videre trækker munken et andet kort fra tyven. Tyven sendes til kapellet, som straf.
- Krypten (Crypta) ligger i umiddelbar nærhed af kapellet. Kryptkortet kan spilles på et senere tidspunkt i spillet, hvorved spilleren må tage en ekstra tur med det samme.
- Skriftestolene (Confessorium) ligger også tæt ved kapellet. Her kan spillerne gå ind og trække et kort fra den spiller, som sidst besøgte denne skriftestol (en terning i skriftestolen indikerer den sidste besøgende).
- Biblioteket (Bibliotheca) er et særligt sted med hemmelige bøger og store fordele. Kun den spiller som har færrest kort på hånden kan gå ind i biblioteket. Biblioteket kan kun besøges en gang i spillet (medmindre særlige kort fra skrivestuen haves). Kortene som trækkes i biblioteket er stærke kort, som med det samme giver fordele eksempelvis i form af at se nogle af de andre spilleres kort eller at tage ekstra kort fra skrivestuen.
- Samtalerummet (Parlatorium): Spillere som går ind her må trække et af de tilbageværende kort med mistænkte, som ligger på spillepladen. Hvis der ingen kort er tilbage, må spilleren i stedet bede en af de andre spillere om at vise sig et kort, men der skal angives 1 eller 2 karakteristika for det kort, som ønskes vist.
- Skrivestuen (Scriptorium): Træk et kort i skrivestuen. Kort med en stjerne på gemme til senere. Øvrige kort læses op med det samme. Hvis kortet har en tegning af en terning, skal det med terning afgøres, hvilken spiller, som berøres af kortet. Disse kort giver fordele af forskellige slags. Disse kort kan være afgørende i slutningen af spillet. Hvis eksempelvis en spiller har et kort, som giver denne ret til at komme med beskyldninger, hvor som helst i klostret. Man kan også trække kort fra andre spillere eller få lov til at rykke ekstra felter.
- Samlingsrummet (Capitulum): I dette rum skal afsløringer og beskyldninger foretages (medmindre man har et kort, som siger andet).

Spillerne får point ved at lave korrekte afsløringer og beskyldninger. Spillerne kan til abbeden som er i samlingsrummet og lave enten afsløringer eller beskyldninger. Afsløringer er deklareringen af 1 karakteristika ved munken, som har begået mordet. Det er ikke tilladt at give to karakteristika i samme afsløring. Afsløringen må ikke bestå af et karakteristikum, som munken ikke har (eksempelvis: Munken er ikke tempelridder – så kan munken jo stadig både være benediktiner og franciskaner). Afsløringer skrives ned og pointgives, når morderen er afsløret. Korrekte afsløringer giver 2 point, mens falske afsløringer giver -1 point.

Beskyldninger er navngivningen af munken, som har begået mordet. Der kan ikke laves beskyldninger, så længe der er kort med mistænkte, som kan hentes i samtalerummet. Hvis en spiller anklager en munk, som en anden spiller har, skal kortet vises. I så fald fortsætter spillet. Hvis ingen spiller har kortet, må vedkommende være den skyldige. Morderkortet, som blev lagt fra i begyndelsen hentes frem. En korrekt beskyldning belønnes med 4 point, mens en falsk beskyldninger giver -2 point.

Vinderen er således ikke nødvendigvis den spiller, som finder morderen, men den spiller som har flest point.

I reglerne foreslås flere varianter, således at spillet kan justeres i sværhedsgrad. Eksempelvis foreslås det, at man fjerner bibliotekskortene, at handlingskortene ikke bruges og at spillere ikke kan have mere end to kort fra skrivestuen på hånden ad gangen.

Temaet i dette spil er gennemført, og grafisk er det et flot spil. Med til spillet følger eksempelvis farvetrykte ark med billeder af alle munkene til notering af deduktioner.

Designer: Bruno Faidutti, Serge Laget
Antal spillere: 3-6 spillere
Spilletid: 60-90 minutter
Udgivelsesår: 1996 (ny version i 2003)
Spiltype: Brætspil, deduktion

Lost Cities

Spillerne har tur på skift. I sin tur lægger man et kort ned på sin egen side af pladen. Man har mulighed for at starte en ekspedition ved at lægge et kort i en ny farve eller fortsætte en ekspedition ved at lægge et højere kort på en tidligere startet ekspedition. Desuden kan man kassere et kort ved at placere det på pladen.

Når man har lagt ned, trækker man et kort op fra bunken eller fra midten (dog må man ikke tage det kort op fra midten, som man selv har lagt ned i samme tur). Håndtrykkene skal lægges først i den farve ekspedition, som håndtrykkene repræsenterer ellers er de værdiløse. Håndtrykkene fordobler, tredobler eller firedobler værdien af point, der scores i ekspeditionen. Spillet slutter umiddelbart efter at det sidste kort et trukket op fra bunken. Hver spiller sidder nu med 8 kort på hånden, som ikke kan lægges ned.

Formålet med spillet er at få flest point. Når pointene til sidst tælles sammen, er det afgørende tal 20. Hvis en ekspedition (regnet sammen uden håndtryk først) giver 17 point, får man -3 point, fordi man ikke har formået at bringe sin ekspedition over 20 point. En ekspedition som sammenlagt giver 25 point, giver derfor 5 point. Hvis der ligger håndtryk i ekspedition, er det i disse eksempler pointtallene -3 og 5 som enten fordobles, tredobles eller firedobles afhængigt af om der ligger 1, 2 eller 3 håndtryk på ekspeditionen. Der tælles sammen for alle ekspeditionerne og pointtallet noteres. Der spilles tre runder og den der samlet har flest point, er vinderen.

Som nævnt er det et hurtigt og flydende spil. Det centrale i spillet er hurtigt at vurdere sine chancer, og tage den rigtige beslutning om man skal påbegynde en ny eller fortsætte en tidligere ekspedition, og samtidig holde flest muligheder åbne for at kunne bruge de kort, som trækkes op fra bunken. Tiden løber eller rettere bunken forsvinder hurtigt og hvis det ikke er muligt at få point i en ekspedition, skal tabene for ekspeditionerne samlet set minimeres.

Tip: Placer de 2 gange 8 kort nederst i bunken omvendt. Dette gør det muligt at se, hvornår man hver har 8 henholdsvis 4 kort tilbage at lægge ned. Det betyder, at man kan se, hvornår man endnu kan nå at lægge alle sine kort på hånden, uden ustandseligt at skulle tælle antallet af resterende kort.

Lost Cities er et spil, som vi har fået mange positive tilbagemeldinger på. Af 2-spillers spillene er det et godt spil at begynde med.

Der findes ingen tekst på hverken kort eller bræt.

Der foreslås i reglerne en variant for fire spillere, der dog forudsætter, at man har to sæt kort.

- en uofficiel regeloversættelse af Lars Wagner Hansen (Larsine)

Set! er et anderledes spil, hvor der ingen begrænsninger er på antallet af deltagere. Det gælder om hurtigt at få øje på et sæt kort bestående af tre kort, som på en række karakteristika er enten ens eller forskellige. Det er en anden måde at tænke på, og har man prøvet det før har man en fordel frem for begynderen. Spillet består af et sæt kort med symboler på. Kortene er forskellige efter 4 karakteristika:

Farven på symbolerne (Lilla, rød og grøn)
Formen på symbolerne (ruderformede, ovale eller buer)
Antallet af symboler (1,2 eller 3 figurer)
Mønstret på figurerne (blanke, fuldt malede eller stribede)

Der lægges 12 kort ud på bordet og spillet går ud på at finde sæt. Når en spiller finder et sæt, siger man sæt, og alle kontrollerer, at der er tale om et sæt. Spilleren tager sættet fra bordet og kortene erstattes med nye. Hvert sæt giver 1 point. Forkerte sæt spillerne har annonceret giver -1 point. Spillet slutter når alle spillere har blandet og givet kort.

Hvornår er der tale om sæt? Der er tale om sæt, når hvert af de tre karakteristika nævnt ovenfor er enten helt ens eller helt forskellige. Der kan ikke være et sæt, hvis to af kortene har et karakteristika og det tredje ikke har det. Det er den gyldne regel: Hvis to kort er røde og det tredje grønt er der ikke et sæt. Men der er ikke nogen regel om hvor mange karakteristika, der skal være ens eller forskellige – blot de er enten eller.

Producenten af spillet foreslår, at man kan spille med et reduceret sæt kort, hvis man spiller med yngre børn, eller som en øvelse for at lære spillets princip at kende. Spillet kan også lægges som kabale.

Der er ingen tekst på kortene. Reglerne kan hentes på Set games hjemmeside, hvor man også kan prøve et spil Set for at se, om man har forstået princippet.

Spillet blev nummer 9 ved Deutscher SpielePreis 1995.

Ved begyndelsen af spillet får hver spiller 25 rubler, to farvemarkører (en til pointbrættet og en til at markere farven for de øvrige spillere) og en fasebrik. Alle fasebrikkerne skal uddeles også ved 2 og 3 spillere (den yngste spiller får 2 eller begge spillere får 2 hver). Spillepladen har 2*8 felter til at placere kort i, foruden pladser til kortbunkerne og pointskalaen.

Grundlæggende spillebeskrivelse
Saint Petersburg kortdækket består af fire forskellige slags kort, som udgør 4 forskellige bunker gennem spillet. Spillet slutter når en af disse bunker er brugt op:
Håndværkskort (31 kort – disse er grønne)
Bygningskort (28 kort – disse er blå)
Aristokratkort (27 kort – disse er orange)
Udvekslingskort (30 kort – disse er trefarvede).

Spillet forløber i faser som svarer til disse kort:
Håndværkerfase
Byggefase
Aristokratfase
Udvekslingsfase.

Den første fase er håndværkerfasen, og derfor lægges 8 håndværkerkort i den øverste række på spillepladen (Igen er der særlige regler for 2 og 3 spillere lige i opstartsfasen). Når dette er gjort begynderspillet. Den spiller som har fasebrikken, som svarer til håndværkerfasen begynder.

Hver af faserne forløber således:
Aktioner
Scoring
Fornyelse af kort.

Spilleren med håndværksfase brikken begynder med at lave en aktion. En aktion kan være at:
Købe et kort (Et kort fra pladen tages, betales og lægges på bordet)
Tage kort på hånden (Et kort fra pladen tages gratis op på hånden)
Lægge et kort (Et kort fra hånden lægges på bordet og betales)
Passe.

Spillerne skiftes nu til at lave aktioner indtil alle spillerne siger pas. Hver spiller må kun have 3 kort på hånden af gangen. En spiller må godt passe først og så lave en aktion senere. Når ingen spillere vil lave flere aktioner i håndværkerfasen skal spillernes score tælles op. I håndværksfasen er det kun håndværkerkortene, som giver udbytte. Håndværkerne giver penge, og spillerne får penge svarende til deres kort på bordet. Når dette er gjort flyttes de resterende håndværkskort til højre på spillebrættet (stadig i øverste række) og den øverste række fyldes fra venstre op med bygningskort, da spillets næste fase er byggefasen. I denne fase begynder spilleren med byggefase brikken. Bygge og Aristokratfasen forløber på samme måde som håndværkerfasen. Blot giver bygninger sejrspoint, og aristokrater giver både sejrspoint og penge.

Den sidste fase (udvekslingsfasen) er anderledes. Her er ingen scoring. Når alle spillere har udført de ønskede aktioner fjernes de kort, som ligger i den nederste række (når den første gennemgang af faserne er løbet igennem ligger der naturligvis ikke nogle, men efter første fase er dette aktuelt). Dernæst flyttes de resterende kort fra øverste række ned i nederste række og de suppleres op med kort fra næste fase (håndværksfasen) i øverste række. Der skal i alt ligge 8 kort i nederste og øverste række.

Når alle faserne er gået i gennem giver spillerne deres fasebrik til den næste spiller i urets retning. Spillet fortsætter, som beskrevet ovenfor indtil en af bunkerne med kort tømmes. Denne tur spilles til ende, hvorefter der tælles point sammen.

I den endelige scoring gives point for antallet af forskellige aristokrater spillerne har lagt ned efter skemaet på spillebrættet og spillerne får 1 point for hver 10 rubler de har. Kort på hånden giver -5 points.

Ovenfor er det grundlæggende spilleforløb beskrevet. Herudover er der specielle kort i spillet, som kort skal berøres og derudover skal nævnes forskellige regler omkring køb af kort.

Køb af kort
En spiller kan købe hvilket som helst kort fra spillebrættet. Ved køb af et kort skal betales den pris, som står på kortet. Der er imidlertid mulighed for at få kortene billigere, hvis:
Spilleren har en guldsmed koster aristokrater en rubel mindre.
Spilleren har en snedker koster bygninger en rubel mindre.
Spilleren har kort magen til det kort, som ønskes bygget, reducerer hver af disse kort prisen med en rubel.
Spilleren vælger et kort fra nederste række reduceres prisen med en rubel.

Hvis flere reduktionsregler kan anvendes samtidig bliver prisen blot endnu mindre. Der skal altid mindst betales 1 rubel for et kort. Et kort kan ikke være gratis.

Ved køb af udvekslingskort skal et tilsvarende kort fjernes fra bordet, og man skal betale differencen mellem det kort som fjernes og det kort, som er købt i stedet (reduktionsreglerne gælder også her). Når et håndværkerkort skal udveksles skal symbolerne på kortene også stemme overens, det er ikke nok, at det er 2 håndværkerkort.

Belønnet med Deutscher SpielePreis i 2004.

Designer: Michael Tummelhofer (Jay Tummelson, Bernd Brunnhofer, Michael Bruinsma)
Antal spillere: 2-4 spillere
Spilletid: 30 minutter
Udgivelsesår: 2004
Spiltype: Kortspil med bræt