King of Tokyo er et terningspil, hvor spilleren i sin tur slår med seks special-terninger, der kan vise tallene fra 1 til 3 eller et af tre symboler: en monster-hånd, der indikerer angreb, et hjerte, der refererer til livspoint og et lyn, der symboliserer energi, der er den valuta man i spillet har mulighed for at købe kort med. Man har mulighed for at slå sit slag om to gange. Man kan slå en eller flere terninger om efter lyst og fordi man første gang ikke har valgt at slå en terning om, begrænser det ikke ens muligheder for eventuelt at slå den om anden gang man slår om.

Når de seks terninger er slået udfører man de aktioner, de giver adgang til:

- tre terninger med ens pålydende værdi giver dette antal point (eks. tre 2′ere giver spilleren 2 point). Hver terning udover serien på tre terninger med samme værdi udløser et point til spilleren.

- for hvert lyn får spilleren en kube, der senere kan købes special-kort for.

- monster-hænder symboliserer angreb.

• hvis spillerens eget monster allerede er i Tokyo angriber det alle monstre udenfor Tokyo og de mister alle lige så mange livspoint, som antallet af monster-hænder der indgik i slaget.
• hvis spillerens eget monster er udenfor Tokyo angriber det monstret i Tokyo. Monstret kan nu vælge at vige pladsen for den angribende monster eller at lade være. Det mister under alle omstændigheder lige så mange livspoint, som antallet af monster-hænder, der indgik i slaget.

- hjerter heler monstret, men kun hvis det er udenfor Tokyo. Monstret får lige så mange livspoint, som der blev slået hjerter.

Hver gang et monster overtager pladsen i Tokyo modtager det et sejrspoint. Hver gang et monster allerede befinder sig i Tokyo ved turens begyndelse modtager det to sejrspoint.

Herefter har spilleren mulighed for at købe kort med specialfunktioner. Der er altid tre kort til salg. For to kuber kan spilleren udskifte de tre kort, der er til salg med de næste tre i bunken. Man må købe så mange specialkort man har lyst og råd til i sin tur. Nogle specialkort har en engangseffekt, der straks udføres mens andre har en varig effekt.

Med fem og seks spillere er der to pladser til monstre i Tokyo men ud over det forløber spillet som med færre spillere.

På tur slår spillerne med terninger. Der er i alt 8 terninger med cifrene fra 1 til 5 og på den sidste side en orm. Ormene har ved pointoptælling værdien 5.

I en spillers tur skal han forsøge at sikre sig en af dominobrikkerne; enten en af dem, der ligger midt på bordet eller en af de øvrige spilleres brikker. Tager han en brik fra en anden spiller, skal det altid være den sidste, spilleren har taget op. Dette sikres ved, at man, når man får en ny brik, lægger den ovenpå dem, man havde i forvejen.

Når en spiller slår terninger, skal han altid kunne tage mindst én terning fra. Han skal endvidere tage alle terninger med den samme værdi fra. Vælger han f.eks. at tage treere fra, skal han tage alle treere fra. Spilleren kan nu enten vælge at slutte sin tur og tælle alle de terninger op, han har taget fra (orme tæller for fem) eller han kan slå de resterende terninger om for at forsøge at opnå flere point. Hvis spilleren på et tidspunkt ikke er i stand til at tage flere terninger fra, fordi han udelukkende har slået terninger med værdier, han i forvejen har taget fra eller han ikke har taget mindst en terning med orme-symbolet fra, skal han aflevere den senest modtagne brik tilbage til puljen midt på bordet. Herefter vendes den brik med højestlydende værdi, der ligger i puljen midt på bordet, så bagsiden kommer op og den er ude af spillet. Det samme gælder, hvis man ikke slår så høj en værdi, at den matcher eller er større end den brik med mindst værdi, der er synlig enten i puljen eller hos en modstander.

Har man slået et højt nok slag, må man vælge enten at tage en brik fra puljen eller en modstander, som den værdi man har slået enten matcher eller overstiger.

Spillet slutter, når der ikke er flere brikker i puljen midt på bordet. Herefter optæller spillerne det samlede antal orme på de brikker, de har i deres besiddelse. Spilleren med flest orme har vundet.

Pickomino blev oprindeligt introduceret under den tyske titel: Heckmeck am Bratwurmeck.

Mansions of Madness er mere end noget andet et udstyrsstykke. En keeper styrer monstrene og det onde, mens den gode side spilles af mellem 1 og 4 investigators. Investigatorne går rundt i en lokation, som skifter efter den enkelte historie. Med grundspillet følger 5 historier, som kan varieres afhængig af de valg, som keeperen tager.

Umiddelbart ser spillet stort og uoverskueligt ud – men indholdet i spillernes ture er enkelt, man må bevæge sig og udføre en aktion i vilkårlig rækkefølge. Det ‘krøllede’ består i konsekvenserne af alt det, der kan opstå undervejs. Der kan komme monstre, opstå brand, blive mørke eller man kan blive ‘stunned’. Det betyder, at der sker modifikationer til, hvordan investigatorne kan bevæge sig og til de ‘tests’, der skal laves i tide og utide. Om ‘noget’ går godt eller dårligt afgøres med terningekast op mod spillernes evner indenfor intelligence, dexterity, markmanship mm. Derudover kan spillerne få mén af eventuelle skader de pådrager sig, det vil sige, at keeperen giver ekstra skade, når der i forvejen tages skade.

Når spillet sættes op, vælger keeperen en af de 5 historier. Dernæst vælges mellem et par alternativer, eksempelvis hvor dukker monstrene op, hvad er årsagen til, at hovedpersonen handler som vedkommende gør mm. Det betyder, at spillet og opsætningen bliver forskellig, selvom den samme historie vælges. Keeperen får ‘skulls’, som er aktionspoint efter antallet af spillere, og kan i sin tur bruge de aktionskort, der hører til historien, hvis der kan betales nok ‘skulls’. Forløbet i de 5 historier er forskelligt – keeperens aktioner og dermed handlinger varierer. I nogle historier kan der købes nye monstre ind hver tur – i andre har keeperen ikke mulighed for at købe monstre. Monstrene dukker så op i løbet af spillet, som en del af ‘tidens gang’.

Når investigators har haft deres ture og keeperen har været ond, så er der gået ‘tid’. Hver historie forløber over 5 timer – men der er et forskelligt antal runder i de enkelte klokketimer. Dermed bliver spiltiden af de enkelte historier også forskellig.

Det er et udmærket familiehyggespil, som sikkert er udmærket strikket sammen, hvis man kigger på det indenfor genren. Men jeg synes, at investigators famler noget rundt i blinde – og har svære odds mod det onde, der invaderer menneskenes verden. Selvom der er indført puzzles som skal løses for at spillerne kan gå ind i enkelte af rummene, så er det gennemgående indtryk, at der ikke er meget at tænke over. Det er hyggeligt, det er et samarbejdsspil, hvor man lige skal aftale, hvilken vej man går, hvem der skyder og lignende, men der udover er der ikke meget, der (i hvert fald ved første syn) kræver mange tanker, koordination eller overvejelser over forbrug af ressourcer. Der er således ikke ret mange valg, der skal tages – der er ikke så meget at tænke over mellem turene. Det er et spil, som vil komme på bordet i familien en del gange, men uden for dette regi, tror jeg ikke, at det for mit vedkommende har en ret lang levetid.

Flix Mix fra 8 år med 2-4 spillere
Flix Mix mini fra 6 år med 2-6 spillere
Flix Mix junior fra 7 år med 2 spillere og opefter

Spillet indeholder:
64 kort fordelt på 4 forskellige farver.
2 kort til illustration af regler
samt regler på engelsk og tysk m.fl.

Flix Mix
Hver spiller har 16 kort i en farve og på hvert kort er der seks farvede pletter. Spillerne har på skift det blå sæt, og spillet spilles over så mange runder, at hver spiller har spillet med det blå sæt.

Spillet går ud på at komme af med sine kort ved at lægge kortene over hinanden, så pletterne på kortet passer over hinanden. Hvert kort man lægger skal mindst passe over to andre prikker…

Spilleren med de blå kort lægger et kort på midten med bagsiden nedad – når man er klar, så vendes kortet og alle kan i en pærevælling lægge kort på.

Når en spiller har lagt alle sine kort på bordet slutter runden og der tælles points.
- 1 minuspoints for hvert kort man stadig har på hånden
- 2 minuspoints for hvert forkert lagt kort

Den spiller, som får færrest minuspoints, når alle runderne er spillet til ende, er vinderen. Umiddelbart lyder det meget let, men så let er det ikke endda, når man har en bunke kort og kombination på bordet hele tiden ændrer sig.

Flix Mix Mini
I denne variant lægges et kort på midten og hver spiller får 6 kort foran sig, som ligger i en bunke med forsiden opad. Spillet går ud på at komme af med sine 6 kort.

I sin tur tager en spiller det øverste kort og forsøger at placere det korrekt på de kort, som ligger på bordet i forvejen. Kan spilleren det, går turen videre til den næste spiller, mens spilleren må lægge sit kort nederst i sin bunke, hvis spilleren enten lægger kortet forkert eller blot ikke kan lægge kortet nogle steder.

Den spiller, som først kommer af med sine kort, vinder spillet.

Flix Mix Junior
Dette spil går ud på at vinde 6 kort ved at være den spiller, som hurtigst kan placere de vendte kort…

Bland alle kortene og læg dem i en bunke med forsiden nedad. Det øverste kort lægges ind i midten og dernæst lægges to kort med forsiden nedad ved siden af bunken.

Når spillerne er klar til kamp, så vendes de to kort ved siden af bunken, og nu gælder det om først at kunne placere ét af de to kort på bordet. Når en spiller har fundet et sted, så skal vedkommende sige farverne højt, som passer sammen. Dernæst må spilleren forsøge at placere kortet.

Hvis spilleren havde fundet et sted, hvor kortet passede, så får spilleren det andet af de to kort som “point”. Hvis spilleren havde fundet et sted, hvor kortet ikke passede, må spilleren aflevere et tidligere vundet “point”.

Dernæst vendes to nye kort og spillet fortsætter således indtil en spiller har vundet 6 kort.

Hvis spillerne er enige om, at ingen af de to vendte kort ikke kan placeres, så lægges de til side og to nye kort vendes.

Forbidden Island

I Forbidden Island får man tildelt rollen som eventyrer, der sammen med de øvrige spillere skal forsøge at redde fire skatte bort fra en ø før øen bliver opslugt af det omkringliggende hav. Forbidden Island er designet af Matt Leacock, der bedst er kendt for sit spil Pandemic i hvilket spillerne samarbejder om at udrydde et antal epedemier, der truer med at udrydde store dele af verden. Mekanisk er der mange lighedspunkter imellem de to spil; Forbidden Island er med rette blevet betegnet som en light-udgave af Pandemic men da Forbidden Island både er billigere, lettere tilgængeligt og har en kortere spilletid end Pandemic har det i høj grad en berettigelse i kategorien familiespil.

Komponenter
Forbidden Island leveres i en flot tinæske, der i sig selv tiltrækker sig opmærksomhed. Personligt ville jeg nok have foretrukket en traditionel æske, men det appellerende ydre vil forhåbentlig kunne tiltrække opmærksomhed fra folk, der ellers ikke normalt ville få fingrene i et seriøst brætspil som Forbidden Island. Æsken, prisen og spillets tilgængelighed gør det ligeledes til en oplagt gaveidé. Spillets øvrige komponenter er alle af høj kvalitet og det grafiske udtryk er på samme tid utrolig flot og funktionel.

Opsætning af spillet
Opsætningen af spillet er hurtig og ligetil: 24 brikker, der danner øen, lægges i tilfældig orden i et fastlagt mønster. Fra en bunke med 24 kort svarende til de 24 brikker, der udgør spilleplanet trækkes 6 kort og de dertil svarende dele af øen oversvømmes, hvilket sker ved at brikkerne vendes om på bagsiden, der viser det samme billede men i en mat blå (oversvømmet) tone. Hver spiller får tildelt en unik rolle og placerer den dertil svarende markør på dens startbrik. Spillets sværhedsgrad vælges og indstilles på den medfølgende makør, der viser vandstanden og dermed hvor mange kort der hver runde vil blive trukket som hver vil betyde at endnu en brik oversvømmes. Endelig modtager hver spiller to kort, som deres starthånd og spillet kan begynde.

Spillet
Spillet afsluttes enten når spillerne er samlet med alle fire skatte på Fools Landing og har en helikopter, de kan lette med eller når de ikke længere vil være i stand til at opnå en sejr eller alternativt at øen synker hurtigere end en bestemt hastighed.

I en tur har spilleren mulighed for at tage op til tre aktioner. Der er i alt fire forskellige aktioner at vælger imellem:

1) At rykke. Spillerne må udelukkende rykke ortogonalt og kun hvis der er en brik at rykke hen på. Dog må den spiller der har rollen Explorer rykke diagonalt, Piloten må en gang i sit felt rykke til en hvilken som helst brik, Navigatøren må rykke en anden spiller to felter for en aktion og endelig må Dykkeren svømme over et felt, hvor der mangler en brik.

2) Afstiv et område. Hvis et område der støder op til det sted hvor spilleren står eller et felt umiddelbart ved siden af (ortogonalt) er oversvømmet (lyseblå) kan spilleren afstive det, hvilket sker ved at vende brikken om. Ingeniøren kan afstive to områder for en aktion og den der har rollen som Explorer kan afstive diagonalt.

3) Give et skattekort til en anden spiller, der er i samme felt. Budbringeren kan give skattekort uden at befinde sig det samme sted som den, der modtager det.

4) Opsaml en skat. Hvis spilleren har fire kort, der viser den samme skat og han befinder sig på et af de felter, hvor skatten er aftegnet, kan han aflevere kortene og modtage skatten.

Når spilleren har udført sine aktioner, trækker han to kort fra bunken med skattekort. Spillerne må på intet tidspunkt have flere end fem kort på hånden. I bunken med skattekort findes der udover kort med afbildinger af skattene dels kort med specialaktioner (helikopter der giver mulighed for at rykke en eller flere brikker fra det samme felt til et andet og sandsække, der giver mulighed for at afstive et hvilket som helst område) og dels kort, der får vandstanden til at stige. Det er når de sidstnævnte kort bliver trukket, at hjertet begynder at banke hurtigere. Disse kort får dels vandstanden til at stige og det er vandstanden der afgør hvor mange oversvømmelseskort, der bliver trukket og dels at de oversvømmelseskort, der allerede har været brugt og som ligger på afkastningsbunken bliver blandet og lagt ovenpå bunken med oversvømmelseskort, så de allerede tidligere trukne kort vil være de første, der bliver trukket igen.

Som det sidste i spillerens tur trækker han kortene fra bunken med oversvømmelseskort. Antallet af kort der trækkes, afhænger af den aktuelle vandstand. Hvert kort der bliver trukket svarer til en af de brikker, der udgør spilleplanet og denne brik bliver nu oversvømmet. Første gang det sker, bliver brikken vendt om til den oversvømmede (lyseblå) side – anden gang forsvinder brikken og der er nu vand på feltet, der ikke længere kan passeres. Spillere der står på en brik, der fjernes fordi den oversvømmes for anden gang har mulighed for at redde sig på land på en brik umiddelbart op ad den brik, der forsvinder. Er der ikke nogen brik at redde sig i land på, drukner spilleren og spillerne har tabt.

Afsluttende kommentarer
Forbidden Island er et udmærket familiespil, der egner sig som et godt introduktionsspil til genren samarbejdsspil. Spillet er lækkert udført, har simple regler og en overkommelig spilletid på omkring 30 minutter, så der er mulighed for, at det kan appellere til en bred skare af mennesker. Muligheden for at tilpasse sværhedsgraden til selskabet, der spiller og at man samarbejder og i fællesskab kan forsøge at vriste sig ud af den knibe naturkræfterne bringer selskabet i giver grobund for såvel spænding som forløsende grin.

Spillet består af to faser. Briklægningsfasen og rokeringsfasen. Der trækkes lod om, hvem der skal begynde. Den pågældende spiller tager de hvide brikker og to af de røde brikker, mens den anden spiller får en rød brik foruden de sorte brikker.

Spillerne skiftes nu til at placere brikker på brættet. De tre røde brikker skal spilles først, dernæst placerer spillerne deres egne brikker. Alle brikker skal placeres på et tomt felt, og de kan placeres på alle pladser. Når alle brikkerne er brugt op er alle pladser på brættet fyldt ud og rokeringsfasen begynder.

Hvid begynder også denne fase af spillet. Reglerne for rokeringer er følgende:
- Hver spiller skal rokere en enkelt brik eller en hel stak i sin tur
- En stak skal rykke så mange felter, som der er brikker i stakken
- En rokering må ikke ende i et tomt felt
- En spiller må kun rykke stakke i sin egen farve (topbrikken bestemmer stakkens farve)
- En stak kan rykke i alle retninger, men altid i lige linje
- En stak som er omgivet på alle sider af brikker eller stakke må ikke flyttes
- En Dvonn brik må ikke rykkes, men der kan bygges ovenpå disse brikker
- En spiller skal rykke, hvis det er muligt.

Alle brikker skal være i kontakt med en Dvonn brik. Der må ikke være tomme felter mellem en brik og den nærmeste Dvonn brik. Hvis der ikke længere er kontakt mellem små ”øer” af brikker og en Dvonn brik fjernes øen af brikker med det samme fra spillet.

Spillet fortsætter så længe en spiller kan rykke. Hvis en spiller igen kan rykke som følge af modstanderens ryk, så gøres dette. Når ingen længere kan rykke, så tages alle ens stakke og sættes ovenpå hinanden. Den spiller som har den højeste stak har vundet.

Designer: Kris Burm
Antal spillere: 2 spillere
Spilletid: 10 minutter
Udgivelsesår: 2001
Spiltype: Brætspil, Abstrakt briklægningsspil

For en række strategiske tips kan følgende artikel af Alan Kwan anbefales: Dvonn strategi

I går fik jeg så A Few Acres of Snow på bordet, og det blev til to spil, begge med mig som franskmand (og lad os bare allerede nu afsløre, at der resultatmæssigt var rigelig lejlighed til at råbe “Vive la France!”, hvilket jeg da også gjorde en del).

A Few Acres of Snow er som bekendt en pudsig blanding af historisk krigsspil (“French and Indian War”, eller krigen mellem Storbritannien og Frankrig i Nordamerika i forbindelse med Syvårskrigen) og eurogame “deckbuilder” a la Dominion.

Mens man sikkert kan komme med gode argumenter for hvorfor en mekanisme som deckbuilding kan have sin tematiske berettigelse i et historisk krigsspil, var mit indtryk nu primært, at det føltes rimeligt gamey, og at det ikke rigtigt virkede som om det var en specielt begavet måde at simulere noget som helst på. Men når det er sagt, fungerede det nu alligevel aldeles glimrende set ud fra en spilmekanisk synsvinkel, og spillene var rigtigt underholdende.

I A Few Acres of Snow skiftes spillerne til at lave to aktioner, som omfatter alt fra ekspansion (“settle” en lokation, eller belejre en fjendtlig by), indianerangreb, befæstning af byer, forskellige indkomst-relaterede aktioner, og hånd/deck-manipulerende aktioner. Efterhånden som man grundlægger nye byer eller indtager de fjendtlige, får man flere og flere lokationskort svarende til disse nye lokationer ind i sit deck, og dette er, i bedste Dominion-stil, med til at udvande effektiviteten af de andre kort i ens deck.

Belejringer er en potentielt langvarig, tovtræknings-agtig affære, hvor spillerne i deres tur kan tilføje militærkort til deres side af kampen, hvilket forskubber balancen i belejringen. Hælder balancen tilpas meget til en spillers side, vinder han belejringen i starten af sin tur. Effekten af denne mekanisme er, at det bliver fristende at eskalere konflikten, så længe man kan, omend det givetvis nogle gange bedre kan betale sig at opgive projektet tidligt.

Spillet er dejligt asymmetrisk: Briterne har mange flere kort med “settler-symbol” på, hvilket gør det nemmere for dem at settle de gode lokationer og opgradere landsbyer til byer. De kan også med lidt god vilje gøre sig militært dominerende, i hvert fald sålænge kampene er ude ved kysten, hvor flåden kan gøre en forskel. Franskmændene derimod har et stort bagland som giver mange points, og kan tjene styrtende med penge på handel med skind!

En noget “fiddly” ting ved spillet er kortet, mere præcist hele grafen af lokationer og hvordan de hænger sammen. Dels er forbindelser (for settle og siege) ikke direkte markeret på kortet men alene på lokationskortene, og dels er der mange forbindelser, man ville forvente at finde, som simpelthen ikke er der: Hvis briterne tror, de kan marchere direkte mod Quebec via Kennebec (hvilket man godt kunne forvente ved at se på kortet), kan de godt tro om igen: Kennebec er en blindgyde for begge parter, og kan derfor alene benyttes som udgangspunkt for indianerangreb. Spillerne har heller ikke de samme lokationskort, og derfor heller ikke samme potentiale for ekspansion: Både briter og franskmænd har mulighed for at settle/angribe Cumberland i den sydlige del af brættet, men kun briterne har et lokationskort for stedet, og det er derfor kun dem, der kan benytte stedet som base for videre ekspansion.

Alt dette betyder, at man med fordel kan nærstudere lokationskortene for at se, hvad der overhovedet er muligt i spillet, så man ikke kaster sig ud i en ekspansionsstrategi, som det senere viser sig ikke kan lade sig gøre.

Vores første spil var et kort prøvespil, da min modstander som brite hurtigt fik rodet sig ud i lidt af en anti-strategi: Han mistede startbyen Pemaquid ved kysten, og havde med en håndfuld døde kort og ingen penge svært ved at komme tilbage efter det.

Det var en fin idé at nulstille spillet, for vores første korte spil havde givet os en meget bedre fornemmelse for det mekaniske i spillet: Selvom spillet på papiret virker ret uoverskueligt og fiddly (med intet mindre end 21 forskellige slags actions at vælge imellem!), går det i praksis rigtigt hurtigt og nemt med at forstå, hvad det er for nogle ting, man kan og ikke kan.

Vores andet spil var en noget mere lige affære, hvor briterne fik oprustet militært (ved at drafte nogle ekstra militærkort ind i deres deck), og derfor kunne begynde at presse mine byer ved kysten. I løbet af spillet mistede jeg Halifax og det blev også til to lange forsøg på at indtage den franske fæstning ved Port Royal, men den holdt heldigvis stand begge gange. Briterne opgraderede også landsbyer til den store guldmedalje (hvilket dels giver flere points, og dels fungerer som et spilur, da spillet stopper, når en spiller har bygget alle sine byer eller landsbyer), mens jeg som franskmand ekspanderede inde i landet.

Briterne byggede til sidst deres sidste store by, i klar forventning om at det måtte give en sikker sejr. Jeg havde en sidste tur til at gøre noget, og opgraderede en af mine byer (Montreal). Ingen af os havde imidlertid gjort os den umage at tjekke om antagelsen om den britiske sejr holdt vand, og da vi til sidst talte points, kunne jeg til begges store overraskelse hive en snæver 59-56 sejr hjem: Det viser sig at de franske byer inde i landet kan give rigtigt mange points – flere end vi lige havde forventet.

A Few Acres of Snow var sjovt – rigtigt sjovt. Det balancerer meget præcist mellem to genrer af spil, og man har faktisk både fornemmelsen af at spille et historisk krigsspil (og det er jo altid godt) OG en sjov, Dominion-agtig deckbuilder. Og når man lige har fået de forskellige aktioner ind under huden, går spillet endda rigtigt tjept. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alternative strategier som jeg gerne vil prøve næste gang – det må være en god ting!

Kortet viser et udsnit af Ohio, hvorpå der i forvejen er placeret 12 byer. I løbet af spillet etableres yderligere byer. Brættet er opdelt i hexagoner som et andet krigsspil. I hexagonerne kan de forskellige brikker, der symboliserer selve jernbanestrækningen, placeres med den hensigt at skabe forbindelse mellem byer. På nogle af felterne er der markeret bjerge, floder og mindre byer. Det er dyrere at bygge i bjerge og over floder og små byer kan opgraderes til større byer, der kan modtage varer.

Hver runde er opdelt i en spillesekvens, der gentages i samtlige spillets runder:

Udstedelse af aktier
Spillerne får på skift mulighed for at udstede én eller flere aktier i sin jernbane, hvis han ønsker det. For hver aktie modtager han umiddelbart 5 dollars. I løbet af spillet kan hver spiller maksimalt udstede 15 aktier. For hver aktie en spiller har udstedt, skal han i afslutningen af spillets resterende runder betale 1 dollar. Endnu et forhold det er værd at være bevidst om er, at for hver aktie spilleren udsteder, reduceres hans sejrspoint med 3 ved spillets afslutning.

Afgør spillerrækkefølge
Via en auktion afgøres den rækkefølge spillerne har tur i i den indeværende runde. Den spiller, der først dropper ud ved ikke at byde over det, der allerede er budt, bliver sidst i rækkefølgen men betaler til gengæld ikke noget. De to sidste, der er med i auktionen, betaler det fulde beløb, de har budt, mens de øvrige betaler halvdelen af det beløb, de har budt (rundet op).

Vælg aktion
I den netop afgjorte spillerrækkefølge får spillerne lov til at vælge én af syv mulige aktioner. Hver aktion kan kun udføres af én spiller i den pågældende runde.

a) Først til at rykke.
Denne spiller må rykke varer først (også før den spiller, der er først i startrækkefølgen).

b) Først til at bygge.
Denne spiller må udbygge på sin jerbane først (også før den spiller, der er først i startrækkefølgen).

c) Ingeniør.
Denne spiller må bygge op til fire spor i modsætning til det normale maksimum på tre.

d) Lokomotiv.
Denne spiller må opgradere sit togs motor til det næste niveau, hvilket sætter ham i stand til at rejse over større distancer med varerne.

e) Urbanisering.
Denne spiller må placere en by-markør på en af de 14 markerede små-byer.

f) Produktion.
Før der placeres nye varer på brættet må denne spiller placere to nye vare-markører på oversigten over varer, der skal introduceres i spillet.

g) Pasmelding.
Spilleren får lov til én gang i løbet af den næste auktion om spillerrækkefølgen at melde pas, uden at han skal forlade auktionen.

Byg spor
Man forbinder byerne med spor; lange strækninger er dyre og øger sandsynligheden for at nogle kan nå at komme på tværs af dine planer – til gengæld giver de større indtægter. Nogle steder er der bjerge og småfloder, der øger omkostningerne ved byggeriet ligesom mere komplicerede (krydsende) spor er dyrere at etablere. Færdigbygger man et spor mellem to byer, ejer man det for resten af spillet. Bliver det ikke færdigbygget i indeværende tur, tilhører det stadig den samme spiller i den kommende tur. Vælger han i den kommende tur ikke at bygge videre på sporet, mister han fortrinsretten til det.

Transport af varer
Der er mulighed for at rykke varer to gange. Det foregår i to seperate runder, hvor alle spillere på skift i tur-rækkefølgen får lov til at rykke en vare. Rykker man en vare opretter man en handlesrute og vil få indtægter for den gennem resten af spillet. Varer kan kun flyttes via færdigbyggede spor og må kun komme gennem hver by én gang. Den maksimale afstand et lokomotiv kan tilbagelægge afhænger af hvor mange niveauer den enkelte spiller har opgraderet sit tog. Den vare der transporteres skal stoppe første gang den kommer til en by, der har samme farve som varen. Jo længere distance varen har tilbagelagt, desto mere værdifuld er den. Har varen været nødt til at benytte andre spilleres jernbanelinjer får de del i fortjenesten.

Spilleren kan vælge at undlade at transportere en vare den ene af de to gange og i stedet opgradere sit togs motor et niveau.

Indtægter
Alle spillere modtager de indtægter, de er berettiget til p.b.a. af de handelsruter de har etableret i denne og tidligere runder.

Betal udgifter
Spillerne skal afholde sine udgifter og betaler derfor 1 dollar for hver aktie, han har udstedt (maks. 15) og 1 dollar for hvert niveau hans lokomotiv er opgraderet (maks. 6). Kan spilleren ikke betale kontant, trækkes det resterende beløb på den oversigt, der viser hvad hans løbende indtægter er, baseret på etablerede handelsruter.

Reduktion af indkomst
I Age of Steam skal der afholdes en indkomstreguleret skat. Jo højere indtægter desto højere reduktion af indtægterne. Det kan derfor nogle gange betale sig at lade en vare rejse med en modspillers jernbane for at øge modspillerens indkomst og dermed den beskatning han udsættes for.

Nye varer
Nye varer kommer på brættet.

Tur-markøren fremrykkes
Antallet af spillere afgør hvor mange runder man spiller:
3 spillere spiller 10 runder
4 spillere spiller 8 runder
5 spillere spiller 7 runder
6 spillere spiller 6 runder

Sejrspoint
Når det relevante antal runder er gennemspillet optælles sejrspoint:
Vinderpoint tildeles som følger (højeste antal vinder):

+ 3 sejrspoint for hver indkomst på indkomsttracket
+ 1 sejrspoint for hvert skinnestykke på et fuldendt spor
- 3 sejrspoint for hver udstedt aktie

Penge har ingen betydning i forbindelse med optælling af sejrspoint.

Når musikken brager ud af højtalerne på dine venners camp på Roskilde Festivallen, er det super fedt at være omringede af ligesindede, men hele situationen er knapt så knæhøj karse når din mor dukker op, med sit på én gang skuffede og dømmende blik, eller når din hippie-inspirede camp bliver invaderet af en flok metal-hoveder. Det er denne situation, som Camp Roskilde prøver at simulere.

Til en start vil jeg være hudløst ærlig og krybe til korset: Jeg kender personligt designerne på spillet, men har stadig forsøgt at være helt upartisk i min anmeldelse af dette spil.

Det dansk designede og producerede Camp Roskilde er ikke et dybt og tungt brætspil, men er derimod lavet for at være et humoristisk introduktionsspil, til en verden af brætspil der ikke er præget af vidensspil og de spil, vi alle kender fra barndommen; det, der populært sagt hedder et Gateway spil. Det træder frem både i temaet (Fest og Ballade) og i mekanikken der bliver brugt i spillet.

1.7 kilo solidt brætspil

En del af de spil, der ikke er udgivet af “de store” firmaer, er sjældent spil af god kvalitet. Ikke rent spilmæssigt, men ofte rent komponentmæssigt. Her tænker jeg både på andre danske spil (Opus Dei, jeg kigger på dig!) og en masse af de Polske og lignende spil der er kommet i nyere tid. Her overrasker Camp Roskilde klart positivt. Der er virkelig kælet for detaljerne, og de 60 brikker og de 8 spilleplader er af virkelig god kvalitet, med en lækker overflade der virker som om den kan holde til en del. Disse 68 komponenter har tilsammen en vægt på 1.7 kilo – det er virkelig solidt kram, vi taler om.

Da spillet er lavet med festivalgængere i mente, og festivalgængerne er glade for øl, er der også kælet lidt for detaljerne her. Hvis man derfor skulle blive træt af spillet er alle brikkerne lavet i en størrelse, der passer til bord-skånere til en øldåse. Ja, selv regelhæftet er trykt på noget papir der efter sigende skulle være “ølresistent”. Ikke at jeg har tænkt mig at prøve, men derfor er det stadig lækkert med god kvalitet.

Knæhøj karse eller finsk dødsmetal

Selve spillet handler om, at du skal lave den bedste lejr på Roskilde Festivallen. Hver spiller får i starten af spillet udleveret en plade med 9 felter på – dette er hvor din lejr vil tage sine spæde første skridt. I mellem de individuelle plader er et fællesområde, der symboliserer køen til at komme ind i lejr-området. Her bliver lagt 3 af spillets brikker ud, og så er man klar til at begynde.

På sin tur laver man to ting; først trækker du en brik ind i fællesområdet, så der nu er 4 brikker. Derefter placerer du en af de fire ledige brikker i en lejr. Du kan så enten placere brikkerne i din egen lejr, eller i dine modspilleres lejre.

Der findes 5 farver brikker, hver med nogle forskellige typer. De fire af farverne symboliserer en ‘vibe’ – eller på dansk vil jeg nok kalde det en stemning. Der er de sorte – folk der hører dødsmetal, gother og vampyr-fetichister (hvor glade de folk nu end kan være over, at blive sat i samme bås). Der er de blå – hipsterne med deres store hovedtelefoner, sweatere og vinylplader. Der er de grønne – hippierne, der elsker moder natur højere end hinanden og til sidst de røde – temanørderne, der går mere op i at klæde sig ud end at høre musik. Den sidste type brik er nogle grå brikker, der altså er ‘vibe’-løse, og i stedet bringer noget godt (bjerge af øl!) eller noget skidt (din mor) til din lejr.

En stor del af brikkerne har specielle evner, der tager effekt når de brikkerne bliver placeret i en lejr. Det kan være, at de tager en brik med, fra festivalområdet, eller at de fjerner en brik fra en anden spillers lejr over til din egen. Der er den spisfindighed, at når du stjæler en brik fra et andet sted, bliver dens evne også aktiveret – der så igen kan nuppe en brik, og aktivere en evne; og så er en kædereaktion ellers godt i gang.

På hver side af brikkerne, er der et lille ikon. Der er en flaske, der er en kys-mund og der er musik (der, på godt dansk, symboliserer øl, f…ed kærlighed og hornmusik). Når man placerer en brik, skal man sørge for at symbolerne matcher de brikker, der i forvejen er placerede.

Når en plade er fyldt helt op med alle 9 brikker, får man point. Der er to måder at få point på; hvis du har minimum éen brik af hver farve, og ikke to ens typer (altså, med samme navn) har du vundet ved at have en lejr, der er åben for alle.

Hvis det derimod ikke er lykkedes, tager du de point du har fra den farve, du har flest point i, og minuser de point fra den farve, du har næstflest point i – dette nye tal, er dine samlede point.

Simpelt, kaotisk – og dansk - humor

Camp Roskilde er et kaotisk spil, med masser af humor. Tegningerne er alle lavede med et glimt i øjet, og der er masser af god humor, i de små teksbobler, der er på næsten hver brik. Man kan mærke, at der virkelig er kælet for detaljerne i Camp Roskilde – både med hensyn til kunsten, men så sandelig også med kvaliteten af komponenterne. De mange papbrikker er virkelig af god kvalitet, og alting har en lækker finish.

Spillet i sig selv er simpelt og komplekst på samme tid; der er ikke mange valg hver tur, da der kun er fire brikker at vælge imellem, når man overvejer hvilke brikker der skal hen til ens lejr. Samtidig er det let at overskue, hvor man må placere de forskellige brikker, i henhold til symbolerne langs kanterne – ikke helt så let som i eksempelvis Carcassonne, da symbolerne er lidt små, men det er stadig lige til.

Komplektisteten kommer i de mange kædereaktioner, man kan sætte i gang, når man trækker en brik, og aktiverer en evne, der kan aktivere en evne, der kan aktivere en evne. Det kan virke forvirrende for folk, der ikke er vant til komplekse brætspil, samtidig med at selve træk-en-brik-og-placer-derefter-en-brik elementet kan virke for simpelt for dedikerede brætspillere.

Jeg synes dog at spillet har sin plads som en sjov filler – det tager ikke lang tid, og det er nemt lige at hive frem mens man venter på at andre i selskabet bliver færdige med et spil, så man kan ryste gruppen op. Det har også potentiale til at være et sjovt sen-aftens spil, man har fremme mens man drikker nogle øl og humøret er højt – der er et rimelig stort element af “Tag DEN!” i spillet, samtidig med at dem der er glade for at tælle alle folks point, kan sidde og strategere over det.

Jeg synes rigtig godt om Camp Roskilde, men det kan være svært at finde den helt rigtige situation, at finde spillet frem til, da spillet som sagt er komplekst og simpelt på samme tid. Jeg har dog hygget mig rigtig godt, i de situationer, hvor det har lykkedes mig at få det på bordet.

I mange spil bruger vi som spillere tiden på at redde, indtage eller styre verden. I Travel Blog er dit mål ikke noget, der har så stor betydning for verdens fremtid. I stedet skal du, som ansat i et nyopstartet magasin for backpackere, se så meget af verden som muligt, for så få penge som muligt.

Jeg er stor fan af Vlaada Chavatil, som er en meget versatil spildesigner – han har tidligere stået bag alt fra helt tunge spil i Mage Knight; The Board Game eller Dungeon Lords, og samtidig har han lavet helt lette fest-spil som Bunny Bunny Moose Moose. Denne gang har han kastet sig over et familiespil. Men er det også en genre han kan mestre?

At rejse er at leve

Den danske nationalskat H. C. Andersen er kendt for at have sagt de famøse ord: “At rejse er at leve”. Det er efter denne devise at du som spiller i Travel Blog har valgt din levevej som skribent for et nyopstartet rejsemagasin. Fordi magasinet er så nyt som det er, har det dog ikke råd til at give dig løn som sådan. Til gengæld kan du beholde de penge, du har til overs efter du har fået udbetalt dine rejsepenge.

Travel Blog bliver spillet over 7 runder. I hver anden runde kommer der nye regler til spillet, der starter simpelt, men langsomt altså bliver mere kompliceret, i en virkelig genial spilmekanik. Det bliver dog aldrig mere kompliceret end alle familiemedlemmerne kan finde ud af det. Faktisk er spillet så simpelt, at efter man har læst reglerne for de første to runder anbefaler reglerne en at gå i gang med spillet, og så tage de næste regler når man har spillet de første runder. I Travel Blog synes jeg endda at det kan betale sig, i modsætning til andre spil der beder os som spillere gøre netop dette.

Spillet kommer med to kort; et af USA og et af Europa. Man vælger det kort, hvor spillerne mener at de kender geografien bedst. Der er også 50 destinationskort til hvert landkort, 12 brikker (2 til hver spiller), et spilleplade til de mange destinationskort, et par glasperler til at udregne point, og en masse papir-euro.

Komponenterne har en udemærket kvalitet – de mange destinationskort virker som om de kan holde til mange spil og papbrikkerne i spiller er dejligt solide. Ikke nogle polske komponenter, der bliver nussede efter kun et par spil (Alcatraz: The Scapecoat, jeg kigger på dig!). De to kort over EU og USA kunne man godt ønske sig var lavet af noget bedre end glansfuldt papir, der er svært at lægge fladt, men det er et mindre problem.

Vi ‘på vejen igen…

Som sagt ændrer spiller sig langsomt efterhånden som det skrider frem. Du får udleveret 100 euro til at rejse for i starten af første runde, og det er din eneste indkomst indtil runde 3.

Der bliver trukket 9 tilfældige kort med lande på, der bliver lagt ud. Et kort bliver lagt i midten af spillepladen; dette ene kort er det land, du rejser fra. De andre 8 kort, der bliver lagt langs kanten af spillepladen, er de mulige destinationer, du kan rejse til. Det er nu, man skal vælge, hvor man vil rejse til. Hver spiller vælger et land at rejse til, og lægger sin brik ud for det land. Oversigtskortet over Europa er gemt væk, så derfor ved man ikke hvor landene er placeret i forhold til hinanden, andet end hvis man kan huske det. Man ender tit med at sidde og hive sig selv i gåret, mens man diskuterer med sig selv: “Ligger Moldavien og Sankt Marino tæt på hinanden?”

Spillepladen med forskellige destinationer

Når alle har lagt, regner man ud hvor meget rejsen koster. Hver landegrænse, du rejser over, koster dig 10 euro. Du har dog ikke lyst til at rejse til et land, der er direkte nabo til dit afrejseland ( for det er for kedelig en artikel at skrive – altså kræver bladet nogle af singe penge tilbage). Det koster 30 euro i bøde. Vælger en spiller samme destination som en anden spiller, koster det også 10 euro pr anden spiller der har lagt før den ham. Hvis man løber tør for penge er det ikke jordens undergang, for i runde tre og fem får man flere penge igen.

Efter man har fået penge i starten af runde 3, er det samtidig tid til at få indført nogle flere af spillets regler. Nu bruger man nu to af sine brikker til at rejse gennem to forskellige lande, i hver runde. Igen får man en bøde, hvis to af de lande du rejser til ligger ved siden af hinanden, ligesom man også får en bøde hvis er af landene er ved siden af ens afrejseland.

I runde fem får man endnu engang penge til at rejse for. Nu bliver der lagt endnu et kort ud i midten af spillepladen, så der nu er to lagt der. Nu bestemmet spillet både dit afrejseland og dit mål, og du skal så vælge to mellemlandinger.

Efter seks runder er du løbet tør for destinationskort. Man tager nu alle de brugte kort og blander, så alle nu burde have en nogenlunde idé om hvor alting ligger, inden man går ind i sidste runde.

I syvende runde får du ikke penge i starten. Til gengæld får du penge efter runden. Sidstenrunde fungererr således, at de penge man normalt betalte i alle de foregående runder, nu er den løn man får. Altså, 10 euro for hver grænse du krydser, 30 euros bonus for at lande i to naboområder (eller lande i et naboland til ens destination eller afrejseland). Det er en spøjs måde at slutte spillet på, at lige få vendt alting på hovedet.

Efter syvende runde er spillet slut, og vinderen er den, der harcflest penge til overs.

Og så hjem igen…

Travel Blog er et familiespil med stort F. Det er på grænsen til at være et triviaspil, da man har behov for noget almen viden for at kunne klare sig godt. Det betyder, som med så mange andre spil der kræver at folk har en specifik form for viden, at nogle spil ikke vil være lige sjove – hvis én spiller har meget godt styr på geografien, og de andre ikke har, vil den person med sikkerhed vinde, og efterlade de andre i støvet bag sig.

Er alle på lige fod, er der dog tale om et rigtig godt familiespil. Der er ikke meget kød på, til brætspillere der ønsker at bruge flere timer på at fordybe sig i det taktiske, men som et hurtigt spil efter familiemiddagen vil jeg 100 gange hellere spille Travel Blog end Trivial Pursuit, Matador eller et kortspil som 500. Familien var også meget begejstrede for at prøve det, og alle hyggede sig mig rundrejsen, efter middagen var spist.