Det er efterhånden længe siden, at jeg har fortalt, hvad der spilles hjemme hos mig, så nu får i lige en opdatering for de sidste 2-3 måneder:
878 Vikings: Invasions of England
Area control er nok den type spil, som jeg bedst kan lide og blandt disse er jeg virkelig begejstret for Beau Beckett´s, som har lavet en hel række af spil med den samme spilmekanik. Det første spil var 1812: The Invasion of Canada og i 2017 kom så 878 Vikings. I alle spillene spiller man 2 hold mod hinanden og hver spiller styrer så én hær. I 1812 er det 3 mod 2, mens 878 Vikings er 2 mod 2 og netop det fungerer virkelig godt som et to-personers spil og det er det, som jeg har spillet en del på det sidste.
Spillet starter med, at England kun består af engelske tropper, men i hver runde kommer der så en vikingeleder sammen med en ordentlig hær og så gælder det for Englænderne om at holder skanserne, mens vikingerne har som mål at indtage over halvdelen af landet. Der bliver rullet terninger, men samtidig har hver spillere nogle specialkort, så man kan aldrig kan vide sig sikker på en sejr.
Når blot én person kender reglerne, så kører spillet hurtigt og der sker en hel masse i hver runde, fordi Vikingerne som sagt kommer buldrende ind til kysten. Når det så er sagt, så må jeg nok erkende, at vi mange gange har overset en lille, men væsentlig detalje i reglerne.
Der er ingen tvivl om, at det er sværest af være vikingerne og kunsten er nok at stoppe sin hærgen i tide og holde sine positioner – ikke mindst fordi, hver gang man indtager en by, så trækkes der et såkaldt Fyrd kort, hvor nogle bønner kommer og hjælper Englænderne og derfor skal man som viking sørge for ikke at indtage den samme by igen og igen.
Sekigahara: The Unification of Japan
For at prøve en anden type area control, så har vi kastet os over et block game, som udspiller sig i Japan. Det er et 2-personers spil, hvor hver spiller har nogle træbrikker, hvor der er tegnet forskellige symboler på den ene side af brikken, men siden mod modstanderen blot er ensfarvet og dermed ikke ved, hvilken rang som brikken har. På hånden har man nogle kort, som matcher symbolerne på brikkerne.
Spillet fungerer ved, at man bruger sine kort til at afgøre, hvem som vælger tur rækkefølgen, hvor hurtigt man vil flytte sine brikker og hvor mange brikker man vil flytte – og så bruges de naturligvis også i kamp. Så alt i alt er kortene den begrænsende faktor i hele spillet. Når to hære mødes, så kan det godt være, at modstanderen har 8 enheder og du selv kun har 3, men de kan kun kæmpe, hvis man har nogle kort, som matcher symbolerne på brikkerne. På denne måde er der lidt poker stemning og dette bliver yderligere understreget af et kort, som hedder ”Loyalty”. Dette kort kan spilles mod en spiller, der netop har indsat en hær og hvis spilleren ikke kan spille endnu et kort med samme symbol, så overgår enheden til ens egen hær.
Vi har nu spillet det 2 gange og den sidste gang varede det desværre omkring 4 timer og det synes jeg var for langt. Den lange spilletid hænger i høj grad sammen med, at der er utrolig mange muligheder for at kombinere sine kort med sine hære og man sidder konstant og regner på, hvor meget man kan give den anden i skade. Grundlæggende tror jeg, at vi begge var enige om, at vi må erkende, at man netop ikke kan regne det hele ud, men skal tage det lidt mere afslappet og let. Så det vil vi prøve næste gang og så må vi se, om det passer til vores temperament.
Hint
På familiefronten har vi spillet Hint nogle gange her i julen og det har været sjovt og hyggeligt. Man indeles i 2 hold og det første hold trækker så et kort, hvor der står 5 ord, som man skal få sin makker til at gætte. Hvert ord giver 1 point, men hvis de nævner ét bestemt ord, så får man 2 minus og det gør, at man undlader blot at sige en million ord i håb om, at man rammer rigtigt. På hvert kort står, hvordan man må give hint til sin makker, fx mime, nynne, tale og tegne. Dette giver igen en fin variation i spillet. Endelig er der en catch up mekanisme, fordi når man når ind i den sidste tredjedel af pointskalaen, så vælger modstanderen, hvilket kort man skal vælge.
Selvom spillet lægger op til 2 hold, så har vi mest spillet det 3 personer og har så blot valgt, at én person skal have de 2 andre til at gætte. Det har fungeret fint og gør, at alle er med hele tiden.
The Ravens of Thri Sahashri
Endelig må jeg også lige nævne dette spil, som jeg købte efter, at Frovne har nævnt det utallige gange – og tusind tak for det, fordi det er en lille perle af et samarbejdsspil. Normalt er jeg ikke begejstret for samarbejdsspil og slet ikke dem, hvor den ene spiller i virkeligheden kan spille spillet alene, men det er umuligt i dette, fordi de to spillere har forskellige oplysninger og kun må kommunikere ved at spille deres kort.
Den ene spiller har nogle drømmekort, mens den anden skal forsøge at gætte disse drømmekort. Dette gøres ikke som i Dixit med nogle billeder, men med en meget original mekanisme med farver og mønstre. Spillet kunne nok hurtigt bliver afgjort, hvis man blot spiller en masse kort, men her kommer ravnene ind i spillet, fordi når først en ravn er vendt, så spiser den alle kort af en bestemt farve, som bliver discarded – og da man skal gætte 3 forskellige drømme, så kan det specielt i tredje drøm give mangel på kort.
Spillet findes også i en anden udgave, som hedder Embers of Memory: A throne of Glass Game, men jeg synes, at kortene i den japanske udgave er meget smukkere – ja faktisk er de smukke kort en del af nydelsen ved spillet.
Papas Papbar
Til slut vil jeg lige slå et slag for at gå ind på Papas Papbar på Facebook og se de mange videoer, som Jens har lavet til hans brætspilscafé i Odense. De er simpelthen så godt lavet, fordi de både er sjove, kreative og giver en rigtig fin introduktion til en masse brætspil.
