GermanGames.dk

Der var som vanligt bunker af virkeligt gode tilbud på DC. Jeg synes selv, at jeg var super nøjsom ved kun at købe med-arrangør Brians deluxe-eksemplar af Oak, som jeg tror vil fungere godt med familie og venner.

Jonezy wrote: ↑Sun Apr 21, 2024 2:27 pm En keeper i samlingen til når det skal være knap så seriøst.

Altså til når man er færdig med Dodos Riding Dinos on Dodos?

Det lyder som en super hyggelig weekend og en fin måde at slutte en weekend af på!

Hele familien havde indfundet sig på årets Djengis Con, men meget af tiden var vi nu spredt for alle vinde, så det var ikke fordi vi overrendte hinanden.

Fredag tyvstartede jeg lidt hjemmefra. Vi skulle have en kammerat med, og vi nåede lige en gang Can't Stop, mens vi ventede på at komme afsted.
Vel ankommet, og efter at have hilst på en masse kendte ansigter, lagde jeg ud med Life of the Amazonia. Det er virkeligt pænt i den opgraderede version, og som en form for Cascadia på steroider fungerede det ret godt. Bag building-elementet er anderledes, men det giver noget af den samme vibe. Men nøj, jeg synes, at det blev langt til sidst - i hvert fald med fire. Ville nok house rule det og fjerne et dyr af hver art for at holde spilletiden nede.
Mads Fløe var på con'en som designer, og han havde bl.a. en masse prototyper med. Fik prøvet en enkelt bagefter. Et ultrasimpelt partygame om at finde på ordforklaringer. Virkede mere som en idé end et spil.
Til gengæld havde han sit færdige Shake That City med, som var ganske hyggeligt. Klart bedste element er den cube dispenser, som i hver runde spytter ni kuber ud i et tilfældigt mønster. Den så vi mere til lørdag. STC er et udmærket tile laying-familiespil. Ikke lige noget for mig, men jeg kan sagtens se attraktionen.

Efter ikke alt for god søvn i de dertil indrettede spejdersenge startede lørdag med det ultra-tyske Istanbul. På overfladen ligner Rüdiger Dorns 2014-spil 117 andre titler med en 1001 Nats Eventyr-setting, men det var overraskende sjovt at få sin købmand til sende sine assistenter rundt på en markedsplads og blokere for de andre spillere. Masser af interaktion og sjov med et strømlinet regelsæt. Vi prøvede det igen, denne gang med en udmærket udvidelse om at levere breve.
I slutningen af frokosten nåede jeg lige et spil Scout, der blev spillet utroligt meget i år.
Herefter var det igen prototype-tid, denne gang dog i en langt mere færdig udgave. Railforge: Recycle, Resettle fra Kåre Torndahl Kjær og Mads Fløe havde været på årets Fastaval og mangler mest den sidste polering. Spillet foregår i en Wall-E-agtig fremtid, hvor jorden er dækket af affald. Som spiller skal man rydde op og samtidig danne jernbaner mellem de forskellige byer på brættet. Dette gøres via samme cube dispenser som i Shake That City, men parret med noget sindrig tableau building blev det samlede resultat langt mere interessant, og der er nogle spændende mekanismer i forhold til jernbane-delen, hvor spillerne både kan samarbejde og modarbejde hinanden. Meget lovende.
Herefter hev Mads Carpe Diem frem - et Feld-spil, jeg ikke havde prøvet, men det fungerede godt og havde et stramt regelsæt.
Inden maden kunne vi også lige nu Wandering Towers, et ret fjollet lille spil fra Kramer & Kiesling om at stable tårne på et cirkulært bræt og spærre troldmandsmeeples inde i disse stabler. Der var nogle dele af de ellers ret simple regler, der virkede en smule "lost in translation", men vi hyggede os nu meget fint.



Efter aftensmaden stod den på Western Legends, som jeg desværre har fået spillet alt for lidt. Det var i gode venners lag og hele familien, og vi havde det hyggeligt. Jeg prøvede mig med meget begrænset succes som lovens lange arm, men kvægtyve og bankrøvere havde desværre en fest
Som sandkasse-oplevelse kan det bestemt noget, men mand oh mand, hvor er der meget nedetid med 6 spillere. Så koncentrationen kom og gik også lidt til sidst. Glæder mig til at prøve det igen med færre spillere.



Vi rundede aftenen af med Jump Drive med Terminal Velocity-udvidelsen. Ikke alt for krævende efter en lang spilledag.

Søndag nåede jeg kun Shadow Kingdoms of Valeria, men det viste sig heldigvis at være weekendens bedste oplevelse. Et finurligt worker/dice-placement spil om at bekæmpe monstre, som løbende fører til, at man låser op for nye evner. Der var masser af interaktion og højlydte suk, når ens nøje udsete terning blev snuppet for næsen af én Lige hvad jeg kunne overskue på det tidspunkt.



Således sluttede endnu en glimrende con med masser af gode oplevelser for hele familien. Det er ikke altid nemt at finde på noget, som alle synes er sjovt, men det her er i hvert fald en succes. Glæder mig allerede til næste år

I går modtog jeg Botany, et pick up and deliver-spil om at indsamle planter fra hele verden i Victoria-tiden. Det er nok lidt lettere end hvad vi normalt spiller, men det er fint med nogle gateway-spil, der går op til fem spillere.

Tak for tilbagemeldingen! Vores Wingspan er for længst solgt (selv om jeg godt kunne lide temaet), og jeg tror umiddelbart ikke, at drageversionen er tilpas anderledes til, at den skal stå på hylden. Men vi støder jo helt sikkert på det før eller siden, og så var det mest en overvejelse mht, hvor højt man skulle prioritere at få det prøvet

^Nu har Wyrmspan jo været ude i lidt tid, og vi har vist alle spillet Wingspan. Så hvad er dommen her mellem de to spil? Hvor meget en ændring er Wyrmspan, er det lige så godt som gateway-spil etc.?

Fik prøvet Oak med en par kammerater her i eftermiddag. I spillet er man en druide-orden, der kæmper om at blive ærke-Egens (det er et træ) nye favoritter, så man kan lære dens hemmeligheder bla bla bla. Ok, temaet er lidt tyndt, men no matter, vi er ude i klassisk worker placement, hvor man placerer sine druider på forskellige handlinger, opgraderer dem til ærke-druider og sætter nogle af dem til at kravle op i ærke-Egen, så de kan score point og ressourcer, når der er solhvervsfest.



Spillerne er selv med til at styre timingen i, hvornår der er fest, ligesom de kan købe diverse dyr og bygninger, der låser op for nye strategiske muligheder.
Rent spilmekanisk er Oak ikke synderligt originalt, men det fungerer godt som et mellemtungt euro med pænt arkwork. Reglerne er som sådan ikke svære, men jeg synes, at spillets ikonografi spænder lidt ben for det ved ikke at være så intuitiv, som den kunne have været. Og så har man valgt, at opgraderingen til ærke-druide sker ved at sætte en lille plasticdims (taske, ravn mv.) på ens druide-meeple. Det føles en smule fiddly, og det er i hvert fald svært at sammenholde de små ikoner for de forskellige typer med de forskellige plasticdimser. F.eks. har vi her en meeple med en kappe, som vist nok hedder en Recluse/eneboer, og når det matchende ikon til venstre er ca. 1 cm højt, er det vanskeligt at skelne den ene plastic-beklædning fra den anden.



Men det er nok en tilvænningsspørgsmål, og jeg var fint underholdt.

Jeg kunne ikke umiddelbart se, at vi havde en tråd om brætspils-læsning. Og her tænker jeg ikke på at pløje tråde på BGG igennem, men om bøger, blade og slige sager.



Jeg har ikke haft den store energi til at spille på det seneste, og så må det næstbedste alternativ jo være at læse om at spille i stedet. Enten er det selvpineri, eller også er det en måde at blive klogere på sin hobby på. Vælg selv

Senet er et britisk brætspilsmagasin, der udkommer fire gange om året. Lækker kvalitet og velskrevne artikler. Anmeldelserne er udmærkede, men ikke så dybdegående - trykte tekster koster jo - så det er mere temaartiklerne, der er interessante. Skribenterne inkluderer Dan Thuroh, der har nogle meget markante skrevne anmeldelser på BGG, og Tristan Hall, der bl.a. har designet Kilforth-spillene og 1066: Tears to Many Mothers.
Det springende punkt er prisen. Min kammerat købte et enkelt eksemplar med hjem til mig fra England, til ca. 70 kroner. Og det er ok. Men skal man abonnere, koster 1 år = 4 magasiner ca. 600 kroner pga. tårnhøj forsendelse. Det vil han af en eller anden grund gerne give, så jeg har lånt et par stykker mere af ham. Men det er alt for dyrt for min smag.

Board Games on My Mind af Adam Kwapinski er indtil videre....interessant (jeg har læst ca. 1/3). Han er designer/meddesigner af bl.a. Nemesis, Frostpunk, Terracotta Army og Lords of Hellas og det kommende Horror on the Orient Express, alt i alt en meget produktiv og succesrig herre. Det er en bog om brætspilsteori og en gennemgang af, hvordan man designer et brætspil, selv om han starter med at understrege, at det ikke er en guide til at designe et godt spil. Så hvis man vil have en kogebog til at blive Nemesis-millionær, får man det ikke her. Men man bliver helt sikkert klogere på den kreative proces og overvejelserne bag tema, mekanismer, målgruppe, spillertal. prototyper, udgivelse mm.
Han har tydeligvis en masse på hjerte, men jeg er ikke helt overbevist af bogen endnu. Overordnet er den godt struktureret, men de enkelte afsnit kan godt virke lidt rodede. Og så er den engelske oversættelse ikke helt gennemført. Den kan sagtens læses, men uden at være native speaker kan jeg godt se, at nogle formuleringer virker noget klodsede.

Everybody Wins af James Wallis er i udgangspunktet historien om Spiel des Jahres. Hvordan prisen opstod, hvem der stod for den, og hvordan deres præferencer - og spillernes - har ændret sig i årenes løb. På den måde bliver det samtidig en bredere historie om de moderne spils udvikling og en kort analyse af forskellige spilmekanismer. Og hold nu fest, der er sket meget siden SdJs tidlige, famlende år, hvor spil kunne have ti år på bagen eller blive nomineret flere år i træk.
Wallis skriver let, ubesværet og underholdende, og tillader sig at have en klar holdning til de forskellige vindere og "runner up"-titler. Så enig, det var nok lidt sært, at Villa Paletti vandt over Puerto Rico, og at Knizia vandt for Keltis i stedet for et af sine andre, bedre spil. Men ikke så sært, at at både Carcassonne og Ticket to Ride er uomgængelige i moderne spilhistorie.
Samtidig er det sjovt at læse om de tidlige år og spiltitler, som i hvert fald er gået min næse forbi (Kensington? Uisge?) Ja, tingene har rykket sig voldsomt på 40 år både mht mekanismer og produktion.
Udgangspunktet er som sagt SdJ, så vil man høre om moderne figurspil eller virkeligt tunge euros, går man forgæves. Alt i alt en flot og indbydende bog, kun skæmmet af et idiotisk farvevalg (en del næsten ulæselige faktabokse med gul baggrund og ultratynd, hvid skrift).

Pga. et projekt, der slet ikke kører, har jeg ikke det store mentale overskud i øjeblikket. Men i går aftes var en kammerat flink nok til at introducere mig til et par letvægtsspil.
Tile laying-spillet Aqua: Biodiversity in the Ocean er seneste skud på stammen over spil med et harmløst naturtema. Det er lavet af et par ret nye designere, men har haft de rutinerede herrer Daniel Skjold Pedersen og Asger Granerud ind over som udviklere.



I hver runde bliver der vendt et antal hexagon-tiles med forskellige mønstre, man tager en af dem og bygger sin havbund op. Spiller man dem rigtigt, er der mulighed for at placere diverse havdyr på, og man kan også lave lange kæder af koraller, der binder dyrene sammen og giver bonus. Der er en række scoringsregler, som betyder en masse variation ift. at give point for forskellige placeringer af brikker.
Visuelt er det virkeligt pænt (Vincent Dutrait, yay), og det er vist allerede godt på vej til at blive populært. For mig føles det lige så generisk som sin titel. Det er lynhurtigt, så vi tog to spil i rap, men det er svært at blive synderligt engageret i, og jeg vil langt hellere spille Calico eller Cascadia.

Til gengæld var Stonespine Architects en fornøjelse. Det er nyeste spil fra designeren bag Cartographers og er også sat i samme Roll Player-univers. Ved at drafte kort skal man bygge en dungeon op. Undervejs tjener man penge til at købe diverse tokens, der kan give ekstra point, og man skaffer sig ekstra scoringskort, der - som i Cartographers - jævnligt har modstridende forudsætninger.



Det går hurtigt, men jeg synes, at jeg stadig har mange interessante og relevante valg undervejs. Og så føles det mindre held-baseret end Cart. Ikke nogen revolution, men bundsolid underholdning. Og nogle gange har man brug for noget, der ikke er ren brain burn

^Det lyder lovende! Jeg hamstrede mig et let brugt deluxe eksemplar for nogen rid siden, og må hellere få opprioriteret det

Lyder som om vi har en hot date alle tre

Maibritt har lovet at introducere Evenfall til årets Djengis, så vi tog lige et ekstra prøvespil i går.
Jeg havde virkelig svært ved at få min "motor" til at køre i bare nogenlunde tempo, og jeg var for længe om at få aktiveret den halvdel af arbejderne, der kræver nogle særlige kort. Men til gengæld fik hevet en masse mana hjem, så jeg bedre kunne vinde kampene om de forskellige områder efter hver runde - så jeg tabte ikke ret meget

Spillet er et af vores bedste køb fra Essen sidste år. Jeg ville bare ønske, at det var lidt nemmere at "sælge" til potentielle spillere, for det bliver altid noget med "Ja, altså, det handler om hekse, der vil være de sejeste hekse i hele skoven - og så kan man spille kort forskellige steder og laver combo'er, og så er der også lidt area control, men ikke rigtig. Lyder det ikke sjovt?"

Marts har desværre været præget af for meget arbejde og øvrige opgaver:
Splendor Duel - 3
Abyss - 1
Black Rose Wars: Rebirth - 1
Choose Your Own Adventure: War with the Evil Power Master - 1
Five Tribes: The Djinns of Naqala - 1
Forgotten Waters - 1
Make10 - 1
Order Overload: Cafe - 1
PARKS - 1

Så det er Black Rose Wars: Rebirth, der løber med en meget lille sejr, men Splendor Duel var nu også en positiv overraskelse.

Den nye måned kan begynde her

I dag var jeg forbi Tobias, der plejede at være aktiv herinde, og han var så flink at smide Black Rose Wars: Rebirth på bordet. Som jeg forstår det, er det stort set en v1.5 af det originale BRW - der er pudset på regler og spilletid, men ellers er der ikke ændret det store.



Det var en fornøjelse - stadig til den lange side, men en fornøjelse. Spillet er en blanding af deck building og area control, hvor man som troldmænd flintrer rundt på brættet, fremmaner monstre og tager kontrol over de enkelte områder. Og så lige lærer spells inden for seks forskellige klasser med hver deres styrker og svagheder. BGGs vægt siger 3,65, men ud over en halv million ikoner var spillet heldigvis ret intuitivt. Der er masser af spændende taktiske valg, og forskellige strategier for at booste sin karakter, og så er det bare sjovt at kæmpe mod hinanden. Det skader heller ikke, at produktionen er vildt flot.



Vi endte meget tæt, og jeg ser frem til at prøve det igen - gerne med flere spillere, så der bliver endnu mere interaktion.

Frouvne wrote: ↑Thu Mar 28, 2024 8:39 amBlueprints of Mad King Ludwig var til gengæld ikke min kop the. Jeg havde det stort set på samme måde da jeg prøvede Castles of Mad King Ludwig.

Bezier Games har da i hvert fald fået en del ud af den skøre konge, men at konceptet skulle være så bæredygtigt har jeg svært ved at se

Maibritt og jeg har været en (tog)tur i Wien, så der blev pakket et par meget små spil til rejsen. Splendor Duel er lånt fra biblioteket og er blevet spillet tre gange. Overraskende godt. Standard Splendor siger mig ikke ret meget, men Duel-udgaven er mere taktisk, hurtigere og bare generelt mere interessant. Vi havde også taget Essen-indkøbet Make 10 med igen, men heller ikke her anden gang har det været den helt store succes.

En lille sidehistorie - til sommer skal vi på krydstogt i det græske øhav, med en afstikker til den romerske ruinby Efesos på den tyrkiske kyst. Byen blev udgravet af østrigere omkring år 1900, og de hev (naturligvis) en masse genstande med sig hjem. Det er der et lille, men vældigt interessant museum for i Wien.
Blandt de udgravede genstande er et utroligt velbevaret spillebord. Det kan desværre kun bruges til at spille en tidlig variant af backgammon, men til gengæld er det af massiv sten og vejer formodentlig over et halvt ton. Lige til at tage under armen, når man skal besøge vennerne