GermanGames.dk

Fik River Valley Glassworks som gave i går.

Du må kun tabe stort til mig

I går var jeg forbi en kammerat for at prøve Ryan Laukats nye Above and Below: Haunted, en efterfølger/et remake af hans oprindelige A&B. Jeg har aldrig spillet det, men har i lange perioder trættet GermanGames ellers så utrættelige læsere med mine oplevelser med Near and Far (det tredje i serien, Now or Never, står stadig og venter).

Spillerne skal bygge hver deres landsby midt i et spøgelsesbefængt sumpområde. Dette gøres ved hjælp af en af fem handlinger (byg en hygning, hyr en ny arbejder, høst ressourcer, jag spøgelser væk og tag på eventyr), som hver kræver en eller flere arbejdere.
Den mest interessante af disse er eventyrdelen, hvor man tager på et nemt eller svært eventyr, sender et antal arbejdere med og så typisk kan vælge mellem to simple opgaver, der hver især udløser lidt historie og eventuelt noget belønning.
I slutningen af runden refresh'er man sine arbejdere, enten ved senge, som man har i sine bygninger, eller en form for trylledrik, som også helbreder arbejderne men er en begrænset ressource.



Undervejs kan man blive hjemsøgt af spøgelser - de er heldigvis relativt lette at slippe af med og kan endda smides over til modspillerne - men er de ikke væk inden rundens slutning, har det negative effekter.

Laukat er fantastisk til at skabe hyggelige settings (lige som hans øvrige spil foregår dette i hans egen verden, Arzium). Det uhyggelige tema er i praksis vældigt godmodigt, godt bundet sammen af hans altid vellykkede artwork. A&B:H er, som sin forgænger, et nøk mindre kompliceret end de andre spil i serien. Det betyder, at spillet er let at gå til, men at jeg også kunne være bekymret for, at det ret hurtigt ville blive lidt ensformigt. Der dukker forskellige bygninger og arbejdere op i spillet, men så forskellige er de heller ikke. Historierne er ikke sammenhængende, men foregår tydeligvis i samme univers. De er med til at give spillet karakter og løfter også det samlede indtryk.

Vi rundede af med Oddland, et simpelt og hurtigt tile laying-spil om at placere kort med 2x2 felter hver af 5-6 forskellige slags, og så hver gang placere et dyr på et netop lagt kort. Dyrene scorer point ud fra forskellige kriterier, som f.eks. at være op ad vandfelter eller at være i samme række/kolonne som andre dyr. Det lugter lidt af Cascadia med en snert af Kingdomino. Som sådan tilforladeligt nok, men med to spillere var det næsten overstået, før det var startet.

For nogle dage siden kom Maibritt og jeg endelig videre med The Emerald Flame - vi fik løst en sindrig gåde med nogle planter og gik i gang med en opgave, hvor man skal bruge en meget speciel form for måleudstyr plus et kort (med flere gåder på) for at finde et bestemt punkt. Det betyder, at der skal tegnes på kortet.
Af princip hader jeg at ødelægge komponenter i spil, så yderligere fremskridt blev udskudt, så jeg kunne nå at tage en fotokopi af kortet

Vi rundede dagen af med Yinsh, som fruen tdiligere ikke har været specielt begejstret for. Men hey, solen skinnede, der var en glimrende øl i glasset, og jeg tænkte "Det er mange år siden, så det får et forsøg mere". Meeen.... stadig ingen succes, desværre

I går ville vores datter gerne spille Viticulture, så det kom på bordet med Tuscany-udvidelsen. Mekanisk er det ganske velfungerende, men jeg har det med det som med de fleste andre Stegmaier-designs: det føles lettere kønsløst. Men det er nu hyggeligt nok. Vi valgte hver vores strategi - en satsede hårdt på at få vinproduktionen i gang, jeg gik efter at opgradere en masse bygninger først og den sidste fokuserede på at opfylde ordrer. De specielle arbejdere fra udvidelsen var nok det, der gjorde den største forskel ift. grundspillet.

Jeg håber at få prøvet Molly House på et tidspunkt, men jeg er på forhånd indstillet på, at det kun kan blive et overfladisk indtryk.

Min egen måned:
How to Save a World - 3
Cascadia: Rolling Hills - 1
Divinare - 1
Dune: War for Arrakis - 1
Earth - 1
Emerald Skulls - 1
Fromage - 1
Lost Ruins of Arnak (med Expedition Leaders) - 1
Mistwind - 1
Terraforming Mars - 1
Timeline: Inventions - 1
Timeline: Science & Discoveries - 1
YINSH - 1
Yu-Gi-Oh! Trading Card Game - 1

Det har været meget på det jævne. Dune: WfA var bestemt et spændende bekendtskab, og noget så sjældent som et CMON-spil med fokus på gameplay Jeg er dog også godt tilfreds med ikke at have det stående selv. Men så afgjort noget, jeg gerne prøver igen.

Månedens "genopdagelse" var det ellers (for mig) ret oversete Lost Ruins of Arnak, som jeg vil prøve at lokke nogen til at prøve lidt oftere.

Men ellers var How to Save a World månedens oplevelse, og en af de mere velsmurte Kickstartere. Jeg tror endda, at det kom til tiden. Wow. Jeg kan godt lide blandingen af worker placement og lidt push your luck i form af, hvad man vælger at satse på af redningsprojekter. Det glæder jeg mig til at få prøvet nogle flere gange.

Vi var tre til How to Save a Planet i går. Jeg synes selv, at jeg prøvede at være meget holistisk og tænke på planetens bedste...men posen, der dikterer hvilke projekter der lykkedes, var mod os. Meget, endda! Vi blev ved med at få lidt for mange sorte kuber (dvs. katastrofe-asteroiden rykker fremad). Så må man sadle om, og jeg begyndte helt egoistisk at poste en masse ressourcer i backupprojektet (evakuering) i stedet. I sidste ende var første projekt, laserkanonen, dog meget tæt på at lykkedes. Men kun meget tæt
Med kun tre spillere, der alle har prøvet det før, har HtSaP en virkelig fin længde, der gør det velegnet til hverdagsaftener.

Da vi var færdige, dukkede vores datter op, og jeg fik lokket folk til at spille det aldrende Divinare. Som blanding af bluff og deduktion kan det noget, og der er mere under overfladen end man først tror. Ergo endte vi med meget stor spredning på pointene. Men mulighederne i at sende de rette kort rundt om bordet klikkede i stigende grad, som spillet skred frem - og der er prima muligheder for benspænd i slutningen af hver runde

Min datter har fået Rolling Realms og Gloomhaven: Buttons & Bugs via sit arbejde. Ikke lige noget, der var på min radar, men man skulle da være et skarn...

^Om ikke andet er Cole Wehrle en ambitiøs designer, og de fleste (alle?) af hans spil kræver, at man investerer en del tid i dem. Til trods for, hvor mange roser de får, er der godt nok mange eksemplarer af Pax Pamir, Oath og John Company til salg rundt omkring. Og selv Arcs er - som Root - vel noget, der lidt deler vandene?



Jeg fik selv lokket min datter og hendes kæreste til at spille How to Save a World i går, og her i min 2. gennemspilning synes jeg, at jeg nu havde helt styr på mine muligheder. Man kan lave nogle ret effektive comboer i de sidste runder, men man skal ikke satse på at bygge sin engine alt for grundigt op, for så kan man ikke også nå at arbejde på at redde planeten, og det medfører, at spillet slutter meget hurtigt. Det kan jeg forestille mig vil frustrere nogle spillere. Ligeledes skal man være ok med sandsynlighedselementet i bag building-delen. Man kan arbejde hårdt på, at f.eks. laser-projektet bliver det vindende, men i sidste ende kan man kun påvirke mulighederne og så håbe det bedste.
Den gode nyhed er, at man også får point for de to tabende projekter, og man kommer til at klare sig dårligt, hvis man slet ikke giver dem opmærksomhed. Desuden er spillet ikke længere end at mængden af held er til at håndtere.

^Ja, det var - som altid - en fornøjelse!
Jeg havde på forhånd svært ved at lure, hvordan HtSaW føltes i praksis, så det var et sats på baggrund af playthroughs samt Burn Island Games' tidligere titler. Men det fungerede rigtig godt. Flere har sagt, at det er lige kort nok, men det er spillerne i vid udstrækning selv med til at påvirke ved at arbejde intenst på de tre redningsprojekter. Men jeg skal nok være bedre til komboer a la Jon

Og hidtil har jeg nok været lidt "tja bum" mht Arnak, men i går smagte klart af mere, til trods for afklapsning Jeg havde forventet, at Expedition Leaders (som jeg havde købt men ikke prøvet før) tilførte endnu mere asymmetri, men den gode Jon meldte, at det nok skulle komme med flere spil.

Vi havde den månedlige spilleaften i foreningen i går, hvor jeg havnede på Reef Project. Jeg har prøvet det en enkelt gang før med to. Denne gang var vi fire. Spillerne sejler rundt i tropiske farvande for at rydde op i forurening og sikre dyreliv, og rent mekanisk er en væsentlig del af spillet at bygge ruter mellem de forskellige øer på kortet. Med flere spillere betyder det, at ruterne bliver udbygget noget hurtigere, og at der er hårdere konkurrence om at stige hurtigst på forskellige tracks (dykke, research m.fl.) og at blokere de mest attraktive øer på kortet.

Det er nok en anelse mere knudret, end det burde have været, men rent mekanisk glider det ret godt. Vi var to, der endte tæt på hinanden og to, der endte tæt på hinanden men en del point bagud. Jeg ser det som et sundhedstegn, at alle ikke bare havner på nogenlunde de samme point uanset hvad de gør.

Hvilket scenarie? Vi mangler vist også et par af de sidste

I går havde Allan inviteret forbi til Dune: War For Arrakis. Jeg var temmelig nysgerrig på spillet, både fordi det er et lidt atypisk CMON-spil og fordi det har fået fremragende anmeldelser rundt omkring. Jeg er ikke kæmpe Dune-fan, men selv som over-middel interesseret i Frank Herberts univers trækker en titel som denne da. Og endelig er det jo en viderebearbejdning af War of the Ring, som jeg desværre aldrig har fået ind under huden.

Det var en virkelig god oplevelse. Vi havde begge samme tilgang med at spille det lidt hurtigt (og "hurtigt" i denne sammenhæng tager alligevel sin tid ) og eksperimenterende. Altså: ikke overtænke alle sine træk, men bruge det som et læringsspil. Allan havde ganske vist prøvet det to gange før, men ikke som Atreides. Som Harkonnen virkede min opgave relativt klar, og det var jeg taknemmelig for. Selv om spillet tydeligt er mindre komplekst og omfattende, er der alligevel en del at holde styr på.



Vi havde det sjovt undervejs, kampene bølgede frem og tilbage, og der blev hidkaldt adskillige sandorme, der gjorde kål på mine tropper, hvis stormene da ikke gjorde det. Jeg havde heldigvis succes med nogenlunde at holde spice-produktionen kørende, og dermed kom der ikke alt for mange sanktioner på mine handlingsmuligheder.
I sidste ende havde jeg held med de sietches, jeg erobrede (næsten alle med høj værdi), så jeg efterlod mit bagland pivåbent og gik 100% efter at erobre et sidste område og dermed lukke kampen. Det lykkedes også, men det var noget af et sats, og det kunne lige så godt være gået den anden vej.
Regler og handlingsmuligheder er klart strømlinet ift. WotR, og jeg er lidt imponeret over, hvor overskueligt spillet vedbliver at være, selv når tropperne vælter ud over det hele. Og så er det som altid en lækker produktion, der er med til at formidle temaet.

Da jeg kom hjem, blev det til et firemands Cascadia: Rolling Hills. Et spil i den helt, helt anden ende af kompleksitetsskalaen - men nu stadig sjovt. Vi endte alle fire meget tæt.

Tirsdag aften lykkedes det for en sjælden gangs skyld at lokke både kone og datter til at spille. Valget faldt på Earth, som det er længe siden jeg har prøvet. Jeg var ret heldig, at min valgte ø gik op med en højere enhed med en stor del af de kort, jeg fik spillet undervejs. Det er ikke altid, at ens strategi klikker, men det fungerede lige den dag.
Jeg savner stadig mere interaktion, så når Animal Kingdom-udvidelsen lander, bliver den nok anskaffet.

I går var Maibritt og jeg forbi min lokale spillemakker, fordi jeg havde sagt til hende, at Mistwind faktisk var ret sjovt. Det var det også her i mit andet forsøg. Jeg havde langt bedre overblik over spillets muligheder og fordelene ved at bygge bestemte typer netværk. Ikke at det alt i alt gik meget bedre end sidst, men det føltes mere kontrolleret Spillets valg af "action" i hver runde er sjovt og lidt frustrerende, når en eller anden tølper vover at tage den handling, man selv skulle have brugt for at færdiggøre en rute til otte point

Aftenen blev afrundet med det lille "betting"-spil, Emerald Skulls, der foregår i samme univers som Cartographers m.fl. I hver tur slår en spiller et antal terninger for at opnå forskellige mål, og de andre spillere kan byde på, hvilke at målene han klarer - eller om det måske går galt.
Nogle gange kommer man skævt ind på et spil, og selv om jeg ikke tror, at reglerne er specielt indviklede, fangede jeg ikke rigtig rytmen i, hvad vi skulle. Så det gik ikke særligt godt. Umiddelbart ikke lige noget for mig, men igen, det kan også bare have været en mindre heldig omgang.

The Grizzled - 4
Trekking Through History - 3
Deep Sea Adventure - 2
Fromage - 2
Tsuro - 2
Deep Regrets - 1
Hanamikoji - 1
Hollywood 1947 - 1
Mistwind - 1
Oathsworn: Into the Deepwood - 1
Pandemic - 1
Quartz: The Dice Game - 1
Rotten Tomatoes: The Card Game - 1
SETI: Search for Extraterrestrial Intelligence - 1
Unconscious Mind - 1

En måned mere på det jævne (mine omgivelser har haft alt for travlt!), men Mistwind var absolut et frisk pust, og næste aftale om det er allerede i hus. Det var også ganske fornøjeligt at få genoplivet The Grizzled.
Det ene spil SETI smagte absolut også af mere, og nu er jeg endelig blevet færdig med at male mit eksemplar, så nu skal det altså luftes

Ingen redning af verden her, er jeg bange for. I går havde jeg min lokale spilmakker forbi. Vi lagde ud med Trekking Through History, som jeg kort havde set på og opfattet som lidt Timeline-agtigt. Det er det nu ikke. På papiret handler det om at rejse gennem historien og opleve forskellige store begivenheder. I praksis er begivenhederne ligegyldige, og det er rent en form for set collection, hvor man gerne vil lægge kort i en bestemt rækkefølge, men også tage de rigtige kort, så de udløser tokens, der scorer point. Ultra-letbenet, men ok underholdende.

Dernæst stod den på Mistwind, et pick up & deliver-spil med flyvende hvaler, men som min kammerat sagde, kunne det lige så godt have handlet om Ubertaxaer Hvalerne er dog sjovere.



Spillerne bygger ruter ud på et stort bræt og hyrer nye hvaler/taxaer, der kan opsamle og levere varer. Måden at vælge handling på i sin tur er ret sjov. I starten af hver runde har hver spiller 5 jetoner med numrene 1-5. Man discarder i hemmelighed én af dem inden rundens start, og herefter har man fire sæt handlinger, også nummereret 1-5, at vælge imellem. Hver værdi kan kun bruges én gang per runde, så hvis man bruger nr. 4 på en bestemt handling, har man samtidig afskrevet sig fra at bruge de tre andre 4'er-handlinger. Noget af ikonografien var mindre intuitiv, men ellers var jeg positivt overrasket over, hvor enkelt spillet flød, samtidig med, at der var en del taktiske muligheder. Absolut en succes.

Vi sluttede af med Fromage. Og da min kone kom fra arbejde lidt senere, hev vi Trekking... frem (igen) og spillede to spil, der begge endte meget tæt.