GermanGames.dk

Jeg håber at få prøvet Molly House på et tidspunkt, men jeg er på forhånd indstillet på, at det kun kan blive et overfladisk indtryk.

Min egen måned:
How to Save a World - 3
Cascadia: Rolling Hills - 1
Divinare - 1
Dune: War for Arrakis - 1
Earth - 1
Emerald Skulls - 1
Fromage - 1
Lost Ruins of Arnak (med Expedition Leaders) - 1
Mistwind - 1
Terraforming Mars - 1
Timeline: Inventions - 1
Timeline: Science & Discoveries - 1
YINSH - 1
Yu-Gi-Oh! Trading Card Game - 1

Det har været meget på det jævne. Dune: WfA var bestemt et spændende bekendtskab, og noget så sjældent som et CMON-spil med fokus på gameplay Jeg er dog også godt tilfreds med ikke at have det stående selv. Men så afgjort noget, jeg gerne prøver igen.

Månedens "genopdagelse" var det ellers (for mig) ret oversete Lost Ruins of Arnak, som jeg vil prøve at lokke nogen til at prøve lidt oftere.

Men ellers var How to Save a World månedens oplevelse, og en af de mere velsmurte Kickstartere. Jeg tror endda, at det kom til tiden. Wow. Jeg kan godt lide blandingen af worker placement og lidt push your luck i form af, hvad man vælger at satse på af redningsprojekter. Det glæder jeg mig til at få prøvet nogle flere gange.

Vi var tre til How to Save a Planet i går. Jeg synes selv, at jeg prøvede at være meget holistisk og tænke på planetens bedste...men posen, der dikterer hvilke projekter der lykkedes, var mod os. Meget, endda! Vi blev ved med at få lidt for mange sorte kuber (dvs. katastrofe-asteroiden rykker fremad). Så må man sadle om, og jeg begyndte helt egoistisk at poste en masse ressourcer i backupprojektet (evakuering) i stedet. I sidste ende var første projekt, laserkanonen, dog meget tæt på at lykkedes. Men kun meget tæt
Med kun tre spillere, der alle har prøvet det før, har HtSaP en virkelig fin længde, der gør det velegnet til hverdagsaftener.

Da vi var færdige, dukkede vores datter op, og jeg fik lokket folk til at spille det aldrende Divinare. Som blanding af bluff og deduktion kan det noget, og der er mere under overfladen end man først tror. Ergo endte vi med meget stor spredning på pointene. Men mulighederne i at sende de rette kort rundt om bordet klikkede i stigende grad, som spillet skred frem - og der er prima muligheder for benspænd i slutningen af hver runde

Min datter har fået Rolling Realms og Gloomhaven: Buttons & Bugs via sit arbejde. Ikke lige noget, der var på min radar, men man skulle da være et skarn...

^Om ikke andet er Cole Wehrle en ambitiøs designer, og de fleste (alle?) af hans spil kræver, at man investerer en del tid i dem. Til trods for, hvor mange roser de får, er der godt nok mange eksemplarer af Pax Pamir, Oath og John Company til salg rundt omkring. Og selv Arcs er - som Root - vel noget, der lidt deler vandene?



Jeg fik selv lokket min datter og hendes kæreste til at spille How to Save a World i går, og her i min 2. gennemspilning synes jeg, at jeg nu havde helt styr på mine muligheder. Man kan lave nogle ret effektive comboer i de sidste runder, men man skal ikke satse på at bygge sin engine alt for grundigt op, for så kan man ikke også nå at arbejde på at redde planeten, og det medfører, at spillet slutter meget hurtigt. Det kan jeg forestille mig vil frustrere nogle spillere. Ligeledes skal man være ok med sandsynlighedselementet i bag building-delen. Man kan arbejde hårdt på, at f.eks. laser-projektet bliver det vindende, men i sidste ende kan man kun påvirke mulighederne og så håbe det bedste.
Den gode nyhed er, at man også får point for de to tabende projekter, og man kommer til at klare sig dårligt, hvis man slet ikke giver dem opmærksomhed. Desuden er spillet ikke længere end at mængden af held er til at håndtere.

^Ja, det var - som altid - en fornøjelse!
Jeg havde på forhånd svært ved at lure, hvordan HtSaW føltes i praksis, så det var et sats på baggrund af playthroughs samt Burn Island Games' tidligere titler. Men det fungerede rigtig godt. Flere har sagt, at det er lige kort nok, men det er spillerne i vid udstrækning selv med til at påvirke ved at arbejde intenst på de tre redningsprojekter. Men jeg skal nok være bedre til komboer a la Jon

Og hidtil har jeg nok været lidt "tja bum" mht Arnak, men i går smagte klart af mere, til trods for afklapsning Jeg havde forventet, at Expedition Leaders (som jeg havde købt men ikke prøvet før) tilførte endnu mere asymmetri, men den gode Jon meldte, at det nok skulle komme med flere spil.

Vi havde den månedlige spilleaften i foreningen i går, hvor jeg havnede på Reef Project. Jeg har prøvet det en enkelt gang før med to. Denne gang var vi fire. Spillerne sejler rundt i tropiske farvande for at rydde op i forurening og sikre dyreliv, og rent mekanisk er en væsentlig del af spillet at bygge ruter mellem de forskellige øer på kortet. Med flere spillere betyder det, at ruterne bliver udbygget noget hurtigere, og at der er hårdere konkurrence om at stige hurtigst på forskellige tracks (dykke, research m.fl.) og at blokere de mest attraktive øer på kortet.

Det er nok en anelse mere knudret, end det burde have været, men rent mekanisk glider det ret godt. Vi var to, der endte tæt på hinanden og to, der endte tæt på hinanden men en del point bagud. Jeg ser det som et sundhedstegn, at alle ikke bare havner på nogenlunde de samme point uanset hvad de gør.

Hvilket scenarie? Vi mangler vist også et par af de sidste

I går havde Allan inviteret forbi til Dune: War For Arrakis. Jeg var temmelig nysgerrig på spillet, både fordi det er et lidt atypisk CMON-spil og fordi det har fået fremragende anmeldelser rundt omkring. Jeg er ikke kæmpe Dune-fan, men selv som over-middel interesseret i Frank Herberts univers trækker en titel som denne da. Og endelig er det jo en viderebearbejdning af War of the Ring, som jeg desværre aldrig har fået ind under huden.

Det var en virkelig god oplevelse. Vi havde begge samme tilgang med at spille det lidt hurtigt (og "hurtigt" i denne sammenhæng tager alligevel sin tid ) og eksperimenterende. Altså: ikke overtænke alle sine træk, men bruge det som et læringsspil. Allan havde ganske vist prøvet det to gange før, men ikke som Atreides. Som Harkonnen virkede min opgave relativt klar, og det var jeg taknemmelig for. Selv om spillet tydeligt er mindre komplekst og omfattende, er der alligevel en del at holde styr på.



Vi havde det sjovt undervejs, kampene bølgede frem og tilbage, og der blev hidkaldt adskillige sandorme, der gjorde kål på mine tropper, hvis stormene da ikke gjorde det. Jeg havde heldigvis succes med nogenlunde at holde spice-produktionen kørende, og dermed kom der ikke alt for mange sanktioner på mine handlingsmuligheder.
I sidste ende havde jeg held med de sietches, jeg erobrede (næsten alle med høj værdi), så jeg efterlod mit bagland pivåbent og gik 100% efter at erobre et sidste område og dermed lukke kampen. Det lykkedes også, men det var noget af et sats, og det kunne lige så godt være gået den anden vej.
Regler og handlingsmuligheder er klart strømlinet ift. WotR, og jeg er lidt imponeret over, hvor overskueligt spillet vedbliver at være, selv når tropperne vælter ud over det hele. Og så er det som altid en lækker produktion, der er med til at formidle temaet.

Da jeg kom hjem, blev det til et firemands Cascadia: Rolling Hills. Et spil i den helt, helt anden ende af kompleksitetsskalaen - men nu stadig sjovt. Vi endte alle fire meget tæt.

Tirsdag aften lykkedes det for en sjælden gangs skyld at lokke både kone og datter til at spille. Valget faldt på Earth, som det er længe siden jeg har prøvet. Jeg var ret heldig, at min valgte ø gik op med en højere enhed med en stor del af de kort, jeg fik spillet undervejs. Det er ikke altid, at ens strategi klikker, men det fungerede lige den dag.
Jeg savner stadig mere interaktion, så når Animal Kingdom-udvidelsen lander, bliver den nok anskaffet.

I går var Maibritt og jeg forbi min lokale spillemakker, fordi jeg havde sagt til hende, at Mistwind faktisk var ret sjovt. Det var det også her i mit andet forsøg. Jeg havde langt bedre overblik over spillets muligheder og fordelene ved at bygge bestemte typer netværk. Ikke at det alt i alt gik meget bedre end sidst, men det føltes mere kontrolleret Spillets valg af "action" i hver runde er sjovt og lidt frustrerende, når en eller anden tølper vover at tage den handling, man selv skulle have brugt for at færdiggøre en rute til otte point

Aftenen blev afrundet med det lille "betting"-spil, Emerald Skulls, der foregår i samme univers som Cartographers m.fl. I hver tur slår en spiller et antal terninger for at opnå forskellige mål, og de andre spillere kan byde på, hvilke at målene han klarer - eller om det måske går galt.
Nogle gange kommer man skævt ind på et spil, og selv om jeg ikke tror, at reglerne er specielt indviklede, fangede jeg ikke rigtig rytmen i, hvad vi skulle. Så det gik ikke særligt godt. Umiddelbart ikke lige noget for mig, men igen, det kan også bare have været en mindre heldig omgang.

The Grizzled - 4
Trekking Through History - 3
Deep Sea Adventure - 2
Fromage - 2
Tsuro - 2
Deep Regrets - 1
Hanamikoji - 1
Hollywood 1947 - 1
Mistwind - 1
Oathsworn: Into the Deepwood - 1
Pandemic - 1
Quartz: The Dice Game - 1
Rotten Tomatoes: The Card Game - 1
SETI: Search for Extraterrestrial Intelligence - 1
Unconscious Mind - 1

En måned mere på det jævne (mine omgivelser har haft alt for travlt!), men Mistwind var absolut et frisk pust, og næste aftale om det er allerede i hus. Det var også ganske fornøjeligt at få genoplivet The Grizzled.
Det ene spil SETI smagte absolut også af mere, og nu er jeg endelig blevet færdig med at male mit eksemplar, så nu skal det altså luftes

Ingen redning af verden her, er jeg bange for. I går havde jeg min lokale spilmakker forbi. Vi lagde ud med Trekking Through History, som jeg kort havde set på og opfattet som lidt Timeline-agtigt. Det er det nu ikke. På papiret handler det om at rejse gennem historien og opleve forskellige store begivenheder. I praksis er begivenhederne ligegyldige, og det er rent en form for set collection, hvor man gerne vil lægge kort i en bestemt rækkefølge, men også tage de rigtige kort, så de udløser tokens, der scorer point. Ultra-letbenet, men ok underholdende.

Dernæst stod den på Mistwind, et pick up & deliver-spil med flyvende hvaler, men som min kammerat sagde, kunne det lige så godt have handlet om Ubertaxaer Hvalerne er dog sjovere.



Spillerne bygger ruter ud på et stort bræt og hyrer nye hvaler/taxaer, der kan opsamle og levere varer. Måden at vælge handling på i sin tur er ret sjov. I starten af hver runde har hver spiller 5 jetoner med numrene 1-5. Man discarder i hemmelighed én af dem inden rundens start, og herefter har man fire sæt handlinger, også nummereret 1-5, at vælge imellem. Hver værdi kan kun bruges én gang per runde, så hvis man bruger nr. 4 på en bestemt handling, har man samtidig afskrevet sig fra at bruge de tre andre 4'er-handlinger. Noget af ikonografien var mindre intuitiv, men ellers var jeg positivt overrasket over, hvor enkelt spillet flød, samtidig med, at der var en del taktiske muligheder. Absolut en succes.

Vi sluttede af med Fromage. Og da min kone kom fra arbejde lidt senere, hev vi Trekking... frem (igen) og spillede to spil, der begge endte meget tæt.

^Det er da også sjovest, hvis man har mulighed for at snakke strategi og blive bedre undervejs. Så det er bare cool, at I kan spille sådan

Jeg havde en tæt pakket weekend med hele tre fødselsdage. Den sidste var så primært et brætspilsarrangement og med nogle lidt mere letbenede titler, hvilket passede mit halvtrætte hoved fint.
Vi lagde ud med Rotten Tomatoes: The Card Game, hvor man skal rangere film efter deres RT-score. Som mange Timeline-kloner er det på den ene side ganske sjovt, og på den anden side fejler det lidt, fordi det går hen og kræver noget meget specifik viden. De fleste kan nok alene ud fra titlen gætte, at Dirty Grandpa er dårligere end The Godfather, men ud over det bliver det hurtigt lidt arbitrært. Og det siger jeg som kæmpe filmfan.

Fødselaren er også filmbuff, så vi fortsatte i temaet med Hollywood 1947, et social deduction-game i samme serie som bl.a. Tortuga 1667 og Salem 1692. Her efter 2. Verdenskrig har McCarthyismen gjort sit indtog i filmbyen, der anses for at være infiltreret af kommunister. Vi har derfor overordnet to grupperinger: patrioter, der bare vil lave gode, ædruelige film, og kommunister, der vil snige nederdrægtig propaganda ind i værkerne.
I hver runde spilles der en ny film, der i udgangspunktet læner med patriotisme eller kommunisme, og nogle af spillerne får så mulighed for at smide hemmelige kort oven i puljen. For at gøre det mere interessant er der ved mange spillerantal en rising star-spiller med, der gerne vil gå efter ligevægt mellem de to grupperinger. Spændende twist, der gør deduktionen vanskeligere.
Deltagerne har ikke mindre end 13 roller med tilhørende evner at vælge imellem, og de går ganske godt i spænd med hinanden. Spillet føles mere tematisk end så mange andre i genren, og der er gode muligheder for at manipulere med både afstemningskort og andre spillere. Der er en smule mere tilfældighed end jeg egentlig ville have foretrukket, men det er ikke slemt. Alt i alt en sjov oplevelse.

Vi rundede af med to gange Deep Sea Adventure og go'e, gamle Pandemic, hvor vi lige akkurat tabte.

Ikke et spil, men når tilbehør giver tilpas meget livskvalitet, må det være ok at nævne her

Jeg har adskillige standard-playmats fra DeepCut Studios, men de laver også playmats efter bestilling. Og når brugere på BGG vælger at lægge energi i custom-spilleplader, er det oplagt at få dem i neopren-udgave.

Så det blev til:
Twilight Struggle i mere tematisk 50'er-stil
War of the Ring, som en fyr har brugt ugevis på at omdanne til den stil, der bruges i bøgerne
Unsettled, der samler fire pladskrævende spilleplader til en enkelt, der dermed sparer ca. 70% af pladsen.

Mandag kom min Oathsworn-makker og jeg et skridt videre ind i Dybskoven. Men ikke så langt, som jeg havde håbet. I forhold til, at vi kun er nået til kapitel 5 ud af 20 i alt går det for langsomt for min smag, og vi bruger for lang tid i hver session på små (men ret konstante) regelafklaringer, plus det er et større setup-arbejde hver gang vi skal spille det. Det betyder både, at hver spillegang bliver rigeligt langstrakt, og også at det bliver for sent på en hverdagsaften, når man også skal hjem bagefter.

Så det kommer lige på en kortvarig pause, mens vi begge tæsker regler igennem et par gange mere - og forhåbentlig også finder noget ad hoc-insert-noget, der kan gøre det hurtigere at sætte op og pakke væk hver gang. For det er stadig et rigtigt godt spil.

I går aftes var der ikke så megen slinger i valsen. Vi stod for den månedlige spillegang i boligforeningen, og ved mit bord startede vi ud med Fromage, hvorefter vi kørte videre i den franske rille med The Grizzled. Det gik - ikke så overraskende - hhv. rigtig fint og rigtig skidt
Nogle af aftenens deltagere smuttede herefter, og vi seks tilbageværende rundede af med Quartz: The Dice Game, som er hurtigt og ganske sjovt.

Posten var forbi med How to Save a World,
Jeg har været ret godt tilfreds med de fleste Burnt Island Games-titler, så nu må vi se om det her holder niveauet.