GermanGames.dk

I går fik jeg prøvet Altay: Dawn of Civilization, som er en blanding af Dominion-style deck building med noget områdebaseret "slå på hinanden". Og det var ikke lige mig! I forvejen er jeg ikke den store fan af deckbuilding (som bare har til formål at gøre selv de simpleste handlinger tidskrævende og bøvlede), og jeg er i særdeleshed ikke en fan af spil, hvor man opfordres til at angribe naboer, alene ud fra argumentet "jamen, han var i nærheden".

Så forhåbentlig er det både første og sidste gang, jeg skal spille det.


Derudover prøvede vi The Fellowship of the Ring: Trick-Taking Game. Vi nåede de første fem kapitler, og morede os fint. Jeg er ikke nogen ørn til coop stikspil, men da de andre heldigvis heller ikke var det, udviklede det sig ikke til et Jens-ødelægger-det-for-os-allesammen spil (hvilket coop stikspil normalt plejer at gøre).

FOTR: TTG var ret sjovt, synes jeg. Jeg glæder mig til at spille det igen.

Gunness wrote: ↑Mon Nov 18, 2024 11:55 pm Kan du smide et par ord mere efter Rebirth? Jeg kiggede på det mens kampagnen kørte og tænkte netop også, at det så lidt simpelt ud. Men simple regler kan jo godt dække over dybt gameplay. Åbenbart bare ikke her

Jeg synes ikke Rebirth er dårligt, det er bare ret letvægt. På overfladen minder det (selvfølgelig) meget om Knizias mange andre placer-brikker-på-et-bræt-for-at-lave-grupper-og-forbinde-til-ting, men selv indenfor den undergenre er der stor forskel: Fra de meget tænksomme og deterministiske spil a la Through the Desert og Cascadero til ... ja, til Rebirth.

For at tage et eksempel: Hver spiller har en pool af grundlæggende tre forskellige typer brikker, som har hver deres regler for placering og scoring, når man placerer dem på brættet. Men man har ikke fri adgang til sine brikker, men skal i stedet i hver tur placere en, man har tilfældigt trukket. Det trækker jo i sagens natur spillet i en mere taktisk retning. Et andet eksempel kunne være, at spillerne (i den ene af spillets to varianter) trækker hemmelige missionskort, hvilket jo også er en spilmekanisme der trækker spillet væk fra det deterministisk skak-agtige.

Men altså, når man ser på spillets fysiske "footprint", kunne man godt blive narret til at tro, at det er et større spil, end det er. Det er nok primært det, jeg har imod det.

Jeg må også understrege, at det ovenstående på ingen måde betyder, at jeg tror spillet ikke er "dybt". Der er mange ting i det, der virker ret tilfældige, men det kan da sagtens være at man kan blive god til det, og at en meget erfaren spiller næsten altid vil slå en begynder. Who knows...?

Efter næsten ikke at have spillet noget siden Essen, har jeg heldigvis lige været til den traditionelle after-Essen brætspils-sommerhusweekend.

Vi spillede en del forskellige mindre spil, Panda Panda, Fischen, Zero to Hero, Castle Combo, og de lidt større Rebirth og White Castle. Af disse er især White Castle imponerende, da der er virkeligt meget spil i en ret lille æske... (Og Rebirth er især irriterende, da den enorme æske med "luksus-komponenter" dækker over et ret lille og simpelt spil).

Men vi spillede også to store spil, som begge tilfældigvis var spil med rumtema: SETI og Shackleton Base.

Shackleton Base var ikke noget for mig. Det er langt og utematisk, og passer perfekt ind i den niche af moderne eurogames som jeg afskyer: Mekanisk overkomplekst (hvilket ikke bliver bedre af, at det er så utematisk som det er), en lang omgang meget, meget kedelig ressource-konvertering...


Men den niche passer SETI vel så også ind i? Nej, heldigvis, slet ikke. SETI var en enormt positiv overraskelse. Spillet er virkelig tematisk, hvilket også gør kompleksiteten nem at håndtere. Det er et spil, der tydeligvis passer ind blandt de moderne eurogames, men så alligevel ikke, da den tematisk integration gør, at det føles helt anderledes. Man kan sige, at det ofte nærmere føles som en slags brugervenlig udgave af High Frontier.

Spillet er ret langt, men vores andet spil var allerede noget hurtigere end det første, så måske det ikke er et problem?

Min umiddelbare konklusion er i hvert fald klar: SETI er uden konkurrence årets "store" spil for mig.

De fleste af mine nye spil har været af den lidt mindre slags: Forest Shuffle, Harmonies, Sail, og Seaside.

Det er også blevet til et enkelt stort (virkelig stort!) spil: Fantasy-krigsspillet Burning Banners. Det er et old-school spil, med papbrikker og hexbræt, og det ser meget, meget flot ud. De første anmeldelser er også virkelig positive, så jeg glæder mig.

Det er ikke meget jeg har spillet den sidste måneds tid, men lidt nyheder er det dog blevet til:

- Cascadero, nyt Knizia lav-kæder-med-dine-brikker-på-brættet spil. Jeg har kun spillet det én gang, og det virkede sådan lidt tørt og abstrakt, meget a la Through the Desert.

- Captain Flip, SdJ nomineret, men jeg syntes ikke der var så meget i det. Det var rimeligt uskadeligt, men ikke noget jeg ville savne, hvis det forsvandt.

- Seaside, på overfladen lidt Captain Flip-agtigt (træk en brik, vælg hvilken side du vil bruge), men med fokus på set collection, og med meget, meget mere æstetiske komponenter. Jeg kunne godt lide det, og glæder mig til at spille det igen.

Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg sgu nok lidt ligeglad.

I min optik udgives der alligevel alt for mange spil og alt for mange ligegyldige spil i disse år, så en eller anden form for crash i branchen tror jeg ikke ville gøre noget. Det er jo ikke fordi vi, som forbrugere, mangler spil...

Jeg har også altid opfattet det aktuelle niveau i spilbranchen som en boble, der må briste før eller senere. Måske er det det, vi snart kommer til at opleve? Ideen med at vi brætspillere bare er forbrugere, der skal blive ved med at købe, købe, købe nyt hele tiden, har altid gået mig på (ikke mindst fordi det påvirker, hvilke typer af spil der bliver produceret). Så bring on the apocalypse, jeg har spil nok i min atomsikre bunker.

Altså Victory Point Games udgaven? Jeg mener, jeg har et eksemplar stående, som jeg sikkert godt kunne skille mig af med...

Som det sikkert er en del bekendt, er jeg selverklæret Kickstarter-hader. Primært selvfølgelig på grund af det fokus på komponenter og "luksus" som platformen har ført med sig: For personligt afskyr jeg alt der har med "luksus" i brætspil at gøre, og jeg er uforstående over for de folk, for hvem det er afgørende for deres spiloplevelse.

Med det ude af vejen vil det sikkert komme som en overraskelse at jeg ikke desto mindre selv har fire Kickstarter-spil på vej!

- Vendel to Viking, ION Games' efterfølger (eller prequel, om man vil) til Pax Viking.
- More Terraforming Mars!, fordi, tja, det er jo Terraforming Mars...
- Cascadero, et nyt Kniziaspil der ser lidt Through The Desert-agtigt ud.
- Triumph, fra Phalanx Games, minder mest af alt om en moderne, euro'ficeret udgave af Republic of Rome.

Jeg har ikke købt så meget på det sidste, men et par ting er det da blevet til:

- som alle andre skulle jeg lige se hvad Faraway kunne (når jeg nu ikke havde gidet købe det i Essen), så det blev bestilt. Indtil videre er det sådan ok, men rigtigt solgt på det er jeg nok ikke...

- en anden ting jeg ikke købte i Essen var det lille kortspil Schnitzeljagd - for da jeg kom hen til standen om søndagen, havde de kun den engelske udgave tilbage, og den hedder jo ikke Schnitzeljagd! Men nu, nogle måneder senere, endte jeg så alligevel med en ikke-tysk udgave, med det kedelige navn Prey Another Day. Hvordan er det så? Meget, meget let, lidt fjollet, og ret sjovt. (Der skal noget til at få ellers voksne mennesker til at sidde og råbe "HVAD SPISER BJØRNEN??" - "DEN SPISER UGLER!!!").

- Som den Knizia-fanboy jeg er, har jeg købt hans nye MLEM: Space Agency. Det er også i den lette ende, mekanisk er det terningbaseret push-your-luck, temaet er noget med katte og deres rumprogram. Det er et ok spil, men sikkert trods alt hverken en ny Knizia-evergreen (a la Ra) eller en ny push-your-luck klassiker (a la Can't Stop).

I betragtning af hvor minimalistisk det er, er En Garde et virkelig godt lille kortspil.

Frouvne wrote: ↑Sat Jan 06, 2024 8:06 pm så der er blevet spillet en del solo-spil med Crokinole Cards.

Hvor har du fået Crokinole Cards fra?

Gunness wrote: ↑Tue Jan 02, 2024 12:16 pmEndelig.... en bragende succes til sidst:
Ikke gennemføre et halv- eller helmarathon i år ¤
-> Den lykkedes sgu! Uden forbehold

Yessir, jeg klarede den sgu også!

Frouvne wrote: ↑Sun Dec 31, 2023 12:38 pmH-indekset nåede at tage et par hop i år. Det var mest for sjovt jeg kiggede på det, da det først gik op for mig, hvad det stod for før årsskiftet sidste år. Mit indeks er nu 29 og med ganske få målrettede spil kan det jo snildt hæves et par pladser.

Jeg synes at H-indeks er en lidt sjov måde at måle sine spillede spil på. Ikke mindst den implicitte antagelse, at et højere H-indeks nødvendigvis er bedre end et lavt. Selvfølgelig, hvis vi antager at vi spiller spil fordi vi godt kan lide det, må 30 forskellige spil hver spillet 30 gange være "bedre" end 10 spil spillet 10 gange hver (men det kræver så også 9 gange så mange plays at opnå)!

Men er det i virkeligheden det højere H-indeks der er målet for den bedre spilstatistik, eller er det bare det samlede antal plays? Sagt på en anden måde, er de 30x30 plays bedre end de 10x10 bare fordi 900 er bedre end 100, eller er det fordelingen af de 900 hhv. 100 plays der er vigtig?

Jeg synes fordelingen er vigtig, men synes til gengæld ikke at H-indeksets måde at måle den ideelle fordeling passer mig særligt godt. Hvis jeg f.eks. spiller 100 spil på et år, er mit maksimale H-indeks for det år selvfølgelig 10. Spørgsmålet er så, om det så også er det H-indeks jeg ville sigte efter, og min konklusion er, at det er det nok ikke. Min ideelle brug af 100 spillede spil vil nok mere være noget i retning af 10 forskellige spil spillet 2 gange hver (for trods alt lige at prøve nogle forskellige ting), ét spil spillet 30 gange, og et spil spillet 50 gange - og det jo kun et H-index på 2 for året - og i den samlede statistik ville en sådan fordeling sikkert ikke bidrage med det store!

Med andre ord, selvom flere "plays" alt andet lige er bedre end færre, er jeg ikke specielt interesseret i at bruge mine plays på at følge H-indeksets ideelle fordeling - jeg får en langt bedre oplevelse af at spille det samme spil mange gange. I de sidste ti år er mine bedste spiloplevelser mine mange spil Terra Mystica, mine endnu flere spil Terraforming Mars, og mine mange spil Azul og Sea, Salt & Paper.

Måske et bedre mål for hvor godt det er gået med ens spillede spil kunne være blot at se på det spil man har spillet flest gange? Med det mål var min score i 2023 på 59, hvilket er det bedste jeg har oplevet i årevis! (i 2018 var den 102)

Sammenlignet med Allans liste er det jo nærmest helt pinligt at poste min, for det er ikke blevet til så mange spil i år:

Sea Salt & Paper x59
Dorfromantik: The Board Game x12
The Lord of the Rings Adventure Book Game x9
Koi-Koi x8
No Mercy x7

SS&P (som jeg spiller med min datter) er det store hit på hjemmefronten, og det er i det hele taget mest i den kontekst at jeg får spillet de samme spil mange gange. Med den sædvanlige brætspilsgruppe bliver det - desværre - mest til en masse forskellige spil, som alle kun bliver spillet 1-2 gange.

Gunness wrote: ↑Mon Jan 01, 2024 3:03 pmMen på et overordnet plan synes jeg, at sitet er på vej væk fra en "græsrodstilgang" til en mere kommerciel vinkel, hvor de reklamedefinansierede spil fylder for meget. Deres censurstil i debatterne er problematisk.

De har været over-the-top kommercielle i nogle år efterhånden (jeg brokkede en del i 2020 på BGG kan jeg huske, i forbindelse med indførelsen af sitets nye forside).

I 2019 stoppede jeg også med at supporte sitet financielt, og det var min utilfredshed med deres censurstil der fik mig til det.

Nu om dage bruger jeg mest BGG til spil-research, til at logge spil, og jeg hænger lidt ud i OG guildet (da den type spil passer bedre til min smag end mainstream BGG)...