GermanGames.dk

Surt show, Søren. Du er dog velkommen til at komme forbi og købe mit eksemplar for det samme beløb - jeg skal nok lade være med at sælge det til anden side inden jeg hører fra dig.

I tirsdags blev det til et gensyn med Tapestry, der som altid er fornøjeligt. Dog var vi fem spillere, og det er måske lige i overkanten efter min smag: Selvom Tapestry er et spil med hurtige ture bliver der alligevel lidt nedetid, og så er der også elementet med at spillere bliver færdige i forskelligt tempo: I vores spil var første spiller færdig 15-20 minutter før sidste spiller - ikke godt...! Så færre spillere næste gang, tak. 8/10

Efter Tapestry kom The Crew: blablabla Planet Nine på bordet for første gang. Jeg havde ret høje forventninger, for mens jeg ikke er en speciel fan af klassiske trick-taking games, kan jeg godt lide innovative coops - og gerne hvis de handler om noget sjovt. Desværre var The Crew stort set bare en klassisk, abstrakt trick-taker med talkort i forskellige kulører (og det var stort set blottet for følelsen af, at vi var astronauter der skulle arbejde sammen for at klare os). Da vi efter en 7-8 runder var kommet igennem scenarie 6, var jeg begyndt at kede mig lidt, så det var godt vi ikke kunne nå mere den aften. 5/10

Jeg fik ikke spillet meget i februar, men i den tungere ende blev det dog til 2x Maracaibo og et enkelt spil Terraforming Mars.

Maracaibo er altid underholdende, og uden tvivl mit bedste køb fra Essen (af det jeg har prøvet, i det mindste).

Terraforming Mars blev spillet uden Venus, men dog med både Prelude, Colonies og Turmoil (i alle tilfælde uden de kort mv. der kun giver mening med Venus). Jeg tror efterhånden min konklusion må være at jeg ikke bryder mig særligt meget om hverken Colonies eller Turmoil: Colonies tilføjer bare en masse vekslen ressourcer frem og tilbage, hvilket tager tid, og Turmoil - selvom det i princippet egentlig er en meget sjov tilføjelse - lægger bare så meget ekstra tid til spillet, at det ikke er sjovt.

Udover de tungere spil blev jeg introduceret til lettere spil som Blitzkrieg (ret sjovt!), On Tour (ok sjovt) og Undaunted: Normandy (ikke sjovt!).

Månedens spil kunne være Maracaibo, eller måske Blitzkrieg.

digter wrote: ↑Fri Feb 14, 2020 5:33 pmSpillede I det kun én gang? Hvilket scenarie?

Scenarie 1, to gange.

Jeg har læst at det er det simpleste scenarie i æsken, og at det måske ligefrem er lidt for simpelt, men jeg tror nu godt jeg kan ekstrapolere og forestille mig, hvordan spillet ville være med mere interessante sejrskriterier, flere forskellige slags enheder, osv., og jeg kan simpelthen ikke se, hvordan jeg ville komme til at holde af spillet.

I tirsdags blev det til et gensyn med Maracaibo, hvor jeg rendte med sejren med en kamp-intensiv strategi. Jeg kan vældigt godt lide Maracaibo, men er lidt nervøs for hvor mange måder man egentlig kan spille spillet på: Alle mine spil indtil videre er blevet vundet af spillere der er gået benhårdt efter kamp og ellers har forceret runderne til at være så korte som muligt (for at spænde ben for andre, lidt langsommere strategier). Og i det hele taget har jeg det lidt svært med, at en spiller kan tvinge en runde til at være kort for alle: Det er som om at der altid er mindst én spiller der har interesse i at gøre runden kort, og mere skal der ikke til, før runden faktisk bliver kort.

Det skal siges at jeg ikke er kommet særligt langt med kampagnedelene af spillet, og derfor ikke ved i hvor høj grad spillet ændrer sig. Det kan man jo håbe det gør! For nu får Maracaibo 8/10.


I torsdags fik jeg spillet nogle mindre og hurtigere spil: Først Paolo Mori's Blitzkrieg, et lille, abstrakt "2. verdenskrig på 20 minutter" spil. Jeg havde nok ikke specielt høje forventninger, men Blitzkrieg overraskede i den grad positivt: Der gemmer sig virkeligt meget spil i den ultralave kompleksitet, og den annoncerede spilletid på 20 minutter er næsten lidt højt sat, når spillerne kender spillet. Selvfølgelig føles det ikke rigtigt som et krigsspil, når spillerne blot placerer talbrikker i firkantede felter på brættet, men som et abstrakt spil med krigstema var det i den grad en wow-oplevelse. 7.5/10.

Jeg havde til gengæld høje forventninger til et andet hurtigt krigsagtigt spil om 2. verdenskrig, som jeg havde haft stående et halvt års tid: Undaunted: Normandy, og her blev mine forventninger ikke indfriet. Jeg havde forventet et hurtigt og simpelt, kortbaseret taktisk krigsspil, men syntes i stedet jeg fik en langsommelig deck-builder med et halvdårligt krigsspil plastret ovenpå. Ser man et øjeblik bort fra kortdelen af spillet og fokuserer på krigsspillet, består U:N typisk af scenarier hvor hver spiller har en 4-5 brikker der rykker omkring på et bræt bestående af 10-20 felter, og det er simpelthen for småt og klaustrofobisk til at være interessant. Oven i købet er reglerne til "krigsspils-delen" virkelig banale: Intet terræn, ingen line of sight, ingen forskel på tropperne, ingen begrænsninger på hvordan tropperne kan bevæge sig i forhold til hinanden.

Til gengæld er der masser af deck-building, så man sidder endeløst og trækker, spiller, discarder, tilføjer og fjerner kort og reshuffler sit deck, blot for at gøre noget som helst i krigsspillet.

Nå, jeg er sikker på at der er et marked for Undaunted: Normandy, men det er ikke mig. Personligt kan jeg ikke forestille mig hvornår eller hvorfor jeg nogensinde ville spille det, når man har f.eks. "Band of Brothers: Screaming Eagles" som alternativ (hvor de simple scenarier endda har sammenlignelig kompleksitet med U:N). 4/10.

Et sidste hurtigt spil havde ikke noget med 2. verdenskrig at gøre: On Tour er et simpelt hyggespil, aldeles uden interaktion, hvor spillerne slår terninger og skriver tal i staterne på et USA-kort, for til sidst, når alle staterne er udfyldt, at tegne den længst mulige rute gennem stater, hvor tallene skal blive større og større. Rimeligt underholdende, ingen klassiker, måske lidt langt i forhold til oplevelsen. 6/10.

On Mars kom på bordet igen, denne gang med fire spillere. Der er ret meget interaktion i spillet med det antal spillere; kamp om at bygge de gode steder på brættet, kamp om de gode blueprints og scientists, og meget mere. Så det er godt! Omvendt er der også bare ret meget nedetid med fire spillere: Især i den sidste halvdel af spillet kan en spillertur tage rigtig lang tid, og da man sagtens kan gå fra at være første spiller i en runde til sidste spiller i den næste, kan der gå virkelig lang tid mellem ens ture.

Om det gode vinder over det dårlige må tiden vise - jeg glæder mig i hvert fald til at spille det igen.

I går i KBK fik vi On Mars på bordet. Min eneste anden erfaring med Vital Lacerdas spil er Kanban, som jeg i den grad afskyede, så da jeg anskaffede On Mars, var det nok noget med at Mars-temaet trak mere end designeren skræmte mig.

On Mars er da også virkelig komplekst og der er rigtigt mange bevægelige dele. Jeg valgte helt bevidst at være så grundig som jeg kunne i regelforklaringen, da det er et spil hvor man ellers uvægerligt vil glemme noget vitalt, men konsekvensen var så at setup + forklaring tog næsten halvanden time. Men not to worry, efter det kørte spillet så rimeligt glat (og varede knap 3 timer), og jeg tror vi alle syntes det var sjovt.

Der er lidt typisk-moderne-euro over det, med worker placement og point salat, men bortset fra det virkede det ikke specielt tørt: Der er spillerinteraktion (primært noget med at gøre ting før dine modstandere gør det), og spillet føles konstruktivt, så man altid synes man kan lave et eller andet der virker fornuftigt. Man sidder heller ikke og spilder tid på at konvertere ressourcer eller andet micro-management. Nej, i On Mars er der sjældent særlig lang vej fra at man gerne vil gøre noget til at man faktisk kan gøre det. Til gengæld kan der godt være lidt nedetid, især sidst i spillet, hvor en enkelt spillertur kan blive ret omfattende.

I On Mars bygger spillerne i fællesskab planetens første koloni: Man bygger bygninger (shelters, så man har plads til kolonisterne og produktionsbygninger som laver forskellige former for ressourcer), man kører omkring på overfladen af planeten med sin rover og gør spændende opdagelser, man opfinder techs der gør ens actions bedre og blueprints der lader en opgradere bygninger til super-bygninger. Man hyrer videnskabsfolk og opfylder kontrakter, og, ... ja, og en del mere.

Sjovt var det i hvert fald, og lur mig om ikke det kunne tænkes at komme på bordet igen næste uge...

I tirsdags fik jeg prøvet et nyere Kickstarter-spil, som adskilte sig en del fra de typiske overkomplekse, interaktionsløse puzzle-spil vi plejer at se. Spillet var Dreamscape, et let og hyggeligt saml-brikker-og-byg-et-landskab-for-at-opfylde-missionskort spil, og det kombinerer rigtig pænt artwork, lette regler og en anelse interaktion med noget seriøst brain-burning. Hyggeligt og pænt.

Vi fik også spillet Jeppe Norskers 50 Clues eventyr-trilogi færdig, og konklusionen var at det var en fin serie escape-room spil. Men de er meget, meget mørke og makabre, så det er ikke noget for børn og sarte sjæle!


Ugen før var der andre, og tungere boller på suppen: Phil Eklunds nye Bios: Origins (Second Edition). Spillet er den nye udgave af det gamle Origins: How We Became Human, og det genbruger både en del af det mekaniske fra Origins, men indeholder også mange nye mekanismer. Spillet er langt: En times regelforklaring og 3+ timers spil fik os kun godt halvvejs gennem spillet. Det er også komplekst, med mange siders regelspørgsmål på Boardgamegeek, og med et living rules regelsæt der som konsekvens afviger markant fra de trykte regler. Vi morede os glimrende med spillet, men det er absolut ikke et spil for alle: Udover længden og kompleksiteten er der også både masser af tilfældighed, for ikke at snakke om rig mulighed for være onde mod hinanden ved hjælp af forskellige former for direkte interaktion.

Men min konklusion var positiv: Origins 1 har altid været et af mine yndlings-Eklund-spil, og Bios: Origins virkede som en forbedring.

Det er heller ikke det helt store for mig...

10'ere:
Koi-Koi x25
Tapestry x20
Terraforming Mars x15

5'ere:
L.L.A.M.A. x9
New Frontiers x8
Pandemic: Fall of Rome x7
Twice As Clever x6
Azul: Summer Pavilion x5
Startups x5

Gunness wrote: ↑Fri Nov 22, 2019 11:09 amden gamle (Valley Games)

Hov, hov, den gamle udgave er Avalon Hills fra 1996.

Puha, så blev det endelig oktober.

Jeg kom både i brætspilsklubben, jeg fik spillet en masse derhjemme, og så var jeg selvfølgelig i Essen.

Tapestry x12
Babylonia x4
Azul: Summer Pavilion x3
Maracaibo x3
50 Clues: The Home Temple x1
Azul x1
Chartae x1
Deep Sea Adventure x1
Ecos: First Continent x1
Inuit: The Snow Folk x1
It's a Wonderful World x1
Pandemic: Fall of Rome x1
Paris: New Eden x1
Point Salad x1
Ragusa x1
Rollecate x1
Terraforming Mars: Turmoil x1

Et spil tog oktober med storm og det var Tapestry. Hurtigt (i hvert fald når man kun er 2 spillere), sjovt og kaotisk, og tydeligt et spil man kan blive bedre til. Knægten kan endda lide det, hvilket er primær årsag til de mange spillede spil. Månedens spil!

Det er dog i skarp konkurrence fra mine tre Essen-favoritter: Maracaibo, Babylonia og Azul: Summer Pavilion. Alle tre er, på hver sin måde, glimrende spil.

TM: Turmoil var også ok. Politik og events føltes relevant i et Mars-spil: Jeg ser TM som Fryxelius's forsøg på at lave Kim Stanley Robinson's "Mars" trilogi som brætspil, og politik er noget af det der fylder mest i bøgerne. Men damn, hvor gør Turmoil spillet langt! Jeg husker stadig for et par år siden, hvor vi kunne spille tre spil TM (uden udvidelser) på en overkommelig aften. Med Turmoil og de andre udvidelser bliver det nemt til en lang aften for at nå ét spil...

I KBK i går spillede vi Maracaibo. Jeg valgte stort set at ignorere exploration, og helligede mig i stedet at gøre Caribien fransk! Den del lykkedes fint; Frankrig blev den største magt i Caribien, og jeg nåede toppen af det franske indflydelses-track. Resten af min indsats var dog mere vag og formløs, så det rakte kun til en andenplads. Men sjovt var det! (Og det syntes resten af bordet også).

Gunness wrote: ↑Tue Oct 29, 2019 12:10 pmJeg har kigget nogle gange på Maracaibo, og tilbagemeldingerne er jo positive. Det er bare svært at komme uden om, at handel i det historiske Caribien kun er marginalt mere kedsommeligt og overbrugt end handel i det historiske Middelhav

Men det er netop ikke kun handel i Caribien: Du kan også redde din søster fra banditter, evakuere folk fra den sygdomsramte by, hjælpe franskmændene med at indtage britiske byer (og derved stige i graderne hos Frankrig), og du har også en mand der vandrer omkring i junglen for at finde skatte. Måske kender du en kromutter i St. Kitts eller en bådbygger i Portobello. Så der sker alt muligt! I virkeligheden er det en tableau-builder lidt a la Terraforming Mars, for du ender med et hav af kort foran dig, som alle gør forskellige ting.

Også tak for meldingen om It's a Wonderful Life. KS-kampagnen fik det til at se interessant ud, men der var alligevel et eller andet, der manglede. Jeg er glad for at høre, at jeg gjorde ret i at springe over.

Lad os se. De fleste af de andre syntes vist godt om det, og der var da også noget timings-mæssigt i forhold til produktion, som gav nogle meget spændende ting at tænke over. Måske jeg bare har mindre til overs for cube-pushing end gennemsnittet?

Sig lidt mere om det nye Azul! Jeg har spillet originalen ret meget og har umiddelbart ikke fortrudt, at det blev skiftet ud med Sintra.

Jeg synes at Azul er utroligt æstetisk og elegant, og samtidig er det ret dybt og dermed spændende at spille. Sintra var lidt mere "fiddly" og så slet ikke så godt ud, så det var ikke lige mig.

Summer Pavilion er også fiddly - bare på en anden måde. Jeg synes det er pænere end Sintra, men ikke så pænt som det første spil. Mere elegant end Sintra, men ikke så elegant som det første spil. Til gengæld er der virkelig noget at tænke over: Som noget nyt kan man få ekstra brikker som bonus, hvis man placerer sine brikker på en sådan måde, at man afgrænser bestemte områder. Disse bonusbrikker kan så med det samme bruges til at færdiggøre andre ting, som så måske igen kan give flere bonusbrikker... Det er altså en hel kaskadeeffekt, hvor man opnår meget mere end hvad de draftede brikker umiddelbart gav mulighed for. Og lidt som i Ganz Schön Clever er det bare sjovt med den slags kaskadeeffekter...

Jeg havde en dejlig Essen-tur og fik spillet en del spil (så vidt jeg kan huske gennem weissbier-tågerne ).

Hittene for mig var:

Maracaibo: På trods af det ret intimiderende regelhæfte og de helt overdrevent mange komponenter, kørte Maracaibo faktisk ret smooth. Og det var sjovt og spændende og pænt og tænksomt og tematungt, og i det hele taget bare lige noget for mig.

Babylonia: Glimrende spil fra Knizia, minder mest af alt om Samurai, med en anelse Through the Desert ind over. Det ser godt ud, man tvinges til at tænke både taktisk og strategisk, balancen virker lige i skabet (det er jo den gode doktor...) og så er det lynhurtigt at spille, så man kan sagtens lige klemme 2 eller 3 spil ind.

Azul: Summer Pavilion: Glimrende nyt Azul-spil. Alle var enige om at det måske ikke har helt samme elegance som det første spil, men at det i hvert fald var både bedre og pænere end Sintra. Det er mere komplekst end det "gamle" Azul, og er måske i virkeligheden en slags gamer-Azul?


Jeg fik også prøvet et par ting, jeg ikke brød mig om:

It's a Wonderful World: Altså, dårligt var det ikke, men det var ret meget 7 Wonders om igen, nu med en masse skubben kuber frem og tilbage. Artwork var pænt, og ressource-økonomisystemet (kuberne!) tilførte måske lidt, men jeg har svært ved at finde en grund til at spille det frem for 7 Wonders. Der var ret meget hype omkring spillet dernede, men det var ikke mig.

Ecos: First Continent: Jeg havde ikke lige fået læst regler til det, og vidste derfor ikke hvad jeg skulle forvente, men det ved jeg så nu! Ecos er et bingospil, i stil med (Rise of) Augustus. Det var ret kedeligt, og derudover enormt langsomt. Godt jeg nåede at prøve en andens eksemplar!

Det kan godt være jeg ikke fik spillet det helt store i hverken august eller september, men her i oktober har jeg indtil videre spillet 10 spil Tapestry, og det er ret hyggeligt. Jeg fornemmer også en klar fremgang i min evne til faktisk at score points, så det er jo meget godt!