GermanGames.dk

Frouvne wrote:I aftes var der dømt brætspils-julefrokost. Efter middagen skred vi direkte til brætspil, da der ikke var nogen der havde været fremsynede nok til at bestille den obligatoriske julefrokost-stripper. Først kom Red November på bordet. Spillet er meget ligetil, når man først har tygget sig igennem et sæt håbløse regler. I første omgang gik vi alle fem til bunds, men kampen blev taget op endnu en gang og her lykkedes det os at flygte fra en u-båd, der var delvist oversvømmet og delvist i brand. Herefter kom Ca$h 'n Gun$ frem og også her blev det til to omgange, hvor alle var under beskydning. Aftenen blev afsluttet med et spil Mall of Horror, hvorved den lette linje i aftenens udvalg af spil var bevaret hele aftenen igennem. En rigtig hyggelig julefrokost med spiloplevelser der passede til lejligheden.

Jeg nåede aldrig at kommentere på Allans reportage, men bedre sent end aldrig.
Jeg var positivt overrasket over Red November. På papiret lød det tilpas fjoget til, at morskaben nok ville gå fløjten i løbet af de første tyve minutter, men det viste sig at være et udmærket lille spil. Man bør dog ikke være mere end fem spillere, vil jeg mene, da der så bliver for meget nedetid.

Mall havde jeg prøvet en enkelt gang før, og også denne gang var det et kort og effektivt spil med gode backstabbing-muligheder. Jeg har dog to indvendinger med spillet, som forhindrer det i at komme helt op at ringe hos mig. Forhandlingsdelen er central i spillet, men jeg synes det lidt for ofte ender i deadlock, hvor der er åbenlyst lige stemmetal og hvor man mangler noget at forhandle med (ud over de genstande, man finder i truck'en). Derfor virker det ofte lidt tilfældigt, hvem der ender med at blive stemt på.
Min anden anke er slutspillet, hvor der hurtigt kommer til at mangle reelle handlingsmuligheder. Hos os var én af de seks lokationer lukket, mens to andre var håbløst overrendt af zombier. Derfor ender spillerne med at pendle frem og tilbage mellem de samme to-tre lokationer uden at kunne gøre ret meget. Man kan selvfølgelig sige, at spillets pointe er, at der skal aflives nogle karakterer, men det kunne godt gøres på en mere fleksibel måde.

Stony wrote:Jeg googlede mig lige til en anden artikel hos Politiken. Den er nu et par måneder gammel, men jeg kan ikke mindes at have læst den via et link herfra. (Det må være alzheimer)

Tja, den er i alt fald nævnt i 1. indlæg i denne tråd, men om det er Alzheimeren, der gør sit indtog, skal jeg ikke kunne sige

Drix wrote:24Timer omtalte i går en del brætspil...og IKKE QUIZspil...så lidt er der da at finde i den danske medieverden om _rigtige_ brætspil

Fint med artiklen - det er glimrende med eksponeringen. Hvis de også får lyst til at skrive om spil til dem, der har krydset de otte år, skal jeg bestemt ikke stille mig i vejen

Jamen der er vist ikke meget andet at sige end tak for indlægget - og det bliver vi nok bare ikke enige om .

netsapiens wrote:siden-Bard's-Tale

Uhhh.... Bakkenbart's Tale.... man kan jo kun blive nostalgisk over de uendelige encounters: "Oh no, not again, you scream, as you encounter... [indsæt valgfrit monster]"
Det var stor kunst dengang

Interessant debat! Tak for Andreas dybt intelligente indspark

Jens_Hoppe wrote:Ja, virkeligheden er ikke nem at gengive overbevisende og komplet i et computerspil. Jeg er dog af den overbevisning af computer-RPG'er ER enormt meget bedre end brætspil til netop det. Den detaljerigdom du kritiserer ovenfor er jo netop en væsentlig del i at kreere en virtuel verden, da netop detaljer jo er noget der er temmelig karakteristisk for den virkelige verden.

Altså, hr. Hoppe, man bliver en kende bekymret for Deres hensygnende fantasi!
Du har ret i, at et moderne computerspil kan simulere virkeligheden uendeligt meget bedre end et brætspil, men vores diskussion gik jo oprindeligt på indlevelse. Og er det virkelig nemmere at leve sig ind i en "virkelig" verden? Jeg vover pelsen med et par eksempler i en lidt anden boldgade:
- Er det sværere at leve sig ind i et teaterstykke (i forhold til en film), fordi man godt kan se, at væggene er lavet af bølgepap og gaderne består af to kridtstreger på gulvet?
- Er Frank Millers Sin City totalt håbløse at engagere sig i, i forhold til mere "realistiske" tegneserier, bare fordi den er så stiliseret (og i sort/hvid, endda?)
- Er Casablanca mindre involverende, fordi man egl. godt kan se, at skyerne bare er malet på et stort lærred og byen bare er tre-fire kulisser?
- Er Star Wars - A New Hope en ringere film end Lucas' nyeste epos, når nu det er åbenlyst for enhver, at Dødsstjernen bare er en 4 meter stor papmache-model?

Det retoriske svar: No, I says!

Jens_Hoppe wrote:Selvfølgelig er der huller i computerspillets gengivelse af virkeligheden, og selvfølgelig kan de huller være af en karakter der gør at man mister evnen til indlevelse

Nemlig. Og med al deres tilstræbte virkelighed havner mange moderne computerspil i en uncanny valley-fælde, hvorimod man med de ældre spil var 100% bevidst om, at der var tale om en abstraktion.

Jens_Hoppe wrote:I dit eksempel laver spillerne jo bare deres eget lille rollespil ved siden af brætspillet - brætspillets medfødte begrænsninger er der stadigvæk. Det ville svare til hvis man i Khamwese: Death in the Temple bare legede over for sig selv og dem man spillede med, at man havde åbnet pengekassen - og derpå hævdede at man var kommet forbi computerspillets medfødte begrænsning.

Jamen oplevelsen af rolle-, bræt- og computerspil må da også ses som en helhed. Brætspil er fx. en social aktivitet, og en stor del af fornøjelsen ved brætspil er jo netop interaktionen, når man sidder ansigt til ansigt (det er vel også derfor, at brætspil online trods alt ikke er lige så sjovt som den ægte vare). Til gengæld ligger det ikke lige til venstrebenet at "rollespille" sine computerspil, da man enten spiller alene (hvor det kan virke lidt anstrengt med de store Hamlet-udgydelser) - eller sammen med de andre MMORPG'ere, der ikke kan se, at man rollespiller foran computeren, da de sidder i Taiwan og Bolivia.

Hvis man bare ser brætspil som et bræt, nogle brikker og nogle regler, ja så kan jeg godt forstå din holdning Men så kan man jo også kritisere et klassisk rollespil for bare at være en bog med nogle regler i, og det er der jo ærligt talt ikke meget spas i.

Jeg havde ikke læst dit indlæg grundigt nok, for jeg havde overset, at du kun skrev om adventure-brætspil. Det gør naturligvis en forskel. Og jeg er enig i, at RPG på computer eller rundt om et bord er bedre til at formidle den oplevelse, du søger.

Men computer-RPG'er er ikke meget bedre end brætspil. Du er typisk stadig fastlåst i et begrænset antal muligheder, som programmøren har kunnet finde på (og har orket at designe og programmere). Spillene prøver så at kompensere for de begrænsede muligheder ved at overlæsse designet med enorme (men ofte lidt ensformige) miljøer, man kan bruge timer på at trave igennem, med bunker af karakteregenskaber, der for flertallets vedkommende ikke ændrer voldsomt ved spiloplevelser og med bunker af mere eller mindre trivielle opgaver (hent A til person B, inden C gør det).
Med de moderne, grafiske egenskaber på pc og konsoller er der naturligvis rig mulighed for at lave en virkelig gennemført og laber udgave af tempelpræsten Khamwese, med ekstremt højt polygon count, men når man så ikke kan sætte ham til at lukke templets pengekasse op eller kravle op på alteret, fordi programmøren ikke orkede at implementere det, så halter indlevelsen hurtigt

Når det så er sagt, afhænger brætspilsoplevelsen selvsagt i høj grad grad af, hvem man spiller det med. Med den rette gruppe kan mange af brætspillenes medfødte begrænsninger let transcenderes, mens et oplevelsesspil som fx. Arkham tilsvarende hurtigt kan blive en flad fornemmelse, hvis medspillerne glemmer at rive sig i håret, få fråde om munden og udføre teatralsk dødsrallen minimum hver 10. minut

Nok er jeg ikke Cæsar, og nok er dette ikke Rubycon, men jeg siger dog alligevel:
jeg synes sagtens, at brætspil kan levere en oplevelse med indlevelse (so to speak). Vel kan det aldrig matche den oplevelse, man får med et fuldblods rollespil, men disse udgør jo typisk også en længere seance, hvor man har bedre tid til at leve sig ind i rollen.

Der er naturligvis grænser for, hvor komplekse reglerne i brætspil kan være, hvis spillet ellers skal være spilbart (og så i øvrigt ikke et ord om ASL, Third Reich og deslige). Men integrationen af temaet er vel lige så vigtige som temaet. Derfor har jeg det lige som Stony, og jeg har da sagtens kunne leve mig godt og grundigt ind i bl.a. Civilization, Twilight Struggle og Arkham Horror. Tilsvarende har jeg store forhåbninger til BSG og Android, når jeg kommer så langt.

Så har herr Vigild igen forfattet en artikel på Politiken om efterårets høst af danske brætspil. Og som vanligt er det hovedsageligt en fæl omgang tynd quiz-te.
Derfor ville jeg naturligvis gerne skrive til herr Vigild og foreslå ham at udvide repertoiret en smule. Men er der på det seneste udkommet nogen "rigtige" brætspil på dansk eller med medfølgende danske regler?
Alternativet er selvfølgelig at henvise til nogle tyske spil uden tekst...

Hmmm..... de må have fået meget sjov ud af deres slogan om "bust your opponent's balls" til deres julefrokost.

Hvis du døser lidt undervejs i episode 1, kan jeg nu godt tilgive dig. Selv om det utvivlsomt er den til dato bedste science fiction-film om.... en handelsblokade.

I går modtog jeg Ca$h 'n Gun$ fra Ab Zur Kasse. Jeg har aldrig prøvet det, men det ser da ganske plat ud på den platte måde, så det skal nok blive testet grundigt i juledagene.

Tobias wrote:Det bliver svært, at stable noget julestemning på benene efter det mentale billede...

Til gengæld vil du være taknemmelig over enhver kvindelig ansøger under 85 år.

Skal jeg så også til at barbere ben nu? Argh

Jens_Hoppe wrote:

Tobias wrote:den næste stilling er dedikeret til en langbenet 20-årige sekretær i tæt siddende nisse kostume, der er god til, at tage notat.

Ser man bort fra alderen, er det jo lige Gunness!

Touché! Hvad alderen angår, så synes jeg ikke, at vi skal ligge under for aldersfascisme (det er Dr. Jones et prima eksempel på)
Og jeg ser i al beskedenhed hammer-godt ud i nissekostume. Og jeg kan tage diktat. Hvor melder man sig?
(Nu håber jeg heller ikke, at *min* kone læser med, så kunne hun nok godt blive bekymret!)