Så blev det endelig KBK aften igen, efter min sommerferie.
Første spil på bordet var, ahem, Terra Mystica, hvor en af KBK's store TM-hajer tog udfordringen op og valgte
Fakirs. Og sandelig om han ikke også vandt med dem, i et ellers meget tæt, og generelt lavtscorende spil (11 points mellem første- og sidstepladsen). Jeg fik spillet
Dwarves sådan lidt suboptimalt, men en delt andenplads kunne det da blive til.
Bagefter fik jeg overtalt bordet til at prøve
Eight-Minute Empire. For det første holder titlen/spilletiden ikke helt med fem spillere: Vores to spil, inkl. et par minutters regelforklaring tog omkring en time. Spillet selv virkede bedre med flere spillere (end med de 2-3 jeg har prøvet med før), men selvfølgelig har man ikke altid den helt store kontrol. Lidt tørt, måske, men af en filler af være var det nu meget sjovt. Det lykkedes mig endda at vinde begge spil, første spil sikkert fordi jeg var den eneste som kendte til det, mens der i andet spil blev råbt højt omkring bordet om "kingmaking" og andre grimme beskyldninger.
Sidst var det så tid til
Ultimate Werewolf: Inquisition.
Hidden traitor genren er en personlig favorit, og jeg er altid på udkig efter gode spil i den genre. Og første indtryk af UW:I er at det
er et godt spil.
Spillet er en lidt spøjs blanding af den rigtige Werewolf og spil som The Resistance: Som i Werewolf er spillerne hemmeligt enten mennesker eller varulve, og spillet veksler mellem en dagtur hvor spillerne på mere eller mindre demokratisk vis lyncher en beboer, og en nattur hvor varulvene æder en. I UW:I er der dog indført et ekstra abstraktionslag: De beboere som spillerne lyncher/æder repræsenteres ikke af spillerne selv. I stedet har man 12 beboere repræsenteret med kort, hvoraf 4 (i det almindelige setup) er varulve, og det er disse beboerkort som spillerne dræber. Spillerne selv repræsenterer Inkvisitionen, som er kommet for at befri landsbyen for dens varulveproblem, men dette er selvfølgelig besværliggjort af det faktum at også nogle af
inkvisitorerne er varulve! Varulvespillerne forsøger derfor at beskytte varulvene i landsbyen, mens menneskespillerne vil afsløre (og lynche!) dem: Dræbes alle varulve-beboerne, vinder de gode spillere. Er de flere varulve-beboere end mennesker tilbage i landsbyen, vinder varulve-inkvisitorerne.
Dette betyder at man som spiller ikke kan blive slået ud af spillet: Alle er med til det sidste. Det virker dog også som om det i nogen grad betyder mindre om en varulvespiller bliver afsløret som sådan, da der ikke nødvendigvis er noget de gode spillere kan gøre ved det. En tredie konsekvens er at man i princippet kan spille spillet med ret få spillere - ned til tre, ifølge reglerne.
De 12 beboere har hver sin rolle - hunter, seer, etc. som man kender det fra Werewolf, og alle spillere får lov til at vælge en rolle hver dag: Seer-rollen giver f.eks. lov til at kigge på en af de 12 beboerkort, hunter-rollen lader en pladsere tre lynch-stemmer på en beboer, osv. Men bliver en given beboer dræbt, forsvinder den tilsvarende rolle også fra spillet.
Vi nåede to spil UW:I. I første spil var vi kun fire spillere, og mens det da fungerede, var det nok ikke helt optimalt at være så få. Den enlige varulve-inkvisitator rendte med sejren, da vi i sidste og afgørende dag (et menneske og én varulv tilbage i landsbyen!) fik lynchet den forkerte.
I andet spil var vi seks spillere (deraf to varulve): Vi - de gode - var heldige og fik ret hurtigt udpeget et par varulve, og det var hele tiden op ad bakke for de to ulve, der også ret hurtigt måtte afsløre sig selv.
UW:I virkede som et godt spil. Om det helt holder, må tiden vise. Interessant er det at man kan mix-og-matche beboerroller som man har lyst, og en simpelt balancescore for de enkelte roller gør at man kan ændre balancen i spillet blot ved at skifte en rolle ud med en anden.