Stony, Kanzler + kone, Frouvne, Maibritt og jeg selv var på sommerhustur her i weekenden for at få spillet nogle flere spil end normalt. Og det lykkedes da også
En vældig hyggelig tur med spil, god mad, øl og høj stemning.
Fredag aften lagde vi ud med
[redacted], som de fire af os havde prøvet en gang før. Som hemmelige agenter fra to forskellige nationer skal man bevæge sig rundt på en ambassade, prøve at fremskaffe nogle hemmelige dokumenter fra det modsatte land og stikke af med dem i en helikopter - eller sprænge modstanderens helikopter i luften. Finten er så, at man ikke ved, hvem man er på hold med. Spillet har visse paralleller til fx The Resistance - både fordi man skal prøve at deducere, hvem man er sammen med, på et meget spinkelt grundlag, og fordi størstedelen af det sjove i spillet er hele metaspillet: alt det udenoms, der foregår mellem spillerne. Selve spillet er temmelig begrænset, og med seks spillere løber man hurtigt ind i, at der ikke er ret meget fornuftigt at foretage sig. Så kan man jo altid løbe ud og finde en anden agent og prøve at afkode, at man er på hold sammen. Og evt tæve vedkommende.
Efterhånden får man nogle vage idéer om, hvem man er sammen med - men det er ofte kun den ene part, der ved det med sikkerhed, hvilket bl.a. betød, at én agent kom for at give sin medagent førstehjælp, men denne misforstod hensigten og skyndte sig at stikke sin kollega ned
Spillet endte med at blive lidt langt, men ellers fungerede det faktisk bedre med seks end fire spillere - netop fordi underholdningen består i gætterierne, spekulationerne og de mange (grundløse) anklager rundt om bordet.
Aftenen blev rundet af med en omgang
Dixit Odyssey og tre spil
Resistance.
Lørdag delte vi os op i flere spil, og Frouvne og jeg kastede os over
Labyrinth: The War on Terror, som vi begge har haft stående på hylden i meget lang tid. Vi havde også begge prøvet at læse op på reglerne på forhånd - men det var lige på grænsen til, hvad vi kunne klare, så vi kørte taknemmeligt spillets tutorial igennem, mens brikkerne laaaangsomt faldt på plads. Da denne var slut, fortsatte vi en times tid endnu, indtil træthed og optræk til hovedpine meldte sig. Jeg vil ikke påstå, at det gik glat, men der var da gradvist færre regelopslag og en begyndende forståelse af, hvordan de to sider skulle spilles. Der var op- og nedture for både USA og jihadisterne. Som sidstnævnte fik jeg kortvarigt oprettet en islamisk stat i Somalia og kørt Vesteuropa over i "blød holdning" til krigen mod terror, mens USAs tropper hurtigt fik skaffet nye allierede.
Jeg er sikker på, at hærdede wargamere spiser regler som disse til morgenmad, men for os almindelige dødelige var det en stor mundfuld
Jeg har svært ved at følge de mange, der hævder, at det ikke er specielt meget mere komplekst end Twilight Struggle. Der er langt flere slutkriterier, langt flere tabeller, og så skal de to sider jo spilles forskelligt.
Men jeg tror, at vi begge var ret fascinerede af både tema og mekanismer, og jeg håber virkelig, at jeg kan få det prøvet igen, inden jeg har glemt alle de regler, der lige er kommet på plads.
Efter frokost spillede alle
Lagoon: Land of Druids. På forhånd havde jeg været meget nysgerrig, men i sidste ende var det ikke lige min kop te. Bag de flotte komponenter var et spil uden større sammenhæng mellem tema og det ret abstrakte gameplay, og de store mængder tekster på brikkerne gjorde det svært at bevare overblikket over de forskellige muligheder (ikke mindst for de, der skulle læse på hovedet).
Inden aftensmaden nåede vi et spil
Roll For the Galaxy. Jeg har prøvet Race et par gange og syntes meget lidt godt om det begge gange, så på den måde var Roll lidt af en åbenbaring. Sjovere og mere overskueligt. Det er næppe noget, jeg selv vil anskaffe, men sjovt var det.
Efter aftensmaden spillede Kanzler, hans kone og jeg
Eldritch Horror. Det er absolut et af de bedre Lovecraft-spil, jeg har prøvet - og på godt og ondt ligner det en hel del de andre FFG-spil i samme univers. Det gjorde det meget lettere at forstå regler og komponenter, men gav ind imellem også lidt en fornemmelse af, at man havde set det hele før. FFG må have en gigantisk maskine stående til at generere Cthulhu-tekster til deres kort et eller andet sted
Det store plus var, at spillet virkede meget mere strømlinet end fx Arkham Horror. Det var en stemningsfyldt oplevelse, der ikke krævede 277 forskellige bittesmå tokens for at gøre det underholdende. På minussiden var det faktum, at man ind imellem følte, at man ikke altid havde større indflydelse på spillets flow. Som når man først blev "delayed" og derefter smidt i fængsel uden rigtig at kunne gøre fra eller til. Men vi var nu godt underholdt alligevel, og jeg prøver det meget gerne igen.
Aftenen blev sluttet af med endnu et spil
Dixit.
