Hvad har du spillet i dag? - Februar 2015

[Stony]

Jeg deltog også i aftenens Cuba Libre, og.... så er det da prøvet. Mit førstehåndsindtryk var desværre ikke særlig positivt.

Temaet er tommetykt og har man en historisk interesse, kan det være en sjov måde til at krydre det med nogle "what-if" scenarier og opleve historien sammen. Men det er også hvad jeg vil klassificere spillet som: Et oplevelsesspil. Og oplevelsen vil blive meget præget af om du har en interesse for emnet eller ej.

Rent spilmekanisk er jeg ikke imponeret. Eller jo, spilmekanismerne fejler hver især ikke noget, men jeg synes nogle af dem udgør et ret uheldigt valg til denne type spil.

Jeg kom flyvende fra start i går, men det gjorde jeg primært fordi der tilfældigvis kom nogle eventkort der var ret gode for mig (To gange +10 aid) hvilket gjorde at mine ressourcer bankede mod loftet. Efterfølgende havde jeg råd til at omvende en række regioner, så jeg efterfølgende lå til at opfylde mine sejrsbetingelser. And then some. Men det var - som jeg oplevede det - uden større betydning, for der er jo tre andre spillere med, og de har alle tre mulighed for med en enkelt handling at spænde ben for mine sejrsbetingelser. Eneste kriterie er at de har EN enhed i en vilkårlig af de tre byer. Det udvikler sig til en omgang tre-spilllere-mod-en whack-a-mole. Er der nogen der ligger til at vinde, skal de naturligvis dunkes ned igen. Det er selvfølgelig fint nok at komme fint fra start, men en tidlig sejr vil jeg mene for regeringstropperne kun kan lade sig gøre hvis modstanderne snorksover.
Derfor bliver den næste fase en lang travetur, hvor man spiller lidt frem og tilbage, mens de øvrige spillere kommer op i gear, og på et tidspunkt selv nærmer sig deres respektive sejrsbetingelser. Efterhånden som der er to, tre eller sågar fire spillere der skal "dunkes ned", vil det ikke længere være muligt at holde alle nede, og til sidst vil der sandsynligvis være en der kan stikke næsen over målstregen.
"Godt spil" vil efter min mening ikke alene kunne vinde spillet, men omvendt kommer du næppe op i nærheden af dine sejrsbetingelser hvis du ikke spiller fornuftigt. Så godt spil vil i bedste fald "kun" bringe dig op i kapløbet om hvem der så trækker det længste strå. Når du når dertil, er du sandsynligvis også afhængig af at der kommer nogle brugbare events og/eller at dine nærmeste modstandere ikke får nogle stærke events lige i den periode hvor spillet ser ud til at skulle afgøres. Det kan efter min mening godt blive en anelse lotteri-agtigt.

Jeg har ikke noget imod Whack-a-mole mekanismen i spil som Love Letter, hvor spillerne typisk går efter den der er foran. Men i et spil som dette, giver det et aaaaaaaalt for langt spil, hvor man efter min mening bare venter på at der er to-tre andre spillere der også kommer op, så spillet kan finde sin afgørelse.

Hvis du dyrker oplevelsesspil og/eller er interesseret i historie, kan du sagtens få en god spilaften ud af Cuba Libre. Hvis du - som jeg - ikke rigtig matcher nogen af de to kategorier, vil min anbefaling være at gå langt udenom det.

4/10.

[Larsine]

Hmmm.... jeg synes, at Citadels er lidt kedeligt som 2P - det er mere underholdende med 3-5 spillere, hvor bluffdelen kommer bedre i spil.

Jeg kan da også se på BGG, at 45% har det som "not recommended" med 2.
På den anden side er der også fire der anbefaler, og en der har det som "best" som solospil. Så skal man godt nok have en personlighedsspaltning, der vil noget.

Men hvornår er disse "not recommended" fra?

Hvis man spillede den første udgave at Citadels, var der jo netop ikke nogen regler hvor det fungerede for 2 spillere, ligesom reglerne for 3 spillere var de sammen som 4-7 spillere.

Men med de nuværende regler, er spillet lang mere taktisk og strategisk som 2-spiller spil, end et er med 4-7 spillere hvor tilfældighed spiller en langt større rolle. F.eks. er der ingen tvivl om hvem du går efter med Assassin og Thief i et 2-spiller spil, og selv hvis man bliver ramt af Assassin, så mister man kun en af sine 2 actions (50% effekt). I et 4+ spiller spil kan man opleve at blive ramt helt tilfældigt af Assassin et par gange i træk, selvom man slet ikke udgør noget trussel, og når man bliver ramt mister man hele sin action (100% effekt).

2-spiller versionen af Citadels er helt klart min foretrukne version.

[Larsine]

I går aftens startede Eik og jeg med et spil Innovation medens vi ventede på at Jens skulle ankomme. Jeg fik en rigtig god start, hvor jeg fik masser af tårne på hånden og Masonry kortet på bordet og scorede hurtigt den første Domain/Achievement. Men mine mange tårne gav mig ikke nogen point, og selvom jeg hurtigt fik masser af kort på bordet, og fik dem splayed ved hjælp af Invention (som gav mig endnu et Domain/Achievement), kom jeg langt bagud på point og Eik dominerede den ene tidsalder efter den anden, og endte med at vinde 6-2.

Da Jens var ankommet tog vi et spil Lords of Waterdeep. Det blev et spil hvor vi skiftedes til at føre. Men jeg havde fået lavet 11 quests af min type, hvor Jens kun havde 9 og Eik kun 6. Så jeg endte på 195 point, Jens på 184 og Eik på 170 point.

Jens og jeg tog to spil San Juan (inkl. udvidelser), som begge blev to meget tætte spil. Desværre lykkedes det i begge spil for Jens at score få point mere end jeg fik.

Nu ser jeg bare frem til weekenden, hvor der bliver mulighed for at få spillet et spil eller to på Hotel Viggatorp.

[Frouvne]

[...] Hvis du dyrker oplevelsesspil og/eller er interesseret i historie, kan du sagtens få en god spilaften ud af Cuba Libre. Hvis du - som jeg - ikke rigtig matcher nogen af de to kategorier, vil min anbefaling være at gå langt udenom det. [...].

Smag og behag osv. Som spillet er udformet er jeg ikke sikker på, at analysen er helt så simpel. Fordelingen af event-kort kan betyde meget for spillets udvikling, den trange plads betyder noget for hvem man kan og vil slå på hvornår, forhandlingsdelen, hvor man kan overdrage ressourcer kan være udslagsgivende for, hvem der går hvilke veje osv. osv. Så det kan godt være, at man i et eller andet omfang kan være nødt til at gøre fælles front, men hvem der kommer ud ovenpå og hvilken rolle "offeret" efterfølgende har, er afhængig af mange faktorer.

[peskjens]

Jeg deltog også i aftenens Cuba Libre, og.... så er det da prøvet. Mit førstehåndsindtryk var desværre ikke særlig positivt.

Temaet er tommetykt og har man en historisk interesse, kan det være en sjov måde til at krydre det med nogle "what-if" scenarier og opleve historien sammen. Men det er også hvad jeg vil klassificere spillet som: Et oplevelsesspil. Og oplevelsen vil blive meget præget af om du har en interesse for emnet eller ej.

Rent spilmekanisk er jeg ikke imponeret. Eller jo, spilmekanismerne fejler hver især ikke noget, men jeg synes nogle af dem udgør et ret uheldigt valg til denne type spil.

Jeg kom flyvende fra start i går, men det gjorde jeg primært fordi der tilfældigvis kom nogle eventkort der var ret gode for mig (To gange +10 aid) hvilket gjorde at mine ressourcer bankede mod loftet. Efterfølgende havde jeg råd til at omvende en række regioner, så jeg efterfølgende lå til at opfylde mine sejrsbetingelser. And then some. Men det var - som jeg oplevede det - uden større betydning, for der er jo tre andre spillere med, og de har alle tre mulighed for med en enkelt handling at spænde ben for mine sejrsbetingelser. Eneste kriterie er at de har EN enhed i en vilkårlig af de tre byer. Det udvikler sig til en omgang tre-spilllere-mod-en whack-a-mole. Er der nogen der ligger til at vinde, skal de naturligvis dunkes ned igen. Det er selvfølgelig fint nok at komme fint fra start, men en tidlig sejr vil jeg mene for regeringstropperne kun kan lade sig gøre hvis modstanderne snorksover.
Derfor bliver den næste fase en lang travetur, hvor man spiller lidt frem og tilbage, mens de øvrige spillere kommer op i gear, og på et tidspunkt selv nærmer sig deres respektive sejrsbetingelser. Efterhånden som der er to, tre eller sågar fire spillere der skal "dunkes ned", vil det ikke længere være muligt at holde alle nede, og til sidst vil der sandsynligvis være en der kan stikke næsen over målstregen.
"Godt spil" vil efter min mening ikke alene kunne vinde spillet, men omvendt kommer du næppe op i nærheden af dine sejrsbetingelser hvis du ikke spiller fornuftigt. Så godt spil vil i bedste fald "kun" bringe dig op i kapløbet om hvem der så trækker det længste strå. Når du når dertil, er du sandsynligvis også afhængig af at der kommer nogle brugbare events og/eller at dine nærmeste modstandere ikke får nogle stærke events lige i den periode hvor spillet ser ud til at skulle afgøres. Det kan efter min mening godt blive en anelse lotteri-agtigt.

Jeg har ikke noget imod Whack-a-mole mekanismen i spil som Love Letter, hvor spillerne typisk går efter den der er foran. Men i et spil som dette, giver det et aaaaaaaalt for langt spil, hvor man efter min mening bare venter på at der er to-tre andre spillere der også kommer op, så spillet kan finde sin afgørelse.

Hvis du dyrker oplevelsesspil og/eller er interesseret i historie, kan du sagtens få en god spilaften ud af Cuba Libre. Hvis du - som jeg - ikke rigtig matcher nogen af de to kategorier, vil min anbefaling være at gå langt udenom det.

4/10.

Som Allan - smag og behag. Synes både tema og spil er særdeles interessante, og indtil mit næste spil Cuba Libra, der ikke så langt væk, læser jeg lige en bog om den kolde krig

Men ellers synes jeg, at alle factions har mange muligheder og der tager nok lige lidt mere end ½ spil at få udforsket dem.

[Helle]

Jeg kan se, at min mand ikke længere rapporterer Crokinole spil.
... men det er også på bordet mindst hver anden dag ... så det kan vel blive lidt ensformigt.


Vi har været nødt til at indarbejde 'handicap', hvis det skal blive interessant.
Vi har spillet uendeligt mange spil, hvor jeg har fået absolut ingen point, mens min mand vinder.
Vi har nu differentieret ved, at jeg har fået de bedste brikker (som ellers har været holdt ude, fordi vi kun har et sæt) - vi har bestilt to forskellige steder fra, og kvaliteten er meget forskellig.
.... og jeg har 13 brikker - så jeg skyder altid både først og sidst.
Det betyder, at der faktisk kommer en lille smule konkurrence på banen. Gemalen vinder stadig - men han kommer ikke sovende til det længere!

[Stony]

Men ellers synes jeg, at alle factions har mange muligheder og der tager nok lige lidt mere end ½ spil at få udforsket dem.

Det er absolut muligt jeg "misser noget", og jeg har allerede taget det forbehold, at min oplevelse udelukkende er skrevet ud fra den faktion jeg spillede.

Så ret mig hvis jeg tager fejl, men i det halve spil jeg spillede, gjorde jeg følgende observationer:
1. Regeringen skal have fuld support i alle tre byer for at vinde. (Dertil skal man også have 19 eller mere i support, men det er i denne kontekst irrelevant)
2. Alle tre øvrige fraktioner kan lave en terror-handling, der dels placerer en terror-token og desuden rykker byens/regionens support et hak, og det er ikke muligt at forhindre en aktiv spiller i at udføre den.
3. Regeringen har kun 1 handling (jeg kan ikke huske navnet) hvor de har mulighed for at lave en Civic Action, som retter op på dette, og ellers kan de gøre EFTER man har tjekket for sejrsbetingelser, hvilket så er "for sent" ift. at hive sejren hjem.
4a. Regeringen har i gennemsnit kun en fjerdedel af de samlede handlinger. De andre tre fjerdedele har ligger hos de tre andre spillere
4b. Hvis du har opfyldt (eller er tæt på at opfylde) dine sejrsbetingelser, forvandles spillet mere eller mindre til alle-mod-den-der-er-ved-at-vinde. Og som angivet i 4a har disse spillere gennemsnitligt tre handlinger hver gang du har en.
5a. Selv om regeringen lige inden afslutningen af en af spillets fire faser får positioneret sig fordelagtigt, og er den ene af de to aktive spillere, vil han ikke kunne forhindre spilleren i at udføre en terrorhandling.
5b. Der er MÅSKE et lille hul, såfremt regeringsspilleren er ANDEN aktive spiller, og derfor kan lave en Civic Action umiddelbart efter førstespillerens Terror Action, men som jeg læste ordlyden, så kunne man lave en enkelt Civic Action, og det at fjerne Terror Token og efterfølgende forbedre tilslutningen vil kræve to. Og selv om dette skulle være misforstået, så ændrer betingelserne sig bare til at der hele tiden skal være TO byer der ikke er maxet ud, og så vil regeringen - pga punkt 4a og 4b - være på mission impossible m.h.t. at få fuld støtte, med mindre:
- 1. Modstanderne snorksover
- 2. Der er ved at være flere andre spillere der kan vinde spillet, og oppositionen derfor er nødt til at fordele deres modstandskamp

Hvis ovenstående kan overføres til de øvrige faktioner - og det vil undre mig om det ikke kan, for jeg havde som regeringsspiller værktøj til målrettet at slå på de andre - så vil spillet næppe finde en hurtig afslutning. Der kan være spillere der kommer hurtigere frem til slutbetingelserne end andre, men når først de kommer frem til den situation vil de øvrige spillere - naturligt nok - rotte sig sammen og forhindre spilleren i at nå helt i mål.

Jeg ville muligvis have en helt anden førstehåndsoplevelse, såfremt spillet havde haft et andet forløb. Men netop aftenens forløb, hvor jeg meget hurtigt blev i stand til at opfylde sejrsbetingelserne, fik jeg hurtigt fokus på ovenstående problemstilling, og jeg kunne regne mig frem til at det ville være kropumuligt at køre helt i mål, før der var (mindst) en anden spiller der nåede frem til sine sejrsbetingelser. Og det var ganske demotiverende, at konkludere at jeg kunne skubbe trækuber rundt lige så tosset som jeg ville. Det ville INGEN forskel gøre m.h.t. at hive sejren hjem i god tid.
Der KAN så muligvis opstå noget interessant spil i slutspillet, hvor der er to-fire spillere med i kapløbet. Men der tænker jeg dels at spillets eventkort kan udgøre det store lykkehjul m.h.t. hvilken vej vinden skal blæse, og dertil er spillet alt alt alt AAAAALT for langt til at den mellemliggende "ventetid" for mit vedkommende er spiselig.

[peskjens]

Men ellers synes jeg, at alle factions har mange muligheder og der tager nok lige lidt mere end ½ spil at få udforsket dem.

Det er absolut muligt jeg "misser noget", og jeg har allerede taget det forbehold, at min oplevelse udelukkende er skrevet ud fra den faktion jeg spillede.

Så ret mig hvis jeg tager fejl, men i det halve spil jeg spillede, gjorde jeg følgende observationer:
1. Regeringen skal have fuld support i alle tre byer for at vinde. (Dertil skal man også have 19 eller mere i support, men det er i denne kontekst irrelevant)
2. Alle tre øvrige fraktioner kan lave en terror-handling, der dels placerer en terror-token og desuden rykker byens/regionens support et hak, og det er ikke muligt at forhindre en aktiv spiller i at udføre den.
3. Regeringen har kun 1 handling (jeg kan ikke huske navnet) hvor de har mulighed for at lave en Civic Action, som retter op på dette, og ellers kan de gøre EFTER man har tjekket for sejrsbetingelser, hvilket så er "for sent" ift. at hive sejren hjem.
4a. Regeringen har i gennemsnit kun en fjerdedel af de samlede handlinger. De andre tre fjerdedele har ligger hos de tre andre spillere
4b. Hvis du har opfyldt (eller er tæt på at opfylde) dine sejrsbetingelser, forvandles spillet mere eller mindre til alle-mod-den-der-er-ved-at-vinde. Og som angivet i 4a har disse spillere gennemsnitligt tre handlinger hver gang du har en.
5a. Selv om regeringen lige inden afslutningen af en af spillets fire faser får positioneret sig fordelagtigt, og er den ene af de to aktive spillere, vil han ikke kunne forhindre spilleren i at udføre en terrorhandling.
5b. Der er MÅSKE et lille hul, såfremt regeringsspilleren er ANDEN aktive spiller, og derfor kan lave en Civic Action umiddelbart efter førstespillerens Terror Action, men som jeg læste ordlyden, så kunne man lave en enkelt Civic Action, og det at fjerne Terror Token og efterfølgende forbedre tilslutningen vil kræve to. Og selv om dette skulle være misforstået, så ændrer betingelserne sig bare til at der hele tiden skal være TO byer der ikke er maxet ud, og så vil regeringen - pga punkt 4a og 4b - være på mission impossible m.h.t. at få fuld støtte, med mindre:
- 1. Modstanderne snorksover
- 2. Der er ved at være flere andre spillere der kan vinde spillet, og oppositionen derfor er nødt til at fordele deres modstandskamp

Hvis ovenstående kan overføres til de øvrige faktioner - og det vil undre mig om det ikke kan, for jeg havde som regeringsspiller værktøj til målrettet at slå på de andre - så vil spillet næppe finde en hurtig afslutning. Der kan være spillere der kommer hurtigere frem til slutbetingelserne end andre, men når først de kommer frem til den situation vil de øvrige spillere - naturligt nok - rotte sig sammen og forhindre spilleren i at nå helt i mål.

Jeg ville muligvis have en helt anden førstehåndsoplevelse, såfremt spillet havde haft et andet forløb. Men netop aftenens forløb, hvor jeg meget hurtigt blev i stand til at opfylde sejrsbetingelserne, fik jeg hurtigt fokus på ovenstående problemstilling, og jeg kunne regne mig frem til at det ville være kropumuligt at køre helt i mål, før der var (mindst) en anden spiller der nåede frem til sine sejrsbetingelser. Og det var ganske demotiverende, at konkludere at jeg kunne skubbe trækuber rundt lige så tosset som jeg ville. Det ville INGEN forskel gøre m.h.t. at hive sejren hjem i god tid.
Der KAN så muligvis opstå noget interessant spil i slutspillet, hvor der er to-fire spillere med i kapløbet. Men der tænker jeg dels at spillets eventkort kan udgøre det store lykkehjul m.h.t. hvilken vej vinden skal blæse, og dertil er spillet alt alt alt AAAAALT for langt til at den mellemliggende "ventetid" for mit vedkommende er spiselig.

Tja, jeg er ikke nået så langt med en analyse, men kommer vel til det. Som dig har jeg også spillet regeringen, men fik hurtigt nok at gøre med at fastholde support i byerne og specielt Havanna, som alle de andre gjorde deres bedste for at få ned i support. På dette tidspunt havde vi nok en lille situation 4b, men efterhånden udviklede spillet sig til den situation, som du kategoriserer som incident no. 5b2, hvor alle spillere faktisk kunne vinde spillet. Det var ganske spændende og for det meste også underholdende, og derfor ser jeg da også frem til næste spil, hvor jeg kan få mulighed for at prøve en anden faktion.

[BACON!]

Omkring Cuba Libre: regeringen her lettere ved at forhindre terror end de har ved at genopbygge support. Det er kun Syndicate som kan rekruttere i felter hvor der er fuld support, mens alle andre skal flytte deres tropper ind hvis de ikke har en base. Hvis du har mindst 3 cubes, eller support, i feltet flipper alle flyttede tropper til aktiv og så kan de ikke laves terror.
Det kan sagtens være I har spillet med det, men det tog mig et par spil før jeg havde alle reglerne på plads.

[Mik]

Tirsdag begyndte vi på det 5. adventure i Pathfinder Skull & Shackles-serien, og vi nåede de 3 første scenarier uden de store problemer: det at vi spiller med en ekstra lokalitet er åbentbart ved at være for lidt. Godt nok nåede vi kun lige akkurat at bekæmpe Villain'en i den allersidste tur, men det er jo også tilstrækkeligt

Jeg må sige at jeg er imponeret over hvor anderledes de enkelte scenarier er i Skull & Shackles: I vort seneste fik vi en forbandelse lagt på os når vi tabte en kamp mod en håndlanger, og dettegjorde det sværere at kæmpe indtil vi fik forbandelserne hævet. Interesant twist! 9/10

[Jonezy]

Germangames afdeling Taastrup var næsten fuldtallige igår (vi måtte desværre undvære Jan (Uhre)), så Carsten (Carlei) og jeg fik hjulpet Steen (Stony) med at få spillet par spil fra hans samling, som han ikke havde fået prøvet endnu.

Vi startede med Dungeon Petz (uden udvidelse), da jeg for nyligt havde prøvet det og dermed havde styr på de fleste regler. Det hjalp dog ikke meget, da Carsten var helt kold og gik efter at have en masse kælemonstre, hvilket faktisk hjalp ham til at have mere fleksibilitet med kortene og dermed fik han klaret sig bedre i udstillingerne og solgt til store point, så det var en god strategi, som gav ham en relativ sikker sejr. Steen og jeg bøvlede noget mere rundt og lavede en stribe småfejl, så der er plads til forbedring.

Dungeon Petz er stadig en heftig brainburner, hvor man konstant mærker presset, så hvis man er til sådanne nogle oplevelser kan det varmt anbefales og så hjælper det gevaldigt at temaet er helt fantastisk.

Så skulle Steen introduceres til et af mine absolutte yndlingsspil, nemlig Castles of Burgundy, hvor vi valgte alle at spille med 1'er pladen. Steen klarede sig faktisk ret godt oppe imod to relativ erfarne Castles of Burgundy spillere, men jeg endte alligevel med at trække fra med en godt kørende shipping strategi. Altid en fornøjelse at spille CoB, selvom det var lidt mærkeligt at alle spillede den samme plade med samme start slot.

Hyggelig aften med hyggelige medspillere, gode øl og interessante spil!

[Helle]

Vi havde fætter Visti på besøg med kæreste ... Og vi prøvede os lidt forsigtigt frem om der var stemning for lidt spil, og det var der, så vi fik prøvet Crokinole med 4 spillere, 2 spil Witness og 2 spil Dixit.
Umiddelbart faldt de spil vi introducerede i god jord.

[Frouvne]

Fik spillet to spil Crokinole, hvoraf det ene var med fire spillere. En fin måde at spille spillet på, der er meget social og hvor man kan udligne forskelligheder i færdighed, når man kombinerer holdene. For første gang fik vi prøvet Witness. Vi tog først en begynder-sag og siden hævede vi sværhedsgraden til normal. Allerede på normal-niveauet fik ingen af os gættet 100% korrekt ... men det er selvfølgelig også svært, når én får givet ukorrekte oplysninger videre, der når hele vejen rundt. Men bestemt et fint førstehåndsindtryk. Vi sluttede af med to spil Dixit, hvor folk i løbet af spillet blev mere og mere kreative i deres associationer.

[Carlei]

Vi startede med Dungeon Petz (uden udvidelse), da jeg for nyligt havde prøvet det og dermed havde styr på de fleste regler. Det hjalp dog ikke meget, da Carsten var helt kold og gik efter at have en masse kælemonstre, hvilket faktisk hjalp ham til at have mere fleksibilitet med kortene og dermed fik han klaret sig bedre i udstillingerne og solgt til store point, så det var en god strategi, som gav ham en relativ sikker sejr. Steen og jeg bøvlede noget mere rundt og lavede en stribe småfejl, så der er plads til forbedring.

Dungeon Petz er stadig en heftig brainburner, hvor man konstant mærker presset, så hvis man er til sådanne nogle oplevelser kan det varmt anbefales og så hjælper det gevaldigt at temaet er helt fantastisk.

Jeg synes det var sjovt. Kunne godt lide temaet, de nuttede monstre og den langsigtede planlægning.
Tror dog Steen havde ret i sine tanker om at det er svært at second guesse hvad de andre tænker at gøre, når man ikke kan se deres guld, imps og mad.

CoB var som altid hyggeligt, også selvom jeg slet ikke fik gang i noget og terningerne i den grad var imod mig

[Logos32]

Jeg synes det var sjovt. Kunne godt lide temaet, de nuttede monstre og den langsigtede planlægning.
Tror dog Steen havde ret i sine tanker om at det er svært at second guesse hvad de andre tænker at gøre, når man ikke kan se deres guld, imps og mad.

Informationen er kun gemt i det øjeblik spillerne grupperer deres imps. Resten af spillet er alt information, mad, imps, petz, bure, forbedringer, penge og antal kort (fraset hvilke need der er på kortene) da offentlig Jeg spiller en del online og har som regel en meget god ide om modstandernes planer.
Jeg taber desværre alligevel