Hvad har du spillet i dag? - Maj 2015

[Mik]

Pathfinder Adventure Card Game: Skull & Shackles
Adventure 6, scenarie 5 blev spillet to gange igen tirsdag - uden at vi nåede en afslutning nærmere (suk).
Det er uhyre svært, men er på eller anden sadomasochistisk måde alligevel mere tilfredsstillende end hvis vi nu var færdige.
Vi forsætter igen (og igen) næste gang vi kun er tre mand! 9/10

[Frouvne]

Onsdag eftermiddag tog jeg et solo-spil Tiny Epic Defenders, så jeg kunne have nogenlunde styr på reglerne til om aftenen, hvor det skulle anvendes som filler. Mit førstehåndsindtryk var, at det er mere Tiny end det er Epic. Mekanikkerne sender mindelser til Pandemic/Friday, hvor man fra runde til runde ved hvilke udfordringer, der dukker op ... og så lige lidt mere, der er blevet tilføjet siden sidst. Som udgangspunkt kan jeg egentlig godt lide spillet og tror godt jeg kan finde på at spille det igen, mest fordi det er et samarbejdsspil og samtidig så transportabelt som det er. Men det virker lidt upoleret ... og det gør manualen i høj grad også. Derfor var jeg heller ikke super-godt forberedt til vi genspillede det tre mand om aftenen og det efterladte indtryk blev også derefter. Tror dog, det ville hjælpe lidt, hvis man spillede det på lidt sværere niveau end vi gjorde ... vi spillede det på det næst-letteste niveau af fire.

Hovedspillet om aftenen var Brass og det har været lidt af en åbenbaring at spille det igen. Det har ligget brak i mange år og det er synd og skam. Det sætter i hvert tilfælde mange af de middelmådige oplevelser man hele tiden støder ind i i et perspektiv, der måske kan få en til at genoverveje om ikke det er på tide at være endnu mere kritisk i sit udvalg af, hvad der skal på bordet ... og at man måske skal huske at kigge tilbage efter tidligere gode oplevelser i stedet for hele tiden at kigge fremad for at se, hvad der er i horisonten.

Da Brass havde været på bordet ugen før, tog det os kun omkring to timer at spille det og der var derfor god plads til endnu et spil ... selv da Tiny Epic Defenders også havde været på bordet. Det blev klassikeren Can't Stop, der blev hevet ned. I mine øjne ikke et stort spil, men et solidt spil, der ikke tager længere tid end det skal.

Torsdag eftermiddag havde jeg nogle timer for mig selv og tog mig derfor et spil Star Trek: Expeditions. Jeg spillede det et par gange kort tid efter det var udkommet og der efterlod ikke noget særlig stort indtryk. Siden har jeg dog læst Chris Farrells betragtninger over spillet, og det har gjort, at jeg tænkte, det skulle have endnu en chance. Jeg kan ikke sige, at jeg helt er blevet overvundet til at blive tilhænger af spillet efter endnu en gennemspilling, men jeg syntes måske også den blev lige lovligt famlende. Men nu er reglerne nogenlunde på plads og så kan det jo være, jeg kan få fulgt op på det imens de endnu står nogenlunde friskt i erindringen.

[Goblen]

Et par gode dage med familien

I går fik jeg dem til at spille en omgang Castles of Burgundy med mig. Det spil bevæger sig altså op til at være en af de absolutte favoritter i øjeblikket. Selvom jeg konstant taber i det, så synes jeg hele spillemekanismen er gennemført sjov. Håber virkelig det kommer endnu mere på bordet, men den tanke har jeg om mange spil. Det er ærgerligt at der er alt for lidt tid til at spille dem alle.

I dag skulle jeg så spille lidt med min ene søn og min bror, men pludselig var vi fem, så alt det der var planlagt blev ændret og vi skulle grave reserverne frem i forhold til det planlagte.

Det betød vi startede med en omgang Mississippi Queen. Det blev introspillet da ingen af os havde prøvet det før. Det var lidt for hurtigt overstået, og der var ikke meget taktik i at styre båden igennem og tænke på dit kul, for du kunne ikke løbe tør (næsten). Et ældre spil, som jeg gerne spiller igen, men tror ikke det kommer til at fylde meget i mit spilunivers.

Så spillede vi Tsuro. Spillede det forleden med pigerne og i dag med de andre. Det er nemt og svært på samme tid, og jeg er en fan af at smide nogle tiles på pladen for det giver et element af uforudsethed som jeg godt kan lide. Selvom jeg synes filler lyder nedsættende om spil, så er det vel egentlig en ganske god abstrakt filler?

Vi spillede også Munchkin - The Clown Wars. Har hørt fra mange at det er for dumt, latterligt osv. Hører det mest fra "hardcore" brætspillere. Synes humoren i spillet giver det en ekstra dimension, og det gør at det er et spil med nogle fede stærke sociale interaktioner. Det er ikke et spil du spiller samtidig med andre, men et spil du spiller sammen med andre. Stor forskel synes jeg. Ulempen i dette spil er at der er noget engelsk tekst på kortene og det kan blive svært for yngre spillere (som min nevø der var med i dag).

Vi sluttede med en klassiker jeg aldrig bliver træt af, og som jeg aldrig nogensinde har vundet i - Robo Rally - Min lillebror har det første der kom med de små pap-brikker og uden "player" mat. Det gør det mere uoverskueligt, men det gør det også mere charmerende. Elsker at fræse rundt på pladerne, og igen kan du have den bedste strategi der bliver smadret af en person der banker ind i dig og skubber din bot ud på conveyor bæltet. Et spil alle kan være med til, og som alle forstår... men for fanden hvor er det svært at få robotten til at gøre som jeg vil. Vi havde fået placeret en af flagene ret centralt for adgangen fra to andre flag. Det gav en masse kamp og skubben. Fedt fedt.

/Brian

[JoelP]

Problemet med Munchkin er ikke at det er dumt. Der er masser af dumme spil, som er gode. Problemet er, at det varer meget meget meget længere end de 20-30 minutter spildybden kan holde til.

[Larsine]

Onsdag var vi alle fire til stede fra begyndelsen af, og Jens ville meget gerne fremvise sit nye spil, som han er i gang med at udvikle. Han mente at vi alle havde noget at byde ind med, f.eks. mente han at jeg kunne lave en Kickstarte kampagne, for jeg kendte jo så meget til Kickstarter!!! (Jeg har backed 14 projekter, og været til et foredrag i forbindelse med Guldbrikken.)

Men spillet er slet ikke i nærheden af at være parat til at blive præsenteret for udenforstående. Jens synes selv at det er i version 0.9, men jeg mener det er omkring version 0.5.

Der er mange interessant dele i spillet, men jeg synes stadig han forsøger at gabe over alt for meget, ligesom der mangler et klart mål for hvad spillet går ud på. Man spiller på hold, og det du nedkæmper, kan dine medspillere bruge i deres tur. Man spiller på tid, hvor overtrædelse af tiden medfører begrænsninger på din næste tur. Og hele spillet slutter efter 20 minutter, men kunne efter min mening lige så godt slutte efter 10 eller 45 minutter, uden at det vil ændre noget i spillet. Der indgår terninger, rumskibe, planeter, gasskyer og tomt rum. Jeg ved ærlig talt ikke helt hvad jeg skal synes om det, for jeg tror aldrig det ville være et spil som jeg ville komme til at spille i sin færdige udgave. Ikke fordi jeg synes det er decideret dårligt, men bare fordi det slet ikke virker som et spil jeg vil nyde at spille.

Hvad gør man så når en spiller en meget entusiastisk og vi andre sidder lidt med et blankt udtryk i øjnene?

Nå men efter 2 timer (for at nå et 20 minutter spil), blev vi enige om at stoppe for denne gang.

Jeg var blevet bedt om at læse op på King's Gate, et 13 år gammel Kinzia spil. Det har dog ingen af Knizias traditionelle scoringsmekanismer (scor i flere forskellige kategorier, men du kan ikke nøjes med at vinde en af dem), men er blot flest point vinder. Jeg har spillet det en del da det var nyt, men det kunne man slet ikke se på mit spil, for det gik ærlig talt katastrofalt dårligt. Med min sidste brik kunne jeg desuden afgøre vinderen, og det bryder jeg mig slet ikke om

Jens og jeg sluttede af med to spil San Juan (inkl. udvidelser). I først spil startede jeg med et Poor House, og forsøgte at bygge mange små bygninger for at lukke spillet hurtigt, medens Jens byggede nogle få store bygninger. Men pludselig havde jeg mange kort på hånden, og kunne også bygge store bygninger, og var dermed kommet foran på mine små bygninger, og da jeg fik lukket spillet, viste det sig lige præcis at være det afgørende.

I andet spil forsøgte Jens sig med en Prefecture/Customs Office/Harbour strategi, men den kunne jeg hele tiden modstå, og da jeg i 11 runde endelig byggede den City Hall jeg havde haft på hånden siden runde 1 var sejren sikker.

Torsdag eftermiddag tog vi i sommerhuset, og om aftenen spillede vi Colosseum med en lille udvidelse der tillader 6 spillere. Det betyder at spillet bliver længere, men også at der forekommer langt mere handel mellem spillerne, i hvert fald de første 3 runder. Lilli havde sin ven Ole med, som aldrig havde prøvet spil som dette, men han fangede hurtigt ideen, og han forsøgte sig da også med det største show af dem alle: Caesars Triumstog, som han gennemførte kun manglende en enkelt brik. Lea havde vundet runde 4 og sad derfor med så mange penge at hun total kunne styre auktionen, og det gjorde hun så effektivt at jeg ikke fik den brik jeg manglede, og samtidig tog hun min stjerne skuespiller, hvilket viste sig at have afgørende betydning, for jeg endte på 80 point, men Lea fik 81 point. Lilli, Larna og Ole lå alle sammen også mellem 70 og 79 point, medens Lisa havde haft et dårlige spil og kun formåede at score 53 point.

Om fredagen blev Ole introduceret til Carcassonne: Jægere og Samlere. Første spil sluttede ret hurtigt, og vi var knapt nået over 50 point. Men da vi skulle sætte op til andet spil opdagede vi at vi havde glemt over halvdelen af brikkerne i kassen. Andet spil blev naturligvis langt sjovere, og der blev kampe om engene og i særdeleshed om flodsystemerne, hvor Lilli til sidst formåede at vinde det store flodsystem der indeholdt 22 fisk.

Senere fredag spillede Lisa, Larna og jeg to spil Poison som i høj grad har nogle af Knizias scoringsmekanismer. Det gælder om ikke at score point, men den spiller der scorer flest point i hver af de tre kategorier, scorer ingen point. Så enten skal man undgå point i en kategori, eller score flest, ud over at der er en kategori som altid giver point, og den kan blandes ind blandt de andre. Jeg formåede at vinde begge spil, og specielt i det andet spil gik det over al forventning.

[Frouvne]

Igår fik vi endelig taget hul på The Ravens of Thri Sahashri. Der er tale om et asymmetrisk kooperativt kortspil, hvor spillerne påtager sig at spille et forelsket par, henholdsvis pigen Ren, der har nogle traumatiske oplevelser med sig i bagagen og nu ligger i koma og den unge mand Feth, der skal forsøge at dykke ned i Rens drømme for at vække hende op igen. Spillet lyder umiddelbart lidt kryptisk og vi måtte også starte forfra på et par prøvespil før reglerne efterhånden kom helt på plads. Da vi først blev grebet af det spillede vi så også fem spil i streg selvom spilletiden er sat til ca. 45 min. Og vi er kun lige begyndt! Grundmekanismen er, at man skal forsøge at kommunikere udelukkende gennem sine valg af kort. Af tre omgange skal man fremstille et japansk digt på formen dodoitsu 7-7-7-5. Det foregår på den måde, at der for hver strofe er et lukket kort som kun Ren kender værdien og farven af. Feth trækker så mange kort han vil fra en bunke; ikke for få, da han gerne vil kunne lægge kort i hver farve samlet med summen 7, men heller ikke for mange, da han ikke må løbe tør for kort og der hver gang kun kan tages et kort til digtet og han jo flere kort han trækker også løber risiko for at støde på ravne, der kan finde på at bortføre dele af drømmen. Feth placerer de trukne kort i en central konstellation kaldet Atman. Kortene der afbilleder Rens drømme er delt i fire kvadranter, hvor nogle kvadranter er overmalet som symbol på, at drømmene er udvisket. Der skal være overlap imellem mindst en udvisket drøm på de overlappende kort og typen udvisket eller klar skal matche alle steder der er overlap. Det er fra denne at Ren så må tage et kort og tilføje til den første ufuldendte strofe i digtet. De kort der tilføjes til digtet kan udover at de skal færdiggøre digtet også give Feth større mulighed for manipulation af kortene, de giver signaler om hvilke farver, der ikke skal være i Atman og de giver ledetråde til hvilken farve det skjulte kort i strofen har. Det er nemlig sådan, at når et digts fire strofer er fuldendt skal Atman indeholde kort der har samme farve som de skjulte kort i digtet - og alle farverne skal være repræsenteret. Jeg forestiller mig ikke, at man kan spille endsige forestille sig spillet på baggrund af denne beskrivelse, men måske få en fornemmelse af, at der er mange afvejninger undervejs. The Ravens of Thri Sahashri er udpræget et spil, man kan have glæde af at spille med den samme person gentagne gange, så man efterhånden kan forfine de signaler der ligger i udvælgelsen af kort. Udvælgelsen af kort kan i første omgang virke en smule intimiderende, men der er meget mere logik og deduktion i spillet end f.eks. Hanabi, hvor det ofte bliver meta-spillet, der skal give signalerne. Det syntes jeg ikke er tilfældet i tilnærmelsesvis samme grad i The Ravens of Thri Sahashri, hvor man skal være meget mere stringent i tankegangen. Fantastisk interessant spil.

[Mik]

The Ravens of Thri Sahashri er udpræget et spil, man kan have glæde af at spille med den samme person gentagne gange, så man efterhånden kan forfine de signaler der ligger i udvælgelsen af kort.

Du får det til at lyde som Bridge, Tichu og Chimera

[Frouvne]

The Ravens of Thri Sahashri er udpræget et spil, man kan have glæde af at spille med den samme person gentagne gange, så man efterhånden kan forfine de signaler der ligger i udvælgelsen af kort.

Du får det til at lyde som Bridge, Tichu og Chimera

Tre spil på én gang er vel heller ikke så dårligt! Det er kun Tichu af de nævnte spil, jeg har overfladisk erfaring med, så om sammenligningen holder har jeg ingen idé om. Det eneste jeg ved er, at The Ravens of Thri Sahashri har taget mig med storm!

[Helle]

The Ravens of Thri Sahashri er udpræget et spil, man kan have glæde af at spille med den samme person gentagne gange, så man efterhånden kan forfine de signaler der ligger i udvælgelsen af kort.

Du får det til at lyde som Bridge, Tichu og Chimera

Tre spil på én gang er vel heller ikke så dårligt! Det er kun Tichu af de nævnte spil, jeg har overfladisk erfaring med, så om sammenligningen holder har jeg ingen idé om. Det eneste jeg ved er, at The Ravens of Thri Sahashri har taget mig med storm!

Super, jeg er frisk på en aftale senere på dagen

[BlueSwan]

Spillede Lewis & Clark med Claus og Robert i går aftes. Jeg synes det er et rigtig godt design til et race-spil. Det deckbuilding aspekt der er og de mange forskellige kort gør spillet uforudsigeligt og sjovt. Men det er også en seriøs brainburner. Jeg kan potentielt se et "runaway leader" problem. Ikke i den forstand at den spiller der ligger forrest vinder - så langt fra endda - men i den forstand at det på et tidspunkt KAN blive klart for alle hvem der vinder. Sådan var det igår. Jeg startede sløvt, men fik pludselig gang i en super kombination der gjorde at jeg på få ture pludselig lå til en klar sejr, og det var temmelig indlysende at Claus og Robert ikke kunne gøre noget for at stoppe mig. I den forstand blev afslutningen lidt af et antiklimax. Men stadigvæk et rigtig godt spil, som jeg godt kunne tænke mig at udforske lidt mere. Tror dog ikke at Robert er helt enig!

Bagefter tog vi to spil Splendor, som jeg slet ikke forstår at flere herinde synes dårligt om. Let, elegant og sjovt. Et af de få fillers som jeg virkelig synes har høj kvalitet. Jeg vandt første spil lige for næsen af Robert og andet spil et pænt stykke foran.

Tidligere på dagen nappede jeg et par spil Mage Knight Board Game, som jeg havde holdt en mindre pause fra. Og det er stadigvæk suverænt det bedste solo spil jeg har prøvet. Ingen over, ingen ved siden af.

[Goblen]

I går var en lidt speciel spilledag. Jeg var blevet inviteret ned på Ventilen i Næstved for at introducere lidt brætspil. Ventilen er et sted for ensomme unge der føler sig udenfor, og de frivillige ville gerne give dem en brætspilsoplevelse.

Medbragte spil hvor der skulle kommunikeres, og ikke overraskende blev der spillet meget One Night Ultimate Werewolf. Der var et par stykker der var mere forsigtige og da jeg havde spil til overs fra arrangementet i weekenden, og de var gemt i bagagerummet fik jeg også spillet både Tsuro samt Colt Express og Sofie min bonusdatter der var assistent fik introduceret Evolution.

Tror at jeg vil køre forbi mandag om 14 dage og droppe mit One Night af hos dem. Det var fandme fedt at se effekten af det spil

Vi er blevet bedt om at komme igen, så det må siges at være en succes. 20 glade unge gik derfra med en fed oplevelse. Det gjorde den her ramle skiderik også. Fik mødt så mange interessante mennesker at jeg var smækfyldt med energi.

... så ja... jeg kommer igen.

/Brian

[Larsine]

I går var en lidt speciel spilledag. Jeg var blevet inviteret ned på Ventilen i Næstved for at introducere lidt brætspil. Ventilen er et sted for ensomme unge der føler sig udenfor, og de frivillige ville gerne give dem en brætspilsoplevelse.

Medbragte spil hvor der skulle kommunikeres, og ikke overraskende blev der spillet meget One Night Ultimate Werewolf. Der var et par stykker der var mere forsigtige og da jeg havde spil til overs fra arrangementet i weekenden, og de var gemt i bagagerummet fik jeg også spillet både Tsuro samt Colt Express og Sofie min bonusdatter der var assistent fik introduceret Evolution.

Tror at jeg vil køre forbi mandag om 14 dage og droppe mit One Night af hos dem. Det var fandme fedt at se effekten af det spil

Vi er blevet bedt om at komme igen, så det må siges at være en succes. 20 glade unge gik derfra med en fed oplevelse. Det gjorde den her ramle skiderik også. Fik mødt så mange interessante mennesker at jeg var smækfyldt med energi.

... så ja... jeg kommer igen.

/Brian

Det skal lige nævnes at Ventilen også kan udtales som Ven-til-en, alstå et sted hvor man kan få lov til at være ven til en der trænger til en ven.

Skide fedt at du også hjælper dem, og så med så fed en aktivitet.

[Helle]

Vi fik spillet endnu to spil 'Theo Ravens of Thri Sahashri' i går.
Jeg har kun spillet drengen to gange - den ene af dem i går. Der er helt forskellige ting, som skal gøres på de to sider af bordet.
Drengen lægger kort ud på bordet, pigen skal sørge for at fjerne kort, så det bliver tydeligt, hvad hun vil have på bordet ... Samtidig med at der skal bruges af kortene til at danne rækker med værdien 7 inden dækket løber ud på pigens side.

Drengen skal tilgengæld forsøge at lægge kort på bordet, der farvevis også danner 7 for at få åbnet de lukkede kort på pigens side (drømmene!)... Som derefter konverteres til pointkort. Pointkortene kan i sidste af tre 'batches' konverteres til kort i pigens 7'er rækker. Her er kravet nemlig, at der hver runde skal dannes 7 - og der må kun tages et kort fra bordet. Når kortene har værdierne 1-5 og flere kort forsvinder undervejs - ja, så kan det være svært uden hjælpekort.

Det er klart sværere at spille drengen - og vi klarer os helt klart bedst, når vi holder os til vores eget køn her i familien!

Det er ikke dybt strategisk og kompliceret, men et interessant tospiller-spil.

[Mik]

Tirsdag fik vi først spillet Hellweg Westfalicus (af Michael Schacht) med de "avancerede" regler.
Uheldigvis har designeren valgt kun at skrive ændringere fra basisspillet, så man er tvunget til at slå frem og tilbage imellem de to regelsæt. Desværre er de heller ikke skrevet så man kan forstå dem, men da spillet heller ikke er særligt interessant, gider jeg ikke spilde tid på at på at høre svarene på mine spørgsmål. Michael Schacht har så mange andre gode spil, som jeg hellere vil spille. 5/10

Jeg havde ventet mig mere af Transylvania: Curses & Traitors, men desværre var spillet ikke særlig interessant. En spiller sammenligner det med Talisman, men det er nu kun delvist rigtigt. Jeg mener at det er nærmere Realm of Wonder. Martin var den første til at blive forvandlet til Zombie, dernæst blev Jesper forvandlet til Vampyr og umiddelbart efter blev Eivind til Varulv. I samme tur døde jeg, men genopstod som Adventurer da alle monstre var i spil - og da jeg ikke kunne flygte fra monstrene blev jeg dræbt af varulven. 5/10
Spild af tid!

[Jens_Hoppe]

I KBK blev jeg først shanghaiet til et spil Railways of North America, en udvidelse til Railways of the World, hvor man spiller på et kort over Canada. Tre af os endte med at bygge i den østlige ende af brættet, mens fjerde spiller fik vestenden for sig selv, og ikke overraskende endte det med at han rendte med en sikker sejr.

RoNA var ... OK. Jeg er ikke den store fan af RotW serien, og denne variant var hverken bedre eller værre end spillene i den serie normalt er. 7/10.

Dernæst fik jeg prøvet det nye The Voyages of Marco Polo, og det var faktisk meget sjovt. Jovist, spillet var måske nok en anelse for Feld'isk for min smag (dvs. overkompleks ressourcekonvertering/pointsalat uden tema ), men jeg synes faktisk det var en sjov oplevelse alligevel. Det hjalp af spillet introducerer ekstrem asymmetri i form af de characters spillerne får, hvlket næsten virkede lidt Terra Mystica-agtigt.

Den spiller der kendte spillet og forklarede regler vandt selvfølgelig, mens jeg måtte nøjes med en plads midt i feltet. 7.5/10.