Inspireret af Steen har jeg over de sidste dage fået kæmpet mig igennem hele Eric Martins Essen-preview liste og hold da op en hobby vi har. Det bliver jo umuligt at få prøvet alle de spil, som ser interessante ud, så der skal jo prioriteres benhårdt...
Jeg kommer heller ikke til at købe alt på min liste, men det bliver disse spil og udvidelser, som der bliver holdt særligt øje med:
Orléans: Invasion - Har haft kæmpe fornøjelse af Orléans, som er blevet rå spillet i år. Derfor er udvidelsen naturligvis et must, især med co-op aspektet.
Ticket to Ride Map Collection: Volume 5 – United Kingdom & Pennsylvania - Har stort set alt TtR og har stadig stor fornøjelse ved den serie, så jeg skal da også denne mere gamer-venlige udvidelse på et tidspunkt.
Karuba - Simultant tile-laying, hvor alle spillere skal bruge de samme tiles til samme formål på hver deres player board. Og så fra Haba og Rudiger Dorn. Det skal prøves.
Sapiens - Mere tile-laying. Denne gang med en domino-lignende mekanik og suverænt artwork (det er også fransk....).
Minerva - Endnu mere tile-laying. Denne gang fra Japan med noget Glen More lignende bygning af Rom og brug af komboer. Komboer og tiles, jep, det skal Jon prøve.
Sheep & Thief - Lav spilletid, tiles, draft og dril: whats not to like?
Terra - Faunas efterfølger med fokus på alt andet end dyr. Elsker Fauna, så mon ikke der er en chance for at Terra også falder i min smag, og nu kan man få det på engelsk endelig.
T.I.M.E Stories - Mega hypet spil fra Space Comboys med tidsrejse tema. Det SKAL prøves, jeg er faldet for hypen.
Pandemic Legacy - Jeg synes Legacy konceptet er møg fedt og har aldrig spillet Pandemic. Steen, jeg er med på en splejser, hvis vi kan få en kampagne op og stå sammen....
Favor of the Pharaoh - Yatzy ligende terninge mekanikker med varierende special abilities fra Bezier Games. Det lugter af noget, som jeg kunne hygge mig med.
Automobiles - Bagbuilding i racerløb setting. Det kan godt være at jeg kan lide tile-laying, men jeg kan også godt lide bagbuilding, så det her spil pirrer min nysgerrighed.
The Big Book of Madness - IELLOs store spil i år (tror jeg) og med noget Harry Potter lignende co-op om at smadre monstre fra en bog med trylleformularer. Jeg er frisk!
Jeg har endda 10 andre titler skrevet ned også, hvilket bare viser hvor latterlig mange interessante spil der kommer i disse år, og det kan jo umuligt være en dårlig ting.