Den seneste uge har jeg været alene hjemme og det blev udnyttet til en masse brætspil
2 x Clans of Caledonia
Jeg havde prøvet solo varianten men fire spiller oplevelsen var meget bedre. Det kan godt gå hen og blive en af mine favoritter. Mange sammenligner med Terra Mystica fordi der er del elementer der minder om hinanden, men jeg synes at COC er en helt anden spiloplevelse. Det er nemmere at gå til men stadig med mange interessante beslutninger.
Kernen er at du skal opfylde kontrakter (aflevere bestemte typer varer for at få bonus her og nu og point til sidst), men hvordan du får fat i disse varer kan være meget forskellig.
Skal du producere selv, handle på markedet eller udnytte at du kan handle meget billigere hos dine naboer. Skal du hurtigt have bygninger ud på kortet for ikke at risikere at blive lukket inde? Skal du begynde ude i kanten så du kan udnytte en eller flere af havnene?
Mange spørgsmål trænger sig på inden du går i gang, og det føles meget tilfredsstillende at den plan du lægger fra begyndelsen helt eller delvist lykkes gennem spillet.
Desuden giver den klan du vælger, enten en start bonus eller en fordel du kan udnytte i resten af spillet og den har indflydelse på hvilke valg du tager, ligesom de små point bonus tiles der er i slutningen af hver runde også giver dig mange forskellige ting at fokusere på.
De to spil jeg fik prøvet var meget forskellige og det synes jeg personligt var rigtig positivt.
Altiplano
Jeg har også haft fornøjelsen af at prøve dette nye spil. Jeg så frem til det, da jeg er meget glad for Orleans, og det skuffede ikke, selvom det på mange måder var et helt andet spil.
Der er meget mere opti opti og planlægning i Altiplano. Du kan ikke aktivere lige hvad du har lyst til hver tur, da det kræver at du bruger for mange af dine ressourcer på at rejse mellem de forskellige områder (7) på kortet, så du er nødt til at tænke fremad på hvad du gerne vil gøre næste runde.
Du har heller ikke adgang til alle de forskellige ressourcer med mindre du køber specielle extensions på markedet eller bruger tid på at bygge både.
Desuden skal du også finde ud hvornår det er det rigtige tidspunkt at begynde at "tynde ud" i din bag og placere ressourcer på dit lager for at kunne score ekstra point når spillet er slut. Gør du det for hurtigt mangler du ressourcerne til at lave aktioner, for sent og du når ikke at få fyldt lageret op.
Vi fandt hurtigt ud af at du ikke kan alt og derfor er nødt til at specialisere dig. Det virkede dog samtidig til at der var mange forskellige veje at gå, som alle virkede gode, og det gør at jeg meget gerne spiller det mange flere gange. Så meget mere at udforske.
Orleans inkl. udvidelse
Det er nu anden gang jeg prøver Orleans udvidelsen og sikke en forskel det gør for et spil jeg ellers var gået lidt i stå med fordi Jon og jeg har spillet det 15-20 gange
Udvidelsen tilfører nogle enkelte nye bygninger, lig med flere mulige kombinationer, men den store forskel er det bræt hvor du pensionerer dine overskydende workers. Hvor det gamle bræt primært bare gav penge = point, så giver det nye bræt dig forskellige aktioner. Det giver en hel ny dimension til spillet og dette pensioneringsbræt bliver en meget mere aktiv del, i stedet for noget du primært bruger tid på til sidst i spillet.
To spil er slet ikke nok til at prøve de mange forskellige strategier så jeg glæder mig til at få det på bordet igen.
Dice Forge
Et på papiret rimelig simpelt terningespil. Rul dine to terninger og få ressourcer. Brug derefter ressourcerne på at erhverve forskellige kort for point eller specielle fordele. Forskellen til andre terningespil er at du også kan bruge dine ressourcer på at opgradere dine terninger, ved at købe nye sider til dem. Der er noget hyggeligt og sjovt over, på denne måde, at bygge dine terninger så de kan give dig et bedre resultat og en lille smule strategi i om du skal lave én superterning der altid vil give dig noget godt, eller sprede dine opgraderinger ud og håbe på at være heldig.
For hvad det er synes jeg dog at spillet er lidt for fiddly og jeg kunne godt forestille mig at med flere spillere (jeg har kun prøvet med to) kan der være en del nedetid mellem turene hvis folk tænker lidt for meget over hvad de vil.
Jeg har prøvet det to gange nu og behøver egentlig ikke spille det igen.
3x Rajas of the Ganges
En nyhed som Jon og jeg fik spillet tre gange på Bastard Cafe i går.
Et worker placement spil hvor din økonomi primært bestod af terninger i fire forskellige farver som du skulle bruge sammen med dine workers til at tage aktioner. Den del fungerede rigtig fint og der var gode muligheder for at bruge dine terninger uanset om du slog højt eller lavt. Der var mange forskellige muligheder for at få flere terninger undervejs og der var også lidt strategi i at vælge de rigtig farver.
Men noget af det mest interessante var måden hvorpå du vandt spillet.
I nederste begyndte to forskellige tracks. På Fame tracket rykkede du din brik med uret, på income tracket rykkede du din brik med uret. Den første der fik sine to brikker til at mødes vandt. Så du kunne prøve at få rykket begge brikker frem (hvilket lokkede en del da der for det første var flere workers at få fat i på denne måde, men også et par gode bonus tiles undervejs) eller du kunne fokusere på at få den ene brik næsten hele vejen rundt.
Det var ikke fordi det var et dårligt spil, vi hyggede os egentlig meget godt undervejs og der var flere gange hvor man havde interessante beslutninger, men efter tre spil føltes det ikke som om der var så meget mere i det. Det virkede på os som om at fokus på fame tracket var langt mere effektivt, men måske det vil ændre sig med flere spil eller mere end to spillere.
Jeg spiller det gerne igen hvis folk insisterer.