I går var vi igen samlet fem mand (m/k) til
Rising Sun. På nær en enkelt udskiftning var det samme hold som sidst, hvilket betød at alle var bekendt med regler mv. Ergo ville jeg have forventet, at spillet gik hurtigere, men det modsatte endte med at være tilfældet. Primært fordi folk var mere bevidste om forhandlingsaspektet og brugte længere tid på krigsfasen.
Det er et
interessant spil. Jeg kan endnu ikke finde ud af, hvor godt jeg synes det er, men mulighederne åbnede sig afgjort mere i går. Jeg spillede Bonsai-klanen, der kan købe sæsonkort (opgraderinger og monstre) samt strongholds for én mønt uanset pris. Det lyder jo tillokkende nok, men jeg havde svært ved at bruge det som et forhandlingsaspekt. Da jeg samtidig røg uden for alliance i første runde, havde jeg kun et enkelt stronghold da runden sluttede og derfor meget få tropper på brættet. Det så skidt ud, men det lykkedes mig til gengæld så nogenlunde at kompensere med gode sæsonkort.
Det betød dog også, at jeg ikke havde ret meget at bidrage med i krigsfasen, og når man spiller det med AP-
prone spillere, bliver præcis den del af spillet altså meget lang. I det hele taget finder jeg spillet alt for langt med fem spillere. Og man har for få gange, hvor man vælger action. Kloge hoveder siger så, at det er dér, man skal forhandle med andre, så de vælger det rette, men det kræver, at man har noget at forhandle med
Samtidig finder jeg stadig ikke alliancesystemet særligt intuitivt. Der var i hvert fald ikke nogen af os, der kunne se de klare fordele i at vælge én alliancepartner frem for en anden, så det blev sådan lidt "Skal vi to? Tja, det kan vi da godt".
Jeg lå længe forrest, men blev indhentet til allersidst - vi var tre, der lå meget tæt på hinanden. Det tyder jo heldigvis på, at der er mange veje til sejr. Hvis der kan høvles af spilletiden, vil jeg nok sætte større pris på spillet.