Hej alle,
Hermed en lille introduktion af undertegnede. Jeg er 23 år, bosiddende på Frederiksberg og studerer på Københavns Universitet.
Jeg har altid interesseret mig for spil, men i min barndom fik jeg desværre kun spillet de ”almindelige” spil såsom Risk, Stratego, Matador, Afrikas Stjerne, Skak osv.
Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg – som så mange andre – at spille computerspil, og jeg tør ikke tænke på, hvor mange uger/måneder, jeg sammenlagt har brugt på at spille ét bestemt spil, der for mig at se er helt genialt: Civilization II... Det var spillet, der startede det hele, og jeg fandt lynhurtigt ud af, at det var strategi- og taktikdelen, der interesserede mig – og det er da også den genre, der siger mig mest i brætspilsverdenen.
Det betyder, at det er de ”tørre” Eurogames, der appellerer klart mest til mig – Puerto Rico er mit yndlingsspil. Jeg er dog ganske åben over for mange forskellige spil og kan fx også lide Pillars of the Earth, Agricola, Samurai, Fresco, Ghost Stories, Survive! Escape from Atlantis, Hive, Bezzerwizzer, 7 Wonders, Ingenious, Blue Moon City, Modern Art, Stone Age, WiseMan, Jaipur, Jungle Speed, Roll Through the Ages, Pandemic, Ticket to Ride, Alien Frontiers, A-Å, Reef Encounter, Ra, Carcassonne og mange andre... Så selvom jeg ELSKER brætspil og kan lide mere eller mindre alle genrer, så er der en genre, der ikke siger mig noget, hvilket ovenstående liste indikerer; wargames. I hvert fald siger de mig ikke noget endnu, men man kan jo håbe, at jeg bliver introduceret til dem af de rigtige personer. Jeg nærer dog ingen forhåbninger om, at jeg kommer til at synes om den genre, for jeg har undersøgt meget om det, og det fænger mig ganske enkelt ikke.
Da jeg stadig er relativt ny i brætspilsverdenen (er for alvor startet her i foråret, men ejer p.t. små 150 spil - længe leve impulskøb...), har jeg ikke givet mig direkte i kast med lidt tungere spil som Caylus, Power Grid osv., selvom jeg ejer dem. Det er ikke fordi, jeg ikke tror, jeg ville kunne finde ud af dem, men mere fordi jeg ikke har nogen at spille de helt tunge spil med...
Min bedre halvdel er dog en fantastisk spille-partner, og selvom hun afskyer Samurai og ikke er helt så pjattet med eurogames som undertegnede, kan vi lide rigtig mange af de samme spil, så det er jo skønt. Derudover har jeg også nogle gymnasievenner, studiekammerater og en bror, der alle kan lide brætspil (de er dog ikke så fanatiske, som jeg er), så jeg prøver stille og roligt at opgradere fra de små gateway-games til de lidt tungere spil.
Det var vist lige de vigtigste informationer om mig. Jeg ser frem til at følge lidt mere med på denne side – og er altid frisk på at spille et spil eller ti, hvis der afholdes et arrangement i Københavnsområdet. Såfremt folk mangler en spilleven, må I endelig sige til!
Venlig hilsen Christian