Frouvne wrote:Ja, det er svært ikke at give dig ret i, at David Attenborough er en fascinerende formidler. Vi sad så sent som i går og så et afsnit af hans og BBC's serie Planet Earth og det er utrolig godt lavet. Har din fascination af Attenborough og hans arbejde i øvrigt ført til en generelt interesse for dyr - nu du ikke en gang er ejer af en kat, du kan bruge som avatar?
Er der en særlig yndlingsserie af Attenborough, vi alle burde se?
.
Planet Earth har en enorm wow-faktor, men det er også i høj grad "bare" en greatest hits i forhold til tidligere serier.
The Living Planet/Vores Levende Planet har nok det mest spændende tema. Hans afdæmpede entusiasme er altid smittende, og så er han en fantastisk modvægt til alle de selvpromoverende, "stik hovedet op i kameraet"-typer, der florerer i moderne tv (herunder Steve "Crocodile Hunter" Irwin). Og ja, jeg er generelt interesseret i dyr i alle deres bizarre former (se fx.
denne fugl, der kan sige som et kamera og en motorsav). Men dog ikke mere end at jeg ikke har spillet Zooloretto
Vi har heller ingen dyr selv, og når jeg ved, at BBCs fotografer ligger i månedsvis med permafrost i bagdelen for at filme en isbjørn, så har jeg det glimrende med at opleve naturen fra min sofa.
Frouvne wrote:Jeg syntes altid det er interessant at høre lidt mere om folks helt tidlige spilleerfaringer og kunne derfor godt tænke mig at høre lidt mere om, hvem du primært spillede med og hvem der introducerede spillene i huset efterhånden som de indfandt sig.
Hehe! Min mor var grundlæggende modstander af spil ("Da jeg var barn spillede folk sig fra hus og hjem!") og min far ville helst lære min søster og mig bridge, hvilket er jævnt kedeligt for en otteårig. Men udbuddet var jo noget mindre dengang, så det var en overkommelig opgave at introducere spillene. Jeg havde en god ven med to ældre brødre, der vist mest stod for anskaffelsen, og så spillede vi bare pænt, hvad der dukkede op.
Gunness wrote:[...] Men man bliver jo klogere! Som frisk ung mand var jeg gennem en modningsfase med lidt forkølede forsøg på rollespil (AD&D, Shadowrun, Pendragon og Cthulhu) [...]
Frouvne wrote:Hvad gjorde det til forkølede forsøg? Var det spillene der ikke fungerede eller var det gruppen, der ikke var til det, når det kom til stykket?
Der var adskillige forhindringer. Jeg kommer fra en lille ø med e-l-e-n-d-i-g-e transportforhold , så det var altid noget med at gå midt i spillene for at nå hjem. En overgang måtte jeg også altid forlade biografen 10 minutter før filmens slutning for at nå sidste bus. Øv.
På det tidspunkt var jeg også hvad man vel på godt dansk kan kalde socialt udfordret (;)) og havde nok lidt svært ved at skulle sidde til offentligt skue og udleve min indre huletrold eller hacker. Vores gruppe var noget ustabil. Og endelig var flere af spillene nok mere regeltunge end godt var, og vi var for unge og uerfarne til at barbere ned i regeltyranniet. Et par af spillerne gik meget op i
AD&D's "encumbrance", som kort fortalt er noget beregningshejs om, at for megen vægt sænker nogle af dine stats. Gaaaaab!
Samlet set var det aldeles dødsdømt fra starten, men jeg købte en masse rollespilsbøger og tænkte, at nu måtte jeg da tilhøre in-crowd'en
Mht.
Risk kan man selvfølgelig altid sidde med moderne briller og efterrationalisere og tænke, at det bare er et primitivt og langtrukkent terningeorgie. Men det er jo netop et glimrende gateway-spil, hvor man lærer at "læse" andre spillere og gøre sig nogle (relativt simple) taktiske overvejelser. De færreste starter med at høre fusionsjazz og læse Kierkegaard, og Risk var et godt startsted for spillere - alternativerne taget i betragtning.
Spillene blev ofte alt for lange, men var gode som socialiserende element, og så endte det alligevel som en samlet set positiv oplevelse.
Jeg ville nok ikke gide det i dag, men jeg har da alligevel taget flere erfaringer med mig: Spil må gerne have et vist element af konfrontation. Ikke nødvendigvis blodig krig og backstabbing, men heller ikke "Race for the Galaxy"-style solospil. Og så prioriterer jeg indlevelse og den sociale dimension højt. Hellere en sjov spilleaften, hvor jeg taber, end et spil hvor jeg vinder men alle spillerne har brugt tiden på at glo ned på hver deres plade. Hmmm.... det er sgu nok derfor, jeg taber så tit
[Civilization]
Civ er bestemt ikke et oplagt kærestespil, men udvalget på det tidspunkt af kærestevenlige spil var begrænset - og så lærer kæresten jo at holde af det
Kæresten er i mellemtiden blevet kone, men har stadig intet mod langstrakte spil - det er nok mest vores børn, der i dag er en begrænsende faktor mht. spilletid. Det var fx. hyggeligt at bruge fire timer for nyligt på
Middle-Earth Quest. Jeg elsker spil med stort indlevelsespotentiale, og den slags må gerne tage tid. Dermed ikke sagt, at spil skal trækkes i langdrag (en fem-timers (!)
Caylus-session er prøvet og bør ikke gentages). Men jeg vil typisk hellere spille ét spil på 2-2½ time end to spil á en time. Spiloplevelsen og de strategiske overvejelser vil
ofte være mere tilfredsstillende.
Jeg har ikke fundet tid til Civ i flere år, men hvis jeg havde 10 timer, så hjertens gerne. Det
tager tid at komme ind i rollen som babyloner og assyrer, og spilletiden giver også plads til det nervepirrende i at følge ens civilisations op- og nedture. Når det så er sagt har mine vanlige medspillere forhåbentligt lært at være en smule mere disciplinerede, og vi spiller nok heller ikke med 7 spillere mere. Så kan det vel klares på 6-7 timer (??).
) og den anden at få børnene inddraget i spilleriet. I forhold til selv at få spillet, syntes jeg meget fint du skitserer nogle af problemerne og er man selv og ens medspillere indstillet på lidt små-afbrydelser, så går det jo nok. Jeg deltog i en periode i en spillegruppe, hvor barnet fast blev puttet af den ene forælder imens den anden forklarede reglerne til det første spil. Det fungerede upåklagligt og praktisk talt uden at vi nogensinde hørte noget til barnet udover ved ankomsten. Så kunsten er vel også blot at få lette børn! 