Commands & Colors: Ancients
- en anmeldelse af Stunke
Commands & Colors: Ancients er et kortdrevet krigspil, hvor det gamle Rom kæmper mod Kartago i en stribe af historiske scenarier. Nej seriøst, det er faktisk sjovt, bare hæng på lidt endnu.
Commands & Colors: Ancients har en spilleplade, hvor alle felterne er sekskantede, hver slag man spiller bliver valgt fra en lille bog, hvor der er en oversigt over hvordan terrænet, i form af sekskantede papbrikker med billeder af skove, vand og bakker på, skal lægges ud, samt den opstilling de to stridende parter skal starte spillet fra.
Hver enhed i de to hære er repræsenteret ved samlinger af små træklodser, sådan cirka 12-15 mm på hver led, med et klistermærke på, der viser hvilken enhed, der er tale om. Disse enheder er enten grønne, blå eller røde, afhængigt af om de er lette, medium eller tunge enheder. Der findes infanteri, kavaleri, stridsvogne og stridselefanter (de er ret sjove at trampe romerske legionærer flade med skulle jeg hilse og sige fra min sædvanlige modstander). Spillepladen er delt op i tre sektioner, højre, venstre og midten og man spiller spillet ved at spille kort fra sin hånd. De kort man spiller har en sektion på, samt en farve, så man for eksempel har lov til at rykke noget på højre flanke der er grønt, eller noget i midten der er rødt. Kortene er designet sådan, at der er mange flere grønne kort end blå, og der er flere blå end røde kort således at de største enheder, der også er stærkest, ikke kan trampe hele modstanderhæren flad, men pænt må vente til det bliver deres tur til at rykke.
Man slås ved at rykke en af sine enheder helt tæt op ad en modstanderenhed og rulle et vist antal terninger, afhængigt af hvilken enhed man angriber med. Når man har fundet ud af hvor mange tab man påfører modstanderens enhed og om de flygter fra deres tab eller ej, slår modstanderen tilbage (uden at man spiller et kort, man kan altid slå tilbage, når man bliver angrebet) og så ser man om ens egne folk stikker af eller ej. Hvis man udraderer modstanderens enhed vinder man et flag, uanset hvilken enhed der var tale om. Den der først når et vist antal flag, afhængigt af scenariet, vinder.
Hvilket er overraskende simpelt.
Hver enhed har sine egne regler for hvor langt den kan rykke og hvordan den slås hvilket ikke er så uoverskueligt, som det måske godt kan virke til. Der er system i hvordan ting virker og man vænner sig ret hurtigt til, hvordan tingene hænger sammen.
For at styrke sine positioner så ens enheder ikke flygter ved første syn af fjenden, kan man støtte dem ved at bevæge sine enheder rundt i bestemte formationer. De her formationer er dog ikke altid lige lette at holde ved lige, siden man jo kun må rykke hvis kortene giver en lov til det, så der er ret meget taktisk manøvrering i at få sine ting til at stå rigtigt så den ene flanke er klar til at modtage et stormløb fra elefanter og stridsvogne, mens man koncenterer sig som at smadre gennem modstanderes anden flanke (som han/hun sikkert har forskanset på samme måde, som du selv har). Desuden findes der ledere, der går rundt sammen med dine enheder. Disse ledere gør ikke alene at dine folk i nærheden af lederen ikke stikker af lige så let, men den enhed han er i bliver også bedre til at slås. Så der er balance i at bruge de enheder man tror der er mulighed for at kunne rykke på, mens man prøver at støtte op om dem med de andre enheder, samtidigt med at man prøver at støtte hæren med ledere.
Det lyder overraskende kedeligt alt sammen, og det er det overhovedet ikke. Jeg har spillet mange krigsspil i tidens løb, men Commands & Colors: Ancients er måske det bedste. Ikke fordi det gør alting bedre end de andre, men fordi det rammer en smuk balance mellem hvor meget sjov man får ud af et regelsæt (uden at regelsættet bliver alt for langt) uden at man skal være uddannet jurist for at kunne bruge reglerne og hvor lang tid et spil tager at gøre færdig.
Commands & Colors: Ancients tager omkring en times tid at spille, og når først man har sat spillet op og spillet det første spil færdigt, er der altid en omkring bordet der siger: Skal vi ikke spille igen? Og så gør man det. Det er helt universelt for alle der prøver, at man ikke ‘bare lige’ tager et enkelt spil. Ligesom en enkelt øl med drengene aldrig kun bliver til en, fordi det er simpelthen så rart at være i godt selskab. Og det er det Commands & Colors: Ancients er, det er godt selskab. Det føles rigtigt, ubesværet, interessant og som noget man kunne gøre igen snarest.
Folk der aldrig har spillet krigsspil kan lide det, folk der spiller krigsspil kan lide det, folk der kan lide stategi kan lide det, folk der kan lide spil der er hurtigt overstået kan lide det. Man er på fra starten, man føler sig sjældent snydt, selvom spillet i bund og grund handler om kort og den tilfældighed der følger med at få tildelt en god hånd. Det er interessant at danse sine enheder lidt rundt inden man slår til, det er interessant at aflede stridselefanter med sit lette infanteri selvom den slags normalt ville være selvmord. Det er sjovt at sætte fælder om som din modstander falder i, når du vælger at stikke af fra kamp og efterlader deres spydspidsenhed strandet ude i ingenting hvor dine bueskytter kan regne pile på dem i sikkerhed. Det er sjovt at lave knibtangsmanøvrer med dine heste så du fanger modstanderes enheder når de prøver at undgå kamp.
Det er i det hele taget virkeligt sjovt at slås i det antikke Rom, når man gør det på den måde her. Det skal dog siges, at der er nogen ting som taler imod Commands & Colors: Ancients. To ting især skal man være villig til at overkomme for at opleve dette fremragende brætspil:
1) Klistermærker!
2) Regelbogen
Spillets enheder består som sagt at små farvede træklodser med klistermærker på, og mand oh mand der er mange af dem, som skal sættes på inden man er i gang med spillet. Det er dog ikke værre end, at man sikkert kan sætte sig ned med noget beroligende musik og få klistermærkepåsætningen overstået i fællesskab, men det er ikke noget, man skal gøre lige inden man prøver spillet første gang.
Når der er gjort, er det gjort og så er den ged barberet, men det tager altså lidt tid at komme i gang.
Regelbogen virker nok overvældende, de første gange man spiller. Hvis man er vant til spil, hvor reglerne står på en A4 side, så er reglerne til Commands & Colors: Ancients noget voldsomme. Min bedste anbefaling er at sætte sig ned og teste reglerne af samtidigt med at man læser dem. Når først man har fået ‘reglerne ud i fingrene’ en enkelt gang, så er de ret logiske og bygget op på en måde, så de er lette at huske og det er absolut ikke så slemt som det måske kan virke for nogen. Men det bidrager til at de første to gange man spiller er der lidt opstartstid. Første gang med at få klistermærker på, næste gang med at få styr på reglerne. Jeg vil dog sige at det absolut er besværet værd. Personligt synes jeg ikke det er besværligt at starte med Commands & Colors: Ancients, men jeg kan godt se hvordan det kan se skræmmende ud for dem der ikke er vant til at have med brætspil at gøre. Grunden til at jeg skriver lige netop dette er, at jeg synes at alle skylder sig selv at spille Commands & Colors: Ancients et par gange.
Det er en øjenåbner hvor interessant et brætspil kan være med ganske få virkemidler og mange brugere på internetsiden boardgamegeek.com vil gerne vidne for hvor sjovt de selv og deres kærester har synes Commands & Colors: Ancients er. Det er vitterligt et spil, der appellerer til mange mennesker, fordi det gør så mange ting på en virkeligt god måde uden at blive trægt, repetitivt eller oversimplificeret.
Det her er ikke et spil for historieinteresserede af den slags, der går op i om længden på spydkasterenhedens lændeklæder nu også er korrekt. Det her er et spil for alle der kan lide spil for to spillere, for alle der kan lide underholdende brætspil med en rigtigt god kombination af langsigtet strategi, kortsigtet taktik og en smule held (som man faktisk godt kan gardere sig imod). Commands & Colors: Ancients er et virkeligt godt spil der tiltaler næsten alle, uanset køn og brætspilsbaggrund.
Commands & Colors: Ancients får, hvis ikke det allerede var tydeligt, mine varmeste anbefalinger.