Hvad har du spillet i dag? Juni 2025

[Frouvne]

Min datter hjalp mig med at skyde måneden i gang, da hun ønskede at spille CoraQuest. Det er sådan et sympatisk spil. Og af et spil, der er målrettet børn, syntes jeg, at man er sluppet rigtig fint fra at lave en interessant Dungeon Crawler. Fin start på måneden.

[Jonezy]

Var forbi Jesper til lidt brætspil i dag. Det blev til enkelt omgang River of Gold, som jeg havde hørt godt om, som en elegant euro i den lettere ende. Og det viste sig at holde; ganske god oplevelse. Som erfaren brætspiller var det bestemt i den lettere ende, men det kan altså også noget nogle gange; især når det som her kommer med lettilgængelige regler, hurtigt flow og ikke mindst virkelig lækkert artwork. Det spiller jeg gerne igen.

Har også sat gang i endnu en kampagne i The Elder Scrolls: Betrayal of the Second Era. Denne gang som Dragonknight Redguard på eventyr i Morrowind; det er fuld smadder i 2 hænders battleformen og virkelig tilfredstillende.

[Frouvne]

I aftes blev pinse-ferien for alvor skudt i gang to spil Sniper Elite: The Board Game. Det er et hidden movement spil, hvor en sniper forsøger at nå frem til to mål indenfor en tidsgrænse. På det modsatte hold forsøger tyske vagter at forhindre ham i hans ærinde. Det var første gang jeg prøvede spillet og jeg syntes, man har formået at lave et spil uden alt for mange små ekstra-regler, der måske kan øge graden af simulation men samtidig komplicerer spillet unødigt. Begge spil endte skidt for sniperen men der kom hurtigt spænding og intensitet, som det hører sig til i den slags spil.

[Gunness]

Tirsdag aften lykkedes det for en sjælden gangs skyld at lokke både kone og datter til at spille. Valget faldt på Earth, som det er længe siden jeg har prøvet. Jeg var ret heldig, at min valgte ø gik op med en højere enhed med en stor del af de kort, jeg fik spillet undervejs. Det er ikke altid, at ens strategi klikker, men det fungerede lige den dag.
Jeg savner stadig mere interaktion, så når Animal Kingdom-udvidelsen lander, bliver den nok anskaffet.

I går var Maibritt og jeg forbi min lokale spillemakker, fordi jeg havde sagt til hende, at Mistwind faktisk var ret sjovt. Det var det også her i mit andet forsøg. Jeg havde langt bedre overblik over spillets muligheder og fordelene ved at bygge bestemte typer netværk. Ikke at det alt i alt gik meget bedre end sidst, men det føltes mere kontrolleret Spillets valg af "action" i hver runde er sjovt og lidt frustrerende, når en eller anden tølper vover at tage den handling, man selv skulle have brugt for at færdiggøre en rute til otte point

Aftenen blev afrundet med det lille "betting"-spil, Emerald Skulls, der foregår i samme univers som Cartographers m.fl. I hver tur slår en spiller et antal terninger for at opnå forskellige mål, og de andre spillere kan byde på, hvilke at målene han klarer - eller om det måske går galt.
Nogle gange kommer man skævt ind på et spil, og selv om jeg ikke tror, at reglerne er specielt indviklede, fangede jeg ikke rigtig rytmen i, hvad vi skulle. Så det gik ikke særligt godt. Umiddelbart ikke lige noget for mig, men igen, det kan også bare have været en mindre heldig omgang.

[Gunness]

I går havde Allan inviteret forbi til Dune: War For Arrakis. Jeg var temmelig nysgerrig på spillet, både fordi det er et lidt atypisk CMON-spil og fordi det har fået fremragende anmeldelser rundt omkring. Jeg er ikke kæmpe Dune-fan, men selv som over-middel interesseret i Frank Herberts univers trækker en titel som denne da. Og endelig er det jo en viderebearbejdning af War of the Ring, som jeg desværre aldrig har fået ind under huden.

Det var en virkelig god oplevelse. Vi havde begge samme tilgang med at spille det lidt hurtigt (og "hurtigt" i denne sammenhæng tager alligevel sin tid ) og eksperimenterende. Altså: ikke overtænke alle sine træk, men bruge det som et læringsspil. Allan havde ganske vist prøvet det to gange før, men ikke som Atreides. Som Harkonnen virkede min opgave relativt klar, og det var jeg taknemmelig for. Selv om spillet tydeligt er mindre komplekst og omfattende, er der alligevel en del at holde styr på.



Vi havde det sjovt undervejs, kampene bølgede frem og tilbage, og der blev hidkaldt adskillige sandorme, der gjorde kål på mine tropper, hvis stormene da ikke gjorde det. Jeg havde heldigvis succes med nogenlunde at holde spice-produktionen kørende, og dermed kom der ikke alt for mange sanktioner på mine handlingsmuligheder.
I sidste ende havde jeg held med de sietches, jeg erobrede (næsten alle med høj værdi), så jeg efterlod mit bagland pivåbent og gik 100% efter at erobre et sidste område og dermed lukke kampen. Det lykkedes også, men det var noget af et sats, og det kunne lige så godt være gået den anden vej.
Regler og handlingsmuligheder er klart strømlinet ift. WotR, og jeg er lidt imponeret over, hvor overskueligt spillet vedbliver at være, selv når tropperne vælter ud over det hele. Og så er det som altid en lækker produktion, der er med til at formidle temaet.

Da jeg kom hjem, blev det til et firemands Cascadia: Rolling Hills. Et spil i den helt, helt anden ende af kompleksitetsskalaen - men nu stadig sjovt. Vi endte alle fire meget tæt.

[Frouvne]

Der er ikke meget, jeg kan tilføje til Gunness' beskrivelse af spillet; det var virkelig en fornøjelse at få på bordet igen. Og det er altid interessant at prøve et assymetrisk spil fra den anden side. Dels giver det indsigt i hvor stor en del af reglerne, man har haft meget lidt fokus på, da de ikke direkte er rettet mod én selv og dels får man en helt anden mulighed for at vurdere indbyrdes styrker og svagheder. Jeg havde utroligt få muligheder for at få nye tropper og skulle givetvis have været endnu bedre til at udnytte de få muligheder der var for at tilføje dem til min hær. Til gengæld var jeg positivt overrasket over hvor mobil jeg kunne være. Det stod i stor modsætning til den oplevelse jeg havde haft som Harkonnen. Antallet af kort der kom igennem mine hænder var også meget begrænset; særligt i den første halvdel af spillet. Jeg glemte nok lidt at fokusere på den direkte vej til sejren og det betød at jeg var håbløst bagud ved spillets afslutning. Så selvom jeg godt kan se, at de sidste træk potentielt var en stor blottelse, så er der ingen tvivl om, at det var en rimelig satsning at lave. Så en fuldt fortjent sejr. Inden vi gik i gang med hoved-spillet nød vi det gode vejr udenfor, hvilket udover at føre også forbi stranden, og både rosen- og staudehave også bød på et spil Yinsh. Det blev et lille plaster på såret for mit vedkommende!

[Andrea]

Gemalen og jeg tog en omgang Sherlock Holmes Consulting Detective: The Thames Murders & Other Cases, hvor vi har været flere år om at huske at spille de sidste scenarier (vi er IKKE ved at blive gamle!). Det er ellers et aldeles glimrende spil. Vi fik fjumset lidt rundt i starten, men endte dog med at gætte/deducere os frem til næsten alle oplysningerne. Naturligvis ikke lige så hurtigt som opiumshatten, men hey ... lidt har også ret ...

[Gunness]

Hvilket scenarie? Vi mangler vist også et par af de sidste

[Andrea]

Hvilket scenarie? Vi mangler vist også et par af de sidste

The Savage Club!

[Frouvne]

Pinsen har god indflydelse på spilstatistikken. Dune: War of Arrakis kom på bordet igen i dag. Min søn havde været så letsindig at vise lidt interesse, så den mulighed skulle udnyttes. Spillet blev ikke særlig langt alligevel føltes det som det tætteste spil, jeg har spillet indtil nu. Der begynder så småt at komme lidt rutine og dermed lidt mere overblik.

Efter at vi havde spillet færdigt tænkte jeg, at jeg også hellere måtte vise lidt god vilje og så endte vi med at spille computer-spil. Det er ellers ikke noget jeg længere kan få mig selv til. Men jeg blev faktisk nysgerrig på det spil vi startede op på (Clair Obscur: Expedition 33), så mon ikke jeg kommer til at give det endnu en chance en af dagene...

[Jonezy]

Havde besøg af et par af tegneserie drengene i går.

Da den ene først kunne komme ved 16-17 tiden, havde jeg overtalt den anden til en introduktion til The Elder Scrolls: Betrayal of the Second Era, da det klart er ham af tegneserie drengene, der har potentiale for at kunne nyde et CTG spil; de to andre ville have løbet skrigende væk af overvældelse.

Det var en succes. Min makker ville være troldmand, så han endte som en Dark Elf Sorcerer og jeg tankede så med en Imperial Templar. Den duo fungerede super godt og vi kom igennem en quest i Black Marsh, hvor vi skulle jagte nogle dyr og bæster, som var begyndt at opføre sig mærkeligt. Det fik så lige 5-6 timer til at flyve afsted inden vores sidste mand havde overlevet et fodbold stævne med en af ungerne.

Elder Scrolls er min nye obsession, elsker friheden og udforskningen af synergier og komboer. Selve combat elementet er også bedre end i TMB med større maps, foranderlige dungeons og en cooldown mekanik, der gør at man ser sine seje terninger oftere. Men tror altså jeg fortrækker TMB universet med de finurlige gearlocs fremfor det her Elder Scrolls univers, som jeg ikke har noget forhold til. Glæder mig dog til at udforske Elder Scrolls mere; ved allerede at mit næste eventyr bliver med en Khajiit Acrobat, som skal flyve rundt i kampene og flække med bue og pil.

Vi blev tre og så gik vi på det mindre komplekse. En af gutterne havde lånt King of Monster Island på biblioteket, som er en co-op version af King of Tokyo, som har vakt os meget grin og hån igennem årene, så det skulle vi da prøve. Det fungerede faktisk ganske fint. Da det lige kom frem kiggede jeg lidt på det, men tænkte at det blev for fiddly for sådan et spil, som egentlig bare skal være hurtigt og simpelt. Det er sådan jeg har det med King of New York i hvert fald. Men King of Monster Island var altså en helt ok oplevelse, hvor vi over 2 omgange fik ramt på begynder bossen. Det gav mig egentlig mest af alt minder of CMONs United system, og da jeg allerede har lidt af det er dette her ikke et spil, jeg behøver at eje, men hyggeligt var det.

Vi overvejede en sværere boss i King of Monster Island, men den gik ikke, da vi selvfølgelig skulle nå noget Zombicide. Det blev Zombicide: 2nd Edition udgaven i denne omgang, hvor vi spillede 2 baner fra en tegneserie udvidelse. Første bane var underligt undervældende og hurtigt klaret på 20-30 minutter. Enten var der noget vi misforstod eller også var den bane bare dårligt designet. Oh well, videre til den næste, som var meget bedre. Vi skulle redde en kat i et stort hus og det var ikke helt nemt; faktisk måtte vi bruge 2 forsøg, da vores første forsøg endte med dårlige beslutninger og en horde af zombier, som fik et fest måltid. Altid fornøjelig med noget dice chucker zombie smadder.

Vi sluttede selvfølgelig dagen af med et par omgange af det originale King of Tokyo, hvor vi efter co-op efter co-op endelig tævede løs på hinanden. Det er altså bare underholdende i rette selskab og rette humør. Jeg har en ældre engelsk udgave med Power Up og Halloween udvidelser, så alle monstre bliver unikke og der er kostymer til at spice tingene op. Har overvejet at få flere monstre, men nu er der efterhånden kommet så mange udgaver, så tror bare jeg holder fast i min gode gamle udgave og så må jeg leve med dem jeg har. Cyper Bunny og Pandakai tog en sejr hver imens Kraken måtte gå sur hjem.

Hæderlig brætspilsdag.

[Frouvne]

Pinsen blev sluttet af med to interessante spil. Først og fremmest kom Dune: War for Arrakis på bordet endnu en gang. Det var tredje gang på fem dage. Og det har virkelig betydet noget i.f.t. at få reglerne ind under huden. Jeg syntes helt sikkert også, at mit overblik var blevet meget større - uden at det i øvrigt betød, at jeg endte med en sejr. Men det betyder også mindre, når blot spiloplevelsen er god.

Dagens andet spil bød på en mere frustrerende spiloplevelse. Det var Molly House der endelig kom på bordet. Jeg har læst reglerne flere gange og set flere videoer og alligevel er det ikke lykkedes at få dem under huden. Nu måtte det så på bordet, så vi kunne se hvordan mekanismerne interagerede. Det er sjældent, at vi har haft så mange regelopslag undervejs. Men der er også et eller andet krøllet ved måden det er konstrueret på. Flere gange skete det, at umiddelbart efter vi havde læst en regel måtte vi slå den op igen og jeg har ikke tal på hvor mange gange vi måtte minde hinanden om hvor ens kort skulle ryge hen, om det var reputation eller noget andet man skulle bedømmes på osv. osv. Nå, men alt i alt er jeg ikke blevet mindre nysgerrig på spillet. Jeg havde nok håbet, at brikkerne ville falde på plads lidt hurtigere, når man først kom i gang med spillet, men jeg er frisk på at give det endnu et forsøg efter igen at have stukket næsen ned i regelhæftet.