Jeg tænkte, at det kunne være interessant at forsøge at indkredse kategorien lidt nærmere, da jeg har en fornemmelse af, at der må være en vis varians fra det ene kæreste-par til det andet på, hvilke spil, man vil lade falde indenfor denne kategori.
Gammeldags som jeg er i min tankegang, tænker jeg umiddelbart, at kæreste-spil er spil for to spillere.

Min første tanke var endvidere, at der nok primært ville være tale om ikke-konfronterende spil... men når jeg begynder at kigge på en del af de spil, vi har spillet, er det faktisk ikke et gennemgående karakteristika. Snarere tvært imod.
Lost Cities er vel næsten indbegrebet af et spil, der foreslås i denne sammenhæng. Nogle ville måske endda gå så langt som til at sige, at det var prototypen på et kærestespil. Det er nok at gå lige langt nok, men det har helt sikkert fået sin spilletid hos os... og det skal såmænd nok komme til at ramme bordet igen.
Kosmos' to-spillers serie har også nogle oplagte kandidater: Odins Ravens, Kahuna og Balloon Cup.
Konfrontations-elementet ser man tydeligt i nogle andre af de spil, vi har spillet: Lord of the Rings - The Confrontation, Yinsh og ikke mindst Zèrtz. For tiden er det så Blue Moon, der er i spil - og her kan man vist heller ikke komme udenom et vist niveau af konfrontation.
Vi har spillet mange andre spil som kæreste-spil, men inden vi nærmer os en definition yderligere, kunne det være interessant at høre andres bud på, hvad de spiller som kæreste-spil. Bidrag til yderligere indkredsning af begrebet skal også være meget velkomne.