Årets spiloplevelse 2011

[Frouvne]

Lad os starte året med at prøve at indføre en ny tradition, nemlig at indlede året med at spørge os selv om hvilken spiloplevelse der var den bedste i det forgangne år.

Kigger jeg tilbage på hvilke spil jeg løbende krediterede som dem, der leverede månedens største spiloplevelse, syntes jeg, der er mange, der kandiderer til at have leveret formidable oplevelser:

januar - Dominant Species
februar - Innovation
marts - 51st State
april - Mansions of Madness
maj - The Resistance
juni - Fealty
juli - Hanabi og A Few Acres of Snow
august - A Few Acres of Snow
september - Evolution: The Origin of Species
oktober - Confusion: Espionage and Deception in the Cold War
november - Crokinole
december - Ora et Labora

Ora et Labora tror og håber jeg stadig har sin storhedstid til gode for mig. Det er simpelthen for tidligt at udvælge det. 51st State var det svært at lokke andre til at spille, men også her har jeg forhåbninger om, at spillet kommer til at folde sig ud og blive værdsat, når det bliver prøvet i nye klæder med The New Era, da der her bl.a. bydes på noget af den interaktion, der blev efterlyst i den første udgave. Mansions of Madness er mest et oplevelsesspil - sandt at sige er der nok meget lidt spil i det - men vi har hygget os rigtig fint med det i vores lille familie. Et andet oplevelsesspil er The Resistance, jeg dog har svært til at forestille mig, jeg får spillet før den næste Djengis Con, hvor jeg til gengæld også kunne forestille mig, det bliver fundet frem igen. Fealty, Evolution: The Origin of Species og Confusion: Espionage and Deception in the Cold War er alle spil jeg har fundet fornøjelige, men at kalde det for årets spiloplevelse vil nok runge en lille smule hult. Crokinole håber jeg en gang at få dyrket langt mere, men det bliver realistisk set ikke før den dag, jeg anskaffer mig mit eget eksemplar. Den dag skal nok komme, men det haster ikke.

Tilbage er fire kandidater: Hanabi, A Few Acres of Snow, Dominant Species og Innovation. Innovation havde sin storhedstid i december 2010 og forårs-månederne 2011. Det er et fantastisk fornøjeligt spil - intensiteten det er blevet spillet med har været markant dalende, men jeg har stor tiltro til at interessen nok skal blusse op igen. A Few Acres of Snow er i mine øjne uden sammenligning Martin Wallaces bedste 2-spillers spil og det spil der for mig bedst er lykkedes med at anvende deck-building mekanismen på en meningsfuld måde. Og der er godt nok mange, der har forsøgt sig med den mekanisme i det indeværende år. Det er dog også det af de fire spil, jeg har fået spillet mindst. Alt, alt for lidt. Men også så meget for lidt, at jeg ikke syntes, jeg kan sige, at det har været årets spiloplevelse. Hanabi er klart det letteste af spillene i gruppen, men et overraskende og meget forfriskende bud på et samarbejdsspil. Et spil vi nød meget i det forgangne år og nød sammen med mange mennesker - men nok ikke det spil, året vil blive husket for. Dominant Species ramte et tema, der i den grad taler til mig og gjorde det på en måde, der passer mig fantastisk godt. Det indeholder en række euro-mekanismer og er meget intuitivt og er samtidig tilpas tematisk, har en passende spilletid, der gør at man har en aften med intenst samvær. Sammen med Innovation er det det spil, der har gjort størst indtryk på mig i år og mit valg af årets spil er da også Dominant Species - men stærkt forfulgt af Innovation.

Og når man taler om årets spiloplevelse har der da også været et par spilarrangementer, der har udmærket sig. Djengis Con blev igen i 2011 en stor oplevelse. En anderledes oplevelse end i 2010, hvor jeg på forhånd havde planlagt at få spillet mange større spil. Jeg kan ikke sige, at jeg foretrækker det ene frem for det andet. Den mere uformelle organisering havde i hvert tilfælde også sin charme og gav mulighed for andre måder at socialisere på. RubiCon var også endnu en gang en behagelig oplevelse og i år var de øvrige deltagere endda så venlige at lade mig vinde den samlede turnering. Så er det prøvet og jeg vil igen i år vende tilbage til min position i den tunge ende. Det er kun sjovt at spille, hvis man spiller for at vinde - men i praksis betyder det så uendelig lidt for mig om jeg vinder eller taber. Endnu mere informel men alligevel til tider langt strammere organiseret (det lyder som selvmodsigelser, men er det ikke - tro mig!) har jeg haft den store fornøjelse at spille på min søns skole med ham og/eller hans kammerater morgen efter morgen og til tider også i skoletiden. Det har været en fornøjelse for mig og jeg tror samtidig den har en positiv effekt på børnene og det læringsmiljø, de er en del af.

[Mik]

Igennem 15 år har vi indsamlet spilledata på spielfrieks og andre fora, fordelt på "nickel & dimes", dvs. spil som vi har spillet mindst 5 og 10 gange i løbet af året. Her er min liste:

59x Dominion, heraf 39 med Prosperity-kort, 21 med Cornucopia og 5 Hinterlands.
26x 7 Wonders, heraf 11 med Leaders og 7 med Stevie Wonder
15x Ave Caesar
12x Burgen von Burgund
12x Quarriors
11x The City
11x Pantheon
10x Nefarious
10x Rune Age

9x Last Will
9x Pergamon
9x Thunderstone, heraf 7 Dragonspire
7x San Juan, alle med udvidelsen
6x Airlines Europe
6x Avanti
6x Troyes
5x Dominant Species
5x Potion-Making: Practice
5x Power Grid: The First Sparks
5x Sun, Sea & Sand

[Brichs]

Jeg har ikke haft et så effektivt år med brætspil som jeg ellers har haft tidligere. Jeg kan samtidig godt mærke, at jeg ikke har fået spillet så mange brætspil som de sidste par år; bl.a. har et veloverstået bryllup fyldt en del, sammen med sygdom og andet.

Det kan være svært for mig at vælge årets spiloplevelse, men lad mig kigge på det.

King of Tokyo er mit mest spillede spil i år med 19 spil, og det har haft stor succes hos alle, jeg har introduceret det hos; både hos familien og gamerne, og det er helt sikkert en fantastisk filler. Jeg er ved at være en smule træt af, at det er det første spil, mange af de faste spillekammerater gerne vil spille, hvilket gør, at det ikke kan være årets spil.

Quarriors er et andet terningespil, jeg har været rigtig glad for i 2011, på trods af at jeg frst har fået det i julegave. Jeg havde dog prøvet det 3 gange før det... Det er dejligt simpelt, men jeg er i tvivl om der i sidste ende er variation nok, til at det kan være årets spil for mig.

Runebound og Munchkin er to spil, der har en helt særlig plads hos mig, som 2-personers spil med min kone. Munchkin blev spillet 9 gange på vores bryllupsrejse, og Runebound er blevet spillet 7 gange, hvoraf de fleste har været to-personers, hvor spillet i min mening fungerer bedst. Det er dog ikke nok til, at det kan være årets spil nogle af dem; Munchkin er ikke spil nok, og Runebound fungerer bare ikke ud af æsken godt nok med mange, til at det kan være årets spil.

Qwirkle er jeg også svært imponeret over. Jeg forstår godt hvorfor det vandt Spiel des Jahres, men det er for meget familie over det, til at det er mit yndlings fra året der gak.

Jeg tror i sidste ende, at Wiraqocha fra italienske (?) Sit Down! er mit spil af 2011, selvom jeg ikke har fået det spillet nok til at være sikker. Det har alt det, jeg gik og ledte efter på Essen; Terningerul á la Alien Frontiers, god og anderledes brug af terningerne, area control, resourceindsamling og multiple paths to victory. Men indtil videre må årets spil fra mig være et par spørgsmålstegn, mens jeg glad venter på at få spillet mine mange Essen spil nok gange.

[Jens_Hoppe]

Mit mest spillede spil i 2011 (selvom jeg først fik det midt i november!) er King of Tokyo med 28 spil.

Årets spiloplevelse er dog for mit vedkommende for en gangs skyld nemt at afgøre: Det er også mit næstmest spillede spil (med 16 registrerede spil i 2011) - High Frontier. Jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst har haft det så sjovt med et brætspil.

Andre succeser i 2011 inkluderer;

Mr. Jack (9 spil, heraf 1 med udvidelsen): Et glædeligt gensyn og et spil som min datter er vild med.

A Few Acres of Snow (7 spil): Et yderst solidt historisk-spil-meets-deck-building. Hajerne på BGG fandt dog en ret broken strategi, men Wallace har netop lanceret nogle rettelser til reglerne som antageligt løser problemet.

Bios Megafauna (6 spil): Et noget mindre solidt spil end Phil Eklund's foregående (High Frontier), og et spil som "out of the box" er aldeles kaotisk og tilfældigt. Phil er dog meget modtagelig over for kritik og regelforslag, og der er kommet et par varianter og ændringer på banen som gør spillet lidt mere ... spilbart. I mine øjne er der nok stadig et par skarpe hjørner som gør gameplay mindre ideelt. Til gengæld har spillet masser af den typiske Eklund'ske "videnskabs-sandkasse" charme.

Letters from Whitechapel (3 spil): Et yderst imponerende deduktionsspil, der spiller som en slags avanceret Scotland Yard. Jeg havde egentlig ikke forventet at bryde mig specielt meget om spillet, men der blev jeg så positivt overrasket! Det er et ekstremt spændende spil, hvor situationen kan vende på en tallerken: Som Jack synes man, at politiet roder rundt i det uden at opdage noget, men pludselig! får de information nok til at kunne stykke ens placering sammen, og så bliver det hæsblæsende. Komponenterne er også rigtigt flotte.

Fighting Formations: Grossdeutschland Motorized Infantry Division har jeg godt nok kun spillet en enkelt gang, men det virkede godt. Det samme kan jeg sige om Mage Knight Board Game.


Jeg kan også opsummere lidt på årets skuffelser:

Dels var der selvfølgelig en lang række spil som ikke var decideret frygtelige på nogen måde, men som bare ikke rigtigt skildte sig ud fra mængden: Pergamon, Pantheon, Elder Sign, German Railways, Mansions of Madness, og Eminent Domain er alle eksempler på dette.

Panic Station var markant værre end jeg havde troet og håbet. Et spil som jeg havde håbet kunne være det næste The Resistance, men som i stedet viste sig at være mere en rollespilsoplevelse, som ofte kræver at spillerne spiller decideret suboptimalt for at spillet ikke skal bryde sammen. Ikke noget for mig...

2011 var også året hvor jeg fik prøvet et par populære ny-klassikere, og der havde rigelig mulighed for at være kontrær: Dominant Species har jeg forventning om at jeg ville kunne komme til at kunne lide bedre, hvis jeg spillede det mere og kunne forstå det bedre, men mit første spil virkede som en så pinefuld, langtrukken slå-på-hinanden oplevelse (pakket ind i indbydende eurogame-mekanismer, bevares, men so what?) at jeg har svært ved at se mig selv frivilligt prøve det igen.

Det var dog ingenting i forhold til mit forsøg med Through the Ages, som kombinerede helt ufatteligt kedeligt og spreadsheet-agtigt gameplay med horribel spilletid og (navnligt) nedetid mellem ens ture. Og hvad kan tænkes at være værre end en slå-på-lederen mekanisme? "Slå-på-taberen", nemlig, og dette spil har det indbygget i stor stil. Træk tænder ud på mig uden bedøvelse, samtidigt med at jeg udfylder selvangivelse og ser endeløse rækker af Adam Sandler-film! Alt er at foretrække frem for 2011's værste spiloplevelse.

[Oseali]

Jens hvorfor pokker er det at du bor helt over på øen, du har jo mega god smag

Min største spilmæsig oplevelse i år var simpelthen at være til Essen, blev ikke til så vilde indkøb men turen og det at kunne få fat i næsten alle slags spil (hvis ellers pengene var der) var en helt utrolig oplevelse, men Innovation som blev købt på turen er blevet spillet rigtig mange gange, det samme gælder 7 wonders i år. Og Troyes fortjener også at blive nævnt som et fantastisk spil men en helt klar favorit har jeg ikke.