Flere af spillene har da også vakt en vis interesse - men ofte har timingen fra min side simpelthen ikke været god nok. Han er ganske enkelt blevet introduceret for spillene for tidligt. Det problem bliver ofte overkommet ved, at vi indfører husregler, der gør, at spillet bedre matcher hans interesser og hvad han nu kan klare af regler på det givne tidspunkt. Faktisk vil jeg tro, at når det kommer til børnespil er husregler snarere reglen end undtagelsen hos os. Når jeg spiller voksenspil, foretrækker jeg til gengæld stort set altid, at der spilles med de originale regler.
Nå, men det første spil, hvor det ikke var nødvendigt at indføre husregler, og som straks fængede ham, fik han, da han var 2 år og 4 måneder og det var Haba-spillet: Obstgärtchen (Den lille Frugthave). Obstgärtchen er et simpelt spil, hvor man arbejder sammen om at opnå målet: at få fyldt kurven med kirsebær. Spillet er kooperativt, så der opstår ingen scener, fordi far igen glemmer, at det er hans to-årige søn og ikke de andre gamere han spiller med og så indeholder det ellers et passende held-moment til et børnespil via en terning og den centrale mekanisme: en meget overskuelig memory-variant. Det er som voksen herligt at se, hvordan ens barn lever sig ind i, at man skal være helt stille og hviske shhhh!, når man kommer til at vende en brik med et sovende dyr. En lille streg i regningen er det dog, når den periode indfinder sig, hvor barnet begynder at holde med den stakkels krage, der stjæler kirsebærrene...
Lad mig også høre din historie...
Læs mere om Obstgärtchen (Den lille Frugthave):
http://www.germangames.dk/Beskrivelser/Obstgartchen.htm
. Siden var det figurerne i Doom, der tiltrak sig hans opmærksomhed, så pistolen i Squad Seven 
. Det beskriver vel situationen som forælder meget godt; der er hele tiden noget at bekymre sig over omend noget forskelligt på forskellige tidspunkter!