UK Games Expo - Hvad er det?

Her informeres om og diskuteres diverse Con'er, messer og lignende.
Post Reply
User avatar
Stony
5000+ indlæg
5000+ indlæg
Posts: 9179
Joined: Thu Jun 22, 2006 11:40 am
Favoritspil: Gaia Project, Brass (begge versioner), Hansa Teutonica, Steam, Concordia, Crokinole
Location: Taastrup
Has thanked: 48 times
Been thanked: 116 times

UK Games Expo - Hvad er det?

Post by Stony »

Jeg må hellere lige nedfælde mine førstehåndsindtryk fra UK Games Expo. Den kan man jo så linke til, hvis "nogen" på et tidspunkt skulle forsøge at lokke andre med derover. 8)

Jeg vil på forkant beklage billedkvaliteten. Jeg gad ikke slæbe et kamera med, så de er bare taget med mobiltelefonen.

UK Games Expo er Englands største spilmesse. Det der tiltalte mig ved UK Games Expo, er at det er lidt en "omvendt Essen" model der bliver brugt. Essen er en masse forretningsdrivende, hvoraf nogle af dem tilbyder spilleplads, hvor man kan være heldig at finde et bord. UK Games Expo fokuserer på at der skal spilles en masse, og så er der desuden nogle haller med forretningsdrivende. Sidstnævnte tiltaler mig meget mere. Og at man så ikke behøver tale tysk er ren bonus. :)

Expo'en ligger i Birmingham. I år blev det afholdt på Hilton Hotel, som ligger i gå-afstand fra lufthavnen, og som jeg forstod det vil det også være lokationen for næste års expo. Birmingham er flyverutemæssigt et fint sted efter at SAS har åbnet en direkte linje fra både Billund og København. Når man så ankommer, kan man tage en (gratis) monorail til den nærmeste togstation, som tilfældigvis ligger cirka midt mellem lufthavnen og Hotel Hilton. Derfra er der en rask gåtur (cirka 10 minutter) til Hilton.

Skulle man have en dag eller to til overs på sin tur til Birmingham, så er Birmingham centrum en kort togtur derfra. Det kostede mig £4,40 for en returbillet til centrum. Hvis man hellere vil til London, kunne det købes for £28,50 såfremt man rejser udenfor myldretiden.

Indlogering på Hilton kunne i år foregå til en fordelagtig rate. Et enkeltværelse - hvor der er god plads i sengen - ligger i omegnen af £100 pr. overnatning, men Expo deltagerne kan - hvis de lige taster den rigtige kode - få værelset noget billigere. I år var det £63 pr. overnatning. Fasciliteterne er gode. Morgenmaden var noget af det bedste jeg har fået på hotel. Der var både engelsk og international morgenmad. Den engelske morgenmad (med pølser, bacon osv.) smager godt, men efter et par dage på engelsk kost føltes min mave som beton, og så var det rart at kunne vælge et par skiver frisk franskbrød, og en omgang yoghurt med frugtstykker på. Morgenmaden er i øvrigt inkluderet i prisen.

Frokost og aftensmad er ikke inkluderet, men Expo'en har lavet en aftale med Hilton, hvor en af suiterne laves til en særlig Expo-bistro, hvor man kan købe mad til en rimelig pris. Jeg gav eksempelvis £7,0 for et varmt måltid. Det var ikke prangende men det fyldte. Og smed man godt med salt og peber på, så smagte det næsten af et eller andet. Andre gange - hvor der var kø - valgte jeg at slå et smut forbi NEC som er et messecenter der ligger lige ved siden af stationen. Der ligger en Subway og en cafe. Der spiste jeg et par gange, når jeg ikke lige gad stå i kø.

Expo'en starter om fredagen og slutter søndag. Fredag er helt klart kun opvarmning. Der er ikke så mange deltagere, og handelsområdet med forhandlerne åbner først lørdag. Til gengæld er der godt run på i weekenden, og der kan man få rig lejlighed til at stå i kø. Man kan stå en halv til en hel time i kø til "Bring and Buy", som er et sted, hvor deltagerne kan aflevere deres brugte spil med et prisskilt, og så tager Expo'en sig af en eventuel handel, hvis der skulle være en interesseret køber. (Expo'en tager 10% i avance, som vistnok går til velgørende formål). Hvis man kommer lidt for sent ud af sengen, eller spiser lidt sen frokost, så kan man stå i kø til restauranten. Og om aftenen kan man også stå (en smule) i kø i baren. Det er ikke så slemt som det lyder. Jeg lærte hurtigt at holde måltiderne en halv times tid før flertallet.

Der er en del suiter der hver især er øremærket til forskellige formål. Tre suiter til de forretningsdrivende. Tilsammen er de tre suiter vel nogenlunde det samme som en af de mindre haller i Essen.
Et billede fra den største af dem.

Så er der en stor suite til spil. Den er underindelt i flere områder, hvor noget er "Free gaming", hvor man bare kan sætte sig og spille - eventuelt med et spil lånt fra deres Games Library. Hvis man manglede spillere til sit spil, lånte man bare et flag som man stillede på bordet, og så kunne andre se at man søgte spillere. Andre områder er afsat til diverse turneringer. Der er eksempelvis en hel del borde der er afsat til en "Wargaming" turnering. (Der var fem borde mere i samme længde som dette til wargaming). Og et hjørne af salen var afsat til UK Playtesting, hvor både spirende og etablerede spildesignere kunne få prøvekørt deres prototyper. Der var flere mindre suiter der var afsat til konkurrencer og free gaming, og andre igen som var afsat til rollespil.

Endelig var der en mellemstor suite, hvor der var "Family gaming". Den blev drevet af nogle gutter som gjorde sig indenfor undervisning gennem brætspil. De havde vist nok at se til i det daglige, og på Expo'en kørte de altså et særarrangement, hvor de fokuserede på brætspil som samlingspunkt for familien.

Der var desuden to rum afsat til diverse seminarer. Jeg var selv inde og høre et seminar omkring spildesign, men der var seminarer om alt muligt. Lige fra "Art in games" til "Girls and Games" til førnævnte "Board game design".

UK Games Expo havde også sørget for at der var lidt cosplay. Det synes især børnene var sjovt. Lige et par billeder af de kostumer jeg synes var bedst:
Cosplay 1, Cosplay 2, Cosplay 3. Cosplay 4.

Som det nok altid vil være tilfældet med en Expo med vokseværk, så var der ting man kunne ønske var bedre, men jeg havde en dejlig tur, og jeg gør det gerne igen, om end jeg næste gang nok vil "nøjes med" at tage derover om lørdagen, og så hjem igen om søndagen. Så bliver det også bare til en enkelt overnatning, hvilket skærer lidt på omkostningerne.
Sidst spillet:
Image
Post Reply