En oplagt kandidat til opvarmningsrunder til overværelse af Formel 1 er Formula Dé, da der er et utal af baner og man derfor - som oftest - kan køre på den dagsaktuelle bane. Spillet appellerer såvel til ens analytiske sans som til gambleren i én, når man skal afgøre hvilken terning, man skal kaste med. Formula Dé findes også i en Formula Dé Mini-version, som jeg ikke har nogen erfaringer med.
Kongen over dem alle er for mig PitchCar, der er et færdighedsspil, hvor bilerne knipses rundt på banen. PitchCar er en genudgivelse af spillet Carabande, der var uopdriveligt i en årrække. PitchCar kan spilles af alle aldersgrupper og baserer sig på såvel færdigheder, som sans for hvor man skal placere sig. Spillet kan med fornøjelse spilles som såvel turneringsspil som i teams. PitchCar har en udvidelse - PitchCar Extension - der tilføjer specialbanelegemer, der sætter lidt mere kolorit på spillet men som absolut ikke er nødvendig. PitchCar finde ligesom Formula Dé i en mini-version: PitchCar Mini med en PitchCar Mini Extension. Jeg har ikke selv erfaringer med denne udvidelse og det lader til at meningerne er delte rækkende fra at det er præcis det samme spil som originalen til at alt i den grad er mini ved spillet... Man skal være opmærksom på at PitchCar kræver et ret stort bord.
Das Motorsportspiel udmærker sig ved at være styret af en timer, der giver fornemmelsen af at blive spillet real-time del, der gør spillet meget medrivende.
Blandt voksenspillene findes der endvidere højt estimerede titler som: Daytona 500, Ave Caesar og den mindre heldbaserede version Ausgebremst, Speed Circuit og Wolfgang Kramers Top Race. Disse spil har jeg dog ingen erfaringer med, så det overlader jeg til andre at følge op på!

Har drengene ikke tid til dig, kan du varme op med sønnike. Her er PitchCar igen et solidt bud. Alternativt kan Haba-spillet Monza anbefales, hvor der slåes med farvede terninger og man skal kunne udvælge den rute på banen, der bringer én længst frem eller alternativt i den mest fordelagtige position. Et andet udmærket lokalpatriotisk bud på et racer-spil til de yngste er Lego Racers, hvor man som i PitchCar kan samle mange forskellige baner af spillets bane-elementer. Også med børn er PitchCar den ukronede konge for mig...