Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Her finder du officielle regelændringer, varianter, scenarier, FAQ, videoer med regelgennemgange, strategiartikler og meget andet til udvalgte spil
Post Reply
User avatar
Neumann
250+ indlæg
250+ indlæg
Posts: 328
Joined: Fri Aug 19, 2016 7:38 pm
Has thanked: 25 times
Been thanked: 69 times

Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by Neumann »

Dette er de originale Ravensburg-spilleregler til Ave Caesar med de modifikationer, som jeg (ud fra tidligere indlæg her på dette forum) mener må være de officielle Consim/VikingCon-husregler.
Forbehold: Jeg har aldrig spillet på VikingCon, og har kun prøvet spillet nogle få gange, så har jeg misforstået noget, så svar venligst i tråden her, så retter jeg den til.



FORBEREDELSER

VÆLG BANE
3-4 deltagere skal gennemføre væddeløbet på spilleplan A. Første løb foregår i retning med uret på den hvide bane.
5-6 deltagere skal gennemføre løbet på spilleplan B. Første løb foregår i retning med uret på den gule bane.
Alle væddeløb foregår over en distance på tre runder, og hver deltager skal i løbet af spillet føre sit forspand en gang gennem Kejsergade.

FØR START …
… får hver deltager et hesteforspand, et sæt løbskort og en møntbrik, alt i samme farve. Løbskortsættene er kun forskellige på farven. De udgør det knapt tilmålte antal flyttemuligheder, hver spiller behøver for at klare de 3 runder i et løb.

STARTOPSTILLING
Hver deltager blander sine løbskort grundigt og lægger dem med bagsiden opad i en bunke på bordet. Så tager hver spiller sit øverste kort og lægger det frem. Den, der har det højeste tal, får startplads nr. I og skal starte løbet med sit forspand.

Spilleren til venstre for den, der skal starte løbet, får startplads II, spilleren til venstre igen får startplads III osv. De brugte løbskort blandes i bunkerne igen.

TIL ALLE VOGNSTYRERE!
Den, der hele tiden fører sit forspand ad den korteste bane (inderbanen), bruger færrest felter. Hver spillers lager af løbskort er så knapt tilmålt, at der med 3 og 4 deltagere kun kan bruges fire ekstra yderfelter i kurverne, for lige at komme i mål, mens der med 5 og 6 deltagere kan bruges seks ekstra felter.

LØBET ÅBNES

Hver spiller tager de 3 øverste kort fra sin bunke og ser på dem uden at vise dem til de andre spillere.

Vognstyreren på startplads I åbner løbet.

Han/hun lægger et af sine 3 løbskort frem foran sig, så alle kan se det, og flytter sit forspand det tilsvarende antal felter frem - i urets retning.

Derefter tager han/hun et nyt kort fra sin bunke. Man skal hele tiden have 3 kort på hånden.

Efter dette træk går turen til medspilleren til venstre, som også går ind i løbet ved at lægge et kort ned. Sådan fortsættes runden.

VOGNENE FLYTTES FREMAD
  1. Vognene skal altid flyttes fremad. Der må skiftes bane på alle punkterede linier ved at flytte diagonalt, dvs. et felt fremad og til siden samtidig.
  2. Man skal flytte, dvs. hver gang det er en spillers tur, skal han/hun lægge et løbskort ud og flytte sit forspand det tilsvarende antal felter fremad. I kurverne kan det betyde, at man bliver nødt til at benytte de længere yderbaner. Hvis en spillers vogn er så blokeret, at den ikke kan flyttes fremad, bliver spilleren nødt til sidde over (melde pas) og skal derfor heller ikke lægge et løbskort ned.
  3. Der må kun stå et forspand på hvert felt.
  4. Det forspand, der fører, må ikke (bortset fra ved starten) flyttes fremad med et løbskort med værdien 6.
  5. Modstandernes vogne må ikke springes over, men overhales på alle frie felter. Man kan ikke springe over mure.
  6. Den første vognstyrer, som når første baneudfletning, bestemmer, hvilken banefarve, som den aktuelle runde skal løbe ad. Begge banerne kan derfor godt komme i brug i det samme løb.
KEJSERGADE
Alle vognstyrere skal køre ind i Kejsergade en gang under løbet og hilse på kejseren med et 'Ave Caesar'.

Hver spiller skal altså styre sin vogn ind i Kejsergade efter første eller senest efter 2. runde og stoppe op på et af gadefelterne. Man viser kejseren sin ærbødighed ved at give ham sin møntbrik og suser så videre tilbage i løbet i næste omgang.

Man skal huske at sige 'Ave Caesar' og aflevere sin mønt i Kejsergade, ellers tæller det som om, at man ikke har været gennem Kejsergade.

VINDER AF VÆDDELØBET
Den vognstyrer, der efter 3 runder får sit forspand først over målstregen - og har været en gang gennem Kejsergade - har vundet løbet.
Han/hun bliver hædret med 6 laurbærkranse, altså 6 point. Hjertelig tillykke!

Den, der kommer ind som nummer to, får 4 point, nummer tre får 3 point, nummer fire 2 og nummer fem 1 point. Til nummer seks bliver der kun æren og håbet om at komme først i næste løb.

Dog nok herom. Nu gælder det næste løb. Mens alle morer sig kejserligt, går vi med stålsatte nerver videre til næste farefulde løb om laurbær og ære i det gamle Rom.

KLAR TIL ANDET LØB
For at få alle spidsfindigheder og finesser med på spilleplanerne, anbefaler vi til andet løb at retningen foregår imod uret
blå bane (A-siden for 3-4 deltagere), og
rød bane (B-siden for 5-6 deltagere),
stadigvæk i retning med uret.


Dette og de kommende løb skal åbnes af den spiller, der startede sidst i det foregående løb.

Tredie og fjerde løb kan derefter gennemføres på de hidtil benyttede baner - i retning mod uret.

DEN STORE FINALE …
… foregår altid på bane A. Her må spillerne dog selv vælge hvilken vej de kører, uanset hvad de andre har valgt. Hvis man er i tvivl om hvem der ligger forrest (og derved ikke må spille 6'ere) tæller man blot felterne, via korteste vej, fra sidste skillepunkt.


Den, der efter 4 løb finalen har høstet flest laurbær (point) er turneringsmester og Roms bedste vognstyrer. Caesar lader hilse!!

GODE RÅD OG UFINE TRICKS
  1. Inderbaner er som regel kortere end yderbaner. For at spare på de tal, man har til rådighed på løbskortene, bør man så vidt muligt køre i inderbanerne.
  2. Hvis en vognstyrer kører for tit ud i den længere yderbane, slår tallene på løbskortene ikke t1l for at komme i mål.
  3. AVE CAESAR er sjovest at spille, hvis vognstyrerne forsøger at trænge hinanden ud i yderbanerne.
  4. Chikanerier anvendes i høj grad af erfarne vognførere i forsøget på at blokere modstanderne og tvinge dem til at sidde en omgang over.
  5. Felterne i ind- og udkørslen til Kejsergade kan bruges strategisk til at give modstanderne noget at spekulere over og også til at tvinge dem til at sidde en omgang over gennemføre løbet uden at have hilst på kejseren.
  6. Før turneringen begynder kan deltagerne bestemme, om de vil bruge en alternativ STARTOPSTILLING: Vinderen af det sidste løb må sætte sit forspand på start plads I, nummer to på plads II osv. Disse regler betyder, at deltagernes opstillingsorden kan skifte fra løb til løb. Sidste løbsvinder må blive stående som startspiller, nummer to stiller op til venstre for vinderen, og sådan fortsætter opstillingen i forhold til placeringen i sidste løb.
KEJSERLIG VÆDDELØBS-FORORDNING

Baneskift: man må skifte bane ved at flytte diagonalt over alle punkterede linier. Dvs. samtidig med at man flytter et felt fremad, flytter man også et felt til siden. Fra det sidste felt før en indtegnet mur kan der skiftes bane. Også på det første felt 1ige efter en mur må man skifte bane.
Forspand flyttes: Vognene skal altid flyttes fremad.

Kejsergade:
  1. Hvis adgangen til Kejsergade er blokeret af en modstanders forspand i 2. runde, må vognstyreren ikke sidde over, indtil adgangen til gaden er fri igen. Han er nødt til at køre videre uden at have hilst på kejseren.
  2. Hvis det ikke lykkes et forspand at komme ind i Kejsergade efter 2. runde og holde stille på et vilkårligt felt i gaden, falder vognstyreren i unåde og bliver diskvalificeret (samt henrettet :shock:). Vognstyreren må gerne køre løbet til ende, men der bliver ingen belønning i dette løb.
  3. Der kan stå flere forspand bag hinanden på samme tid i Kejsergade.
  4. I Kejsergade kan man ikke overhale hinanden.
Kurve: Hvem har føringen? Markeringen på kørebanen viser nøjagtigt, hvilket forspand, der har føringen.

Murene: Man kan ikke springe over murene. I kurver, hvor midten af kørebanen bliver delt af en mur, må forspandene bliver i deres bane.

Løbskort lægges ud: Man skal altid flytte lige så mange felter, som det lagte løbskort viser. Pas derfor på lægge det rigtige kort.

Nye løbskort:
Når man har lagt et kort ud, tager man straks et nyt fra bunken. (Så længe der er kort tilbage).

Alle løbskort brugt:
Hvis et forspand ikke kan komme videre, fordi vognstyreren har været for meget ude i yderbanerne, går det ud af spillet Vognstyreren fjerner forspandet fra pladen og får ingen laurbær (point) i dette løb. Hestene falder om og blokerer feltet i resten af løbet.

Væddeløbsbaner:
Hver side på spillepladen har to forskellige væddeløbsbaner, som man kan køre på i begge retninger - med uret og mod uret. Dvs., at der er i alt otte helt forskellige løbsmuligheder med hver sit forløb, og som kræver forskellig taktik

Sidelæns rokering:
Det er ikke tilladt at flytte vognen direkte sidelæns.

Startrækkefølgen:
Hvis flere spillere rammer det samme højeste tal, skal disse spillere blive ved med at vende kort fra hver sin bunke, til der er fundet en startspiller.

Målstregen nået:
Efter 3 runder vinder den vognstyrer, hvis forspand kommer først over målstregen. Det har ingen betydning, hvor mange felter, vognen flyttes over målstregen. Forspandet tages ud af spillet, og det overskydende antal fra det lagte kort bortfalder.

Flyttetvang:
Et forspand skal flyttes fremad, også selv om vognstyreren bliver nødt til at tage en omvej på de længere yderbaner.

Det store kryds: på bane B er 2 parallelle felter, alt efter hvilken vej man kører. I sjældne tilfælde kan det betyde, at et vognspand kan komme til at blokere feltet på tværs.

DET PROBLEMATISKE LØBSKORT MED VÆRDIEN "6"

Start: Startspilleren har lov til at lægge en 6'er ud som første kort. Derefter gælder reglen: Den, der ligger forrest i løbet, må ikke flytte fremad med en 6'er.

Forspand ligger forrest og kan ikke flytte
: Hvis man ligger forrest i løbet og har tre 6'er-kort på hånden, må man sidde over, indtil en anden har taget føringen.

Flere forspand i førerfeltet:
I dette tilfælde må ingen af dem flytte med en 6'er, før et andet forspand har taget føringen.

Første forspand i mål:
Så snart en vogn er kørt over målstregen, må alle de andre vognstyrere generelt lægge 6'er-løbskort ud. Når en hest er i mål, bliver den næste hest den forreste og må dermed ikke spille 6'er-løbskort.

UNDTAGELSER

Chikanerier: Hvis det førende forspand står netop på et af de steder, hvor banen snævres ind til 1 felt, og vognstyreren har tre 6'er­kort på hånden, må der undtagelsesvis flyttes med en 6'er.

Super-særtilfælde:
Der ligger to vognstyrere i førerfeltet, begge har hver tre 6'er-kort på hånden og de blokerer for vognstyrere bagved: I dette meget specielle tilfælde må den af de førende vognstyrere, der først har tur, flytte sit forspand frem med en 6'er.

Konklusion: Som den forreste må man altså først flytte med en 6'er, når alle andre deltagere har måtte melde pas.

HISTORISK TILBAGEBLIK

Under mottoet "Brød og skuespil" holdt de romerske kejsere befolkningen i ave. Mere end 200 festdage om året strømmede romerne i tusindvis til tilskuerpladserne i arenaerne for at overvære væddeløbene. Den største arena var 'Circus Maximus' med ca. 180.000 tilskuerpladser. På en 1200 m lang bane, som skulle køres 7 gange - dvs. ca. 8,4 km - kastede vognstyrerne sig ud i et afsindigt væddeløb. På en løbsdag var der ofte op til 100 sådanne løb. Vognene, der blev trukket af 4 heste (Quadriga), blev af vognstyrerne presset frem i et morderisk tempo, straks når løbslederen havde givet startsignal ved at kaste en hvid dug. Der blev satset formuer på disse vogne, der blev ført af hjelmklædte vognstyrere klædt i tunikaer i væddeløbsstaldens farve. Midt i arenaen var der et langt, smalt brystværn, som delte kamppladsen op i to baner. På den stod der statuer og store træfigurer (fisk), som viste runderne. Enden af brystværnet var kendetegnet ved de målsten, som vognstyrerne skulle passere - uden at røre ved dem. De sejrende vognstyrere var yderst populære og blev forgudet af publikum. De bedste af dem tjente millioner af sestertier på ganske kort tid, men ofte nåede de slet ikke at nyde deres rigdom. Væddeløb var allerede dengang et farligt eventyr! I sammenligning med væddeløbene for 2000 år siden er AVE CAESAR dog langt mindre farligt, men mindst ligeså spændende og nervepirrende.
Selve væddeløbet og løbsbanerne har vi ændret på flere punkter i forhold til originalen: Fire forskellige baner med mange kurver og indsnævrede baner giver stadigvæk nye udfordringer til dristige vognstyrere.
Under løbet skal hver vognstyrer en gang gennem Kejsergade og hilse Caesar i logen med et 'Ave Caesar' = 'Vær hilset Kejser' for at vise sin ærbødighed. Hvert løb går over tre runder. Der er ikke sestertier til sejrherrerne men laurbær i form af point.
Den, der efter flere løb har høstet flest laurbær (point), er turneringsmester og vinder titlen som Roms bedste vognstyrer.
Last edited by Neumann on Thu Feb 22, 2018 10:53 am, edited 1 time in total.
User avatar
Larsine
2500+ indlæg
2500+ indlæg
Posts: 3327
Joined: Tue Aug 14, 2007 5:45 pm
Location: Sorø
Has thanked: 1 time

Re: Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by Larsine »

1) PÅ Viking-Con vælger spilleren der først kommer til en skillevej hvilken vej der skal køres, og der kan vælges ny vej hver gang den førende spiller kommer til en skillevej. Dette har stor betydning da man med visse kort kan spærre for de andre spillere, eller tvinge dem ud på omveje, hvilket alt sammen kommer an på hvilke kort man har på hånden, hvilke kort der er brugt og hvilken vej man vælger. Det gør derfor spillet langt mere strategisk/taktisk. Alle efterfølgende vogne skal køre samme vej som den førende spiller.

2) Vi plejer ikke nødvendigvis at vise hånden ved en pas-melding, da vi stoler på de andre spillere.

3) Point-givningen på Viking-Con kan sagtens variere fra år til år, det er helt op til turneringslederen, og spilleren ved ikke hvor mange point de forskellige placeringer giver.

4) Første løb er med uret, andet løb er mod uret. Banen er som sagt varieret fra spil til spil.

5) 6'er må kun spilles som forreste vogn når alle andre spillere har meldt pas i samme runde.
User avatar
Neumann
250+ indlæg
250+ indlæg
Posts: 328
Joined: Fri Aug 19, 2016 7:38 pm
Has thanked: 25 times
Been thanked: 69 times

Re: Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by Neumann »

Larsine wrote:PÅ Viking-Con vælger spilleren der først kommer til en skillevej hvilken vej der skal køres, og der kan vælges ny vej hver gang den førende spiller kommer til en skillevej. Dette har stor betydning da man med visse kort kan spærre for de andre spillere, eller tvinge dem ud på omveje, hvilket alt sammen kommer an på hvilke kort man har på hånden, hvilke kort der er brugt og hvilken vej man vælger. Det gør derfor spillet langt mere strategisk/taktisk. Alle efterfølgende vogne skal køre samme vej som den førende spiller.
Det forstår jeg ikke helt, hvad betyder i praksis.

Hvis 1. spiller på A-banen vælger den hvide rute, kan jeg godt se, at 2. spiller kan lægge sig, så 3. spiller bliver nødt til at tage den blå rute, hvis de alle tre ligger et mulehår efter hinanden. Men begge baner er nogenlunde lige lange, og der er ingen mulighed for at komme tilbage på hvid rute i samme løb, med mindre man spiller med U-vendinger (og dem troede jeg da var strengt forbudt). Er det så ikke bare det samme, som at tvinge 3. mand helt ud af løbet?

Derudover kan jeg ikke se, hvad det taktiske består i - om man véd, at man skal ad den blå rute fra løbsstart, eller man først finder ud af det, når 1 mand drejer af kommer så vidt jeg kan fatte da ud på ét.

To opklarende spørgsmål:
Det store kryds på B-banen er kun ét og ikke 4 felter, ikke? Den ufuldstændige midterafstribning forvirrer mig lidt.
Betyder det noget, at føreren bliver henrettet eller er det bare historisk smagstilsætning? Det kunne jo betyde, at spilleren røg ud ude af turneringen uanset pointstillingen
User avatar
Larsine
2500+ indlæg
2500+ indlæg
Posts: 3327
Joined: Tue Aug 14, 2007 5:45 pm
Location: Sorø
Has thanked: 1 time

Re: Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by Larsine »

Forreste spiller vælger farve hver gang man kommer til et valg. Så det kan bliver: Hvid-hvid-hvid, hvid-hvid-blå, hvid-blå-hvid, hvid-blå-blå, blå-hvid-hvid, blå-hvid-blå, blå-blå-hvid eller blå-blå-blå. Taktikken kommer af hvilke kort du sidder med, og hvilke kort du og dine spillere har spillet. Der er trods alt kun 4 kort af hver, så det er ikke så svært at følge med i nogle af dem (f.eks. 6'er og 1'ere).

Det store kryds er 2 felter, alt efter hvilken vej man kører. I ekstreme tilfælde kan den bagerste spiller spærre for den forreste (eller omvendt), hvis den ene omgang var rød og den næste er gul. Men jeg tror jeg har set det ske 2 gange.

Henrettelse = 0 point i de fleste tilfælde. Ingen spiller eliminering i VC turneringen.
User avatar
Neumann
250+ indlæg
250+ indlæg
Posts: 328
Joined: Fri Aug 19, 2016 7:38 pm
Has thanked: 25 times
Been thanked: 69 times

Re: Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by Neumann »

Tak for uddybningen.

Men betyder det så ikke også, at man automatisk taber løbet, hvis man bliver tvunget ud i den forkerte farve bane, ligesom man vil gøre, hvis ikke man når igennem Kejsergade?
APK
250+ indlæg
250+ indlæg
Posts: 334
Joined: Fri Feb 16, 2007 12:17 am
Location: Kbh Ø
Has thanked: 16 times
Been thanked: 4 times

Re: Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by APK »

Man kan ikke tvinges ud i den forkerte farve bane. Man skal køre samme farve bane som ham der fører.
Med "omveje" tror jeg Larsine mener den lange vej rundt i et sving...

Ovenstående er naturligvis med det lille forbehold at jeg mod forventning skulle have misforstået noget... :-)
/APK
Image
User avatar
Neumann
250+ indlæg
250+ indlæg
Posts: 328
Joined: Fri Aug 19, 2016 7:38 pm
Has thanked: 25 times
Been thanked: 69 times

Re: Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by Neumann »

APK wrote:Man kan ikke tvinges ud i den forkerte farve bane. Man skal køre samme farve bane som ham der fører.
Med "omveje" tror jeg Larsine mener den lange vej rundt i et sving...

Ovenstående er naturligvis med det lille forbehold at jeg mod forventning skulle have misforstået noget... :-)
Men man kan da godt lige med det yderste af fantasien forestille sig, at nr. 1. og nr.2 kører så tæt efter hinanden, at den ene blokerer det ene spor og den anden det andet spor lige efter en baneudfletning, så at man som den uheldige trediepart bliver tvunget til at køre ud ad den forkerte bane - men det er måske aldrig hændt i virkeligheden...?
User avatar
Stony
5000+ indlæg
5000+ indlæg
Posts: 9158
Joined: Thu Jun 22, 2006 11:40 am
Favoritspil: Gaia Project, Brass (begge versioner), Hansa Teutonica, Steam, Concordia, Crokinole
Location: Taastrup
Has thanked: 48 times
Been thanked: 116 times

Re: Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by Stony »

Neumann wrote:
APK wrote:Man kan ikke tvinges ud i den forkerte farve bane. Man skal køre samme farve bane som ham der fører.
Med "omveje" tror jeg Larsine mener den lange vej rundt i et sving...

Ovenstående er naturligvis med det lille forbehold at jeg mod forventning skulle have misforstået noget... :-)
Men man kan da godt lige med det yderste af fantasien forestille sig, at nr. 1. og nr.2 kører så tæt efter hinanden, at den ene blokerer det ene spor og den anden det andet spor lige efter en baneudfletning, så at man som den uheldige trediepart bliver tvunget til at køre ud ad den forkerte bane - men det er måske aldrig hændt i virkeligheden...?
Som jeg forstår reglerne, så MÅ du ikke køre over i den anden bane. Du er slet og ret blokeret.
Sidst spillet:
Image
User avatar
Larsine
2500+ indlæg
2500+ indlæg
Posts: 3327
Joined: Tue Aug 14, 2007 5:45 pm
Location: Sorø
Has thanked: 1 time

Re: Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by Larsine »

Nå først der valgt banefarve (for denne omgang) skal alle andre følge efter i den samme bane.

Der hvor der har stor betydning er f.eks. om man vælger gul eller rød (på 5-6 spiller banen, med uret), når man står på det sidste felt som er begge farver:
Hvis jeg har en 2'er og andre lave kort på hånden, vil jeg klart vælge rød og spille min 2'er, for at tvinge nogen ud i det lange sving (og dermed bruge 3 ekstra felter).
Hvis jeg ikke har en 2'er vil jeg sandsynligvis vælge gul bane.

Hvis vi kører mod uret (på 5-6 spiller banen) og jeg står på sidste felt med begge farver:
Har jeg en 2'er og en 3'er vil jeg vælge rød, da jeg derved måske kan tvinge nogen ud på en lille omvej, og kan sikre at jeg kan komme ind i det korte sving foran andre spiller.
Hvis jeg har en 3'er og andre kort (men ingen 2'er) vil jeg vælge gul og starte med min 3'er så jeg fortsat kan spærre for de andre.

Desuden tror jeg at jeg har gemt at på Viking-Con spilles finalen (med 6 spillere) altid på den hvid/blå bane. Her må spillerne dog selv vælge hvilken vej de kører, uanset hvad de andre har valgt. Hvis man er i tvivl om hvem der ligger forrest (og derved ikke må spille 6'ere) tæller man blot felterne, via korteste vej, fra sidste skillepunkt.
User avatar
Neumann
250+ indlæg
250+ indlæg
Posts: 328
Joined: Fri Aug 19, 2016 7:38 pm
Has thanked: 25 times
Been thanked: 69 times

Re: Ave Caesar med de officielle ConSim/VIkingCon husregler

Post by Neumann »

Tak for opklaringen - jeg har rettet til nu efter det, jeg tror I har sagt. Hvis I gider at gennemlæse igen og se, om noget er forkert eller misforståeligt, så sig til. Jeg har dog ikke skrevet noget om den lidt diffuse pointgivning (fordi det var lidt diffust :D ).
Post Reply