Gunness wrote:Stunke wrote:Efter et stykke tid finder man ud af at arbejde, dedikation, kærlighed, og medfølelse er der hvor livet for alvor batter. Nogen skal rydde ud i skosamlingen, nogen (mig) skal rydde ud i et par tusinde bøger (og ca 150 brætspil) før man til sidst finder ud af grunden til at man køber spil er fordi det er sjovt at spille spil med sine venner, hvilket man gør ved at lave flere spilleaftaler, ikke ved at købe flere brætspil
Altså, hvis man er oppe mod kærlighed, medfølelse og arbejde, vil brætspil nok for det meste komme til kort (!) De er bare ikke
helt på samme niveau
Jeg er på linje med Michael. Jeg kan sagtens følge argumentet med at lave flere spilleaftaler i stedet for altid at købe flere spil, men samtidig kan nye spil jo også give nye, sjove oplevelser - som man så kan udforske sammen med sine venner. Ens venner har forskellige spil-præferencer, man kan selv være i forskelligt humør og derfor have lyst til spil med forskellige tyngder, temaer og mekanismer. Derfor er der også grænser for, hvor meget man skal pine sig selv med at slanke samlingen
- De store ting hjælper een med at fokusere.
- Vi er irrationelt bange for at skille os af med ting.
- Hvorfor lige dig?
Pkt nummer 1) Prioriteter.
NEMLIG! Det er derfor det er så vigtigt at fokusere på de store ting i tilværelsen når man rydder ud i sine ting/hobbyer/mennesker man associerer med.
Vaner KAN IKKE fjernes, de SKAL erstattes. Per definition er al din tid allerede opbrugt hver eneste dag. Du og jeg opererer begge to nærmest udelukkende på vaner. Hvis indkøb af køkkengrej, kettlebells, matematikbøger, og computerspil (Min personlige shitliste
) skal stoppes, så er det vigtigt for mig at gøre det til en vane ALTID at overveje de store ting i livet først. Inden jeg sætter mig ned og shopper efter knive, skal jeg lige overveje om jeg har været en god far, og en god kæreste. Hvis ikke, så BØR det simpelthen tage præcedens over alt andet indtil det er gjort ordentligt.
Nok virker det sådan lige lovligt eksistentielt at fable om de store ting I livet når vi "bare taler om brætspil", men det er
essentielt hvis man vil ændre noget at vide hvad man har tænkt sig at gøre istedet. Man skal kunne erstatte noget meningsløst med noget meningsfyldt, ellers falder man til dopaminpatten igen. Shopping og internetsurfing er noget af det mest dopaminfremmende man kan forestille sig idag. Vi er som samfund ved at blive helt kørt ned af det...
Ja, brætspil BØR faktisk komme efter de store ting i tilværelsen. Det er derfor man kalder dem de store ting.
Pkt nummer 2) Kulturelle forventninger.
Når jeg skriver kulturelle forventninger, så mener jeg faktisk noget tættere på hjernevask.
Læg mærke til følgende:
Gunness wrote:... Ens venner har forskellige spil-præferencer, man kan selv være i forskelligt humør og derfor have lyst til spil med forskellige tyngder, temaer og mekanismer.
Derfor er der også grænser for, hvor meget man skal pine sig selv med at slanke samlingen
Fra børnehavealderen bliver vi konstant tæsket fulde af at det er pineri ikke at eje vildt mange ting. At eje NOK ting er sågar blevet en "bevægelse" I dag. Den hedder minimalisme. Vi er blevet så skræmte ved tanken om at skille os af med vores ejendele af vi stejler ved tanken om ikke længere at eje mere end 100 spil.
Prøv at se os brætnørder udefra. Forestil dig at du er en eller anden tilfældig fremmed der gik på gaden og hørte om folk der blev en lille smule angste, en lille smule provokerede, og en lille smule forargede ved tanken om kun at eje 10 brætspil. Du skal ikke forsvare dig selv nu, men prøv at sætte dig ind I hvordan den "fremmede" ser os. Hvordan kan man leve godt uden store biceps? Hvordan kan man leve godt og ikke eje en stor bil? Hvordan kan man leve godt og ikke eje noget engagerende faglitteratur? Hvordan kan man leve godt uden sit eget bibliotek? Hvordan kan man leve godt uden en reel brætspilssamling? Hvordan kan man leve godt uden en pool I baghaven? Hvordan kan man leve godt uden en kæmpe garderobe? Hvordan kan man leve godt uden at bo I et stort hus?
Du har sikkert et rigtigt godt svar til alle de spørgsmål, pånær det med brætspillene, fordi det er VORES ideosynkratiske Must-Have.
Men på en eller anden vis er det alligevel lykkedes os på et tidspunkt i livet at eje 0 spil, derefter 1, derefter 5, derefter 20... Men sjældent tager vi afstand fra vores egen opførsel for at analysere hvorfor vi engang havde det fint med 5 spil, men idag er mindre end 50 spil "at pine sig selv".
Loss Aversion, Dideroteffekten, og Endowment Effect er alle gode psykologiske forklaringer på hvorfor vi er så bange for at skille os af med ting.
Mindre er ikke pineri, mindre er simplethen bare anderledes. Herinde har vi jo nok for længst krydset fattigdomsgrænsen. Når først man har nok af noget så er mere som regel kun til besvær, men rent neurokemisk føles det MaarFaarking godt at få mere, fordi vores hjerner stadig lever I en stenalderverden hvor ressourcer er knappe.
Pkt nummer 3) Hvorfor lige netop dig?
Hvis dine venner godt kan lide særlige spil, hvorfor er det så pine død DIN pligt at eje det pågældende spil? Måske har du en god grund, måske kan du i virkeligheden bare bedst lide den status der følger med at være ham der altid har et spil til lejligheden. Serotonin er vores primære statusrelaterede neurokemikalie. Jeg kan lide at hjælpe folk, flytte grænser, og opdage nye ting og prøve at gøre verden til et lidt bedre sted. Jeg har det godt hvis jeg kan hjælpe nogen til at få en marginalt bedre tilværelse som resultat af mine anstrengelser. Det er jo for dælen derfor jeg poster så lange beskeder herinde lige nu; fordi min hjerne belønner mig for at prøve at hjælpe hvem end der måtte læse det her.
Der er ikke noget galt med statussøgning, per se. Man skal bare altid huske hvad det koster.
Så hvorfor er det DIG der skal have den komplette spilsamling? Kunne du finde en anden måde at opnå det samme på som ikke koster dig opbevaringsplads, tid, og penge på samme måde?
It's about playing games, not owning games.