GermanGames.dk

I aftes spillede vi Captain's Log, som jeg slet ikke havde hørt om på forhånd. Det føltes rigtig meget som at spille Xia: Legends of a Drift System omend med et andet tema. Det var en hyggelig oplevelse men at vurdere spillet på baggrund af denne oplevelse vil ikke være helt fair, da der var en del regler vi ikke havde med og derfor flere gange trak et nyt kort, når der var noget, vi ikke rigtig vidste hvad vi skulle stille op med. På mange måder var min fornemmelse, at spillet nok var mere afpudset end Xia: Legends of a Drift System. På den anden side oser Xia: Legends of a Drift System af tema og det vil jeg nok til enhver tid foretrække. Vi sluttede med hhv. 2, 2 og 3 point. Umiddelbart lægger reglerne op til at man spiller til 21 spil, så det kunne være blevet en lang aften, hvis vi skulle have holdt fast i det.

De seneste dage har jeg fået spillet 2. og 3. scenarie af Paleo, der har skabt overraskende begejstring i hele familien. Sværhedsgraden har været støt stigende, og med især 3. scenarie fik vi virkelig kam til vores hår. Der var alle mulige vinter-problemer (snestorm, frost etc.), og hver gang man løste en opgave, kom der endnu en monstersulten hulemand til stammen, der kunne æde os fra hus og hjem. Grrrrr
Spillets største hurdle har været regelhæftet - det er vildt dårligt organiseret, og der er nogle spøjse oversættelser i den danske udgave. Men skidt, sjovt er det.

Årets Kennerspiel des Jahres, danske Living Forest, er blevet lånt fra biblioteket og spillet et par gange. Spillet går ud på, at man som skovånder bekæmper et eller andet ondt væsen, der vil brænde ens skov af. Det gøres med en ganske tilforladelig blanding af deck building og push your luck, som giver én mulighed for at tiltrække diverse dyr, udbygge ens skov, slukke brande og stjæle sejrs-symboler fra modspillerne. Det går ganske hurtigt, og det ser ud til, at to ud af de tre mulige måder at vinde spillet på er ret afbalancerede. Med sin flotte grafik skal det nok blive en succes, men jeg tror ikke, at det er noget der vil blive spillet om fem år.
Da BGG anmeldte spillet, lavede de en halvstor pointe ud af, at spillets grafiske design skulle have småracistiske undertoner, og designer Aske Christiansen var ude og undskylde. Men man skal virkelig se spillet med de forkerte briller, hvis man får dét ud af det.

I går var jeg forbi en kammerat, der introducerede til Oink Games' kortspil Scout, der var nomineret til Spiel des Jahres. På papiret handler det om at lave det fedeste cirkusshow, men temaet er reduceret til mini-ikoner med trapezer og trampoliner. Hver spiller får et sæt kort med værdier mellem 0 til 9, og så gælder det om hele tiden at spille sæt af kort, der overgår det, der allerede er spillet. Finten er, at man a) ikke må ændre på rækkefølgen af kortene og b) kan rotere kortene, da der er forskellige tal i top og bund. Vi nåede to omgange, og jeg synes, at det har potentiale som en interessant, lille filler - men det fungerer ikke optimalt med to.



Efter et spil Living Forest blev jeg så udsat for Lord of the Chords: The Geekiest, Punniest Music Theory Card Game, der, som navnet antyder, kombinerer musikteori og dårlige ordspil. Det er, med andre ord, et meget nichepræget spil. Man trækker kort med forskellige toner (C, D, E etc.) og prøver at spille dem som forskellige akkorder, hvilket bl.a. klares ved, at kortenes toner kan justeres en halv tone op og ned i dur og mol (f.eks. D#). Nogle af kortene er "effektkort", der ofte angriber andre spillere og giver mulighed for at stjæle point fra dem.



Spillet er helt sikkert nemmere at forstå, hvis man kan sin musikteori i forvejen - for terminologi og et rodet regelhæfte gør et relativt simpelt og meget tilfældigt kortspil unødigt kompliceret. Men hvis du synes, at take that-kort med rodet design og titler som "I'll be Bach" og "Morezart" er top-dollar humor, så er der helt sikkert meget sjov at hente i den klaviatur-formede æske.
(Det var ikke lige noget for mig).

Så fik vi prøvet Calico. Mit førstehåndsindtryk da jeg så det på bordet var, at det helt sikkert ville kunne fremkalde en hovedpine i løbet af ingen tid. Og så gik det hverken værre eller bedre end, at jeg faktisk blev ret begejstret, da vi først kom i gang. Vi spillede to spil i træk og andet spil ændrede ikke min indstilling selvom jeg tabte det med en god margin. Jeg har svært ved at forestille mig det som andet end et to-personers spil og jeg ville hade at spille det med en, der gik i AP-mode. Men jeg tænker, at hypen fra bl.a. Rahdo er berettiget.

Til formiddag kom Calico igen på bordet. Denne gang med vores yngste på 7 år. Det gik overraskende godt. Med en score på 45 - 55 - 65 var det ikke sådan, at vi fejede gulvet med hende, så selvom hun ikke forsøgte at tænke nær så langt frem som vi andre måske (forsøgte!) var det ikke et større handicap end at det kunne være sjovt for os alle tre.

... og sandelig om vi ikke sluttede dagen af med endnu et par spil Calico. Det har været en umiddelbar succes. Nu må vi se, hvor længe den holder.

I går fandt Jens og jeg Gloomhaven: Jaws of the Lion frem igen. Og da det var 1½ år siden, vi sidst spillede det, så krævede det liiiiige lidt genlæsning af regler, før vi kunne komme i gang. Efter en del mumlen a la "hvorfor er det her regelhæfte så uoverskueligt?" og "hvordan er det nu, den her evne virker?", så gik det faktisk ganske hæderligt - lige indtil det sidste hold monstre spawnede, og vi løb tør for hitpoints. Det var tæt på at lykkedes, så vi må prøve igen inden længe. Og denne gang bliver det inden længe, for spillet står stadig fremme i den ene ende af spisebordet

^Ar lade spillet stå fremme er enten den sikre vej til at få det spillet igen snart - eller til at få støvede komponenter og blive skide-irriterer over, at det fylder halvdelen af bordet
(jeg håber selvfølgelig, at førstnævnte er tilfældet hos jer!)

Gunness wrote: ↑Sun Oct 23, 2022 8:40 am ^Ar lade spillet stå fremme er enten den sikre vej til at få det spillet igen snart - eller til at få støvede komponenter og blive skide-irriterer over, at det fylder halvdelen af bordet
(jeg håber selvfølgelig, at førstnævnte er tilfældet hos jer!)

Man sætter bare en bagkant i form af at invitere gæster, så bordet skal være ryddet igen om en uges tid

Jeg har fået en Essen-erhvervelse på bordet i går og igen i dag. Revive. Bare som solo-spil, for at få reglerne op under neglene.

Rigtig pænt førstehåndsindtryk. Jeg tænker det måske kan blive lidt Multiplayer Solitaire, når jeg introducerer det for andre, men det må tiden vise. Interaktion er i hvert fald i den lave ende, og den smule der er, er ret indirekte.

En masse små mekanismer, hvor det i høj grad drejer sig om at få optimeret de små ting, som over tid tilsammen kommer til at gøre en større forskel. Der er også mulighed for at lægge nogle overordnede strategiske planer ved spillets start, og så de nødvendige taktiske tilpasninger når narrøven der sidder lige før dig, bosætter den plads du havde udset dig.

Solo spillet giver dig en "rating" baseret på antallet af point du opnåede. Hvis du får under 50 point har du tabt. Og så kommer der forskellige grader af succes, som starter med "Survivor" ved 50-75 point, og helt op til "Utopia" hvis du får 180+ point. Mit første spil landede jeg på 64 point. Jeg fandt så ud af at spillet ikke slutter helt så brat som jeg troede, og jeg kunne derfor nok have hentet lidt flere point med de ressourcer jeg lå inde med. Men næppe nok til at rykke op i næste point kategori. Efterfølgende spil var allerede bedre, og jeg landede på "Regular victory" som er fra 100 point. Jeg fik 101, så det var med hiv og sving. Men rart at se, at der allerede ved andet spil er et helt andet overblik.

Det skal blive interessant at få på bordet med flere spillere.

Til morgen skruede Helle og jeg lidt op for sværhedsgraden i Calico og spillede to spil, der begge endte med et points forskel. For variantionens skyld hev vi Patchwork frem, der alt for længe har været gemt væk. To spil der på samme tid har et identisk ikke-eksisterende tema! For at det ikke skulle være løgn kom den yngste så ud og ville spille Calico med os. Vi tog to spil og i det andet spil kom hun faktisk op på at få en delt andenplads kun tre point efter vinderen. Tror mere det siger noget om vores spil end hendes, men det er en fornøjelse, at hun rent faktisk kan spille med uden at man skal sidde og tage særhensyn. Med ni spil Calico i løbet af tre dage må det vist siges at være godkendt!

I går var vi forbi familien Gunness til en omgang brætspil. Aftenens valg var faldet på Fall of the Mountain King, og det viste sig at være en interessant oplevelse. Vi famlede lidt rundt i starten, for der var en del regler at holde styr på, og det var svært at gennemskue, hvilken strategi der ville være mest effektiv. Men det var ganske hyggeligt at spille - og knapt så konfrontatorisk, som jeg havde forventet ud fra temaet (hey, der er trolde med...). Og så var jeg ét move fra at vinde - det var jeg ærlig talt lidt stolt over, når jeg primært kørte på intuition

^Ja, det var en interessant oplevelse - især fordi man bekæmper nisser (gnomes)
Grundlæggende er det et area majority spil, men det har en række interessante mekanismer. F.eks. at man selv bygger sine handlingsmuligheder op:
I starten af hver runde får man nogle kort med 2x2 handlingsikoner op. Dem lægger man delvist oven på hinanden, så man i løbet af spillet får bygget en unik "plade" af handlingsmuligheder op. Der er fire handlingstyper, og hvis man kan lægge ens ikoner ved siden af hinanden, kan handlingerne kobles sammen og gøres stærkere.
Det blev en smule uoverskueligt hen mod slutningen, da der kom virkelig mange figurer på brættet, og der var virkelig mange muligheder at forholde sig til - men det var også sjovt, og alt i fald virker det som en værdig opfølger til In the Hall of the Mountain King.

Jeg var forbi Bastarden i går for at samle min udvidelse til Villagers op (Shifting Seasons) - og vi fik også prøvet den komplette pakke.

Villagers er (stadig) et fint, lille tableau-building spil, hvor man bygger kæder af arbejdere op og efterhånden får konstrueret en lille by. Udvidelsen gør ikke specielt mere kompleks, men tilfører nogle flere muligheder og nogle scoringsmuligheder, som man kan styre sin udvikling efter.
Det er bundsolidt og hyggeligt, og nogle gange er det lige det, man har brug for.

Oktober har ikke været nogen let måned for mig til at få overtalt min studie/selskabeligheds/erhvervsramte datter til at afse lidt spilletid med mig

I dag oprandt endelig dagen, hvor hun forbarmede sig over mig med to omgange Innovation, hvor vi galant nok tog en sejr hjem hver.

Med familien hjemme igen er der basis for en smule brætspil. Til formiddag kom Patchwork igen på bordet. Der var væsentlig mere modstand denne gang - faktisk lidt for meget ... Til aften satte jeg et to-personers spil af Seize the Bean op, for at prøve det i praksis efter langt om længe at have fået læst reglerne. Det var godt endelig at få prøvet det; grundmekanismerne er meget tilgængelige. Til gengæld syntes jeg ikked er var sparet på ikonerne. Nu har jeg fået printet nogle hjælpeark ud, der forhåbentlig gør det første møde lidt lettere for de første jeg skal introuducere det for, end det var for mig selv.