Med både Railways of England and Wales og Chaos in the Old World kørende på andre borde, var vi fem der forsøgte os med det Spiel des Jahres-nominerede Fauna. Det er intet mindre end end spil der tester ens viden om dyr: Ud fra navn og billede af et dyr, skal spillerne gætte på hvor det lever, samt hvor tungt og stort det er. Rigtige og næsten-rigtige svar giver points, og første spiller over en bestemt pointgrænse vinder spillet.
Fauna er et hurtigt og sjovt spil, og vi spillede det faktisk to gange. Jeg havde haft spillet med "i bunkeren" (som de plejer at sige i KBK), så med en unaturlig høj paratviden om dyr, kunne jeg vinde begge spil. Af et let hyggespil at være, var det faktisk ret underholdende. Den deltagende biolog undskyldte sine to sidstepladser med at det "ikke var rigtige dyr", mens vores amerikanske deltager dækkede sig under problemer med at konvertere til kilo og centimeter!
Fire af os fortsatte dernæst med et andet af mine nye, tyske indkøb: Det Lovecraft'ske samarbejdsspil Der Hexer von Salem. Spillerne bevæger sig omkring i Arkham, bekæmper monstre og lukker portaler, og skal til sidst forhindre en fæl Great Old One i at blive kaldt til vores verden. Selvom temaet selvfølgelig lyder som Arkham Horror om igen, har de to spil mekanisk ikke noget til fælles. Man kan med lidt god vilje tænke på Der Hexer von Salem som en slags eurogame-udgave af Arkham Horror: Det er simpelt, hurtigt og en temmelig meget mere abstrakt oplevelse end AH. Nå ja, og så er det selvfølgelig på tysk, så vær forberedt på at skulle bekæmpe Untote og Kultisten i massevis...
I praksis er sproget nu ikke et problem; der er relativt lidt tysk tekst man skal forstå (en række eventkort er den største hurdle, og det er ikke slemt), og engelske regler kan findes på BGG. De beslutninger der skal træffes virkede interessante nok, men om det holder når man får lidt mere erfaring med spillet, er ikke godt at vide. Umiddelbart indtryk er at man kan forestille sig spillet som en slags "Ghost Stories-light". Der Hexer von Salem var faktisk en god oplevelse for os allesammen. Selvom vi efterfølgende kunne se at vi havde opnået noget, var vi igennem hele spillet hårdt presset, og vi blev da også til sidst overmandet af Shub-Niggurat uden at være så meget som i nærheden af en sejr. Læser man på Boardgamegeek er der også bred enighed om at det er et uhyre svært spil, men sådan skal det selvfølgelig også være med et coop-spil.
Nu noget senere på aftenen var vi tre der forsøgte os med Ystari's Metropolys. Her skal spillerne via et snedigt indsættelses-system placere bygninger på et kort over storbyen, og til sidst gives points for ... ja, for alt muligt. Nogle felter indeholder point-chits som man får når man bygger i feltet, og derudover er der også en bonus for at have flest høje bygninger i et distrikt, samt to former for hemmelige mål. Spillet er hurtigt, meget simpelt og "rent" når man ser på reglerne, og også meget analytisk, tørt, abstrakt og "brain burning". De sidste ting gør at det nok ikke lige er min type spil (og jeg inkasserede da også en suveræn sidsteplads), men når det er sagt (og med de objektive briller på) virkede det faktisk som et temmelig elegant spil. Den helt centrale mekanisme for at indsætte bygninger (nærmest en slags auktion der bevæger sig omkring på brættet!) er godt tænkt og velfungerende.
Til allersidst kom mit lille Keltis: Der Weg der Steine frem igen. Mand, hvor er det hurtigt (og simpelt).
