Så fik vi afholdt turneringen og det var et rigtigt vellykket arrangement!
Vi mødtes ved frokosttid på min hjemadresse og efter lidt ekstra forberedelse gik vi i gang. Som nævnt i mit oprindelige indlæg spillede vi round robin og med et lige antal spillere kunne alle spille uden ventetid.
Overraskende nok var NBN stærkt repræsenteret sammen med Shapers og Criminals. Der blev dog plads til et enkelt Jinteki deck. Uanset de valgte fraktioner havde alle valgt at integrere de nye Creation & Control kort i større eller mindre omfang.
Fordelingen var som følger:
Peter
Corp: NBN – Making News
Runner: Shaper - Chaos Theory
Bo
Corp: NBN – The World is Yours
Runner: Shaper – Rielle ”Kit” Peddler
Kasper
Corp: NBN – Making News
Runner: Criminal – Andromeda
Rune
Corp: Jinteki – Personal Evolution
Runner: Criminal – Gabriel Santiago
For de nysgerrige vedhæfter jeg decklister senere.
Turneringen varede 3 runder á 75 minutter med ca. et kvarters pause mellem hver. I en runde spillede man to spil, hhv. som Corp og Runner. Efter 3. runde var Kasper turneringens sikre vinder med 6 meget overbevisende sejre.
Pointgivning foregår således: Man tildeles 2 prestige point ved en sejr. Hvis man spiller til tid og ikke gør spillet færdig tildeles den førende spiller 1 point. Ved uafgjort på tid tildeles begge spillere 1 point.
Ved afslutningen var stillingen som følger:
Kasper: 12 prestige points / 49 agenda points i alt
Bo: 5 prestige points / 15 agenda points i alt
Peter: 4 prestige points / 20 agenda points i alt
Rune: 1 prestige point / 7 agenda points i alt
Kasper kunne således indkassere sin 1. præmie, 1 stk. Opening Moves datapakke fra den kommende Spin Cycle udvidelsesserie. Bo fik den knap så tematiske 2. præmie som var en god flaske rødvin. Så var der tid til at sludre lidt inden aftensmaden.
Adskillige spil løb ud over tiden og blev stoppet. Dagens eneste nederlag ved flatline blev indkasseret af mig, da jeg tog en Scorched Earth i synet efter et par lidt for respektløse runs på Bo og hans NBN deck.
For mit eget vedkommende var det en meget interessant oplevelse. At spille med en skarp tidsbegrænsning (de 75 minutter går hurtigt) sætter gang i adrenalinen og det kan blive særdeles intenst når man først kommer i tidsnød og man griber febrilsk efter enhver chance for at score det afgørende point inden uret ringer.
Mine decks var desværre konstrueret uhensigtsmæssigt. Mine Criminals havde for dårlig økonomi (jeg prøvede efterfølgende en test med Kasper hvor jeg smed et par Daily Casts ind og så kom der mere skub i tingene). De ICEbreakers jeg havde valgt var også for dyre at anvende. Jeg forsøgte at få en link-drevet økonomi på skinner og da mine modstandere alle kørte NBN var det faktisk et rigtigt heldigt valg. Trækkene var dog ikke med mig i den sammenhæng. Et nifty trick mod NBN er dog at bruge Data Leak Reversal når man er tagged. Det skabte i hvert fald et par paniske reaktioner hos mine modstandere når jeg lystigt kunne vælte kort fra R&D over i Archives uden at løfte en finger.
Mit Jinteki deck havde for meget ICE og for få fælder til et ordentligt shell game. Det skal der rettes op på næste gang. Det blev til et par enkelte gode combos undervejs, men generelt var mine modstandere lidt for intimiderede af Jinteki og turde i mange tilfælde ikke ”facechecke”, altså løbe i uvished for at se, om der er noget af værdi i en server. Svaret herpå må som sagt være flere fælder og mindre ICE. Det skal ikke afholde mig fra at spille Jinteki igen, for jeg synes faktisk mindgames og bluffing er en sjov del af spillet.
Efter aftensmaden tog Peter og Bo hjem. Kasper og undertegnede tog yderligere 4 spil for at afprøve variationer af vores turneringsdecks og snakke lidt strategi. I mit 10. spil begyndte jeg dog at begå mange fodfejl og jeg kunne mærke en vis mental udmattelse. Vi pakkede derfor spillet væk og Kasper drog mod Helsinge.
Tak til deltagerne for god skik og sportsmanship - der var masser af godt humør og en letbenet tone under hele arrangementet. Det var lige som det skulle være. Et stort bifald herfra.