GermanGames.dk

En hylde der er let at overskue. Sentinels of the Multiverse var en positiv oplevelse. Spillet havde det dog med at trække lige lovlig langt ud, hvorfor det ikke blev spillet så meget. Ser frem til at få prøvet Sentinel Tactics: The Flame of Freedom, der foregår i samme univers, men som også har et spatielt element. Ursuppe-udvidelsen Ursuppe: Frisch Abgeschmeckt tror jeg aldrig har været taget i brug. Ursuppe er et spil, jeg har rigtig meget sympati for. Jeg syntes det var rigtig godt, da jeg prøvede det for mange år siden. Sidst jeg spillede det, kunne det slet ikke leve op til mine forventninger. Måske tiden har indhentet det ... jeg håber det virkelig ikke. Dungeon Twister: The Card Game fik jeg aldrig prøvet. Jeg læste reglerne lige da jeg havde fået det, og så kom det alligevel ikke på bordet. Så kan det godt være lidt op ad bakke, når man lang tid efter er nødt til at genlæse dem. Dungeon Twister var et spil der grafisk og tematisk skræmte mig væk. Jeg kan også huske de mange tomme borde der var reserveret til Dungeon Twister hvor der alle andre steder var fyldt op. Heldigvis blev jeg introduceret for spillet nogle år senere og Dungeon Twister er et fantastisk spil. Så kortspillet skal selvfølgelig også have en chance en dag.

Michael Kieslings Wikinger opdagede jeg ret sent, men det er jo en solid medium Euro. Vanuatu var et spil, jeg ingen forventninger havde til, hvor jeg blev meget overrasket over et lidt hårdt og nådesløst men super-godt spil. Desværre opførte designeren sig så skandaløst øretæveindbydende i forbindelse med genudgivelsen af dette spil og indsamlingen af penge til hans efterfølgende projekt, at jeg aldrig har pakket mit spil ud. Keythedral og Key Market har jeg aldrig fået taget mig sammen til at kaste mig over. Jeg føler mig ret sikker på, at de ville tiltale mig, men der er desværre hele tiden nogen, der overhaler dem indenom.

Jeg tror du bliver glad for Lagoon, når man ser hvad du ellers kan li at spille

JoelP wrote:Jeg tror du bliver glad for Lagoon, når man ser hvad du ellers kan li at spille

Det var I hvert tilfælde en positiv Kickstarter-proces og spillet ser super-lækkert ud. Når du siger sådan, bliver jeg nødt til at rykke det lidt frem i køen...

Frouvne wrote: Dvonn er en af mine egne favoritter, men det syntes jeg, det har været svært at få nogen til at spille med mig.

Jeg stiller gerne op på et tidspunkt.

Bostrup wrote:

Frouvne wrote: Dvonn er en af mine egne favoritter, men det syntes jeg, det har været svært at få nogen til at spille med mig.

Jeg stiller gerne op på et tidspunkt.

Godt at høre, at jeg ikke er den eneste, der holder af spillet!

Et piratspil må man vel have og udover et række børnespil med det tema, er Pirate's Cove det tætteste vi kommer på et fuldblods piratspil. Og så fuldblods er det vel egentlig ikke. Husker det som en lidt abstrakt størrelse men i øvrigt som værende helt iorden uden at være prangende. Det indgår i kategorien af spil, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at prøve endnu en gang for at kunne vurdere, hvad jeg egentlig syntes om det, men som alligevel ikke trækker nok i mig, til at det sker. At Colosseum stadig står på mine hylder, tror jeg man kan takke Larsine for. Det blev spillet så ofte i en lang periode i deres familie, at jeg tænker, det må være iorden. Blev da også introduceret for det af Larna - på et Consim-møde velsagtens - og det virkede fint. Men jeg fik aldrig introduceret familien for det ... og nu står det der og samler støv. Beowulf: The Legend syntes jeg har været lidt overset. Det var et solidt spil ... måske endda det seneste Knizia-spil, hvor jeg har måttet nikke anerkendende. Det er sgu' iorden.

Einfach Genial spillede vi en del en overgang. Super abstrakt og super aggressivt, når man spiller det for alvor. Og det er vel sådan, det skal spilles! Letters from Whitechapel har en fin blanding af bluff og deduktion. Vil man opnå en intens spænding i luften er det et godt bud. Samarkand: Routes to Riches. Togspil med kamelkaravaner? Sødt og hyggeligt familiespil der alligevel er ret hårdt. Og så kan det spilles med familien på en halv times tid. Burde være i alle spilsamlinger. Battlestar Galactica gav anledning til at få se en af de bedste tv-serier jeg har set. Spillet virkede udmærket men så vendte jeg ryggen til et øjeblik og der var 8 udvidelser (nå ja, måske lidt færre) som ifølge nogle var fuldkommen uundværlige. Og så er det lidt op ad bakke at hive det frem igen ... selvom jeg ved, jeg burde. Domaine. Det behøver jeg vist ikke sige så meget om. Benhårdt Eurogame. Ja, I hørte rigtigt. Uden sammenligning Klaus Teubers bedste spil. Ja, I hørte rigtigt igen! Elasund: The First City var nu heller ikke så ringe endda og da i hvert tilfælde langt bedre end det middelmådige The Settlers of Catan, som jeg godt allerede nu kan afsløre, man ikke finder i mit hjem! Endelig står der Endeavor, som var på bordet så sent som i sidste uge. Jeg syntes ikke det har kant og karakter som de forrige spil, men det er godt skruet sammen og en fornøjelse at spille.

Workerplacement er jeg normalt godt træt af men det fungerer virkelig godt i Tribune: Primus Inter Pares. Der er forskellige veje til sejr, men får man ikke rytme i sit spil, bliver man hurtigt sat af. I starten af spillet har man indflydelse på spillets længde og det har altid leveret en god oplevelse. I æsken ligger også udvidelsen, som jeg aldrig har fået spillet. Udvidelsen er af den slags hvor man kan vælge dele til og ikke behøver inkludere det hele og ser ikke ud til at komplicere spillet i nævneværdig grad. Har aldrig fået den spillet, da der går lidt for lang tid imellem vi finder spillet frem. La Città var jeg ret vild med og blev fascineret af den måde man kunne spille ret aggressivt på blot ved at udvide sine byer og i at tiltrække de andre spilleres borgere. Vinhos burde være et oplagt valg for min spilgruppe men af besynderlige årsager er det aldrig kommet på bordet.

Vinci har jeg aldrig skilt mig af med selvom Smallworld står på hylden. Jeg kunne godt se problemet med afslutningen af Vinci, hvor alle tæskede på dem, der stak snuden for langt frem, men der er alligevel noget, der stadig tiltrækker mig ved Vinci fremfor de pussenussede brikker i Smallworld. Om Vinci nogensinde kommer på bordet igen kan jeg dog godt tvivle lidt på. Tysk tekst på komponenter, hvor lidt det end er, trækker aldrig i den rigtige retning. Stephensons Rocket var meget abstrakt men efterlod et godt indtryk. Jeg kunne egentlig godt forestille mig, at det er et af de Knizia-spil, der holder godt, da kompleksiteten var lidt højere end i gennemsnittet af hans spil. Med Mystery Express er vi ovre i en helt anden genre, nemlig deduktionsgenren. Sødt og charmerende men jeg blev ikke overbevist. Åh, så ærgerligt for det kunne være noget, vi kunne samles om herhjemme.

Puzzle Strike var en god videreudvikling af deckbuilding-mekanismen. I mine øjne et solidt spil - men jeg tror faktisk ikke rigtig på, at det vil blive spillet igen. Carolus Magnus er et meget abstrakt spil, hvilket ikke er nogen overraskelse, når der står Leo Colovini på æsken. I mine øjne er det et af hans bedste spil og så er det et ideelt tre-mandsspil. Pueblo er et spil, hvor det spatielle virkelig kommer ind, når man bygger sine små tetris-brikker op i højden. Det holder jeg stadig meget af.

Tribune synes jeg også har fungeret rigtig godt de få gange, jeg har prøvet det.

La Citta havde jeg og spillede nogle gange, men solgte det så (til dig, så vidt jeg husker? ). Jeg kan godt lide den lidt agressive stil og muligheden/risikoen for at skabe nogle kædereaktioner i forhold til borgere, der trækkes til andre byer. Men det virkede ofte bare alt for fastlåst, med meget få reelle valgmuligheder i en runde.

Til gengæld vil jeg gerne slå et ekstra slag (høhø) for Vinci. Jeg har spillet det en del gange på Yucata med nogle gamle venner, og nu har vi også fået spillet den fysiske udgave et par gange. Der er jo reelt ikke ret mange brikker med tysk tekst, og den smule der er, vænner man sig hurtigt til. Jo, der bliver slået på tæven, men der er også gode muligheder for at lave nogle fine civ-kombinationer og fx. mere eller mindre spærre andre spillere inde via diplomati. What's not to like?

At Colosseum stadig står på mine hylder, tror jeg man kan takke Larsine for. Det blev spillet så ofte i en lang periode i deres familie, at jeg tænker, det må være iorden. Blev da også introduceret for det af Larna - på et Consim-møde velsagtens - og det virkede fint. Men jeg fik aldrig introduceret familien for det ... og nu står det der og samler støv.

Colosseum er jo familieudgaven af The Princes of Florence. Jeg kunne lide begge spil, men familien var mere til Colosseum, så det var den der vandt i vores familie.

Da din familie indeholder flere brætspilsnørder, og færre børn, end min familie, kan jeg fint forstå at det var The Princes of Florence der vandt hos jer.

Jeg ser absolut ingen grund til at have begge spil i en spilsamling.

Larsine wrote:[...] Jeg ser absolut ingen grund til at have begge spil i en spilsamling.

Interessant betragtning. Det vil jeg tage med i mine betragtninger næste gang, der bliver reduceret i samlingen.

Frouvne wrote:

Spil 07.jpg

Puzzle Strike var en god videreudvikling af deckbuilding-mekanismen. I mine øjne et solidt spil - men jeg tror faktisk ikke rigtig på, at det vil blive spillet igen.

Skam dig! Nu er jeg nødt til at køre til Hellerup og tvinge dig til at spille det!

Frouvne wrote:

Larsine wrote:[...] Jeg ser absolut ingen grund til at have begge spil i en spilsamling.

Interessant betragtning. Det vil jeg tage med i mine betragtninger næste gang, der bliver reduceret i samlingen.

Du siger bare til, kan jo være jeg fristes.

Kun spillet det på DC med Larsines familie, og fandt det fornøjeligt.

Sir William wrote:

Frouvne wrote:

Larsine wrote:[...] Jeg ser absolut ingen grund til at have begge spil i en spilsamling.

Interessant betragtning. Det vil jeg tage med i mine betragtninger næste gang, der bliver reduceret i samlingen.

Du siger bare til, kan jo være jeg fristes.

Kun spillet det på DC med Larsines familie, og fandt det fornøjeligt.

En af de ting jeg håber at få ud af denne snik-snak om mine spil, er at blive lidt mere bevidst om, hvilke spil jeg har lyst til at bevare og af hvilke grunde. Det kommer formentlig til at betyde en udrensning i min spilsamling og forhåbentlig også, at jeg bliver lidt mere kritisk, når jeg skal erhverve mig spil. Inden jeg begynder at decimere samlingen er der dog lige nogle spil som allerede er sorteret ud af den, som jeg vil skille mig af med. Spillene i min samling er der hyldeplads til, men det bliver der jo nok ikke ved med at være...

netsapiens wrote:

Frouvne wrote:Puzzle Strike var en god videreudvikling af deckbuilding-mekanismen. I mine øjne et solidt spil - men jeg tror faktisk ikke rigtig på, at det vil blive spillet igen.

Skam dig! Nu er jeg nødt til at køre til Hellerup og tvinge dig til at spille det!

Det kan jeg da godt se, du bliver nødt til. Hvornår skal jeg vente at se dig? [Du har vel oceaner af tid her op til jul?!]

Så er vi kommet til den nederste hylde i den første reol. Mansions of Madness var et rigtigt familiehygge-projekt en overgang. Et udpræget oplevelsesspil. Men tilpas tilgængeligt til at man hurtigt kom ind i rytmen. Vi har stadig en del scenarier liggende, der aldrig er blevet spillet. Måske det har haft sin tid, syntes i hvert tilfælde at der er flere kvalifiderede arvtagere fra FFG. Doom: The Boardgame var også en slags familieprojekt, da min søn var lille. Det hyggede vi os jævnligt med i en periode, hvor det dog ikke var fulde scenarier men blot selvkonstruerede scener vi spillede. Har i virkeligheden kun spillet det få gange i den fulde version og aldrig med udvidelsen, der står ved siden af. Klart et spil der takket være temaet bliver hævet op. Lord of the Rings: The Confrontation Deluxe har i virkeligheden aldrig tiltalt mig så meget. Det har originalspillet til gengæld. Jeg tror, jeg i forhold til Deluxe-udgaven tændte lidt af på de større og i mine øjne mere klodsede komponenter og så syntes jeg nok også, at det der gjorde originalspillet interessant var de faste roller, hvor der her med dobbelt sæt i mine øjne kom et unødigt lag på som jeg i hvert tilfælde ikke havde behov for set i lyset af at det ikke var det eneste spil, jeg spillede. Lord of the Rings er jo en rigtig klassiker. I virkeligheden ret abstrakt men jeg holder stadig af dette tidlige samarbejdsspil. Vi har primært spillet grundspillet. Den ene udvidelse er så småt blevet indlemmet og jeg tror, vi har prøvet yderligere en uden at det var nogen stor succes. Ghost Stories er et samarbejdsspil, jeg egentlig gerne ville have haft spillet lidt mere. Det er bare aldrig blevet spillet så meget hos os. Syntes oftest vi fik så mange bøllebank, at det var svært at se, at vi på noget tidspunkt havde haft en chance. Udvidelsen er aldrig kommet i brug. Og så står der pludselig et dansk quiz-spil midt i det hele... Året der gik 2002 er fra det år, min søn blev født. Det burde egentlig ligge i den tidskapsel, vi fik alle gæsterne til hans barnedåb til at bidrage til og som skal åbne enten til hans konfirmation eller når han bliver 18 år. Endelig står der Memoir '44. Det blev spillet lidt, da det var ganske nyt og der købte jeg endda et ekstra eksemplar for at kunne spille et Overlord scenarie til en vens polterabend. Har for ganske nyligt forsøgt at interessere min søn for det, men han bed ikke rigtigt på. Kunne godt lide simpliciteten i spillet. Et enkelt terningslag kan blive afgørende, men da scenarierne ikke er længere end de er, gør det ikke så meget.