Igår blev der lejlighed til et par to-spiller spil, da den anden halvdel af spilgruppen var forhindret.
Det blev først til Hammer of the Scots, som Anders introducerede mig for. Det er et spil som jeg - som så mange andre - forlængst har købt, men aldrig haft lejlighed til at få prøvet af.
Efter en regelgennemgang var vi klar til spil. Ifølge Anders, var det i hans forrige spil som regel gået sådan at skotterne startede med at presse englænderne sydpå, hvorefter englænderne pressede den anden vej, efterhånden som de fik "smuglet" nogle flere tropper op i Skotland.
Jeg spillede skotterne og Anders tog englænderne, og det startede også som beskrevet. Jeg fik presset englænderne, og fik omvendt klanoverhovederne i nordskotland som var loyale overfor england, så jeg efter et par runder havde ryggen fri. Så vendte krigslykken. Man trækker nogle kort som bestemmer din handlingsmuligheder. Der er 1'er kort, 2'er kort og 3'er kort, og så nogle helt specielle handlingskort. Og deres værdi ligger nok i nævnte rækkefølge. 1'ere er mindst lukrative, og 3'er kort og de specielle kort er de mest eftertragtede. På de ti kort jeg trak i de to runder, fik jeg tre 2'er kort og resten af kortene lutter 1'er kort. Og for at føje spot til skade, trak Anders både 3'ere og specialkort.
Jeg havde egentlig ikke noget imod at krigslykken vendte. Jeg var mere frustreret over følelsen at jeg ikke kunne gøre en disse for at forhindre det. Efter de to omgange kastede jeg håndklædet i ringen. Dels fordi jeg følte at jeg ikke kunne stille noget op, og dels fordi jeg også gerne ville nå at spille noget andet.
Det var ikke nogen særlig fed introduktion til et spil, som jeg egentlig havde glædet mig til at prøve. Det skal afgjort prøves igen, men mit førstehåndsindtryk er at kortene KAN have en alt for stor indflydelse på spillet. Det er altid sjovt, at ens muligheder kan variere fra runde til runde, men spændet fra optimale kort og ned til de knapt-så-eftertragtede kort er efter min mening for stort. Det kan så være at jeg var møguheldig, men set i bakspejlet, vil jeg nok overveje en house-rule der tillader at man trækker fem nye kort, hvis man føler at man har fået en møghånd.
Bagefter fik vi spillet Medici vs Strozzi. Anders havde hurtigt skimmet reglerne, og jeg har spillet det en enkelt gang da vi var i Essen, så vi fik ved fælles hjælp stykket reglerne sammen.
Jeg startede bedst, og kunne efter første omgang notere mig en lille føring. Anders kom dog efter det, og det var omtrent status quo efter anden omgang. Den sidste omgang blev der til gengæld spillet højt spil. Jeg kom nok til at forregne mig en anelse, for jeg fik først betalt lidt rigeligt for at bringe mig selv i en fordelagtig situation. Det lykkedes så ikke helt, men det kostede alligevel. På den aller-sidste sending vurderede jeg at Anders ville være nødt til at betale godt for at få varerne, så jeg satte en hamper pris. Efter lang tids overvejelse afstod han, hvilket nok også var den rigtige beslutning. Jeg blev så nødt til selv at tage de dyre varer og afslutte runden. Og efter optælling kunne Anders notere sig endnu en sejr. *dyyyybt suk*
. Jeg tror dog, at selve spillet låste ... hvis det overhovedet kan lade sig gøre, så vælger jeg at tro på den version.... 
