Hvad har du spillet i dag? Juli 2024

[Jonezy]

Har startet en ny playthrough af Hoplomachus: Victorum.

Denne gang er jeg The Parthian oppe imod Hydra. Er kommer rimelig smertefrit igennem første act, men Primus kampen kostede en blessing. Har fået nogle gode units til min camp, så passer virkelig på, når events er dødelige.

Det her spil er en grower og det clicker mere og mere.

[Gunness]

Ud over et par spil Death Valley mere med hhv. kollega og søn havde fruen og jeg fundet Viticulture frem i går. Det er ikke just The Hotness længere, men det er fint at få nogle af de ældre titler ned fra hylderne. Tit vil man jo gerne prøve de nye, lækre ting, der har max et år på bagen, men man skal også huske de "førstefødte". Det er vel derfor, man gemmer dem

Spillet har altid slået mig som lidt... kønsløst, men det gik hurtigt med at genopfriske reglerne, og der kan siges meget godt om spil, som man kan have klar på 10-15 minutter.
Vi lykkedes med at afprøve hver vores strategi, jeg fik hurtigt anskaffet flere arbejdere og hun fik plantet vinstokke i en fart. Spillet kørte fuldstændigt gnidningsfrit, og det var alt i alt et fint gensyn.

[Frouvne]

Torsdag aften havde vi besøg af familien Gunness, hvor det nykårede Kennerspiel des Jahres-spil Daybreak skulle spilles. For os var det første gang, vi skulle prøve det med fire spillere. Vi spillede to spil og jeg syntes der skete det, der ofte er sket for os; der blev nok kommunikeret lige i underkanten. Sjovt nok er det nok også sværest at kommunikere i spillet, når man er ny til det og måske kunne have mest behov for at planlægge. Det er der dog noget at gøre ved og jeg tror at vi blot skal skrue lidt på sværhedsgraden, så vi bliver konfronteret med behovet. I andet spil havde vi i høj grad kontrol med situationen. Det virkede næste som om det gik for nemt. Jeg fik en solid gang kort ind allerede tidligt i spillet og selvom jeg var Kina, der hver runde har en befolkning der kræver yderligere to i energi endte jeg i sidste runde med kun at belaste CO2-budgettet med en enkelt kube.

[Gunness]

Tak for at introducere! Grundlæggende kunne jeg godt lide spillet, og brugen af kort og ikoner er virkeligt godt tænkt.
Midt i den rigtige klimakrise er det rart at se, at det er muligt at gøre noget ved problemerne

Jeg synes afgjort, at kommunikationen er spillets svageste aspekt, men det er naturligvis en temperamentssag. Det virker bare ikke til, at der er behov for voldsomt meget koordination. Men det er en sjov puzzle at optimere sine kortbunker.

[Frouvne]

[...] Jeg synes afgjort, at kommunikationen er spillets svageste aspekt, men det er naturligvis en temperamentssag. Det virker bare ikke til, at der er behov for voldsomt meget koordination. Men det er en sjov puzzle at optimere sine kortbunker.

Jeg er som udgangspunkt enig. Min fornemmelse (eller mit håb) er, at hvis man skruer op for sværhedsgraden, så bliver det nødvendigt at koordinere meget mere. Vi spillede igen i går. Vi havde vores søn med, så det var et tre-spillers spil. Vi var alle ekstra opmærksomme på kommunikationen og det var tydeligt at vi fik et meget lettere spil ved at Europa bl.a. kunne fjerne en del af Minority Worlds kriser og i øvrigt tilføre Resilience til begge medspillere. Samtidig var USA stor-producent af energi og kunne overføre det i store mængder både til Europa og Majority World.

[Gunness]

I går havde vi fået lokket vores svært pengeglade 15-årige søn med til at spille Hegemony - "Du får lov til at være kapitalist, min dreng - og suge alle ressourcer ud af din arbejder-mor". Det virkede sjovt nok

Hvis spillet er godt med to,er det fremragende med tre. Jeg indtog rollen som middelklasse, der i princippet fungerer som en mellemting mellem arbejdere og kapitalister: man kan åbne sine egne firmaer og ansætte ekstra arbejdere, og stadig tage arbejde hos kapitalisten.



På papiret lyder det måske som en nem rolle, men huha, det var svært i praksis. Hvor de to andres klassers opgaver er relativt veldefinerede og i 2p-versionen resulterer i kontinuerligt tovtrækkeri, er man som middelklasse tvunget til konstant at skifte side når politikkerne skal fastlægges. Som et skilsmissebarn, der prøver at mægle mellem to forældre, der bare ikke kan tale sammen Skal vi have højere løn? Mjaaa.... det vil give mig flere penge i kassen, men jeg skal også give højere løn til arbejderne. Og styrker det måske arbejderklassen for meget? Så kan jeg måske i stedet støtte kapitalisten næste gang, for det er da også for dårligt, at alt det sundhedsvæsen skal være gratis.... og jeg har i øvrigt noget billig sundhed, jeg gerne vil sælge

Alle tre klasser fulgtes pænt langt hen ad vejen. Så væltede arbejderne sig helt absurd i penge, mens Onkel Joakim rev sig i håret over lønpresset. Så trak jeg lidt fra de andre ved at stopfodre mine folk med selvproducerede luksusvarer. Og så stak storkapitalen af med nogle skattely-finter, mens pengetanken var ved at revne. Så kom de røde faner i vejret til en demonstration, hvilket kostede dyrt for os andre.

I sidste ende stod han og jeg lige, men han vandt på tiebreaker, bare fordi han havde sikret sig (os) et lavt skattetryk. Møgunge!

Jeg er så imponeret over det her spil. Ja, det er langt, men reglerne er intuitive, og valgene føles altid meningsfulde. Emnet lyder tørt, men det er skidesjovt, og spillet viser så fremragende alle dilemmaerne i kun at tænke på egne behov. Det er virkelig svært at få alle ender til at mødes.
Inkl. regelforklaring tog det 3½ time, men jeg tror ikke, at nogen af os havde tid til at kede os undervejs.

[Andrea]

Jeg plejer sjældent at få spillet i sommerferien, men i dag flaskede det sig således, at de fleste i rollespilsgruppen var på ferie i Jylland, så de af os, der blev tilbage på Djævleøen, mødtes for at spille brætspil. Vi lagde ud med Root, som jeg kun har spillet en enkelt gang før for to år siden. Det krævede derfor en del regelforklaring, men det lykkedes os da at komme i gang. Udgiverne lægger ikke skjul på, at spillet er lidt besværligt at introducere til folk, fordi hver spiller har sit eget regelsæt, så det nærmest er fire spil i ét, og vi stødte også flere gange på situationer/spørgsmål, der ikke var forklaret i reglerne. Det er naturligvis også grunden til, at de elitære fugle vandt til sidst ... eller ...

Vi prøvede derefter en omgang Bezzerwizzer Timeline. Jeg kan helt ærligt ikke se, hvad den version kan - jeg synes, at de første udgaver af Timeline er rigeligt.

Og så blev det også til en omgang Splendor til sidst. Havde helt glemt det fantastiske lyddesign ved de juveltokens #yay

[Gunness]

^Root er super godt men lidt af en mundfuld. Især hvis ingen har prøvet det før (og kan huske reglerne bare nogenlunde).

Nu ved jeg ikke hvilket regelsæt I kørte efter, men reglerne er i hvert fald løbende blevet uddybet, nuanceret og gjort tydeligere.
Jeg ved ikke hvilke situationer, I stødte på, men der er helt sikkert en FAQ et sted, der kan hjælpe

[Frouvne]

[...] Vi lagde ud med Root, som jeg kun har spillet en enkelt gang før for to år siden. [...]

Det er aldrig lykkedes mig at komme til at spille Root. Har dog været meget nysgerrig på det men har efter at have prøvet både Vast og Oath haft en fornemmelse af, at det er et spil man skal vælge at investere tid i. Jeg har til gengæld brugt en del af dagen på at begynde at sætte mig ind i hans nyeste spil Arcs, som jeg bliver mere og mere nysgerrig på. Nå, der blev da også tid til et enkelt spil Dinosaur Tea Party med min datter.

[Stony]

Jeg havde i dag besøg af et par fynboer, som tidligere har været med på Djengis Con. Jeg benyttede lejligheden til at klæde mig selv på til at introducere Arcs, som for nylig var landet.

Det er et spil jeg backede, da designeren pitchede kickstarteren, at han sigtede efter et "lidt mere tilgængeligt Root". Og det ville jeg gerne støtte op om. Både Root og Oath synes jeg har været interessante spiloplevelser, men for begge spils vedkommende, er det spil jeg tænker alt, alt for sjældent vil kunne ramme bordet, så derfor har jeg ingen af dem i samlingen.

Arcs kan måske formå at lave om på den trend. Jeg havde i hvert fald en positiv første oplevelse, hvor vi "bare" spillede grundspillet plus den lille udvidelse Leaders and Lore.

Spillet har helt afgjort noget at byde på. Men jeg er også sikker på det ikke er et spil for alle. Det er i hvert fald lagt op til spillerne selv, at spillere der etablerer en føring, bliver holdt i tilstrækkelig kort snor. Så der kan der periodevis godt gå lidt bash-the-leader i det. Og det falder ikke i alles smag.

Men spillets motor synes jeg fungerer rigtig godt, og der er konstant nogle svære valg der skal træffes, og muligheder for at lave krumspring i situationer hvor spillet ikke rigtig giver dig det du har brug for.

I vores spil var jeg The Warriors, som lægger op til at skulle i krig, og er lidt bedre i stand til at få de fornødne rumskibe frem til slagmarken. Men efter den første offensiv, blev jeg først angrebet fra den ene side og så fra den anden. Og terningerne var mig ikke særlig venlig stemt. Og så var min flåde næsten udraderet. Men jeg havde alligevel det fornødne råderum til at stikke en ny retning, og selv om jeg resten af spillet var spilleren med den mindste flåde, endte jeg med at trække sejren i land. Men det var undervejs ikke givet at det ville ende sådan. I slutningen af fjerde chapter, var jeg selv overbevist om at en af modspillerne ville kunne løbe over målstregen. Men et par overraskende begivenheder senere, stod det klart at vi skulle ud i et femte og afgørende chapter, som jeg så endte med at komme bedst ud af.

Det er et spil, hvor jeg synes det er meget svært at lægge en langsigtet plan, men hvor du hele tiden er nødt til at forholde dig til det dine modstandere foretager sig her og nu.

Mit førstehåndsindtryk sætter grundspil plus den lille udvidelse til en 7-8 stykker ud af 10. Og når man ser hvor harsk jeg til tider kan være, så må det være absolut bestået. Alene med grundspillet er det ikke utænkeligt der er potentiale til at kravle lidt højere op. Men hele spiloplevelsen kommer selvfølgelig også an på at få det spillet med de rette mennesker osv..

Jeg tænker der skal mindst et spil eller to i grundudgaven under bæltet, før jeg vil forsøge at kaste mig ud i den store udvidelse, og de historier de potentielt kan kaste af sig. Men nu er jeg lidt spændt på at få det prøvet.

[Andrea]

^Root er super godt men lidt af en mundfuld. Især hvis ingen har prøvet det før (og kan huske reglerne bare nogenlunde).

Nu ved jeg ikke hvilket regelsæt I kørte efter, men reglerne er i hvert fald løbende blevet uddybet, nuanceret og gjort tydeligere.
Jeg ved ikke hvilke situationer, I stødte på, men der er helt sikkert en FAQ et sted, der kan hjælpe

Det originale - og jeg overvejede også kort at gå på BGG for at finde FAQ, men vi endte blot med at houserule de steder, hvor regelsættet var mangelfuldt

[Gunness]

Vores månedlige spil i boligforeningen var noget amputeret pga. sommerferie, men vi var alligevel syv, der dukkede op.

Efter en fælles gang Just One havde jeg - inspireret af vores sommerferie - hevet Cyclades med. Regelsættet er meget kort men også noget tvetydigt visse steder, og ikonografien på creatures-kortene er ... MEGET tvetydig. På den måde kan man godt mærke, at spillet er 15 år gammelt, men det irriterer mig ikke nok til, at jeg har brugt penge på den kommende deluxe-version.

For det er stadig underholdende at påberåbe sig gudernes støtte og sende mytologiske væsner mod sine modspillere. Jeg fik desværre malet mig lidt op i et hjørne med minimale indtægter i nogle runder, så jeg ikke kunne klare mig så godt i auktionsdelen. Det betød så heldigvis bare, at de andre tre kastede sig over hinanden og invaderede og smadrede flåder, så Poseidon må have klappet i sine hænder.

Alt i alt et godt gensyn, og jeg burde nok få indviet den Titans-udvidelse, jeg har haft stående i årevis.

[Frouvne]

Havde i starten af sommerferien talt med min datter om at få spillet Arkeis, så nu var det på høje tid at få det frem. Reglerne var meget rustne og så var det et af de ekstra Kickstarter-scenarier vi var kommet til, hvor der var noget variation i reglerne. Så det kørte ikke helt så glat, som jeg havde håbet. Faktisk syntes jeg også, at det var et noget uinteressant scenarie. Næste gang vi kaster os over det, må jeg hellere lige løbe regelhæftet igennem på forhånd og så må vi se, om vi ikke kan spille os igennem de resterende scenarier i en lidt tættere rækkefølge.

[Jonezy]

Havde en kammerat på besøg og vi fik sammen lokket Mani med til en omgang Marvel United X-Men.

Vi tog den på nemmeste sværhedsgrad og fik spillet mod alle 4 skurke i boksen. Kun Juggernaut fik krammet på os, så der må vi have hævn snarest, så vi kan hæve sværhedsgraden. Synes altså at det er et fint lille spil, der spiller hurtigt og har meget forskellige skurke. Men selvom det er relativt til at gå til kan jeg godt mærke, at det ikke er helt muggler venligt, da jeg måtte alphae den en del og jeg lige måtte holde styr på hver boss' særregler. Jeg er stadig på DC United med et base pledge i hvert fald.

Så trængte vi til noget andet og jeg fik mit nyeste Ticket to Ride map på bordet. Det var Ticket to Ride: Japan. Det var faktisk et kærligt gensyn med TtR, som jeg nok aldrig rigtig bliver træt af. I Japan udgaven har man kun 20 af sine egne toge, og så kan man bygge nogle hurtig-tog ruter, som alle kan bruge, og så er der slutscoring point efter hvem som har bygget flest hurtig-tog ruter. Så man skulle ikke bare bygge derudaf, men overveje hvilke dele af ens ruter, som skulle gå igennem hurtig-tog ruterne. Fin oplevelse. Vi nappede 2 spil.

[Frouvne]

Vi sluttede måneden af med to gange Schotten Totten, et spil Daybreak på højere sværhedsgrad end vi pt er i stand til at overleve og endelig endnu en omgang The Light in the Mist.