GermanGames.dk

Da jeg hentede min datter fra skole kørte vi forbi det lokale Kulturhus: Byens Hus. Som jeg tidligere har skrevet, prøver de at starte en brætspilscafe op. Det ser ud som om det er ret tungt at køre i gang. Men vi hyggede os. Vi spillede først et par spil Sea Salt & Paper og derefter DroPolter. Så fandt min datter Det dårlige selskab, som hun gerne ville spille - formentlig fordi hun ved hendes mor ikke er særlig begejstret for at hun gør det, da det er spækket med upassende svar. Afslutningsvis fandt vi et uåbnet eksemplar af Pandemic: Hot Zone – North America, som vi fik prøvet. Det var en succes i den forstand at jeg nogle gange, når det har været på tilbud har overvejet om jeg skulle prøve det. Nu fik jeg det prøvet uden selv at erhverve mig det - og det behøver jeg heller ikke. Jeg var ikke så begejstret; skal jeg spille det, kan jeg lige så godt spille originalen, der trods alt nok er en del bedre.

Til aften fandt vi Too Many Bones frem. Jeg tror det er første gang vi har kæmpet imod Marrow. Det var en af de lange kampe hvori Ghillie og Nugget klarede sig rigtig fint. Selve det afsluttende møde blev meget antiklimatisk, da jeg ved at kunne give den dobbelt skade og at kunne skyde tilbage på hans angreb mod mig fik ham ryddet af banen inden nogle andre fik tur.

Onsdag spillede vi Shackleton Base: A Journey to the Moon. Det var første spil, så det blev naturligvis meget famlende. Alligevel blev jeg lidt nysgerrig på det og har egentlig lyst til at give det en chance mere. Sidste uge spillede vi SETI: Search for Extraterrestrial Intelligence, som når det gælder rating, tyngde, spilletid og såmænd langt henad vejen også tema, minder rigtig meget om hinanden. Det efterlod mig dog med den modsatte følelse; intet ønske om at give det en ekstra chance. Det virkede som om at det modsatte forhold gjorde sig gældende hos en af mine medspillere, hvilket har ført til eftertanke, men jeg kan simpelthen ikke sætte fingeren på, hvad der er udslagsgivende for at mine sympatier går mere i den ene retning end den anden. Grafisk kunne jeg bedst lide SETI: Search for Extraterrestrial Intelligence til gengæld bliver jeg nok lidt pirret af ideen om de syv forskellige Corporations hvoraf man i hvert spil udvælger 3.

Vi havde en brætspilsaftale i dag med et vennepar, og vi havde medbragt Escape Room: The Game, som vi har fået fra et andet vennepar. Jeg havde ikke voldsomt høje forventninger, da det er et spil, der er oversat til dansk og sælges hos boghandlere, men her blev jeg faktisk ret positivt overrasket. Bortset fra at spillet var lidt kluntet oversat, så var gåderne langt mere interessante end i EXIT og Unlock, og der var et par ret sjove twists undervejs. Der er tre scenarier i spillet, og de to første klarede vi med bravour. Det tredje sad vi fast i ved det allersidste trin og klarede det desværre ikke. Det var så også det sværeste af scenarierne, så det var ok.

Mon ikke gemalen og jeg skal spille det sidste sammen inden længe, og så kan spillet meget passende komme tilbage til dem, vi fik det af. Dette er nemlig et af de Escape-spil, som er ret lette at genbruge, hvilket er et kæmpeplus

Det har været en rigtig fin spilleweekend.
Fredag gik vi i gang med 3. scenarie i Vienna Connection med vores datter og hendes kæreste. Det var ikke på niveau med de to første, men det var jeg advaret om på forhånd. Vi arbejdede på at afsløre et planlagt terrorangreb af en art, men i forhold til de andre scenarier følte vi ikke, at der var ret meget råderum. Men vi stoppede lidt over midtvejs, så måske bliver det en bedre afslutning.

Lørdag stod jeg tidligt op for at stikke snuden mod Præstø, hvor Brian & Eva holdt "Halvvejs til DjengisCon"-minicon. En del var startet allerede fredag. Denne dag var vi 25-30 mennesker, og der var mange spændende Essen-nyheder og andre gode sager på bordet.
Jeg lagde ud med Forests of Pangaia, et ret enkelt, men flot, taktisk spil om at placere træer i diverse mønstre, blokere for de andre spillere og kæmpe om kontrollen over den begrænsede plads. Lidt mere lightweight end jeg havde regnet med, men underholdende.
Vi havde lidt tid til overs inden frokost, så vi prøvede Slide - en filler om at skubbe talkort rundt i et 4x4-grid og prøve at få ens tal til at ende ved siden af hinanden. Det var ok som tidsfordriv. Til gengæld kunne jeg virkelig ikke fordrage Vegetable Stock, et lille kortspil om at manipulere med prisen på 5 slags grøntsager og sørge for, at man ender med den bedst mulige pris for sine egne grøntsager og de øvrige spillere det modsatte. Den første halvdel af spillet virkede ret tilfældig, og i forhold til, at det skulle være en let filler, blev det tungt og kedeligt at "læse" status for de forskellige spillere til sidst.
Jeg nåede også lige at prøve Ito, som virkede meget som en coop-udgave af Wavelength, så jeg prøver nok at lave mit eget eksemplar



Efter frokost bød Brian på Essen-nyheden Galileo Galilei, som jeg havde set meget frem til - og det skuffede ikke. Spillerne er astronomer på Galileis tid (jeg var Kopernikus), der skal observere himmellegemer, forbedre deres teleskoper og holde forelæsninger på universitetet - alt sammen uden at gøre sig alt for meget uvenner med inkvisitionen, der holder skarpt øje med alle, der overtræder de religiøse dogmer. Ved første øjekast så det en kende intimiderende ud, men Brian leverede en god regelforklaring, og så var spillets ikononografi ret vellykket. Det var især sjovt at balancere fremskridtene på teleskoperne, der bl.a. tillader at manipulere med spillets terninger, med at holde inkvisitionen på afstand. For kirkens folk kan virkelig bringe ens point over styr. Lige som med Tomáš Holeks anden Essen-spil, Tea Garden, blander GG en række mekanismer, men helhedsindtrykket er alligevel underholdende og føles friskt.
Jeg glæder mig til at prøve hans sidste, SETI, ved lejlighed.

Derefter stod den på Rock Hard 1977, hvor man er upcoming rock-musiker (ikke nødvendigvis stjerne) i 1977. Spiloplevelsen afhænger meget af øjnene, der ser, og ens forventninger til, hvad et euro skal gøre, er nok ret afgørende for, hvad man synes om det.
Spillet er designet af en tidligere rock-musiker, og ift. tema gør det vildt meget rigtigt. I bund og grund er det et worker placement-spil, men det er længe siden, jeg har set et euro med så godt integreret tema. Hver måned (= runde) i spillet har tre faser: dag, aften og "after hours", hvor man kan foretage sig noget - f.eks. hyre roadies, øve sig, give interviews, spille jobs på forskellige størrelse spillesteder mm. Synes man, at det er svært at få tiden til at slå til, kan man snuppe lidt candy (læs: stoffer) for at nå lidt ekstra, med risiko for at ende på hospitalet. I sidste fase kan man være flink og velopdragen og gå tidligt i seng og dermed starte næste runde - men det er lidt mere rock'n'roll at skrive en sang eller måske tage på natklub og have nogle mere eller mindre skæve (!) oplevelser. Man har også et job i starten, som man kan passe pligtskyldigt - for det giver smør på brødet - men man kan jo også skodde det og springe ud som autentisk, fattig musiker.
Og så jeg slet ikke nævnt spillerbrættet, som har forstærkerknapper til at måle evner, berømmelse og sange. Lækkert!



Der er en masse events i spillet, der alle er baseret på designerens egne oplevelser eller andre i branchen, og meget af det er ret skørt og meget rock'n'roll. Det er tydeligt et spil, der er lavet med erfaring og begejstring for emnet. Så kan man engagere sig i temaet og hoppe med på spøgen, er der en sjov oplevelse i vente.
Men damn, der er meget tilfældighed ind imellem, og det kan godt føles lidt øv at bruge en masse tid på at planlægge noget, der så bliver snigløbet af et event-kort. Og så er jeg lidt i tvivl om langtidsholdbarheden, for der er nogle naturlige "kæder" i spillet om at tjene lidt penge, spille nogle småjobs, lave et demobånd, få en pladekontrakt og så spille de store jobs. Så rent spilmekanisk har det sine begrænsninger.

Vi sluttede aftenen med Altay: Dawn of Civilization, af Paolo Mori og danske Ole Steiness. Spillet kombinerer deck building og area control med strømlinede regler, med nogle lidt asymmetriske starterdeck til de fire racer i spillet. En af racerne var oplagt at spille mere agressivt, og en af spillerne var derfor i risiko for at blive løbet over ende fra starten. Men han overlevede og kom stærkt igen ved at udvikle sin civilisation hurtigt.
Det blev lidt langt, og placeringerne på brættet blev også mindre dynamisk end forventet, men begge dele kan nok løses med et par spil mere under bæltet.

For at søndag ikke skulle blive ren kold tyrker tog jeg to spil Lost Cities med min datters kæreste, og vi vandt et hver, så det var fint

Gunness wrote: ↑Sun Oct 27, 2024 11:06 pm Det har været en rigtig fin spilleweekend. [...]

Ja, det lyder bestemt som en week-end, der kan godkendes! Galileo Galilei er nok det spil jeg bliver mest misundelig på, at du har fået prøvet.

I løbet af week-enden tror jeg næsten, at jeg har fået spillet lige så mange spil men med den ikke ubetydelige forskel at det har været fordelt over titlerne DroPolter og Sea Salt & Paper.

Jeg håber at få anskaffet GG, når det bliver til at købe (igen), men du når jo nok at prøve det inden

Havde besøg af Carsten og Tommy hen over weekenden, så det blev til en masse skøn pap skubberi.

Vi startede fredag med Endeavor: Deep Sea, hvor jeg allernådigst lod Tommy spille med lilla. Det spil holder altså; tager det dejlig elegante gameplay fra originalen ind i et nyt og virkelig fedt tema. Desuden har jeg nu prøvet det med 2 spillere, 3 spillere og solo; og kan fortælle at hvor originalen svigter i de mindre player counts holder Deep Sea. Det tror jeg, at jeg kommer til at spille i mange år.

Så skulle vi over i dyre temaet, da vi spillede Kavango. Giver mig mange af de samme vibes som Meadow, da man samler symboler til at spille bedre og bedre dyr. Lidt mere gameplay end Meadow, da man drafter kort og scoring er markant mere finurlig, men Meadow's art er til gengæld noget af det lækreste. Fin oplevelse.

Vi sluttede fredag med en god lille kombo filler i Castle Combo, som fungerede fint. Man drafter kort fra et fælles display til sit eget lille 3x3 grid, som man bygger op til alle mulige scorings komboer. Tror dog jeg fortrækker Faraway fra de samme udgivere.

Lørdag gik der Essen hype i den med SETI. Første spil bimlede jeg rundt og skulle lige have styr på ikonografien og spillets flow, men halvejs fik jeg gang i nogle gode kort og spillet begyndte at clicke. Vi nappede et spil mere efterfølgende. Et rigtig fint spil ovre i den halvtunge ende. Multi-use kort er altid en fornøjelse og rigtig fedt og gennemført tema. Jeg er nok ikke helt oppe og ringe og kalde GotY, men en rigtig god oplevelse.

Vi ville have noget lidt mere lettilgængeligt efter SETI, og man skal så ikke stole på Tommy når han siger noget er medium. Vi endte med at spille co-op deckbuilderen Harmony, som hev tænder ud i første spil med helt at greje hvordan man skulle gå til det. Vi tabte første spil ret så eftertragteligt, men da vi nu havde en meget bedre idé om hvad der skulle til, tog vi straks et spil mere. Det endte med en lang og nervepirrende dyst mod spillet, som vi trak os sejrrigt ud af. Sindssyg flot art i det spil, men gameplayet var faktisk noget på det jævne og mange beslutninger gav sig selv. Stadig en god oplevelse med drengene, men tror ikke jeg har behov for at prøve det igen.

Jeg havde sat som krav at vi skulle spille Orleáns, hvis jeg skulle lægge hus til og det gjorde vi så lørdag aften. Kæft jeg elsker det spil, med bag building og unikke bygninger, som giver unikke aktioner. Carsten vandt som sædvanlig, men jeg havde en fest. DLP må godt snart sende min 10 års udgave selvom jeg var lidt sent på den.

Søndag startede med Citrus, som i min optik er mega underratet. Jeg er ikke så god til abstrakte og area control baseret spil, men Citrus formår at kombinere disse i en elegant pakke med simpelt og knivskarpt gameplay. Elsker hvordan spillepladen udvikler sig fra en stor beige plamage til en smuk farvelade af farver. Kæmpe keeper i samlingen.

Vi sluttede en fornøjelse af en weekend af med en omgang Terraforming Mars, hvor vi prøvede et af de nye kort af. Jeg fik for nyligt en masse nyt TM med blandt andet flere nye kort og variable milestones og awards, så det var rart at få noget af det på bordet, så jeg ikke behøver føle mig helt dum. Vi satte også Colonies modulet på, som jeg ikke havde prøvet før. Colonies var win og det nye kort var win. TM holder bare stadig; man laver ikke andet end at tage en masse sjove beslutninger hele tiden. Klassiker for a reason.

Åndsvag god weekend og ingen dårlige oplevelser overhovedet. Havde også skønt selskab jo.

Tirsdag eftermiddag havde matematik-lærerne på mit barns skole arrangeret brætspil for børn og forældre. Det var vel-besøgt og i den forstand en succes. Til gengæld var der fokus på, at spillene skulle være ultra-lette at lære. Så vi endte med nogle meget lette spil med terninger hvoraf det mest komplekse var Chutes and Ladders. Jeg havde heldigvis fyldt tasken op med nogle forskellige spil og vi endte med at spille Can't Stop med to af min datters veninder og deres mødre. Jeg tror bestemt vi var dem, der endte med at have den bedste oplevelse.

Onsdag aften havde vi igen Shackleton Base: A Journey to the Moon og i denne uge havde vi en langt mere strømlinet oplevelse. Spilletiden var drastisk skåret ned og da vi havde beholdt de samme firmaer som i sidste spil var der også meget bedre overblik. Et rigtig interessant spil, der ikke er alt for tungt.

Jonezy wrote: ↑Tue Oct 29, 2024 7:02 pm Jeg havde sat som krav at vi skulle spille Orleáns, hvis jeg skulle lægge hus til og det gjorde vi så lørdag aften. Kæft jeg elsker det spil, med bag building og unikke bygninger, som giver unikke aktioner. Carsten vandt som sædvanlig, men jeg havde en fest. DLP må godt snart sende min 10 års udgave selvom jeg var lidt sent på den.

Jeg kan bekræfte at den er vildt lækker.

Mandag havde vi spilledag i boligforeningen, og jeg havde slæbt Tang Garden med. Det er et hyggeligt lille og meget overproduceret spil, hvor der ind imellem er taget nogle tåbelige valg ift. usability. Bl.a. er der nogle absurd små ikoner, man skal genkende på tværs af et bord. Efter en masse dialog med udgiveren havde jeg fået fremskaffet disse ikoner i større versioner, så i weekenden op til var der blevet printet forstørrede ikoner ud på labelpapir, og så var der ellers dømt klippe-klistre 50-60 gange.
Anyway, det hjalp faktisk på overskueligheden, så det er ikke den undskyldning, jeg skal bruge (jeg tabte stort ). Vi fulgte op med 2x Bable, som vi morede os meget over.

Tirsdag nåede jeg lige en gang Lost Cities med min kone, og planen var så også at spille noget onsdag, for så ville jeg havde spillet hver dag i en uge. Men det kiksede selvfølgelig

Torsdag kom jeg til gengæld endelig videre med Oathsworn, som jeg har købt med en kammerat. Det var fem måneder siden første spil, så vi var mildest talt noget rustne. Story-delen gik ikke særligt godt, da vi tydeligvis fejltolkede de spor, vi fandt undervejs. Til gengæld kom boss-kampen godt fra start, og selv om vi ikke nåede i mål, tror jeg, at vi har positioneret os relativt fint til resten af slaget