Mine hylder med brætspil

[Frouvne]

Spil 14.jpg (51.34 KiB) Viewed 9195 times

Så har der været et par dages pause og jeg genoptager projektet med en lidt rodet hylde.

Greed er der ikke så meget at sige om. Når man tænker på, det er et spil af Donald X. Vaccarino, syntes jeg ikke, det har fået særlig meget opmærksomhed. Jeg har kun fået prøvet det en enkelt gang og det var en fin oplevelse i den lettere ende. Et klassisk filler-materiale. Spiller det gerne igen. Luna Llena: Full Moon har vi kun spillet en enkelt gang i min spilgruppe. Et stemningsfuldt spil med potentiale til gode oplevelser. Det virkede måske unødigt kompliceret for hvad det var og er da heller ikke kommet på bordet siden. Glen More var jeg på et tidspunkt ved at skaffe mig af med - og det tror jeg, jeg ville have ærgret mig over efterfølgende. Vi spillede det en del gange en overgang og det kom jeg faktisk til at holde meget af. Et forfriskende spil der kan spilles på en times tid.

Trias har jeg desværre kun prøvet nogle få gange, men det var super ondskabsfuldt og spændingsmættet, så jeg kan ikke se, hvad der holder mig tilbage fra at få det i spil igen... Street Soccer er i mine øjne et overraskende velfungerende omend temmelig abstrakt fodboldspil. Caylus Magna Carta fungerede fint for mig, men er som sin storebror ikke blevet spillet særlig meget. Det er en lidt nedbarberet version af originalspillet og jeg kan faktisk ikke overskue, hvor meget der går tabt i forhold til en mere transportabel løsning og ikke mindst en reduceret spilletid. En kortudgave der er meget tro overfor det spil det er udviklet på basis af ... nogle vil måske endda mene for tro?!

Nuns on the Run lød rigtig sjovt. Det var det egentlig ikke første gang jeg prøvede det ... men tror godt det kunne blive det. Ra er jo bare et klassisk spil. Et spil fra den tid, hvor regelkompleksiteten var så meget lavere, at man kan tage det ned fra hylden og spille det uden de store regelopslag. San Juan har jeg spillet mere end Puerto Rico og for mig er det bare mere logisk og elegant end et spil som Race for the Galaxy, som jeg ellers gerne ville holde af. Der er dog ikke de store valg i San Juan, hvilket betyder at det kan spilles hurtigt, men også at det bliver en smule monotont. Brain Trainer er et levn fra Helles barndom, men jeg husker det som værende et fint lille spil. Assault on Doomrock har jeg stadig pæne forventninger til, selvom ikke alle her på forum har holdt af det (Mik! ) ... og så gemmer der sig et par æsker med rollespil. Det er det eneste rollespil, jeg har haft kastet mig ud i, men det gav til gengæld også nogle fede oplevelser, jeg ikke ville have været foruden.

[Frouvne]

Spil 15.jpg (81.49 KiB) Viewed 9146 times

Imperial er super-kynisk på den smukke måde. Et fantastisk spil jeg aldrig har haft meget succes i. Jeg prøver at undskylde mig med at jeg åbenbart ikke er kynisk nok og at det derfor ikke forekommer mig synderligt intuitivt. Men virkelig et spil man skylder sig selv at prøve. Volldampf er en julegave, der aldrig er kommet på bordet. Det kan godt være, det ikke kan konkurrere med Martin Wallaces allerbedste spil, men jeg er nu ret sikker på, at det vil være besværet værd, at få det på bordet. Revolution: The Dutch Revolt 1568-1648 er det kun lykkedes os at få på bordet en enkelt gang. I første omgang virkede det lidt intimiderende, men efterhånden som vi kom igang, var det ikke forfærdelig kompliceret. Det er dog stadig en intimiderende tanke at skulle få læst op på reglerne til en ny gennemspilning. Desværre. Khronos sparkede benene væk under mig med dets innovative mekanismer. Af en eller anden grund bed det sig ikke fast selvom det da fik et par gennemspilninger. Det kunne nu alligevel være sjovt at hive det frem igen. På mig virkede det lidt som en moderniseret udgave af Tigris & Euphrates ... og så kan man jo spørge sig selv, om det behøver en modernisering.

Medina må jeg med skam erkende, vi ikke har fået spillet på trods af at det har stået på vores hylder siden den gang vi selv solgte spil. Primært forventer jeg mig en æstetisk oplevelse ... om spillet holder aner jeg ikke. Gad vidst om det nogensinde bliver opklaret?! Cluedo ... tja, var det ikke for deduktionsdelen stod det ikke på hylden. Selvom vi har bedre deduktionsspil rammer Cluedo dog stadig noget, da det formår at balancere i grænselandet mellem hvornår der reelt er deduktion i et deduktionsspil uden at det går over og bliver så tanke-tungt, at det bliver arbejde fremfor spil. Samurai har nok haft sin storhedstid. Måske det ikke længere holder ... men endnu et af de spil, man kan tage ned fra hylden og få i spil i løbet af fem minutter selvom det er år siden det er blevet spillet sidst.

Jeg holder af Ignacy Trzewiczek's spil men de er ikke alle lige elegant designet. Med Prêt-à-Porter taler temaet også imod det. Men der skulle gemme sig et solidt økonomi-spil under overfladen, så mon ikke det vil lykkes at få det til bordet en dag? Magna Grecia er i mine øjne en overset perle. Æstetikken taler dog også imod dette spil, men det er nu alligevel synd, at det ikke har fået mere opmærksomhed. Tikal, Java og Mexica hænger for mig tæt sammen. Det er dog nok kun Java, der rigtig trækker i mig idag. Mexica havde jeg gode oplevelser med, men har været skuffet over de sidste gange, jeg har spillet det. Tikal er et super-smukt spil og det fungerer også, men jeg tror, det hører sig fortiden til for mig. Endelig finder man Navegador yderst på hylden, der nok er det Mac Gerdts spil der efter Imperial er det, jeg helst vil spille. Og han har da lavet nogle solide spil.

[Frouvne]

Spil 16.jpg (76.87 KiB) Viewed 9098 times

Power Grid har jeg kun prøvet nogle få gange og har slet ikke prøvet nogle af udvidelserne, hvilke jeg også har nogle stykker stående af. Jeg har stor respekt for spillet og håber da også at få det spillet igen. Det har i øvrigt altid undret mig lidt, at det er et spil af Friedemann Friese - men heldigvis kan han også lave noget, hvor han ikke skal fjolle rundt. Bevares, jeg kan også godt lide nogle af hans mere løsslupne spil og de grafiske finurligheder, men jeg er nu også taknemmelig for, at dette spil er så rent som det er. Factory Manager vandt ved et par ekstra gennemspilninger. Ikke jordens største spil, men et fint spil i mellemkategorien.

Union Pacific fik jeg et fint indtryk af den ene gang jeg spillede det. Maharaja: The Game of Palace Building in India blev det til et par spil af, men begejstringen blandt dem jeg har spillet med, har ikke været lige så stor som min. Det er dog ingenting i forhold til modtagelsen af Santiago, som jeg oplevede direkte negative ytringer overfor. Det er trøt ... knastørt. Men jeg syntes det virkede super-interessant. Urland står stadig og venter. Jeg har ikke de store forventninger til temaet og forventer, at det får baghjul af Ursuppe. Men jeg kan så godt lide temaet at det er et af de spil, jeg er nødt til at få prøvet en dag.

Wallenstein var jeg først lidt lunken overfor men det har været et af de spil, jeg syntes der har vundet ved at blive prøvet nogle gange. Et ikke for alvorligt spil, som det klæder rigtig godt at man spiller med en øl i nærheden. Bombay Bazar er et overraskende aggressivt børnespil. Overraskende! Næsten synd at man har tematiseret det så fjollet, men spillet er der ikke noget i vejen med. Hansa spillede vi en del en overgang. Meget abstrakt handelsspil. Faldt virkelig i god jord hos os. Endnu et af de spil der har så simple regler, at man hurtigt kan genopfriske dem og som har en meget overkommelig spilletid, så man måske endda snupper et ekstra spil, når det første er færdigt.

Through the Desert var rimelig hot, da vi var nye indenfor brætspil. Samtidig var den en æstetisk nydelse at se de pastelfarvede karavaner blive dannet på brættet. Det er lang tid siden det har været fremme og er endnu et af de spil, det kunne være interessant at se, om det stadig holder. Nations var et af de spil, der blev spillet en del efter sidste års Spiel. I år var det så terningspillet, der blev spillet. Det har i det mindste en kortere spilletid ... men jeg ville da nok hellere spille originalen, som jeg godt kunne lide men som var en voldsom abstraktion over temaet civilisationsspil. Endelig står der Freedom: The Underground Railroad, som er et af de samarbejdsspil, der har givet mest snak henover bordet. Temaet er også helt i top, men behover for at spille det igen er ikke det store. Måske jeg får lysten igen, hvis jeg på et tidspunkt får læst lidt op på dele af den amerikanske historie, hvor temaet bliver berørt.

[Frouvne]

Spil 17.jpg (68.13 KiB) Viewed 9033 times

Dungeon Run er et underholdende Dungeon Crawl spil. Et spil jeg har nydt hver gang og som jeg spiller for spiloplevelsen skyld. Tobago er et meget abstrakt spil indenfor kategorierne Adventure og Exploration ... men ikke desto mindre et af de mest velfungerende. Intet er dog abstrakt i forhold til Leo Colovinis spil. Det er kun lykkedes mig at få prøvet The Bridges of Shangri-La en enkelt gang eller to men det var i høj grad et spil, der kalder på gentagelse. Hans spil er dog ikke lette at få til bordet...

Mystery of the Abbey ... jeg kan næsten ikke forestille mig et mere oplagt tema for et deduktionsspil. Ikke desto mindre har jeg valgt at springe over de gange der har været mulighed for at spille spillet fordi det med de mange kort der vandrer fra hånd til hånd lyder alt for kaotisk for min smag. Et kaotisk deduktionsspil giver bare ikke mening. Øv! Black Friday venter stadig på at blive spillet. Det lyder som et fantastisk tørt spil, den grøn-hårede herre er kommet op med. Men også som et solidt et af slagsen. Har haft læst op på det et par gange, hvor det så alligevel ikke er blevet spillet, hvilket altid er en smule træls. Giganten er et af de spil, der er blevet stået på hylden fra dengang vi solgte spil. Jeg kan huske at jeg læste reglerne til det imens vi havde butikken og syntes det lød interessant. Dog ikke så interessant, at jeg aktivt anskaffede mig spillet, men når nu det står der, håber jeg, at det en gang kommer til ære og værdighed.

A Game of Thrones har jeg spillet et par gange og jeg har været lidt splittet på det. Jeg kan rigtig godt lide spillets mekanikker, der på mange måder er en strømlining af Diplomacy. Temaet er fedt og det på trods af at jeg er gået uden om både bøger og tv-filmatiseringen. Men slutspillet har været rigtig utilfredsstillende. Det er som om alle for hurtigt er for tæt på sejren. Og man bliver så nødt til at slå på en med det resultat at en anden får sejren i hus. Der står et par udvidelser ved siden af og jeg håber, at de kan redde mine anker imod spillet. Det ville virkelig glæde mig, hvis det er tilfældet.

De to sidste spil er Mousquetaires du Roy og Trivial Pursuit Millenium. Sidstnævnte kan man syntes så meget om ... vi havde dette eksemplar i brug forleden og som altid bliver man skræmt over nogle spørgsmål man ikke kan svare på men lige så imponeret over nogle andre, man blev overrasket over, man kunne svare på. Mousquetaires du Roy har jeg spillet to gange med så stort mellemrum imellem, at jeg begge gange har læst reglerne igennem. Og de regler er et mareridt. Endvidere har spillet et af de mest kedelige spillerbrædder jeg har set. Men når det så er sagt, så er der ikke noget i vejen med spillet. Det kan måle sig med de fleste samarbejdsspil, jeg har prøvet og jeg kan som udgangspunkt godt lide samarbejdsspil.

[Larsine]

Kan du så få vendt de kasser ordentligt, så alle titlerne står i samme retning.

[Gunness]

Det kunne være sjovt at prøve Mousquetaires igen

[Frouvne]

Det kunne være sjovt at prøve Mousquetaires igen

At spille det kunne være hyggeligt! At læse reglerne ... knap så hyggeligt. Men mon ikke det kan lade sig gøre i det nye år!?

[Frouvne]

Spil 18.jpg (61.11 KiB) Viewed 8920 times

Antike Duellum er et Mac Gerdts rondel-spil for to spillere. Mit første møde med spillet blev skæmmet af at jeg overså en regel. Heldigvis fik jeg prøvet det et par gange. Spillet er af et to-spillers spil i krigsgenren meget euro-agtigt, hvilket har den fordel at det er let tilgængeligt, men den bagdel at det tematisk er en lidt tynd omgang. Powerboats er et rigtig sjovt lille race-spil. Et af de bedre spil i genren. Factory Fun er nu ikke så morsomt endda, men et fint puzzle-spil, hvor man med tidspres bliver stresset og let kommer til at tage en forkert brik. Mauer Bauer er et typisk Leo Colovini spil ... tørt og abstrakt. Men et hyggeligt spil, jeg gerne spiller igen. Attika er lige så tørt og har stort set samme tema ... men er bare i en helt anden klasse. Et super-spil!

Kogge læste jeg gode anmeldelser af flere år efter det var udkommet og anskaffede det på den baggrund. Mere er der ikke sket ved det. Mythgardia fangede mig på temaet. Det ser dog lidt tyndt ud, så jeg ved ikke om det nogensinde bliver spillet. Ricochet Robots og Hive er begge spil der er blevet spillet meget. To lettilgængelige spil. Ricochet Robots er ren puzzle-solving på tid og når man er i det humør er det svært at finde bedre spil. Hive er et abstrakt to-spillers spil, som er et typisk tage-med-ud-af-hjemmet spil for os.

Yggdrasil er et af de bedre samarbejdsspil. Det er en smule tørt, men er dog blandt mine favoritter indenfor genren. Jeg genoplivede det en overgang, da jeg gen-opdagede iPad-versionen og det kunne jeg godt finde på at hive frem igen. Reef Encounter er et spil, jeg blev meget betaget af. Abstrakt og alligevel meget tematisk, æstetisk og meget aggressivt. Det har ikke været let at finde nogen at spille det med men for nyligt opgraderede jeg min udgave til første-udgaven, der i mine øjne er meget flottere og ikke mindst mere charmerende end anden-udgaven og det skal helt sikkert genoplives.

Black Vienna er det mest Helle, der har spillet og mest online. Men deduktionsspil kan næsten altid tiltrække vores opmærksomhed. Thunder Alley er en interessant måde at lave et race-spil på ... for mig mangler det dog lidt af den charme, jeg syntes man finder i andre spil. Men solidt og meget originalt. Endelig finder man Escape from the Aliens in Outer Space, som er endnu et spil med en deduktionsdel. Samtidig er det et selskabsspil. Har slet ikke fået det spillet nok ... men det kræver også den rigtige anledning.

[Frouvne]

Spil 19.jpg (70.47 KiB) Viewed 8881 times

Robinson Crusoe: Adventure on the Cursed Island er fyldt op med de udvidelsesting, det er muligt at få fat i. Selvom spillet på flere områder ikke er så strømlinet og elegant som man kunne ønske, så betyder det intet for mig. Det er et samarbejdsspil med masser af charme og oceaner af tema ... så har jeg ikke noget problem med ind imellem at måtte definere en regel undervejs. Og netop fordi det er et samarbejdsspil, så har de fleste også et afslappet forhold til reglerne, så det opfatter jeg ikke en gang som et problem selvom jeg går ud fra, at der stadig er en regel eller to, der ikke er helt på plads efter 10+ spil. Det er et af de helt centrale spil i min samling. Fantastisk. Mage Knight Board Game har jeg heller ikke styr på reglerne til. Jeg får helt sved på panden, hver gang jeg ser kassen. Blev introduceret til det på DjengisCon for nogle år siden og det var på mange måder en intimiderende oplevelse. Jeg tror dog stadig på, at der er mageløse oplevelser i spillet og da det efter sigende egner sig fortræffeligt til solo-spil fortsætter jeg med at gå i terapi for at få rystet førstehåndsindtrykket af mig og håber at kunne vende tilbage til det en dag.

Hawaii var et stort hit i en kort periode for et par år siden, hvor det blev spillet en del. Det er formentlig et af de spil, der ville nyde godt af at samlingen blev trimmet, så det var lettere at få øje på for det var både let tilgængeligt og alligevel dybt nok til at det hver gang efterlod et godt indtryk. Et af de spil det er let at introducere folk til og som har en spilletid som gør at folk også vender tilbage efter introduktionen. Trajan har sjovt nok udviklet sig til at være mit favoritspil blandt Felds spil. Han har lavet mange gode spil og jeg er kortvarigt blevet begejstret for flere. Temaerne er dog så papirstynde, at jeg sjældent har set mig tilbage efter hans spil, når jeg har spillet dem tilpas meget til at nyhedens interesse har fortaget sig. Men Trajan er undtagelsen. Det har været en fornøjelse hver gang og for mig er en stor del af fornøjelsen forbundet med den Mancala-mekanisme som mange andre er blevet skræmt væk af.

Tre spil med rum-tema: Eminent Domain, Alien Frontiers og Target Earth. Eminent Domain havde en forfriskende rytme. Bevares, det var ikke noget stort spil, men det ærgrer mig egentlig lidt, at det aldrig blev spillet mere end det gjorde. Alien Frontiers blev spillet en del en overgang men udvidelsestingene fik jeg aldrig prøvet. Det var absolut et helt fint terningespil i den kategori, hvor man føler, at man løbende kan få mere kontrol over sine muligheder, så man ikke fuldkommen underlægger sig terningernes lunefuldhed. Target Earth er det aldrig lykkedes mig at få på bordet. En underlig størrelse med et fantastisk tema. Desværre har opsætningen virket lidt fiddly og så er det ikke kommet på bordet de par gange, jeg har taget mig sammen til at læse op på det. Og så bliver det desværre bare sværere og sværere... Men et samarbejdsspil, hvor man skal forsvare jorden imod Aliens kan da kun blive en succes.

Imellem rumspillene var et Reiner Knizia hæfte presset ind: Hollywood Lives. Det lyder besnærende men det er nok tvivlsomt om det nogensinde bliver realiseret. Yomi fik jeg spillet en gang eller to. Et af de spil man skal have en makker som man kan spille ti hurtige spil med, så man lige kan få en fornemmelse af spillets rytme. Jeg tror bestemt spillet er dybere end det sten-saks-papir-koncept man først får øje på. Men om jeg får det spillet ved jeg ikke. Det kom i en iOS-version, men det tiltrækker mig ikke selvom det kunne være en måde at blive overbevist om spillets muligheder og / eller mangler. Word on the Street er et ordspil. Jeg blev interesseret i det grundet et andet spil fra samme udgiver, Backseat Drawing. Tilgangen er tilsvarende forfriskende og det er et godt på et ordspil med lidt løsere tøjler (læs: sjovere) end de gængse. Det er kun blevet spillet et par gange, men det er et spil, jeg kunne finde på at anvende som et party-game. Glory to Rome er et fantastisk spil. Meget mere er der ikke at sige om det. Selvom denne version er pænere end den originale tror jeg dog den forlader samlingen, da jeg stadig foretrækker den gamle tegneserie-agtige udgave, som så mange elskede at hade. Old Town og Schinderhannes er to deduktionsspil. De er o.k. uden at være fantastiske. Skal på et tidspunkt have valgt hvilket der skal blive her (eller om det måske i stedet skal være Cafe Melange af samme designer). De minder så meget om hinanden, at jeg ikke har behov for dem begge ... sidstnævnte er nyere og var vist lidt mere elegant, men så kom der en solo-udvidelse til førstnævnte, der valget lidt sværere...

[Frouvne]

Spil 20.jpg (63.06 KiB) Viewed 8822 times

1825 Unit 3 er købt på baggrund af Jens Hoppes positive kommentarer til det. 18xx-spillene trækker, men er samtidig intimiderende. Har prøvet et par stykker og det har været gode oplevelser, men også lange og komplekse. Og det er ikke den slags spil, der lettest kommer til bordet ... og kompleksiteten gør at det også gerne skulle være med de samme mennesker. Dette er en to-personers udgave, der kan spilles indenfor et overkommeligt tidsrum. Spillet har dog ikke været højest på prioriteringslisten og da der er grænser for hvor mange to personers spil, jeg får spillet, er det aldrig kommet på bordet.

Hannibal: Rome vs. Carthage fik jeg spillet et par gange. Forventningerne var høje og - måske netop derfor - blev jeg lidt skuffet. Tror jeg fik spillet det et par gange, men i virkeligheden skulle jeg nok selv have læst reglerne og gjort et lidt bedre forarbejde. Det tænker jeg, at jeg vil gøre på et andet tidspunkt, da jeg godt kunne skimte potentialet, men blot følte jeg kom skævt ind på det.

Elder Sign er et af de få spil, jeg har nydt mere på iPad end omkring bordet. Spillede det ret meget en overgang hvorimod det måske kun kom på bordet en enkelt gang. Til gengæld spillede familien det sammen på iPad og oplevelsen var ikke stort anderledes end når vi spiller andre bræt-/kortspil.

Master of Economy er en total joker at have stående. Jeg ved stort set intet om det, købte det som et impulskøb i Essen, da det virker som et relativt tungt økonomispil. Grafikken i manualen viser tydeligt, at det kommer fra en mindre udgiver og længere er jeg aldrig kommet med det spil.

Through the Ages: A Story of Civilization kunne have været så godt ... og det er det måske også. Men hvor var det dog fiddly. Det tændte mig desværre af på et spil, der potentielt kunne være en super-favorit. Øv.

Fowl Play! ... var det ikke et spil af Richard Breese, var det nok aldrig kommet ind i samlingen. Det var måske heller ikke blevet. Det blev udgivet i et ikke særlig stort oplag og det er ganske charmerende, hvilket har kvalificeret det til at blive stående. Jeg husker point-optællingen som værende lidt bøvlet i forhold til at spillets kompleksitet, men af en eller anden grund, kan jeg ikke rigtig stå for det...

Fowl Play.jpg (77.53 KiB) Viewed 8822 times

Polarity er et af de spil, hvor det nok mest af alt er ideen bag spillet, jeg er forelsket i. Men det er jeg så til gengæld også. Jeg har oftere siddet og leget med at balancere magneterne i magnet-feltet end jeg rent faktisk har spillet spillet. Og det fungerer nok også bedre i teorien end i virkeligheden. Men nogen gange ... nogen meget sjældne gange!!!! ... er det også nok.

Space Alert er et alt for lidt spillet men rigtig godt selskabsspil. Panikken breder sig hurtigt. Det gør den også i Seenot im Rettungsboot, hvor man smider hinanden overbord. Det lever dog bedre op til betegnelsen selskabsspil og bliver kun bedre jo flere spillere man er.

Star Trek: Expeditions blev jeg ikke dybt imponeret over, men syntes det var et fint lille samarbejdsspil. Spillet har været ved at ryge videre, men Chris Farrells kommentarer har overbevist mig om, at det skal have endnu et par chancer.

Splendor er en vores nyere fillers, der fungerer fortræffeligt som to-personers spil. Dybden er begrænset, men der er godt flow i spillet, hvilket har betydet, at det en overgang blev spillet en del. Jeg tror ikke, vi endnu er færdige med det.

Black Box+ er vel ikke et rigtigt spil. Jeg spillede meget Black Box med pen og papir som barn samt mod min programmerbare lommeregner (HP-41CX) den gang det var hot. Black Box+ tilbyder en meget overskuelig måde at holde rede på spillet ... om det er bedre end pen og papir ved jeg dog egentlig ikke.

Igel Ärgern har vi mest fordi jeg er fascineret af det utal af varianter, der er en del af spillet. Og selvom jeg kun har prøvet spillet rent overfladisk tror jeg faktisk at mange af dem udgør rigtig fine spil. Så kan man vist ikke få meget mere spil for pengene...

[Frouvne]

Spil 21.jpg (80.05 KiB) Viewed 8784 times

Neuroshima Hex! er et fabelagtigt spil! Det kan anbefales at spille det spiller mod spiller og det kan anbefales at prøve de apps der findes. Spillet er temmelig abstrakt og alligevel fremstår det for mig som værende ret tematisk. Jeg har stort set kun spillet spillet som to-personers spil og tror ærlig talt også at tre eller fire giver en grad af kaos, jeg ikke syntes ville passe til spillet. Min æske indeholder stort set alt hvad der findes af udvidelser, men selv med indholdet i grundspillet er der mange timers kvalificeret underholdning. De apps der findes er fortræffelige. Nok det bedste spil jeg har spillet på min iPad. Og så findes der både en version, hvor man spiller spillet og en hvor man lærer nuancer af det via små puzzles. Spil det!

Modern Art er blandt de mest klassiske klassikere, når det kommer til auktionsspil. Og takket være dette spil, vil vi blive ved med at spille Reiner Knizia spil længe endnu også selvom han ikke kommer med nogle nye spil rette imod vores målgruppe. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har spillet min nuværende udgave ... der plejer altid at være en anden, der stiller sit spil til rådighed. Jeg har denne lidt store og klodsede udgave fordi kortkvaliteten skulle være bedre end i de nye, mindre versioner.

Confusion: Espionage and Deception in the Cold War er en slags deduktions-Stratego, hvor man på Hanabi-vis ser bagsiden af sine brikker og derfor ikke på forhånd kender placeringen af sin egne brikker og derfor heller ikke ved, hvordan de må rykke, da der er forskellige regler for hvordan brikkerne rykker. Det lyder måske lidt fjollet, men jeg syntes i høj grad det fungerede.

TAMSK er nok det mest innovative spil i GIPF-serien. Det går lidt ud over det elegante, men det opvejer originaliteten. På en eller anden måde går det til gengæld ud over tidløsheden som ellers karakteriserer mange af de abstrakte spil.

At jeg har Colonial Diplomacy stående på hylden, vidner om samler-genet i mig. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde får det spillet men jeg har så stor respekt for Diplomacy at varianterne i sig selv automatisk har om ikke andet så en intellektuel interesse.

Age of Empires III: The Age of Discovery virkede som en sjov hybrid mellem euro-game og ameritrash. I bund og grund var det vel mest det førstnævnte og havde det haft kuber - hvilket jeg nok havde foretrukket - havde forvirringen slet ikke været til stede. Jeg har spillet det nogle gange og desværre med for langt mellemrum. Men det er et af de spil, der måske aldrig kommer helt op blandt mine absolutte favoritter, men så jeg alligevel syntes er super-gode.

Defenders of the Realm hører for mig hjemme i den gode kategori af samarbejdsspil. På mange måder er det Pandemic med et andet tema. Et tema med lidt mere spark i. Desværre er spilletiden noget længere end Pandemic og det har begrænset hvor meget jeg har spillet det. Til gengæld har jeg spillet det med vidt forskellige mennesker og særligt halvstore børn kan man fange ind med det gode tema og de mange plastik-figurer.

Med fare for at blive lynchet må jeg erkende at Robo Rally er et spil, jeg syntes kan være ganske underholdende, men som let bliver for langt i forhold til hvad det har at byde på. Godt nok til at være i samlingen men ikke interessant nok til at jeg selv har fundet det frem for at spille det. Det har der skullet andre til de gange det er sket.

Summoner Wars syntes jeg var et forfriskende system. Mindre kompliceret end så mange andre af de tematiske kortspil og alligevel dybt nok til at det er interessant. Geni-stregen var nok det rumlige aspekt. Et super-solidt spil jeg gerne vil - og forventer at komme til at - spille igen. Nok ikke et spil, jeg kommer til at dyrke, men det er ret lettilgængeligt og dermed hurtigt at friske reglerne op på, når det er nødvendigt.

Power Grid: The First Sparks har jeg kun prøvet et par gange, men jeg blev meget imponeret over hvor intens det var; det kan reelt spilles på ca. en time og man når alligevel både at bygge op og have indædt konkurrence om kort og placering.

Höchst verdächtig er en sjov og original idé til et børnespil. Men det er og bliver et børnespil. Klondike er et lige så originalt børnespil. Men det er langt sjovere at spille med voksne.

Den lille bog der ligger ovenpå spillene er spillet The Extraordinary Adventures of Baron Munchausen og så ligger der også en kuvert med nogle disks til mit Crokinole-board, der forhåbentlig er ved at blive produceret i disse dage.

[Frouvne]

Spil 22.jpg (71.33 KiB) Viewed 8723 times

På den næste hylde befinder der sig bl.a. de tre politiske spil Founding Fathers, Die Macher og 1960: The Making of the President. De to af spillene er af makkerparret Christian Leonhard og Jason Matthews, der også har designet Campaign Manager 2008. Og selvom jeg egentlig rigtig godt kan lide 1960: The Making of the President placerer det sig for mig imellem Campaign Manager 2008 og Twilight Struggle, som ofte er et af de to spil, jeg har valgt i stedet for at spille 1960: The Making of the President, fordi jeg enten gerne har villet spille et kortere eller et længere spil. Håber, at der en gang bliver en periode, hvor 1960: The Making of the President bliver valgt til, da der bestemt er potentiale i det. Men for tiden bevæger mine spiltider på Twilight Struggle sig længere og længere ned og det bliver derfor mere og mere fristende at vælge det til på bekostning af 1960: The Making of the President, som jeg trods alt syntes har mindre at byde på. Men det er måske heller ikke en rimelig sammenligning. Founding Fathers syntes jeg rent mekanisk fungerede rigtig godt og så var det rigtig spændende at dykke ned i en epoke i den amerikanske historie, jeg ikke havde beskæftiget mig så meget med. Die Macher er for mig indbegrebet af et politisk spil. Det er tørt og solidt. Et spil vi gerne finder frem omkring en gang om året og som vi ofte spiller i den let reducerede udgave, hvor de to runder skæres fra.

Ursuppe elsker jeg stadig ideen om selvom det skuffede mig en del sidst jeg prøvede det. Måske det lider under tidens tand. Håber det blot var en dårlig aften. Eufrat & Tigris syntes jeg stadig holder. Jeg er aldrig blevet særlig god til det - der er et eller andet i det spil, jeg ikke finder intuitivt. Men jeg holder nu alligevel meget af det. Wars of the Roses: Lancaster vs. York syntes jeg gav et par rigtig gode spiloplevelser, lige da det var kommet frem. Der var så mange ting ved det spil, der måske ikke hver især var særligt originale, men de spillede godt sammen. Det burde jeg snart prøve igen!

Die Händler syntes jeg var et rigtig interessant handelsspil. Det overbeviste desværre ikke rigtigt dem, jeg spiller med og så kommer man jo ikke på bordet. Star Wars Epic Duels er et super-hyggeligt og ikke særlig kompliceret spil. Det har jeg spillet en del med min søn. Pompeii er det kun blevet til nogle få spil af. Abstrakt og så alligevel meget tematisk, når vulkanen går i udbrud. El Caballero er det aldrig lykkedes mig at få til bordet. Har læst op på det et par gange og været klar til at spille og så er der desværre glippet. Slægtsskabet til El Grande er tydeligt. Det blev spillet en del en overgang og står stadig højt på min rangering af spil. Har en usikker mavefornemmelse af, at det godt kan være, man snart begynder at kunne mærke spillet ældes. Men det er længe siden jeg har spillet det sidst, så det er kun en fornemmelse. Endlig finder man Grind på hylden, som lød til at være et underholdende og ikke mindst action-præget boldsportsspil. Figurerne var et helvede at samle og jeg blev aldrig færdig med den del...

[Frouvne]

Spil 23.jpg (73.45 KiB) Viewed 8560 times

Det er ved at være nogen tid siden, jeg har været forbi denne tråd. Det er ikke fordi jeg nåede igennem alle spillene sidst, så det er vist på tide med en opfølgning, hvis jeg ikke skal få lavet for meget rod på de sidste hylder ved at få blandet spillene sammen.

King's Forge er et fint lille terningspil. Men selvom vi godt kan hygge os med terningspil herhjemme, så er der grænser for hvor mange af dem, der finder vej til bordet. Og det kunne King's Forge godt være i farezonen for ikke at gøre særlig ofte. Tournay er et solidt spil, vi spillede en overgang. Jeg syntes faktisk rigtig godt om det, men det er lang tid siden, det har været i brug, så det står nok også i risiko for at blive tyndet ud. Flash Point: Fire Rescue med nogle af de første udvidelser. Endnu et samarbejdsspil og selvom det udmærker sig som et af de spil med et meget velegnet tema blev jeg ikke specielt grebet af det. Wasabi! er et super-æstetisk spil. Et rigtig familie-spil som man kan hygge sig med og som jeg gerne spiller, men som jeg nok ikke selv kommer til at finde frem.

Nederst i bunken er det eneste spil, der er sikret en fortsat plads på hylden, nemlig udvidelsen Lords of Middle Earth Limited Edition. Fabula er et historie-fortællingsspil. Af en eller anden grund har jeg sørget for at anskaffe mig flere spil indenfor den kategori de seneste år. Målgruppen har klart været familien. Fabula spillede vi et par gange og det fungerede fint uden at vi dog blev revet med i det. Det er dog et spil, jeg har lysten til at hive ned en dag. Dominion blev jeg relativt begejstret for, da det kom. Jeg gider dog kun spille det, hvis man kan holde spilletiden nede; så jeg er ikke så tolerant overfor at spille det med for mange og særligt ikke folk, der ikke har prøvet det før. At så mange udvidelser står på hylderne (der er flere andre steder) er nok noget pjat, da vi så vidt jeg husker kun har prøvet kort fra en enkelt. Det hænger nok også sammen med, at jeg mest har holdt af spillet, når det kan spilles på auto-pilot.

Space Hulk (third edition) står stadig i plast. Holder af genren, men syntes vi har haft gode alternativer, så det er aldrig kommet i brug.

Under denne hylde står i øvrigt to flyttekasser, som jeg skal spare jer for billeder af. Den ene er fyldt med Magic: The Gathering-kort, der i disse dage er ude at blive luftet. Den anden er fyldt med Dreamblade, som jeg håber interessen for Magic: The Gathering kan være med til at puste liv i.

[Goblen]

Spil 23.jpg

Det er ved at være nogen tid siden, jeg har været forbi denne tråd. Det er ikke fordi jeg nåede igennem alle spillene sidst, så det er vist på tide med en opfølgning, hvis jeg ikke skal få lavet for meget rod på de sidste hylder ved at få blandet spillene sammen.

King's Forge er et fint lille terningspil. Men selvom vi godt kan hygge os med terningspil herhjemme, så er der grænser for hvor mange af dem, der finder vej til bordet. Og det kunne King's Forge godt være i farezonen for ikke at gøre særlig ofte. Tournay er et solidt spil, vi spillede en overgang. Jeg syntes faktisk rigtig godt om det, men det er lang tid siden, det har været i brug, så det står nok også i risiko for at blive tyndet ud. Flash Point: Fire Rescue med nogle af de første udvidelser. Endnu et samarbejdsspil og selvom det udmærker sig som et af de spil med et meget velegnet tema blev jeg ikke specielt grebet af det. Wasabi! er et super-æstetisk spil. Et rigtig familie-spil som man kan hygge sig med og som jeg gerne spiller, men som jeg nok ikke selv kommer til at finde frem.

Nederst i bunken er det eneste spil, der er sikret en fortsat plads på hylden, nemlig udvidelsen Lords of Middle Earth Limited Edition. Fabula er et historie-fortællingsspil. Af en eller anden grund har jeg sørget for at anskaffe mig flere spil indenfor den kategori de seneste år. Målgruppen har klart været familien. Fabula spillede vi et par gange og det fungerede fint uden at vi dog blev revet med i det. Det er dog et spil, jeg har lysten til at hive ned en dag. Dominion blev jeg relativt begejstret for, da det kom. Jeg gider dog kun spille det, hvis man kan holde spilletiden nede; så jeg er ikke så tolerant overfor at spille det med for mange og særligt ikke folk, der ikke har prøvet det før. At så mange udvidelser står på hylderne (der er flere andre steder) er nok noget pjat, da vi så vidt jeg husker kun har prøvet kort fra en enkelt. Det hænger nok også sammen med, at jeg mest har holdt af spillet, når det kan spilles på auto-pilot.

Space Hulk (third edition) står stadig i plast. Holder af genren, men syntes vi har haft gode alternativer, så det er aldrig kommet i brug.

Under denne hylde står i øvrigt to flyttekasser, som jeg skal spare jer for billeder af. Den ene er fyldt med Magic: The Gathering-kort, der i disse dage er ude at blive luftet. Den anden er fyldt med Dreamblade, som jeg håber interessen for Magic: The Gathering kan være med til at puste liv i.

Hvis du vil og vi kan samle nogle andre kan vi lave en MtG: booster draft en dag i april?

/Brian

[Frouvne]

Hvis du vil og vi kan samle nogle andre kan vi lave en MtG: booster draft en dag i april?

/Brian

For tiden er det mest min søn, der er interesseret i M:tG. Jeg nyder at spille det, men mest fordi han endelig har lyst til at spille noget. Så jeg tror jeg melder pas på en dag med det tema ... men jeg kan sikkert lokkes til at spille noget andet en dag.