
Selv uden betrayer havde jeg egentlig forventet, at spillet ville være hårdt nok ved spillerne, til at der var et evigt skisme mellem at hjælpe til koloniens overlevelse, og til at mele sin egen kage. Kan være det blot var det første scenarie, og måske har vi simpelthen været heldige med fund af nye survivors, våben, og den slags.
Bortset fra det med sværhedsgraden var det rigtig sjovt: Temaet kom godt igennem, og nedetiden mellem ens ture var (lige) til at have med at gøre. Rent usabilitymæssigt kunne jeg godt have tænkt mig et alternativ til de snesevis af survivor- og zombie-standups, som for mine gamle øjne i det mindste allesammen lignede hinanden på mere end 10 centimeters afstand.

Dernæst blev det til et gensyn med Tragedy Looper. Denne gang spillede vi scenarie 2, og selvfølgelig igen med mig som den onde mastermind. Men ak, mine medspillere var alt, alt for knivskarpe til at lade sig narre af mine små tricks, og de kom nemt gennem scenariet allerede i 2. loop. Der må snart skulle prøves kræfter med et svært scenarie!
