Jeg mødtes med et par gamle venner i går og havde et par spil med.
Mens vi ventede på maden, introducerede jeg til
Four Humours. Det er sjovt med to spillere, men endnu bedre med tre. Reglerne klikkede hurtigt, og der blev grint og jamret en del, når folk troede de havde regnet ud, hvad de andre ville spille - og så blev snydt på det groveste
Fint spil med meget passende længde.
Aftenens hovedspil var
Cryo, der er co-designet af Luke Laurie (Dwellings of Eldervale). Spillerne har været ombord på et stort kolonirumskib, der er blevet saboteret og nu er styrtet ned på en kold, gold planet. Så er det med at komme i gang med at redde kolonister, der ligger i
cryo-sleep (hov, der var sørme en spiltitel lige dér) og få dem ned i huler under planetens overflade inden den lokale sol går ned. For så dør alle, der ikke er kommet i sikkerhed, af kulde. Og det er som bekendt ikke så behageligt.
Spillet er basalt set worker placement og ressourcestyring, hvor man efterhånden kan låse op for en elegant form for ressourcekonvertering. Desuden har man kort, der enten kan bruges som opgraderinger, fly (til at flyve kolonisterne ned i de varme huler), slutscoring eller ressourcer.
Nu tænker læseren nok: "Ok, det her
må da være et samarbejdsspil!", men nej, det er det ikke. Man kan endda sprænge modstandernes kolonister i luften. Det er en smule sært at have folk fra et og samme koloniskib, der skal skynde sig at redde så mange som muligt ned i nogle huler, der er store nok til alle - og så alligevel skulle bruge energi på at stikke en kæp i hjulet på hinanden. Nå, det skal man vist bare affinde sig med.
Spillet er
meget tight, og hvis man som en af mine medspillere forventer at kunne bygge en god engine op, bliver man skuffet over, hvor lidt man kan nå. Er man indstillet på, at det er et relativt kort (60-90 minutter) spil med en del interaktion og konstant svære valg, så er det interessant nok.
Jeg blev i første omgang fanget ind af æstetikken, der giver klare
Linda og Valentin-vibes, og den er ret gennemført, selv om ikonografien godt kunne have brugt en ekstra overhaling.
Aftenen blev sluttet af med to hurtige spil. Først Knizias
Kariba, et af den slags småspil manden må designe mens han venter på, at morgenkaffen er klar. Ultra-ultra-simpelt koncept om at tage nogle kort med andre kort, der derefter igen kan tages af andre kort. Ok filler, der gerne måtte have været bare lidt mere i.
Dernæst
Tucano, et spil om at tage én ud af tre bunker med kort, der hver kan indeholde gode og dårlige kort, som man samler i sæt a la Sushi Go. Hyggeligt nok men også en lille smule ligegyldigt.