Hat-trick indlæg - jeg har også været på hyttetur og har derfor også spillet nogle af de samme spil
Første dag blev indledt med Cascadia, som jeg tabte, men hyggede mig godt med.
Roll Camera! var en fornøjelse, især fordi film er min anden store interesse. Det er ikke jordens dybeste spil, men det er sjovt, og temaet er overraskende godt indarbejdet. Vi droppede hurtigt alle planer om at lave den nye Citizen Kane og gik i stedet hårdt efter at lave den næste Plan 9 From Outer Space. Jeg er lidt i tvivl om langtidsholdbarheden, men det vil jo nok vise sig.
Escape the Dark Castle er 95% Sværd og Trolddom, så det er et spil, der skal spilles med de rigtige mennesker og det rigtige
mindset. Jeg hyggede mig godt med det.
Marvel Remix var... fint nok. Lidt tilfældigt men en udmærket filler.
Just One rundede aftenen af.
Anden dag var noget "tungere".
Woodcraft lød på overfladen ikke synderligt ophidsende ("små væsner laver træmøbler i en skov"), men Essen-hypen var ikke til at ignorere, og rent mekanisk fungerede det ret godt. Jeg kunne især godt lide action selection-mekanismen og muligheden for at save terninger midt over

Jeg endte langt foran de andre, vist mest primært fordi jeg havde været heldig nok til at stille nogle ret effektive combo'er op. Som med en del andre nyere spil tror jeg ikke, at det ville blive dårligere af at høvle (hoho) et par mekanismer fra, for der var virkeligt mange undersystemer at holde styr på, og de var måske ikke lige spændende alle sammen. Men det betød selvfølgelig, at der var meget at tænke på. Spændende bekendtskab.
Revive havde jeg i første omgang forstået som en slags futuristisk civ-spil. Det er det på en måde også, og så alligevel ikke. Men jeg kan godt forstå, at spillet er blevet populært, for kombinationen af udforskning, opgradering af evner og et simpelt, men effektivt multifunktions-system med kort gjorde, at der hele tiden var noget nyt at foretage sig.
Marvel Remix kom på et par gange mere, fordi det var hurtigt og.... fint nok
CO2: Second Chance har jeg haft stående i flere år uden at få det prøvet, og endelig skulle det være. Det var med en vis nervøsitet, for det var mit første Lacerda-spil, og som jeg forstår det hans mest polariserende titel blandt en del, der i forvejen deler vandene. Det var heldigvis ikke komplet uoverskueligt, og temaet virkede godt indarbejdet i mekanismerne. Det var også flere gange på nippet til at være så frustrerende, at man var ved at give op (hvilket desværre føltes meget realistisk), men vi klarede det faktisk og fik reddet planeten. Pointfordelingen til sidst virkede dog ret uoverskuelig, hvis man ellers går op i den slags.
Jeg var godt baldret efter tre mere eller mindre tunge spil i rap og begyndte at have trækuber og player aids flimrende for øjnene, så aftenen blev lukket i den lette ende med
Kanagawa - eller det vil sige, normalt ville det være i den lette ende, men alle var trætte og regelhæftet var lidt spøjst organiseret, så det blev en blandet fornøjelse. Jeg tror ikke, at det havde været det vilde sus alligevel
Og sådan kan et par dage hurtigt komme til at gå.