A Victory Lost - 26/5-07

[Frouvne]

Titlen A Victory Lost har i en periode haft det med at dukke op igen og igen. Nu er krigsspil ikke umiddelbart det, der først fanger min interesse. På den anden side har jeg da en lille drøm om at fordybe mig i et par stykker af slagsen. Og A Victory Lost lyder faktisk som et spil af den tilgængelige slags.

En af de ting, der specielt har vakt min interesse ved spillet er, at det er for 1 til 2 spillere. Tanken om solitaire-spil kan jeg godt lide, men er det virkelig godt for blot en spiller?! Er der nogen der ved noget om det?

På Youtube er der en lille video, hvor man kan få en hurtig introduktion til spillet, der kan være med til at afgøre om det overhovedet er noget, man skal holde øje med:

http://www.youtube.com/watch?v=woAZN9BRKeM

[Jens_Hoppe]

AVL er ikke specielt for 1 spiller - ikke mere end krigsspil generelt i hvert fald! Der er to stridende parter i spillet, hver styret af en spiller, og at sige at det kan spilles af "1 spiller" betyder her bare at én person kan spille begge sider. Man vil jo heller ikke kalde skak for et 1-spiller spil...

Når det er sagt er AVL sikkert rimeligt velegnet til at spille alene (der er mange der mener at langt de fleste krigsspil reelt bliver spillet af folk der sidder alene, hvilket sikkert siger noget om hvor sociale og udadvendte de fleste krigsspillere er ). Det der kan gøre et krigsspil specielt uegnet til at spille alene er hvis der f.eks. indgår hemmelige elementer - her bliver det mere end lidt svært for én spiller at abstrahere fra at der er noget han kun må have kendskab til, når han styrer den ene part. Det er en af grundene til at de forskellige card-driven wargames generelt ikke er særligt solitaire-egnede.

AVL bruger impulser til at aktivere enhederne på brættet, og det anses generelt for en god ting, hvis man vil spille alene. Det bidrager nemlig til at gøre spillets forløb mere uforudsigeligt og tilfældigt, hvilket alt andet lige giver lidt ekstra spænding, og hvilket gør det mindre signifikant at det faktisk er en person der styrer begge sider.

Hvor godt AVL reelt er i forhold til den myriade af krigsspil der ellers findes, ved jeg ikke - men jeg har en aftale om at prøve det på mandag, så jeg finder snart ud af det.

[Jens_Hoppe]

Det skal også lige siges, at der faktisk findes en masse deciderede "solitaire-krigsspil". De er oftest varianter over systemer hvor spilleren styrer den ene part, mens der er en langt hierarki af regler der afgør hvad den anden side foretager sig. Lidt ligesom en AI i et computerspil, men her bare med AI'en beslutningstræ skrevet ned på papir.

Med computer-strategispillenes fremstormen har de gammeldags papirs-solitairespil naturligvis fået det hårdt - og ikke uden grund.

[Frouvne]

Det kunne være interessant at høre din dom over spillet, når du har testet det i den kommende uge!

[Kanzler]

Jeg har anskaffet mig A Victory Lost for et par uger siden på baggrund af en masse gode anmeldelser på BGG. Jeg har aldrig spillet krigsspil af den type, så min tanke var at det spillet skulle fungere som en introduktion til krigsspil-genren.
Reglerne er i hvert fald relativ simple og efter 2 gennemlæsninger har jeg allerede en god forståelse af spillet. Derudover har jeg prøvet spille spillet solitaire, hvilket egentlig har fungeret udemærket. Men det rokker ikke ved at man skal være en smule skizofren, da det er svært at planlægge "overraskelsesangreb" på sig selv osv..
Desuden skal det siges spillet umiddelbart virker som om at det kan tage rigtig lang tid. Nogle på BGG skriver at de i snit har brugt en time per runde (der er 9 runder), men jeg håber og tror på at man godt kan komme ned på måske 3-5 timer.

Alt i alt virker spillet utroligt lovende, og såfremt spilletiden kan nedsættes kunne det godt være et spil jeg vil spille en masse gange!
Så jeg glæder mig til at spille spillet snarest ! ( ikke solitaire )

[Jesper]

Jeg har spillet det to gange, og begge gange tog flere timer fordelt over flere dage. Det var så heldigt at min modstander bor under mit tag og principielt er under mit overherredømme (eller myndighed...), ikke at det hjalp i spillet.

Men det tager altså noget tid, og specielt den russiske Stavka er tidskrævende. Men man bliver altså også hurtigere efterhånden, og hvis man hjæpes ad med at finde enheder der kan nås fra et hovedkvarter.

Jeg har anskaffet mig A Victory Lost for et par uger siden på baggrund af en masse gode anmeldelser på BGG. Jeg har aldrig spillet krigsspil af den type, så min tanke var at det spillet skulle fungere som en introduktion til krigsspil-genren.
Reglerne er i hvert fald relativ simple og efter 2 gennemlæsninger har jeg allerede en god forståelse af spillet. Derudover har jeg prøvet spille spillet solitaire, hvilket egentlig har fungeret udemærket. Men det rokker ikke ved at man skal være en smule skizofren, da det er svært at planlægge "overraskelsesangreb" på sig selv osv..
Desuden skal det siges spillet umiddelbart virker som om at det kan tage rigtig lang tid. Nogle på BGG skriver at de i snit har brugt en time per runde (der er 9 runder), men jeg håber og tror på at man godt kan komme ned på måske 3-5 timer.

Alt i alt virker spillet utroligt lovende, og såfremt spilletiden kan nedsættes kunne det godt være et spil jeg vil spille en masse gange!
Så jeg glæder mig til at spille spillet snarest ! ( ikke solitaire )

[MesterLars]

Det får lidt småhårde ord med på vejen af en velkendt debatør

http://amun.dk/blog.html

Havde ellers også kraftigt overvejet om det skulle være mit war-game-intro spil, men synes det lyder til at være lidt for langsomt til min smag.

men Jens, har du fået prøvet dit Shifting Sands?
Det ku måske godt være et next-step fra mit elskede Twilight Struggle.

[Jens_Hoppe]

Det får lidt småhårde ord med på vejen af en velkendt debatør

http://amun.dk/blog.html

Jeg var desværre ikke så glad for AVL som jeg havde håbet (og forventet) jeg ville være. Spilletiden var ret lang: Nu er min modstander og jeg ikke hurtige spillere (dels fordi vi godt kan lide at tænke os lidt om, og dels fordi vi godt kan lide at snakke ind imellem), men 2 ture (ud af 9) på 3 timer var noget mindre end jeg havde forventet, ud fra spillets angivede spilletid på 3-4 timer. Jeg tror på at man efter nogle spil kan spille langt hurtigere end vi gjorde, men jeg kan ikke forestille mig, at vi ville kunne kommer under 5-6 timer (med undtagelse af sudden death sejre - som jeg selvfølgelig ikke ved hvor hyppige er).

Jeg var også lidt overrasket over, hvor lidt action der var i spillet. Nu er det ikke fordi jeg forventer at et 2. verdenskrig-spil på operationelt niveau skal ligne en bedre actionfilm, men der skete virkelig ikke særligt meget de fleste steder på fronten. CRT'en (kamptabellen) er designet således, at mange kampresultater resulterer i enten ingenting eller i at forsvareren f.eks. skal trække sig tilbage 1 felt, og det betyder at der bare ikke sker særligt meget på fronten - sålænge begge parters frontlinie er intakt (hvilket den selvfølgelig er i starten af spillet, og sikkert i mindre grad senere).

Vi var begge også lidt skuffede over aktiverings/HQ-systemet: Ideen med at trække brikker fra en skål, som viser hvilke HQ'ere der bliver aktiveret er god i princippet, men i AVL virkede det som om det gjorde spillet unødigt tungt. Normalt gør den type mekanismer det, at den begrænser antallet af enheder der bliver rykket, hvilket dels kan give lidt realisme, dels gør spillet lidt hurtigere, og dels giver et ekstra spænding til gameplay'et, ikke mindst på grund af den fra eurogames kendte mekanisme med at man som spiller skal prioritere, hvad man helst vil - selvom alting ser kritisk vigtigt ud.

I AVL virkede det anderledes: Dels syntes vi ikke det var realistisk at HQ'er kunne aktivere alle venligtsindede enheder indenfor sin radius, uden hensyn til formation: Det gjorde alle HQ'er til en slags wild-card HQ'er, og det virkede i det hele taget bare mærkeligt at de kæmpende parters opdeling i formationer (hvilket fremgår tydeligt af enhedernes farvemærkning) kun havde indflydelse på setup...

Aktiveringerne begrænsede heller ikke en det store, og jeg havde ikke meget fornemmelse af at skulle prioritere særligt meget som russer. Stort set alle mine enheder ville blive aktiveret mindst én gang i løbet af hver tur, og mange af dem ville blive aktiveret mere end en gang (der var ofte et kæmpe aktiveringsoverlap mellem de store guard army HQ'er).

Der var ikke noget i AVL der decideret ikke virkede, men jeg syntes på den anden side heller ikke at der var noget der specielt fik spillet til at skille sig positivt ud.


Jeg tror at mit største spørgsmål efter at have prøvet AVL er, hvorfor netop det spil er blevet fremhævet som så godt et begynderkrigsspil. Det tager lang tid, det er meget statisk, og der er udgivet spil der ligner det meget i de sidste 40 år. Vil man have et spændende krigsspil, vil jeg til enhver tid anbefale et blokspil fra Columbia istedet.

[Jens_Hoppe]

Jeg har ikke prøvet Shifting Sands endnu, og det kommer nok til at vare lidt, for der er en håndfuld andre krigsspil foran det i køen.

Om det er et godt næste trin fra TS ved jeg ikke helt. SS er jo baseret på Paths of Glory reglerne, og det anses som et af de mere komplicerede CDG'ere. Hvad med at prøve Hannibal, når Valley Games engang får det udgivet, eller alternativt et af Columbias spil?

[MesterLars]

Jeg har skam pre-ordered Hannibal, men der går jo nok et par måneder før det ankommer.

Jeg kigger lidt på Columbia så (så er der også en undskyldning for at surfe lidt på BGG )

[netsapiens]

Vil man have et spændende krigsspil, vil jeg til enhver tid anbefale et blokspil fra Columbia istedet.

Kan du give en god anbefaling derfra? Jeg kigger mere og mere på wargames, idet jeg har en ven der er WWII freak, men kun har spillet Axis and Allies.
Jeg tror det rette stemninsmættede WWII spil vil gøre ham glad

[Jens_Hoppe]

Kan du give en god anbefaling derfra? Jeg kigger mere og mere på wargames, idet jeg har en ven der er WWII freak, men kun har spillet Axis and Allies.
Jeg tror det rette stemninsmættede WWII spil vil gøre ham glad

De generelt højt anbefalede WW2 spil fra Columbia er EastFront og Rommel in the Desert. Begge er belejligt nok lige blevet genudgivet.

[Jens_Hoppe]

Chris Farrell's geeklist om Columbia-spil er et godt udgangspunkt: http://www.boardgamegeek.com/geeklist/233

[Jesper]

<klip>
Jeg var også lidt overrasket over, hvor lidt action der var i spillet. Nu er det ikke fordi jeg forventer at et 2. verdenskrig-spil på operationelt niveau skal ligne en bedre actionfilm, men der skete virkelig ikke særligt meget de fleste steder på fronten. CRT'en (kamptabellen) er designet således, at mange kampresultater resulterer i enten ingenting eller i at forsvareren f.eks. skal trække sig tilbage 1 felt, og det betyder at der bare ikke sker særligt meget på fronten - sålænge begge parters frontlinie er intakt (hvilket den selvfølgelig er i starten af spillet, og sikkert i mindre grad senere).
<klip>
I AVL virkede det anderledes: Dels syntes vi ikke det var realistisk at HQ'er kunne aktivere alle venligtsindede enheder indenfor sin radius, uden hensyn til formation: Det gjorde alle HQ'er til en slags wild-card HQ'er, og det virkede i det hele taget bare mærkeligt at de kæmpende parters opdeling i formationer (hvilket fremgår tydeligt af enhedernes farvemærkning) kun havde indflydelse på setup...
<klip>

En stor del af de momenter jeg synes var spændende i de spil vi har spillet, var når vi forsøgte at opnå "Kesselschlagt". At omringe modstanderen og så få ham til at dø i tilbagetrækningen. Jeg oplevede som russer at gøre de samme fejl som russerne efter sigende gjorde i virkeligheden: For lange og tynde gennembrud, tyskere der kan kæmpe sig ud af kedlen. Jeg synes ikke at mine spil har været præget af manglende action.

I forhold til realismen, så synes jeg det er værd at tænke på at det handler om armeer. Der er tale om 100.000 mand i hærgrupper. Efter hvad jeg har læst (senest Stalingrad af Tony Beaver), så blev de forskellige hærenheder flyttet rundt efter forgodtbefindende (specielt Hitler og Stalins!).

[Jens_Hoppe]

Jeg synes ikke at mine spil har været præget af manglende action.

Efter hvad jeg har læst (senest Stalingrad af Tony Beaver), så blev de forskellige hærenheder flyttet rundt efter forgodtbefindende (specielt Hitler og Stalins!).

Jeg kan jo dårligt være uenig i det ovenstående, og har derfor bare et par kommentarer.

1) Jeg tror gerne at spillet bliver mindre statisk hen af vejen, efterhånden som russerne får lavet nogle gennembrud af de tyske linier. Forhåbentlig er det realistisk for russerne at komme i nærheden af de 5 VP byer, som i starten ligger laaangt bag frontlinien.

2) Mht. realisme er det meget muligt du har ret, og at kommandostrukturen ikke betød noget særligt. Det får mig dog til at tænke, at HQ konceptet virker som et unødigt kompleksitetslag i spillet - og at den meget markante (men i spillet ligegyldige) farvekodning af enhderne virker så ekstra overflødig (og for mig irriterende - "ja, ja, det kan godt være denne enhed hører under 2. gardearmé, men WHO CARES?!").


Det skal nævnes at jeg den anden dag fik genspillet et krigsspil fra Game Designers Workshop (GDW) - Bloody Kasserine, udgivet tilbage i 1992. Det handler om det tyske angreb på de allierede styrker (især de nyligt ankomne amerikanere) i Tunesien i februar 1943. Spillet (og dets søsterspil, Race to Tunis) var et forsøg fra GDW på at lave et begyndervenligt krigsspil, og lur mig om ikke jeg synes det klarer sig bedre i det henseende end AVL. Godt nok er det stadig et langt spil - spiller man som vi gjorde langsomt og omhyggeligt, er 3-4 timer nok ikke noget til at spille et spil - men i alle andre henseender er det ideelt: Brikkerne er store og farverige, reglerne er simple og lette at læse (grundreglerne er meget simple, men der er en række avancerede, valgfri regler man kan bruge hvis man har lyst, som tilføjer dybde og realisme til spillet), og det er et mindre spil (færre brikker og mindre kort) end AVL.

Selvom jeg som allieret blev knust til ukendelighed af de tyske tropper, syntes jeg faktisk jeg morede mig bedre med det spil end med AVL. Der er heldigvis plads til forskellighed.