Køn og spillevaner
Posted: Fri Sep 15, 2006 10:08 pm
I en tråd om kæreste-spil (viewtopic.php?t=384) blev der taget hul på problematikken omkring køn og spillevaner... så lad os da tage fat om nældens rod og åbne en lille diskussion om emnet!
Lad mig først tage de nødvendige forbehold; ja, naturligvis er det fuldkommen individuelle præferencer, der er det afgørende for, hvem der spiller hvad. Det jeg søger, er altså om der er nogle generelle tendenser, når det kommer til spil-præferencer, således at flere kvinder end mænd vælger en bestemt type spil og omvendt at flere mænd vælger en anden type af spil, end der er kvinder, der ville vælge denne type spil.
Der syntes at være bred enighed om, at der rent statistisk eksisterer nogle forskelle mellem kvinder og mænd andre end de rent kropslige. Om de så knytter sig til biologiske forskelle eller er et produkt af forskellig socialisering, syntes jeg ikke er interessant at undersøge i denne sammenhæng.
For at gøre debatten mindre følelsesbetonet end den kan blive og dermed mindske risikoen for at blive betegnet som mandschauvinist, vil jeg indledningsvis forsøge at indkredse henholdsvis en drenge- og en pigekultur, som den tager sig ud i småbørnsalderen. Ud fra dette kan man så forsøge at se, om man kan drage et par muliged konsekvenser i forhold til hvilke spillemæssige præferencer disse kulturer kunne være med til at afføde.
Drengekulturen eksemplificeres nok bedst gennem krigslege såsom cowboys og indianere, hvor temaet er det godes kamp mod det onde. Legene er meget udadvendte; drenge kan normalt ses og høres, når de leger. Drengenes lege starter med at være meget ensidige og meget fysiske, men bliver dog med tiden mere kreative. Drengene finder normalt ud af, hvad de vil lave og derefter hvem de vil have med. Selvom drengene ofte kan have alle med, er deres leg dog meget hierarkisk i den forstand, at der ofte er en lege-leder, der er den bedste og som fungerer som normgiver og således afgør reglerne.
Pigekulturen eksemplificeres nok bedst med far-mor-og-børn-legen. Pigernes lege er i vid udstrækning veninde-lege. Det er vigtigt, at man leger med veninden - og ikke mindst at hun vil have én med. Er der mere end to med - og det er der jo tit i far-mor-og-børn-legen - så er pigerne kun sjældent ligestillede i samværet; nogle er holdt udenfor og kun med på venindernes nåde. I pigernes leg er hel eller delvis eksklusion således ofte en væsentlig del, når én skal være faren, der hele tiden er på arbejde og derfor udenfor døren og en anden må tage til takke med rollen som den umælende hund. For pigerne er det vigtigste altså, hvem de er sammen med og først herefter, hvad de er sammen om. Det at inddrage og udelukke hinanden er en så vigtig del af legen, at man ofte spørger sig selv om, hvornår legen egentlig går i gang. Da har den allerede været i gang længe!
Gennem legen får pigerne en kompetence til at forhandle med hinanden; at fornemme grænser for, hvad man kan og ikke kan. Endvidere er pigernes indhold i legen det nære og velkendte, som de til gengæld også kommer til at mestre på meget kompetent vis.
Man kunne således forestille sig, at piger (og kvinder) tendentielt vil foretrække spil, med et højt kommunikativt niveau. Måske specielt spil, hvor der også er et kooperativt element?!
Drengene (også de store af slagsen) har måske mere et øje for det tematiske, hvor kampen mellem det gode og onde kan udfolde sig. Er der en god bunke plastik-figurer, ja, så mindsker det jo ikke ligefrem mulighederne for indlevelse. Alt i alt ofte spil, der kan have et højt niveau af konfrontation.
Måske kan man også ud fra ovenstående beskrivelser af de forskellige kulturer se kimen til en større ansvarlighed hos pigerne. Dette kunne være med til at producere en præference for kortere spil, da det hele jo ikke skal gå op i sjov og ballade.
Skal jeg forsøge at forsvare mit eget køns præferencer - selvom de stadig naturligvis kun er statistiske og man derfor hypotetisk godt kan komme til at løbe ind i en pige, der spiller ASL - vil jeg afslutte med følgende lille anekdote fra det virkelige liv. En lille dreng blev spurgt: "Hvorfor skal I altid lege krig?" Hertil svarede han: "Jeg ved godt, at fred er det bedste, men det er så kedeligt at lege!"
Lad mig først tage de nødvendige forbehold; ja, naturligvis er det fuldkommen individuelle præferencer, der er det afgørende for, hvem der spiller hvad. Det jeg søger, er altså om der er nogle generelle tendenser, når det kommer til spil-præferencer, således at flere kvinder end mænd vælger en bestemt type spil og omvendt at flere mænd vælger en anden type af spil, end der er kvinder, der ville vælge denne type spil.
Der syntes at være bred enighed om, at der rent statistisk eksisterer nogle forskelle mellem kvinder og mænd andre end de rent kropslige. Om de så knytter sig til biologiske forskelle eller er et produkt af forskellig socialisering, syntes jeg ikke er interessant at undersøge i denne sammenhæng.
For at gøre debatten mindre følelsesbetonet end den kan blive og dermed mindske risikoen for at blive betegnet som mandschauvinist, vil jeg indledningsvis forsøge at indkredse henholdsvis en drenge- og en pigekultur, som den tager sig ud i småbørnsalderen. Ud fra dette kan man så forsøge at se, om man kan drage et par muliged konsekvenser i forhold til hvilke spillemæssige præferencer disse kulturer kunne være med til at afføde.
Drengekulturen eksemplificeres nok bedst gennem krigslege såsom cowboys og indianere, hvor temaet er det godes kamp mod det onde. Legene er meget udadvendte; drenge kan normalt ses og høres, når de leger. Drengenes lege starter med at være meget ensidige og meget fysiske, men bliver dog med tiden mere kreative. Drengene finder normalt ud af, hvad de vil lave og derefter hvem de vil have med. Selvom drengene ofte kan have alle med, er deres leg dog meget hierarkisk i den forstand, at der ofte er en lege-leder, der er den bedste og som fungerer som normgiver og således afgør reglerne.
Pigekulturen eksemplificeres nok bedst med far-mor-og-børn-legen. Pigernes lege er i vid udstrækning veninde-lege. Det er vigtigt, at man leger med veninden - og ikke mindst at hun vil have én med. Er der mere end to med - og det er der jo tit i far-mor-og-børn-legen - så er pigerne kun sjældent ligestillede i samværet; nogle er holdt udenfor og kun med på venindernes nåde. I pigernes leg er hel eller delvis eksklusion således ofte en væsentlig del, når én skal være faren, der hele tiden er på arbejde og derfor udenfor døren og en anden må tage til takke med rollen som den umælende hund. For pigerne er det vigtigste altså, hvem de er sammen med og først herefter, hvad de er sammen om. Det at inddrage og udelukke hinanden er en så vigtig del af legen, at man ofte spørger sig selv om, hvornår legen egentlig går i gang. Da har den allerede været i gang længe!
Gennem legen får pigerne en kompetence til at forhandle med hinanden; at fornemme grænser for, hvad man kan og ikke kan. Endvidere er pigernes indhold i legen det nære og velkendte, som de til gengæld også kommer til at mestre på meget kompetent vis.
Man kunne således forestille sig, at piger (og kvinder) tendentielt vil foretrække spil, med et højt kommunikativt niveau. Måske specielt spil, hvor der også er et kooperativt element?!
Drengene (også de store af slagsen) har måske mere et øje for det tematiske, hvor kampen mellem det gode og onde kan udfolde sig. Er der en god bunke plastik-figurer, ja, så mindsker det jo ikke ligefrem mulighederne for indlevelse. Alt i alt ofte spil, der kan have et højt niveau af konfrontation.
Måske kan man også ud fra ovenstående beskrivelser af de forskellige kulturer se kimen til en større ansvarlighed hos pigerne. Dette kunne være med til at producere en præference for kortere spil, da det hele jo ikke skal gå op i sjov og ballade.
Skal jeg forsøge at forsvare mit eget køns præferencer - selvom de stadig naturligvis kun er statistiske og man derfor hypotetisk godt kan komme til at løbe ind i en pige, der spiller ASL - vil jeg afslutte med følgende lille anekdote fra det virkelige liv. En lille dreng blev spurgt: "Hvorfor skal I altid lege krig?" Hertil svarede han: "Jeg ved godt, at fred er det bedste, men det er så kedeligt at lege!"
>< konflikter 
) og på den anden side er vil der stadig i mange hjem være en arbejdsfordeling (sikkert især i børnefamilier...), hvor kvinden tager / har /pålægges mere ansvar hjemme, således at hjemkomsten fra arbejde i højere grad er et skift mellem arbejdstyper snarere end at holde fri - og dermed bliver tiden til noget der virker "ligegyldigt" 
som spil måske mindre. Dermed sagt, at uanset om kønnene biologisk adskiller sig eller ikke, så vil der netop være adfærdsmønstre, som forårsager forskelle. Men jeg må indrømme, at selvom jeg i høj grad mener, at konstruktioner, definitioner og kategorier præger vores forståelse af verden, så har jeg svært ved at tro, at biologien ikke skulle have lidt mere at skulle have sagt, end vi gerne vil tro... 
