Ja, det er en slags interaktiv historiefortælling, lidt a la de "multiple choice" eventyr-spilbøger som var populære på samme tid (f.eks. Steve Jackson & Ian Livingstone's Fighting Fantasy-bøger).
I Sherlock Holmes: Consulting Detective læser man først en tekst som beskriver hvordan sagen begynder. Dernæst er det op til en selv, hvor i London man vil tage hen og udforske. En stort kort over byen viser nummerede lokaliteter, så vil man besøge hus nr. 245 slår man op i afsnit 245 i den bog der hører til sagen, og læser hvad der sker (og man finder forhåbentlig ud af noget nyt). Samtidig er der til hver sag en avis med et hav af nyheder, artikler, reklamer, classifieds, og den slags. Nogle af dem har betydning for sagen, de fleste har ikke. Efter at have besøgt et antal lokaliteter, har man forhåbentlig et forslag til hvordan sagen skal løses, hvorefter man kan bladre om til løsningen, og se hvordan Holmes *i virkeligheden* løste sagen. Målet er at klare en sag på færre besøg end Holmes.
Spillet kan spilles solitaire, kooperativt, eller sågar kompetetivt (hvor hver spiller så blot spiller sit eget spil, og bagefter sammenligner hvor lang tid det tog sammenlignet med de andre). Det er vældigt tematisk og hyggeligt, men altså mere en interaktiv fortælling end et egentligt brætspil. Indtil hukommelsen for alvor begynder at fejle, er det heller ikke noget der kan genspilles overhovedet: Når man kender løsningen til en sag, er der ligesom ikke rigtig mening i at prøve den igen.
Mit eksemplar af grundspillet og alle udvidelserne står stadig herhjemme på hylden, og har altså overlevet utallige salgsrunder. Det er over 20 år siden jeg har spillet grundspillet, så det kan være jeg snart skal give det en chance igen - men på den anden side er der stadig sager derfra som jeg kan huske ret tydeligt (de to døde løver i Hyde Park, f.eks.

).