Det er kun Risk i den betydning at spillerne har enheder og at disse kan slå på hinanden.
Jeg har ikke spillet den nye FFG udgave af spillet, men har til gengæld spillet Avalon Hills gamle udgave op mod 50 gange i årenes løb. Det er et superspil - en af mine favoritter. En af de helt store Britannia-fans her i landet, Torben Æ. Mogensen, som bl.a. afholdte Britannia-turneringen på Viking-Con i år, taler godt om den nye udgave også.
Hver spiller kontrollerer 4-5 nationer, som i løbets af spillets 16 ture ankommer på brættet på forskellige tidspunkter. En spillers slutscore er summen af hans nationers score. Nationer får points efter visse ture, primært for at kontrollere bestemte felter, men også ofte for at have dræbt nogle specificerede modstanderes enheder. I hver af de 16 ture i spillet, har nationerne tur i en bestemt rækkefølge (findes en nation ikke (endnu) når det er dens tur, springes den bare over): Nationen øger sin befolkning, rykker, kæmper, og checker til sidst for overbefolkningsproblemer.
De meget specifikke VP for de enkelte nationer er med til at styre spillet. Man kan for så vidt vandre sine nationer hen hvor man vil på brættet, men spiller man for "uhistorisk", får man ikke mange points. Denne stramme styring er et aspekt i spillet jeg godt kan lide, mens andre ikke bryder sig om det.
Potentielle problemer i dag, i forhold til "europæiske" spil generelt:
- Spillet er ret langt. 4 timer, hvis alle kender spillet, og en spiller fungerer som indpisker, men snarere 6 timer (eller mere) hvis der f.eks. er nye spillere iblandt.
- Der ER terninger med i spillet, som bruges når enheder slås mod hinanden. Tilfælde af ekstremt held eller sort uheld vil optræde i et spil, så hvis man ikke kan lide det, er Britannia nok ikke sagen.
- Temmeligt komplicerede regler. Ikke grundkoncepterne som så, men der er rigtigt mange "små" specialregler, som godt nok er med til at give spillet dets karakter, men som kan være svære at huske.
- Det er ret "dybt": Fordi nationerne ankommer på forskellige tidspunkter, er det ekstremt svært for begyndere at vurdere hvor godt de enkelte spillere står. Ja, spilleren med Romerne har mange flere points end de andre efter 5 ture, men det betyder IKKE at han fører spillet! Spørgsmålet om hvem man skal gå efter er derfor ret svært at besvare. Spillet er bedst med spillere med lige meget erfaring.
For mit vedkommende mere end opvejes det ovenstående af spillets gode sider: Det bringer virkelig Englands tidlige historie til live, og der er en klar fornemmelse af udvikling i spillet, efterhånden som gamle folkeslag forsvinder og nye kommer på scenen. Jeg er helt vild med konceptet om at en spiller spiller på "flere heste", om man vil, og ikke bare har en nation. Det giver mulighed for en sej fornemmelse af op- og nedture - "det kan godt være jeg står skidt nu, men næste tur ankommer mine saksiske horder HAHAHA!!".
Så det skulle være klart at jeg, som absolut ikke er nogen Risk-spiller, alligevel klart anbefaler Britannia.
