Nu har jeg spillet Smash-Up et par gange, og jeg synes, at jeg har siddet tilbage ved bordet med blandede følelser hver gang.
I teorien burde det være et spil ligefør mig. Jeg er generelt meget glad for kort-spil og "random-select" - og Smash-Up er et spil, hvor man blander to (ud af 24 eller, hvor mange jeg har ) forskellige faktioner af 20 kort hver - med forskellige gameplans - og så gælder det ellers om at få det til at fungerer.
Det burde så meget være mig det spil! men... ---v
Jeg synes alligevel, at der er et eller andet "off" ved spillet. Balancen virker også meget svingende, og som om at visse kombinationer og enkelte faktioner er klart bedre end de andre.
Secret Agents decket gør ikke rigtigt noget, mens et deck som Cybernetic Monkeys er nuts, og kan i realiteten sagtens solo´e og vinde spillet alene. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stærke Aberne bliver, hvis de er parret med en faktion som Wizards eller Miskatonic University, der kan give Aberne massere af Card-draw.
Så er der også et deck som Spøgelserne. Jeg har ikke selv spillet dem, men de virker til at være vilde sammen med Zombier eller Aberne, der begge kan spille gratis kort og kort fra graven. Er spøgelserne sammen med et stort set hvilken som helst anden faktion virker de sindssyge dårlige, da spøgelser er Hellbent, hvilket betyder, at deres evner kun aktiveres, når de ikke har nogen kort på hånden.
Selv er jeg vild med Marsmændende, da jeg synes, at de er alt for sjove både tematisk og mekanisk. Generelt er deres kort ret middelmådige. De har dog et kort i decket, der er vildt god, nemlig Martian Invader, der giver et victory point, hver gang den kommer ned i spil. Trækker jeg ikke det ene kort, kan decket meget lidt.
Sidste torsdag var jeg dog så heldig, at få Marsmændende sammen med Planterne. Planterne har en del tutors i decket, hvilket betød, at jeg virtuelt set spillede 5-6 Invaders. Det var en vanvittig kombination, og jeg kørte begge modstandere over, da jeg lige fra start kunne søge efter Invaderen, og så blive ved med at bounce og genspille ham, for 1 VP, hver gang, og derved stikke af.
Jeg skulle så bare sørge for at engang imellem at smide en minion på en base inden, den blev scoret, så jeg ikke mistede point på at sidde og spille kort uden at påvirke bordet.
Man kunne måske argumentere for at mine modstanderen ikke var dygtige nok til at se, at de var ned til at tage min Invader ud af spillet, men omvendt kunne jeg så counter dem ved at spille en smule mere konservativt ved først at spille Invaderen, og så bounce samme tur som jeg spillede ham (når det var muligt), således, at han ikke ville være på bordet i mine modstanders ture, og derved ikke ville kunne blive slået ihjel.
Så. Balancen virker skæv synes jeg, og jeg føler derfor oftest ikke at spillet er helt fair.
Derudover, så synes jeg heller ikke, at det er super spændende at man skal indtage baser ved at lægge minions/point ned på dem. Det virker fesent, jeg synes, at det havde været sjovere, hvis det galt om at tæve modstanderen eller noget andet.
Det er nok også derfor, at jeg synes, at det er sjovest at spille Marsmænd, da de har en alternativ gameplan, der hedder Invader for Victory-points eller de mere tunge Cthulhu-faktioner, der kan fodre modstanderen minus-point ved tvangsfordre dem med Madness-kort.
Jeg synes heller ikke spillet spiller så godt ved andet end ligepræcis tre spillere.
Ved 2 spillere bliver spillet meget mærkeligt. Man kan lynhurtigt se, at så snart modstanderen har point nok på en base svarende til 50% af basens breaking-point er det så godt som umuligt at vinde den. Hvilket betyder, at man ikke vil spille kort på den. Samtidigt hvis det er migselv de har over 50% point på basen, så gider jeg heller ikke selv spille kort på basen, da det virker som spild af tid at spille kort på en base, man allerede virtuelt set har vundet. Det gjorde, at jeg ofte føltes, at jeg ikke kunne lave nogen meningsfulde plays.
Ved 3 spillere synes jeg faktisk, at spillet fungerer meget godt. Bortset fra at balancen deckene imellem er noget blandet.
Ved 4 spillere og over synes jeg, at spillet bliver for rodet, og umuligt at planlægge. Det bliver hurtigt rent kaos, da der når at ske så meget inden imellem hver tur, at det bliver umuligt at regne med nogle som helst boardstates.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes om det. Jeg kan virkeligt godt lide ideen i spillet og flere af faktioerne er faktisk superseje. F. eks Marsmænd, Steampunk, Tidsrejsende og Innsmouth. Ideen er måske bedre end udførelsen for ofte sidder jeg med en lidt mehhh fornemmelse efter et spil.
Problemet er måske også mig selv. Gameplay-mæssigt minder rigtigt mange af kortene om Magic-kort, og det gør måske, at jeg sidder og tager spillet alt for seriøst og sidder og "min-max´er" konstant oppe i hovedet for at lave de mest optimale plays. Spillet kan måske bare ikke bære, at man tager det seriøst, og er nok bedst som letbenet underholdning. Smash-Up spiller lidt som en Magic-Kort-light, og jeg synes derved,at det lægger op til, at man skal spille det ordentligt og power-playe when muligt.
Det er sådan, når jeg spiller Magic, så tager jeg ikke deck-building en skid seriøst, men så snart jeg sætter mig ned ved bordet i faraos og møder top-tunede net-decks, så er jeg like totalt-play-to-win-at-all-cost, og det er måske lidt af det jeg overfører til Smash-Up, når jeg spiller det? Dunno?
I virkeligheden har vi slet ikke spillet nok Smash-Up til at komme med en reel vurdering af spillet, da jeg kun har under 10 plays i det.