GermanGames.dk

Kender I det, at man ser et spil, læser en anmeldelse eller lignende og bare ved, at det er et spil, man vil komme til at syntes rigtig godt om? Og vel at mærke, at det ikke bare er en fornemmelse, der hele tiden dukker op og som ind imellem - knapt så overraskende - viser sig at holde vand.

Jeg syntes, det sker ind imellem. I skrivende stund kan jeg ikke finde nogle gode eksempler, men kan da vove lidt og sige at jeg mener, at have to spil på vej, der lever op til den beskrivelse. Det ene er solo-spillet Shephy, som jeg har en rigtig god fornemmelse af vil blive et stort hit for mig. Det andet tror jeg ikke nødvendigvis jeg vil syntes er super-fantastisk, men jeg tror, jeg vil syntes rigtig godt om det, og vil komme til at spille det rigtig meget. Det er spillet The Game: Spiel...so lange du kannst! Selvom jeg ikke lyder nær så overstrømmende omkring det som det førstnævnte, har jeg troet så meget på det, at jeg bestilte et ekstra med med det samme tiltænkt at kunne bruges som gave. Så må tiden vise, om min fornemmelse er rigtig med de to spil.

Da jeg så Rahdo gennemgå CV vidste jeg min kone ville elske det - og det holdt stik.

Personligt kan jeg ikke lige erindre at sidde med samme følelse, det skulle da lige være Signum Mortis. Problemet er blot at jeg aldrig har fået spillet det, så jeg ved ikke om den holder vand.

Jeg har haft en hel del af disse spil, bl.a. San Juan, Zooloretto, Colosseum og Drum Roll. Alle disse spil blev købt uden at jeg havde læst anmeldelser, eller i øvrigt hørt om dem, og de holdt stik.

Til gengæld har jeg også købt spil som jeg var overbevist også var mig, men hvor det viste sig ikke at holde stik, f.eks. Dog Eat Dog og The Kids of Catan.

Jeg kan sagtens høre om et spil, og have en idé om at det er noget jeg vil kunne lide, eller noget jeg burde kunne lide. Det forklarer de mange spil jeg køber.

Men jeg har måttet erkende, at jeg faktisk ikke på forhånd kan afgøre om jeg faktisk kan lide at spille et spil. For mig er det som om at det i sidste ende ikke er de store linjer - dem jeg kunne forholde mig til, inden jeg prøvede spillet - der betyder noget, men snarere alle mulige små ting; artwork, små detaljer i det mekaniske, tilgangen til det tematiske, den slags.

Det betyder også at jeg ikke kan bruge de anmeldelser, der udtaler sig om hvem der vil kunne lide et givet spil, til noget. Nej, bare fordi jeg godt kan lide Brass, betyder det ikke at jeg vil være vild med Power Grid.

Jens_Hoppe wrote:[...] Det betyder også at jeg ikke kan bruge de anmeldelser, der udtaler sig om hvem der vil kunne lide et givet spil, til noget. Nej, bare fordi jeg godt kan lide Brass, betyder det ikke at jeg vil være vild med Power Grid.

Jeg har det på fuldkommen samme måde med, at jeg ikke kan slutte mig til, om et spil er noget for mig. Jeg kan slutte mig til, at det er indenfor min interessesfære fordi det har et tema eller en mekanik, jeg holder af eller det gør noget sjovt eller overraskende, som jeg tænker, det kunne være interessant at prøve. Jeg tror heller ikke, at den intuition, jeg leder efter, kan bruges så meget ved større spil for her er der alt for mange ting, der påvirker hinanden til at få en fornemmelse af hvordan det hele fungerer. Ved dem tror jeg mere, man kan bruge det til at udelukke spil med. Men nogen gange hører man om en ny mekanik, som man tænker bare må fungere supergodt. Jeg kan f.eks. huske at jeg umiddelbart tænkte noget sådant, da Mik præsenterede en prototype af Dominion.

Og som en lille side-note / opfølgning på de to spil, jeg talte om i mit første indlæg, så er The Game: Spiel...so lange du kannst! blevet spillet 17 gange de første fire dage, vi har haft det ... og mest på Helles initiativ. Det er blevet spillet på sengekanten om aftenen, mens den lille er blevet puttet og det er blevet spillet som noget af det første om morgenen. Shephy spillede jeg tre gange i træk, da jeg havde åbnet det og glæder mig meget til jeg får tid til at kigge nærmere på det.

Harry Dresden File coop Card game.

Det venter jeg på med længsel